Catalanerne lader sig ikke tvinge til tavshed af monarkisternes fascistmetoder

Af Revolusjon, Norge

Den fascistiske undertrykkelse har gjort den katalanske uafhængighedsbevægelse stærkere end nogensinde.  At monarkistregeringen – Franco-regimets arvtagere – ikke er i stand til at give et demokratisk svar på det catalanske nationale problem, er blevet  endnu tydeligere efter aggressionshandlingerne søndag, siger de spanske marxist-leninister i PCE(m-l) i en udtalelse.

katalonia_2014

Folkeafstemningen i Catalonien blev gennemført på trods af,  at Rajoy-regeringen  tog alle midler i brug for at forhindre den. Det er ikke kun valglokalerne som har modstået politiets angreb: Folk har indtaget gaderne i en manifestation af catalanernes ret til at bestemme deres egen skæbne.

Hele verden har været vidne til brutaliteten i et ‘udviklet demokrati’, som sender gummikugler mod fredelige vælgere, med ca. 800 sårede som følge, mindst to af dem alvorligt. Monarkistregimet kan herefter ikke længere skjule sin fascistiske natur og arven fra frankismen. Det er et system for folkemord, som begyndte med og til det sidste blev ved med at slå ihjel, og som udvalgte bourbonnerne som Franco-statens arvtagere.

Sådan konstaterer Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) efter regimets voldsanvendelse mod søndagens folkeafstemning i Catalonien.

Det er indlysende, at ansvaret for de vidtgående følger af den catalanske konflikt ligger hos Rajoy og hans kumpaner. Det er sandt, at dele af det catalanske borgerskab har brugt den folkelige bevægelse for selvbestemmelse som røgslør for at skjule korruptionssager og dets eget ansvar for den forværrede sociale situation i Catalonien i de seneste år. Det er også sandt, at det katalanske småborgerskab i nationalismen – som så ofte i historien – fandt den hånd at støtte sig til, som det desperat søgte efter den langvarige økonomiske krise og de tab, krisen bragte med sig.

Men voldsnvendelsen fra regimets side har gjort Catalonien endnu mere selvstændig i dag end nogensinde før, og situationen  er måske kommet til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Regimet i Madrid har sørget for,  at millioner af catalanere ikke bare vender sig imod regimet, men at de identificerer resten af Spanien med barbari, autoritær vold og aggression.

Det kan derfor forventes, at der vil komme en ‘optrapning’, både fra de der ønsker uafhængighed – noget som allerede er legitimeret af regimets vold og brutalitet – og fra regeringen, som med sin indsættelse af politi har fjernet næsten alle muligheder for en politisk løsning. Medmindre internationalt pres tvinger oligarkerne i Madrid og det catalanske borgerskab til forhandlingsbordet, kan situationen blive yderligere forværret. Ikke bare i Catalonien, men i Spanien som helhed. Også andre folk og nationaliteter i Spanien vil forberede sig på at møde autoritær magtanvendelse.

Den institutionaliserede venstreside har ikke noget alternativt program at sætte op imod 78-regimet (kongedømmet og den grundlov som blev sanktioneret af Francos efterfølgere o.a.). Det gælder så vel for det gamle socialdemokrati som for de nyere  opportunister.

– Det som Partido Popular (det regerende højreparti, o.a.) gør med vort demokrati, frastøder mig, siger Iglesias (leder af Podemos o.a.). Som om det er den ene eller anden regering, som er problemet.

Har de ikke alle gentaget den samme melodi, Gonzales, Zapatero etc. etc.? Har parlamentarisk flertal tjent til at sætte en stopper for den nationale sikkerhedslov – som muligvis kan blive brugt til at sætte en stopper for catalanernes de facto autonomi – eller andre love?

At monarkistregeringen som  arving efter Franco-regimet ikke er i stand til at give et demokratisk svar på det katalanske nationale problem, er blevet endnu mere anskueligt af aggressionshandlingerne søndag.

PCE(m-l) understreger samtidig, at løsrivelse ikke løser de problemer det katalanske arbejdende folk  kæmper med, og det modsvarer absolut ikke proletariatets interesser.

Tredive år med nationalistiske regeringer i Catalonien har ikke løst folkets problemer, men har snarere styrket de lokale direktørers  privilegier.

PCE(m-l):
– Nej, løsningen af det catalanske nationale problem, af det nationale spørgsmål i staten som helhed og for almindelige menneskers levevilkår vil være et regimeskifte i Spanien.
– Selvsagt vil vi støtte befolkningen i Catalonien i kampen for demokratiske friheder, herunder retten til selvbestemmelse, og mod den undertrykkelse, som fortsat kan komme. Men samtidig vil vi fortsætte at kæmpe for en republikansk og antifascistisk folkefront. Med sin grundlæggende afvisning af statens fascistiske tendens på alle områder og i bred skala arbejder denne front for at bryde med oligarkernes monarkistiske regime, og frem mod virkeliggørelse af en føderativ folkerepublik, hvor de forskellige folk kan bestemme, hvordan de vil sameksistere med hinanden.

PCE(m-l) opfordrer derfor alle demokratiske kræfter til at rejse sig som bastioner for demokrati, for republikken og mod fascismen – og for at understøtte den bølge af vrede og oprør, som de spanske folkegrupper reagerer med imod den monarkiske stats barbari.

Oversat af Kommunistisk Politik efter Revolusjon

PCE (m-l)’s hjemmeside

 

 

KPnet 3. oktober 2017