Gå til modstand! Arbejderklassen og folkene må tage deres skæbne i egne hænder!

logo_mundo-cipoml1-150x150Udtalelse fra det regionale møde af europæiske partier, medlemmer af CIPOML, Tyskland juni 2017

I den kapitalistiske og imperialistiske verden – og dermed også i EU – er der som følge af de ødelæggende konsekvenser af den økonomiske verdenskrise og skærpelsen af alle dette systems vigtigste modsætninger sket betydelige forandringer i og mellem landene.

De forskellige udfordringer, som den herskende klasse og deres system står overfor, fører til en aggressiv og topstyret politik over for arbejderklassen og de undertrykte folk. Som følge af denne politik i dens forskellige udtryk og former bliver EU en stadig større udbytter, stadig mere reaktionær og krigerisk, og intensiverer den neokoloniale udbytning, især i de afrikanske lande.

maidemo_2017_aachen_noNato_web

For arbejderenhed og solidaritet mod den kapitalistiske offensiv!

I Europa har millioner af unge ingen fremtid, og intet andet at se frem til end kummerlige forhold og udvandring, mens udbytningen af arbejderklassen forstærkes. Millioner af mennesker lever uden social sikring, og især kvinder diskrimineres. Fattigdommen virker særlig graverende i forhold til de brede masser, fordi et mindretals magt og rigdom bliver stadig større.

I denne vanskelige situation fører kapitalisterne en ekstremt aggressiv politik over for arbejderklassen. Dette angreb på arbejdernes basale livsinteresses og grundlæggende rettigheder foregår i hvert eneste europæisk land.
Planer om afskedigelse af tusindvis af arbejdere er bitter virkelighed i mange fabrikker og virksomheder. Presset på arbejderne for at producere mere til en ringere løn bliver stadig stærkere. Landsdækkende overenskomstaftaler og arbejdsmarkedslovgivningen angribes. Cheferne vil bestemme, hvad og hvornår og hvordan der forhandles, for dermed at øge udbytningen, forringe arbejdernes situation og ødelægge deres organisationer. Med regeringernes støtte vil de forlænge arbejdstiden og forkorte og forringe pensionerne.
Denne offensiv gennemføres i kompagniskab med det opportunistiske og gule fagbureaukrati.

Arbejderne og de arbejdende har aldrig indstillet kampen mod denne politik, hvad der også har medført hårde sammenstød med staten og dens klassevold. Den store bevægelse i Frankrig mod reform af arbejdslovgivningen (‘El-Khomri-loven’), strejkerne og demonstrationerne i forskellige lande gør det tydeligt, at arbejderne ikke accepterer begrænsningen af deres rettigheder, men derimod kræver afskaffelse af reaktionære og antifolkelige tiltag og lovgivning. De klargør også, at modstanden må udvikles overalt.

Nu er de atter i bevægelse for at forsvare deres egne interesser mod de aggressive kapitalistiske og nyliberale regeringstiltag, som rammer deres arbejdspladser, tidligere opnåede sociale fremgange og rettigheder resultater og mod arbejdsgivernes profithunger, som stimuleres af lovgivning og overenskomstsystemer.
Arbejderne lægger pres på lederne af deres organisationer og kalder de fagbosser, som samarbejder med kapitalen for ‘forræddere’. De forsøger organisere sig på klassekampsgrundlag og forlanger en klassekampspolitik i stedet for klassesamarbejde. De kræver aktionsenhed i kamp mod kapitalismen og dens stat.

Vi støtter arbejdernes kampe og kæmper sammen med dem for at kaste krisens byrder over på den herslende klasses skuldre og for at forsvare arbejderklassens og dens organisationers rettigheder.

Vi siger Nej til profitfyringer; vi kræver kortere arbejdstid uden lønnedgang; kraftige lønstigningeri dårligt betalte jobs; vi kræver forhøjelse af pensionerne og lavere pensionsalder. Vi forlanger samme løn for samme arbejde for alle arbejdere; vi forlanger lige løn for samme arbejde for mænd og kvinder; vi kræver samme løn for samme arbejde og samme rettigheder for landets egne arbejdere og udenlandske arbejdere!

Vi er ikke i tvivl om, at organiseringen af en magtfuld arbejderenhedsfront mod den borgerlige politik vil tiltrække brede kredse af undertrykte arbejdere, som under indtryk af socialdemokratiernes pro-monopolitiske politik og under indflydelse af reaktionær og nationalistisk politik i nogle kapitalistiske stater hælder mod reaktionens lejr.

“Det forenede Europa”: Reaktionens og militariseringens EU

Over hele Europa er reaktionære og antidemokratiske foranstaltninger og tendenser på fremmach. De udtrykker sig ikke bare strukturelt med centraliseringen af EU – som det er tilfældet med en række af eurozonens kernelande, der sigter mod et isoleret og centraliseret indbydes samarbejde – men også i ‘reformtiltag’ til styrkelse af regeringsmagten og afsvækkelse af den folkelige suverænitet, i militariseringen af staterne og samfundene, og i forholdsregler, som befordrer de nationalistiske, chauvinistiske, racistiske og fascistiske tendenser.

Lederne af EU og de imperialistiske stater forsøger at omdefinere sig for at gennemføre en mere aggressiv og endnu mere ekspansionistisk politik (dvs. forøget protektionisme, handelskrige, priskrige og økonomiske sanktioner) i en tid med hastige ændringer af indbyrdes forhold og forbindelser i verdenskapitalismen. For at legitimere disse skridt spiller de på og udnytter de europæiske folks voksende bekymringer og uro i forhold til de globale udviklinger.

Projektet for et ‘Europa, der tager sin skæbne i egen hånd’ skal tjene som påskud og bruges som springbrædt for en mere aggresiv og interventionistisk politik og for forvandling af undtagelsestilstande til normaltilstand og opbygningen af politistater.Det vil føre til en vækst i fremmedfjendlige aktiviteter overfor flygtninge og til styrkelse af fascistiske bevægelser. Et Europa, hvor reaktionære kræfter styrkes, vil føre til, at arbejderne og den arbejdende befolkning vil opfatte deres klassefæller fra andre lande som konkurrenter og ikke føle nogen bekymring ved svækkelse af venskab og solidaritet med dem.

Europas blodige historie viser at denne vej er en blindgyde, ikke mindst for arbejderne og den arbejdende befolkning. Dagens arbejdere, arbejdende befolkning og ungdom, som går på gaden imod reaktionære love, fjernelse af rettigheder, mod racistiske og fascistiske partier og bevægelser, for solidaritet med flygtninge, mod krigseventyr, mod G7, mod NATO og mod opbygningen af en EU-hær indtager den eneste rigtige holdning, der må understøttes og forstærkes … Også deres og deres masseorganisationers indbyrdes solidaritet, samarbejde og koordinering må styrkes.

Stop krigspolitikken! Ud af NATO og EU!

Vores europæiske kontinent, der måtte lide under følgerne af to verdenskrige, anstiftet af aggressive imperialister, står nu overfor en gigantisk militær oprutning til en ny krig, hvor der kan blive brugt atomvåben. Fra Skandinavien og Østersøen til Middelhavet og Sortehavet ser vi, at krigsforberedelserne intensiveres, og at nye våben, raketter, kampfly og tropper bringes i stilling, først og fremmest drevet frem af NATO og dens medlemsstater. Dette er et aggressivt skridt, rettet mod Rusland. Det er også en del af globale krigsforberedelser fra nutidens fire største imperialistmagters side – USA, EU, Rusland og Kina – og især fra den amerikanske imperialisme, den mest aggressive og den farligste.

Mens tusinder protesterede i Bruxelles og andre europæiske byer mod Trump og NATO-topmødet den 25. maj, bekræftede Donald Trump, Angela Merikel og de andre statsoverhoveder enstemmeigt den i Warschawa trufne beslutning om at hæve militærbudgetterne til 2 % af BNP frem til 2025, hvad der vil betyde omtrent en fordobling af de reelle udgifter. De besluttede sig for krigenes, aggressionernes og militariseringens vej – til glæde for de store våbenproducenter i USA og Europa. For arbejderne, ungdommen, pensionisterne og de kommende generationer betyder det sociale nedskæringer og fornyet pres for lønnedgang, længere arbejdstid og ødelæggelse af resterne af de fremgange, der er opnået gennem arbejdernes og folkenes kampe – og et forstærket pres på ungdommen for rekruttering til militæret.

De nuværende og de planlagte krige betyder ødelæggelse og udplyndring af hele nationer og folk på andre kontinenter, fra Afrika og Asien til Latinamerika. Vores fællesudtalelse i forbindelse med NATO-topmødet –  ‘Lad os forene os og demonstrere mod krigspolitikken! Ud af de antifolkelige og krigsskabende alliancer NATO og EU!’ – underskrevet af de europæiske medlemmer af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer’, som blev udbredt i alle vores lande, er en appel om at forene arbejderne og de folkelige kræfter og skabe en enhedsfront mod krig og militarisering. En sådan forenet kamp og en sådan enhedsfront er nødvendig for alle lande og fredselskende folk.

Kort tid efter NATO-topmødet erklærede Merkel og Macron, det nye tandempar i opbygningen af EU, at en ‘Europæisk hær’ er sat på dagsordenen. Det betyder, at de erklærer EU som en global imperialistisk supermagt, i samarbejde og konkurrence med USA.

De marxistisk-leninistiske partier og organisationer appellerer til Europas arbejdere og folk om at standse den farlige militære opbygning, idet vi ved, at arbejdernes og folkenes hovedfjende befinder sig hjemme, i deres egne lande: Det herskende bourgeoisi. Vi appellerer til dem om at fortsætte kampen for at stoppe krigene og oprustningen, for at trække alle soldater hjem fra krigene mod andre nationer og om at træde ud af krigsallliancerne NATO og EU og opløse disse redskaber for imperialismen..

Virkeligheden viser, at kapitalismen ikke er vores fremtid!

Kapitalismen er et dødsmærket system, dets almentilstand bliver stadig ringere, selvom det fra tid til anden ser ud til at komme sig. Arbejdere og de arbejdende masser, de unge, kvinderne, undertrykte folk – de kan ikke længere bære dette system, som kun bringer elendighed, arbejdsløshed, prekære leveforhold og reaktion med sig og bevæger sig hen imod en ny krigsperiode.

For at kunne leve og for at have en fremtid, for at komme fremad, må vi slutte os sammen, udvikle den internationale solidaritet, udvide kampen og udvikle den videre med en offensiv politik mod det kapitalistiske system, med et mål om et revolutionært brud med dette, for at slå en dør åben til et nyt og menneskeligt samfund.

Revolutionens sejr afhænger ikke kun af objektive betingelser, der muliggør den, men også af arbejderne og folkene, der gennemfører en sådan revolution. Den internationale situation kræver, at vores nuværende marxistisk-leninistiske partier styrkes, at der dristigt opbygges partier for det revolutionære proletariat, at klassebevidstheden udvikles, at de stiller sig i forreste rælle i arbejderklassens og folkemassernes kam – ligesom den kræver, at vores forbindelser på interationalt plan styrkes, for at skabe  en revolutionær vej fremad.
Det er vores hovedopgave i året hvor  Oktoberrevolutionen fylder hundrede år.

Tyskland, juni 2017

Arbejderpartiet Kommunisterne Danmark  (APK)

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF)

Bevægelsen for genopbygning af Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE1919-1955)

Kommunistisk Platform for Italiens Kommunistiske Arbejderparti

Spaniens Kommunistiske Parti marxister-leninister (PCE/ml)

Tyrkiets Arbejderparti EMEP

Organisationen til opbygning af et kommmunistisk arbejderparti i Tyskland (Arbeit Zukunft)

 

Se også udtalelsen fra mødet

Tyrkiet: For ophævelse af undtagelsestilstanden og regering pr.dekret

 

 

KPnet 27. juni 2017