Hvem bestemmer i ministeriet?

Sagen om fiskerikvoterne har medført en bundvending af et af landets ministerier, og alskens råddenskab er boblet op. Ikke mindst afsløringerne af hvem der er de reelle beslutningstagere i statsforvaltningen. I fiskeriets tilfælde et udvalg bestående af erhvervets spidser. Hvordan mon det står til i de andre ministerier?

Esben-Lunde-Larsen-fiskerikonferenceEsben Lunde Larsen – af princip uvidende

Da fiskekvoterne blev privatiseret tilbage i starten af nullerne blev der også givet frit løb for en politisk kamp om hvor hurtigt de kunne opkøbes og de store værdier der lå i fiskeriet kunne blive centraliseret under ganske få ejere. De stærkeste erhvervsfiskere og deres bagmænd i finanskapitalen trak i trådene for at sikre en hurtig monopolisering, og lovgivningen gav dem redskabet til at gøre det – regeringen nedsatte Erhvervsfiskeriudvalget.

Folketingets ’ønsker’ og pålæg i retning af at åbne op for småfiskere og forhindre et monopol hos kvotekonger er aldrig rigtig slået igennem. Når en ’stramning’ er vedtaget er den blevet kombineret med sin modsætning gennem efterfølgende ny lovgivning. Fra 2003 til 2017 er reglerne for kvoteloftet blevet ændret 6 gange. De tre af dem indskrænkede angiveligt mulighederne for kvotekongerne efter Folketingets ønske, og de tre andre lempede dem igen – ligeså stille og efter ‘anbefaling’ fra ”Erhvervsfiskeriudvalget”.

Miljø-og Fødevareministeriet i 2009 under Eva Kjer Hansen (V) besluttede at ændre lofterne på en måde der lignede en stramning, men reelt var en lempelse. For mens man satte en grænse på hvor stor en del af den samlede mængde kvoter et fartøj kan eje, blev lofterne på kvoter for de enkelte fisk (sild, makrel og industrifisk) givet fri.

Tre år senere kunne man tage det næste skridt. Her besluttede man med Mette Gjerskov (S) som minister, at en person nu ikke måtte eje mere end 10 % at kvoterne i et farvand frem for at reglerne som før gjaldt for et fartøj. Samtidigt fjernes begrænsningerne for hvor mange fiskekvoter en virksomhed må eje.

Dette kunne de indblandede kutterejere let omgå ved at overlade en del af kvoterne til familiemedlemmer. Ligesom kvoter der er bundet til fartøjer har medført, at små joller har bundet fiskekvoter til millioner til sig.
Jollen Lasse med kvoter for over 80 millioner gemmer sig i skuret. Måske.

Samspillet mellem disse vekslende regler er ifølge Rigsrevisionen ført frem til at fiskerettighederne har kunne koncentreres på færre og færre hænder, og kombineret med manglen på kontrol fra ministeriets side har kvotekongerne haft frit spil. Alt i alt et forvirrende virvar af modstridende regler, der har givet frit spil for spekulation.

Hvem og hvad er Erhvervsfiskeriudvalget?

Udvalget er nedsat under Miljø- og Fødevareministeriet, formelt set som rådgivere og består af en gruppe på 15 personer. De 11 af disse er blandt fiskerierhvervets største aktører. De repræsenterer bl.a. Danmarks Fiskeriforening, Danish Seafood, Foreningen af Fiskeauktioner og Danmarks fiskehandlere. De øvrige 4 medlemmer kommer fra ministeriet, DTU og 3F.

Bagved kulisserne har Erhvervsfiskeriudvalget trukket i trådene og reelt haft det sidste ord. Udvalget repræsenterer fiskerierhvervets mest kapitalstærke kræfters direkte indflydelse på lovgivningen og betydning for manglen på ‘lydhørhed’ overfor Folketingets kritik og den helt fraværende kontrol fra ministeriets side.

Ministrene: ”Vi vidste ingenting, så vi har intet ansvar”

Dette har været det gennemgående og enslydende svar fra de skiftende ministre, og afslører den herskende tankegang blandt de politiske ledere af statens forvaltning: Uvidenhed fratager en minister fra ansvar.
Dette er naturligvis helt i modstrid med ministeransvarsloven, der bl.a. pålægger en minister at føre tilsyn med sit ministerium.

“Hvis jeg havde vidst det her, havde jeg gjort noget”
Mette Gjerskov

“Der er altid et ansvar i et ministerium, selvfølgelig er der det. Men for at ministre kan handle på den opgave, der er, så skal man jo kende til de forhold, der er foregået”
Esben Lunde Larsen
DR
16. august 2017

Som oftest ‘løser’ det politiske system de kriser der opstår når det afsløres i svindel og udemokratiske hensigter vendt imod flertallets interesser ved at fyre nogle enkeltpersoner, evt en minister. Herefter kører det hele videre som det plejer. Det bliver dog sværere og sværere at skjule, at dette system mere er hverdag end undtagelse i dagens kapitalistiske Danmark.

KPnet 21. august 2017