Boligaftale betales med velfærd og fortsætter den nyliberale ‘reformpolitik’

EU’s politik for et frit boligmarked er gennemført af skiftende danske regeringer uanset farve. Resultatet har været, at det er stort set umuligt for f.eks. unge at få tag over hovedet uden at gældsætte sig for resten af livet.

papkasse-event_bjarke_lindemann_jepsen

Papkasseaktion: Unge protesterer mod tårnhøje boligpriser og mangelen på boliger

I storbyerne er det hamrende dyrt bare at leje et værelse. Der sker en hurtig social polarisering også med hensyn til bolig. Tendensen mod opdeling i rigmandskvarterer og ghettoer forstærkes.

Den politik, som Fogh-regeringen indførte med det berygtede boligskattestoppet har yderligere skævvredet forholdene.

Det netop indgåede ’brede’ forlig om boligskatterne skulle komme nogle af disse ubalancer til livs og give en mere ’retfærdig’ fordeling. Det hyldes af eksperter, medier og Cepos. Aftalen støttes af regeringsblokken og det meste af resten med Socialdemokratiet i spidsen.

Den vil angiveligt skabe sikkerhed om folks boligøkonomi for den kommende årrække. Og den betyder ikke øgede skatter, siger propagandaen.

Den indgåede aftale vil  også betyder, at boligskat og boligpolitik ikke bliver en kampplads mellem de parlamentariske blokke i de forestående valgkampe.

Det koster 20 milliarder kroner. Pengene tages fra det såkaldte ’rådighedsbeløb’ eller ’fælleskassen’ – det overskud i statsbudgettet, der ikke er bundet op i faste udgifter. Det vil sige penge, der også kunne bruges til at rette op på de sociale nedskæringer og bremse den voksende fattigdom, som de nyliberale reformer på stribe har udløst.

Velfærdspengene går til boligejere – ikke mindst til forligspartiernes vælgergrundlag.

Boligskatteaftalen er en fortsættelse af den asociale nyliberale reform- og nedskæringspolitik. Den sikrer ikke billigere boliger. Den vil ikke stoppe boliggældsætningen. Den vil ikke gøre det lettere at være ung, fattig eller på røven.

Det store flertal har ingen grund til at juble.

KPnet 4. maj 2017