Det kapitalistiske Kina: Partikongres med store globale ambitioner

På den nyligt afholdte partikongres af det pseudo kommunistiske parti KKP med mere end 2000 delegerede blev det som forventet bekræftet, at Kina fortsat forfølger den kurs Deng Xiaoping omkring 1980 satte sig i spidsen for: At sætte rendyrket kapitalisme i centrum i ”socialistisk” indpakning.

Af Kommunistisk Politik

Det var en selvbevidst præsident Xi Jinping, der fremførte Kinas nationale og globale ambitioner. Ud fra et kapitalistisk synspunkt må man også sige Kina har haft tryk under kedlerne med store vækstrater, selvom om de er ved at tabe lidt af pusten. Det oplever stadig økonomisk fremgang i forhold til den øvrige kapitalistiske verden, der vånder sig under eftervirkningerne af den kapitalistiske overproduktionskrise siden 2008.

USA’s hegemoni forventes at stå for fald og for første gang blive overhalet af en anden kapitalistisk magt inden for de næste 10 år. hvis Kinas økonomiske væksttal fortsætter blot nogenlunde som hidtil.

Kina har kunne præstere store vækstrater, men også en enorm udvikling af forskellene imellem rig og fattig, og imellem land og by. Med ufattelig rigdom for et fåtal og et mellemlag, som har fået lidt del i rigdommen, mens utallige arbejdende må arbejde på miserable vilkår og som migrantarbejdere i forhold til byerne på de mest usle vilkår og med stor usikkerhed. Det er et arbejdsmarked præget af mange protester og strejker.

Der er oplysninger om migrantarbejdere i Kina, der kan tvinges til overarbejde med eksempler på 16 timer om dagen og een hviledag om måneden. Det er f.eks. sket på Samsungs og Apples samlefabrikker i Kina.

chinese_factoryDet pseudo-kommunistiske Kina indeholder alle kapitalismens kendetegn som stærkt øgede forskelle imellem rig og fattig, forstærkede kløfter imellem land og by, massearbejdsløshed og truende miljøkatastrofer.

På trods af de store ambitioner er Kina overhovedet ikke noget stabilt samfund – det er bygget på kapitalistisk kviksand med den kapitalistiske verdensøkonomis kriser og Kinas egen økonomiske krisemodsætninger som store iboende tikkende ubekendte.

Kinas ‘ny æra’

Xi Jinping erklærede, at Kina nu er kommet ind i en ”ny æra”, hvor Kina bør spille en ledende rolle helt fremme på verdensplan og fremlagde planer og målsætninger frem til 2035

Kina “vil opbygge en stærk og moderniseret hær, flåde, luftvåben, raketstyrke og strategisk støttestyrke, udvikle stærke og effektive fællesoperationer,” meddelte Xi.
Den kinesiske præsident advarede samtidig om, at “ingen skal forvente, at Kina vil sluge noget der vil undergrave dets interesser.”

Det er ikke mindst en hentydning til USA, Kinas hovedmostander, med dets udenrigspolitik om at gøre Asien til et omdrejningspunkt. En konfrontationspolitik især rettet mod Kina, ikke bare økonomisk, men også militært i forhold til at ”sikre adgangen til havene” i det sydkinesiske hav – og også i forhold til USA´s atomkrigstrusler om tilintetgørelse af Nordkorea.

For USA bygger udenrigspolitikken i høj grad på forstærket militarisering med atom- afskrækkelse og krigstrusler og sanktioner – som vi også ser det i forhold til Rusland.. Det er et USA, som ser skriften på væggen og sit globale hegemoni undergravet – og som lægger op til konfrontation med Kina, Rusland og Iran .

Kinesisk fokus på nye markeder

Kinas aktuelle globale offensiv tager i dag især økonomisk form, med investeringer og aktivitet i alle afkroge af verden, med kraftigt voksende kapitaleksport og ofte joint venture-selskaber. Europa er bare et af de kinesiske ekspansionsområder.

I 2015 fremkom Kina med deres økonomiske gigantplan om ”New Silk Road” (‘Den nye Silkevej’) et megaprojekt og initiativ under kinesisk ledelse for inddragelse af lande i deres økonomiske sfære. Det vil økonomisk knytte Kina og Rusland – som er Kinas nærmeste allierede – samt det vigtige Iran sammen med landene i bæltet frem mod Europa. Det er et mastodontprojekt, som kræver investeringer også fra andre lande, og som mødes med stor skepsis fra USA, der oplever en for dem skræmmende udvikling i Euroasien.

SILK_BELTMen det kinesiske pseudo-kommunistparti tog ikke den åbne konfrontation på kongressen, som forestår især i forhold til USA, den vigtigste imperialistiske konkurrent til deres ”kinesiske drøm”. Denne voksende konfrontation kan tage mange former – økonomisk, politisk og militært.

USA´s aktuelle krigstrusler mod Nordkorea, Trumps støtte til japansk krigsoprustning med selvstændig hær og Trumps snarlige besøg i Asien – herunder Kina, Japan og Sydkorea – med økonomiske krav til Kina og krav om sanktioner vidner om et højspændt område

Falsk dansk reklame for det kapitalistiske Kina

Færre og færre opfatter Kina som et socialistisk land – selvom det fortsat skjuler sin udvikling henimod et udviklet kapitalistisk land og en imperialistisk stormagt bag et officielt socialistisk dække. Til gengæld har Kina vakt benovelse hos kapitalismens støtter, som nærer stor beundring for ”den kinesiske verdensfabrik”.

Arbejderen_KKP_19_kongresDet gælder også for nogle erklærede kommunister, som det udtrykkes i Dagbladet Arbejderen, der udgives af ”Kommunistisk Parti”. Med kæmpebillede annonceres der at – kommunister mødtes for at bekæmpe fattigdom og ikke profitmaksimering.

”Landets økonomi og bekæmpelse af fattigdom er centrale temaer på kongressen” – hedder det her.

Det er tankevækkende – ikke mindst når netop rigdom for et fåtal og fattigdom for arbejderne er konsekvensen af kinesernes hidtidige politik – og den planlagte politik for fremtiden netop er at sætte profit og marked i centrum.
At fremstille det som ny udvikling af socialismen er simpelthen fup.

Kina har cementeret sin kapitalistiske udviklingsvej – og vil lade resten af verden mærke den i de kommende år.

KPnet 25. oktober 2017