Tanker efter OK17 – Af Claus Westergreen

Claus Westergreen er formand for BJMF – Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening
Han er blandt talerne 1. maj på Den Røde Plads i Fælledparken

Claus_Westergreen

Jeg har indtil nu forholdt mig nogenlunde tavs. Jeg har følt mig bundet af loyalitet og en indgroet respekt for demokratiet i fagbevægelsen, men faktum er, at jeg stadig er irriteret, skuffet og frustreret over OK 17 resultatet!

Dog er jeg glad og stolt over at mere end 93% af medlemmerne i 3F BJMF, den fagforening som jeg kommer fra, har stemt nej.
Alle forbundene 3F, FOA, HK osv. med undtagelse af NNF anbefalede deres medlemmer at sige ja. De lokale fagforeninger anbefalede stort set også et ja.
Vi var nogle få, rundt omkring i ledelserne, der ikke syntes resultatet var godt nok.

Jeg har hele tiden sagt, at denne gang skulle vi indenfor byggeriet have et kædeansvar og vi skulle have en markant højere mindsteløn og det var vi stort set enige om i 3F Byggegruppen. Disse 2 krav var et gratis tilbud til vores arbejdsgivere, det ville ikke koste noget hvis man er en anstændig arbejdsgiver. Det eneste man skal er, at sikre at når man udliciterer sit arbejde, så skal man stå økonomisk til ansvar overfor de medarbejdere der i de firmaer man har til at arbejde for sig, som hvis det var ens egne medarbejdere. Og selv hvis vi havde fået dobbelt så høje lønforhøjelser hjem i forhold til det opnåede på mindstelønnen, havde det ikke berørt arbejdsgiverne, men ville have haft stor betydning for vores udenlandske kolleger.

Men Dansk Byggeri ville ikke være med. De tilbød os det samme som man havde fået i industriforliget, hvilket giver nogle absurde forhold. Bl.a. gik et flertal med til, at vi i fremtiden kan komme til at arbejde 42 timer om ugen. I den aftale fik vi ikke det protokollat der blev vedtaget i Industrien, der forklarer hvad protokollatet går ud på. Det er i det hele taget absurd at man er nødt til at lave et protokollat, der forklarer hvad et protokollat går ud på.

Men hvorfor bliver medlemmerne sure over denne del af aftalen? Fordi vi siden fagbevægelsens start har kæmpet for en kortere arbejdstid og fordi vores unge kollegaer skal blive på arbejdsmarkedet til de er langt over 70 år. Det værste ved at risikoen for at arbejde 42 timer er blevet indført er, at det er arbejdsgiveren der kan forlange det. Gennem mange år har vi fået tilkæmpet os en vis form for samarbejde og indflydelse på arbejdspladserne. Som vi har set det efter resultatet af afstemningen, kan arbejdsgiverne næsten ikke få armene ned. Om de så vil benytte sig af muligheden for at diktere tvungent overarbejde er i og for sig ligegyldigt, det er for mig at se et knæfald for en ideologi der bringer feudale tider i erindring.

Er alt da noget skidt? Nej, der er blevet lavet nogle gode aftaler. Blandt andet en forhøjelse af fritvalgs puljen/ SH betalingen på 2% i 2019 og fuld betalt forældreorlov. Men de fleste goder der er kommet ind, er nogle goder man selv skal betale for. F.eks seniordagene. Det er fint at man får muligheden for at få flere seniordage, men de fleste steder kan man det allerede i dag, hvis man taler med sin arbejdsgiver om det. Det store problem i aftalen er, at hvis man holder de 32 dage, så mister man 2 puljer af sin efterløn, et tab på netto 26.000 kr. Sikke en sejr!

Det blev et ja. Fair nok. Men det er urimeligt at andre skal bestemme, når nogle grupper som f.eks. slagteriarbejdere, transportfolk og bygningsarbejdere massivt stemmer NEJ. Dette skal vi i fremtiden have fundet en løsning på.

LO og 3F har kørt en stor kampagne i pressen og selvfølgelig internt gennem de medier der er. Det er også i orden, når man har et stort flertal i ryggen. I 3F Hovedbestyrelse var der ca. 90 % der stemte ja. I Byggegruppen i 3F var vi kun 2 der stemte nej.

Vi var nogle få fagforeninger der anbefalede et nej, men der var rigtig mange faglige klubber der gik i gang med at få deres medlemmer til at stemme nej. Der er sågar medlemmer der af egen lomme indbetalte beløb for at vi kunne lave plakater og løbesedler. Vi fik endda lavet radioreklamer.
Dette nej kom fra bunden af pyramiden, ude fra arbejdspladserne. Tænk hvis f.eks. Byggegruppen i 3F havde anbefalet et nej, så havde det nok blevet et NEJ samlet set.

Efterfølgende har vi i 3F fået af vide, at vores nej vil blive respekteret!
Hvordan vil det det? Vi vil på et kommende hovedbestyrelsesmøde diskutere forløbet. Hurra, det skal nok blive godt! Jeg prøver at skrive dette pænt, men allerede nu har vi fået af vide, at det var en useriøs kampagne vi kørte, arbejdstiden vil stadig være 37 timer, at det ligger i vores DNA at sige nej og at medlemmerne kun læser overskrifter, (åbenbart kun nejsidens overskrifter).

Byggegruppens ledelse er så langt ude, at man ikke vil have at landsbrancheklubberne, altså der hvor medlemmerne samles, skal kunne udtale sig og tilkendegive deres holdninger om ja eller nej til overenskomsterne. Man vil gå så langt som at prøve at lave forbundets vedtægter om. Er det på den måde at man vil respektere medlemmernes klare nej?

Vi skal i stedet bruge den aktivitet der er skabt blandt medlemmerne, til at give fagbevægelsen tilbage til medlemmerne. Vi skal styrke de faglige klubber, så de sammen kan diskutere deres fag og sørge for at få valgt flere tillidsrepræsentanter.
Vi skal have en stærk fagbevægelse der kan få sine krav igennem overfor arbejdsgiverne og politikerne. Vi er stærkere end vi tror, hvis vi bare tror på os selv.

Til næste overenskomstforhandling skal vi bruge vores solidaritet til at få vores retfærdige krav igennem. Vi kan gøre det! Når vi er nogle få ”tosser” der kan lave så meget larm og få 60 % af 3Fs medlemmer til at stemme nej, hvad kan det så ikke blive til hvis vi stod sammen!

Lad os få ordet SOLIDARITET tilbage i vores tale og handling!

Claus Westergreen på facebook

1. maj på Den røde plads

KPnet 27. april 2017