EU i valgfeber

Siden den britiske Brexit-afstemning i juni sidste år har EU været grebet af en akut valgfeber. I 2017 er der valg i både Tyskland og Frankrig – og i UK har Theresa May udskrevet parlamentsvalg til den 8. juni, tre år før den nuværende valgperiode udløber.

ni le pen - ni macronEn tredjedel af franskmændene valgte både Macron og Le Pen fra

Leder Kommunistisk Politik 5,2017

De borgerlige mainstream-medier beskriver valgene som et opgør mellem de traditionelle partier og en fremvoksende bølge af højrepopulisme med vind i sejlene efter Brexit-afstemningen og Trump som amerikansk præsident. Dermed søger de at tilsløre det reelle klasseindhold i disse valg – dén brede folkelige protest mod den fattigdomsskabende nyliberale politik, som bedrives i alle toneangivende kapitalistiske lande. Protesten mod den imperialistiske globalisering med dens øgede pres mod arbejderne, de endeløse krige og uendelige flygtningestrømme.

Valgfeberen gav sig akutte udslag i Holland, men feberkurven steg voldsomt ved det franske præsidentvalg. EU-eliten og finanskapitalen havde groomet deres egen kandidat i form af bankmanden Emmanuel Macron, uddannet diplomat og vildt upopulær tidligere arbejdsminister for socialistpartiet.

Han startede sin egen ’bevægelse’, angiveligt hverken venstre eller højre, i en situation, hvor begge de traditionelle regeringsbærende partier Republikanerne og Hollandes socialistparti var i krise og deres nyliberale EU-politik dybt miskrediteret. Macron skulle slå højrepopulisten Marine Le Pen og Front National, de havde lovet at udskrive folkeafstemning om fransk medlemskab af EU, hvis hun blev præsident.

Macrons valgsejr fremstilles som en triumf for EU og EU-politikken. Realiteten er, at han langt fra har halvdelen af franskmændene bag sig. Han vandt med 66.1 pct. af stemmerne mod Marine Le Pens 33,9 pct . Især fordi Le Pen blev valgt fra på grund af Front Nationals historiske højreekstremisme.

Det franske valg gjorde det klart, at der ikke er nogen reel forskel mellem de traditionelle regeringsbærende partier, om de kalder sig ’socialister, borgerlige, liberale, konservative eller republikanere. Det er EU’s og finanskapitalens partier, og fremtrædende repræsentanter for dem alle kan de uden vanskeligheder forenes i Macrons ’nye’ parti.

Det mest bemærkelsesværdige ved det franske præsidentvalg er imidlertid, at en trediedel af vælgerne valgte begge kandidaterne fra. En aktiv boykotbevægelse manifesterede sig for alvor. Andelen af blanke stemmer var rekordstor, 11,5 pct., og valgdeltagelsen historisk lav, med 74,6 pct. den laveste siden 1969. Fortællingen om at valget er et opgør mellem et demokratisk og progressivt EU og regressiv nationalistisk højreekstremisme har også fået sig et skud for boven. Det opfølgende parlamentsvalg i juni vil vise om en folkealliance både mod EU globaliseringen og mod højrepopulismen er ved at blive dannet.

Macrons første rejse som præsident gik selvfølgelig til Tyskland og Angela Merkel. De to har et fælles projekt: Genoplivning af den fransk-tyske akse i EU med en ny traktat og endnu mere union. Det er ingen fornyelse, men er et opkog af EU-elitens og kommissionens gamle plan: Fuld fart frem mod superstat EU, mod Europas Forende Stater. Hvem tror på, at den vil være god ved nyliberalismens og globaliseringens ’tabere’ –det store flertal?

Den 24. september er der forbundsdagsvalg i Tyskland, som afgør om Angela Merkel får endnu en periode som kansler. Socialdemokraten Martin Schulz, EU-parlamentets formand gennem de sidste fem år, er udfordrer, men han repræsenterer ikke et politisk alternativ, og ser ud til allerede at være slået i første runde ved delstatsvalgene før valget til forbundsdagen.

I UK søger May at slå politisk mønt af Brexit til hendes Brexit-spaltede konservative regeringsparti. May satte sig i spidsen for den britiske udtræden af EU, og står til at belønnes for det, selvom Brexit ledsages af massive trusler fra EU-toppen om voldsom økonomisk afstraffelse. May forstærker den traditionelle britisk-amerikanske alliance med Trump. Labour-partiet, som fastholder sin pro-EU linje, vil blive straffet af vælgerne.
Det politiske billede ved valgene i EU afspejler en kompliceret situation af skærpet klassekamp.

Redaktionen 16. maj 2017

Læs hele bladet – Kommunistisk Politik 5,2017 i pdf her

KPnet 19. maj 2017