Hele fire erklæret kommunistiske partier i Danmark – Hvorfor?

Det har længe været en fastslået kendsgerning i de borgerlige medier, at ’den sidste kommunist er død’. Nogle bliver derfor noget forbavsede ved at opdage, at der faktisk eksisterer hele fire partier i Danmark, der erklærer sig som kommunistiske.

Kommentar
Af Kommunistisk Politik

Decemberadvarsel

John Max Pedersen: Decemberadvarsel Gå aldrig tilbage til en fuser! Oliemaleri 1990.

De fire har forkortelserne DKP, KPiD, KP og APK. Det står for henholdsvis Danmarks Kommunistiske Parti (oprindeligt stiftet 1919). Kommunistisk Parti i Danmark (stiftet 1991), Kommunistisk Parti (stiftet 2006) og Arbejderpartiet Kommunisterne (stiftet 2000).

Dagbladet BT har i forbindelse med Enhedslistens landsmøde i weekenden bragt et stort to-siders opslag herom under overskriften ’De sidste kommunister’ (12.05.2017). De fire partier præsenteres kort med fokus på interviews med APKs formand (forkvinde) Dorte Grenaa og KPs formand Jørgen Petersen.

Det logiske spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor eksisterer der hele fire erklæret kommunistiske partier – og hvorfor slutter de sig ikke bare sammen?

Det er der både historiske, teoretiske  og aktuelle politiske grunde til – også med internationale elementer. I sidste ende handler det om strategi og praksis i kampen for et andet samfund.

Blandt de historiske årsager er udviklingerne i Sovjetunionen og i den internationale kommunistiske bevægelse efter 1956 – og meget konkret splittelse og opløsning af DKP, der sluttede sig til den pro-sovjetiske internationale bevægelse i 1960erne og frem.

DKP omfavnede den ny linje for ’fredelig overgang til socialisme’ via stemmesedlen og et såkaldt antimonopolistisk demokrati. Denne linje blev forkastet af en række kommunistiske partier  – og den internationale kommunistiske bevægelse deltes fra 1960erne og frem i en pro-sovjetisk, revisionistisk del og i en marxistisk-leninistisk del, der i dag videreføres af CIPOML – Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer, som APK er medlem af.

I Danmark repræsenteredes de to linjer af henholdsvis DKP og af ML-bevægelsen, fra 1978 af Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML) omkring Dagbladet Arbejderen.

I tiden omkring ’murens fald’ og Sovjetunionens sammenbrud (1989-91) gik DKP i opløsning. Avisen Land&Folk gik ind. Organisationer som det nu nedlagte Fælles Kurs og KPiD gik ud af DKP, der til gengæld stærkt reduceret fortsatte i Enhedslisten. Formand Ole Sohn endte via Enhedslisten i SF.

Ingen af disse udspaltninger eller det tilbageblevne DKP gjorde imidlertid op med forestillingerne om ’fredelig overgang’ og ’antimonopolistisk demokrati’. De splittedes, men modsætningerne begrænsede sig til spørgsmål som hvorvidt man skulle gå ind i og være en del af Enhedslisten – eller om man skulle opbygge et selvstændigt parti uden for Enhedslisten.

I 1997 splittedes DKP/ML. Gruppen omkring Jørgen Petersen fik kontrol med partiet og dagbladet Arbejderen. Den ville gå sammen med og samle det splittede DKP og de udspaltede i et enkelt parti. Det er dette håb om at genskabe et DKP som i 70erne, hvor det sad i folketinget, der ligger bag.

En trediedel af medlemmerne gik ud og stiftede Arbejderpartiet Kommunisterne. At slutte sig sammen med organisationer på DKPs grundlag og med en strategi for fredelig overgang, ville være det samme som at vende tilbage til en fuser. Siden 2000 har der med APK været et marxistisk-leninistisk parti, som viderefører DKP/MLs og den internationale marxistisk-leninistiske bevægelses linje. Det vil sige at de to linjer i den kommunistiske bevægelse i Danmark og international stadig eksisterer som organiserede kræfter på den danske venstrefløj. APK arbejder for at opbygge ét stærkt kommunistisk parti, der kan løse revolutionens opgaver i det 21. århundrede.

I 2006 nedlagdes DKP/ML og tilsluttede sig DKPs platform ved at slutte sig sammen med halvdelen af KPiD. Det fælles KP overtog DKPs platform for fredelig overgang og knyttede sig internationalt til den tidligere pro-sovjetiske internationale bevægelse.
Med DKP, KPiD og KP er der således tre organisationer på grundlæggende samme platform.

KP og KPiDs ledelser har efter 20 års ’samlingsbestræbelser’ nu endeligt besluttet at slå sig sammen i et parti. De vil fejre 100-året for Oktoberrevolutionen sammen med focus på kommunalvalget, hvor de stiller op på en fælles liste – og vil bekræfte sammenslutningen på kongresser i foråret 2018.  Men der er også en del modstand mod sammenslutning i de to organisationer. Det har ført til en udsivning af medlemmer fra KP, og til større uenigheder i KPiD.

Det vil selvfølgelig gøre tingene tydeligere, hvis organisationer med grundlæggende samme udgangspunkt, ideologi og politik slutter sig sammen. Men der er ingen grund til at tro at det vil betyde et stort opsving for et sammenlagt parti. Det er afhængigt af linje og politik – og går ikke med en fuser.

Som APKs Dorte Grenaa siger i interviewet med BT, så kan man ikke stemme sig til et andet samfund. Magthaverne giver ikke frivilligt slip på deres privilegier. Derfor må arbejderne afskaffe kapitalismen og bygge et socialistisk samfund ad revolutionær vej.
– Det kommer man til at gøre, og det må man gøre sig klart, siger hun.

At de tre andre erklæret kommunistiske organisationer ikke vil gøre sig dette klart, men prædiker fredelig overgang til socialisme via stemmesedlen er den største og vigtigste forskel. Alene den gør,  at ikke alle fire vil kunne sluttes sammen. Men der er også en lang række andre forskelle med hensyn til dagens revolutionære praksis, spørgsmålet om partibygning og arbejdsmåde og meget andet af betydning for den daglige og langsigtede kamp.

KPnet vil vende tilbage til og belyse en række af disse spørgsmål og situationen på den danske venstrefløj i forbindelse med Enhedslistens landsmøde i andre artikler.

Se også

Kommunistisk samlermani?
Af K. Dalgaard, KPnet 1. september 2016

 

 

 

KPnet 12. maj 2017