100 dage i førersædet: Krigspræsident Trump leger med ilden

Kronik af Henning Paaske Jensen

missil_trump

Blot godt 3 måneder henne i Donald Trumps præsidentperiode har bl.a. missilangrebet på Syrien blotlagt for hele verden, hvad han og USA-imperialismen under ham i virkeligheden står for: Det er en krigspræsident i aktion, hvis man ser igennem tågesløret af mediemanipulation og vildledende krigspropaganda.

For nogen kommer Trumps krigspolitik uventet, en del havde illusioner om en amerikansk isolationist. Men det har været svært ikke at se Trump som en krigspræsident, en person som allerede før han blev indsat lovede massiv militær oprustning, herunder atomoprustning. Han udtrykte beundring for USAs Vietnamkrig med mere end 1 million dræbte nordvietnamesere, og havde valgt en Exxon- oliedirektør og en stribe generaler til sit kabinet. Det hele kædet sammen med grov racisme og fremmedhetz.

En sådan sammensætning, en sådan cocktail kan kun føre mod endnu mere krig, som vi nu ser det, med direkte involvering i Syrien, Irak og Yemen og krigstrusler og varsling om muligt overfald på Nordkorea.

Trumps diktatoriske krav til NATO-landene om massiv oprustning har landene underordnet sig og smækket hælene i, med svage forbehold. Det er et grønt lys for et NATO, som ikke blot er en truende militærkonstruktion overfor USA’s hovedmodstandere – atommagterne Rusland og Kina – men skal sættes ind overalt i verden hvor USAs imperialistiske interesser er truet. Som det i nyere tid er set i bl.a. Afghanistan og Libyen. og tidligere i ex-Jugoslavien

Vi ser overordnet den samme politik som fra tidligere præsidenter før ham – fra Bush, Obama/ Clinton og til nu. Med krig og undertrykkelse i et desperat forsøg på at sikre USA-imperialismens verdenskontrol.

Men denne gang foregår det med en helt anden ’change’- retorik. En hård og truende retorik forbundet med racisme og handlinger, som samlet åbner portene endnu mere på vid gab for den yderste højre reaktion. En imperialistiske stræben åbenlysr baseret på ’den stærkes ret’. Massive påskud og hykleri om ’menneskerettigheder’ og ’demokrati’ findes ikke længere nødvendige – blot fokus på kamp mod ’ondskab’ og ’terror’.

Sådan taler imperialister

Det blev umiddelbart også bekræftet, da den britiske Theresa May som den første besøgte Trump umiddelbart efter hans indsættelse og opsummerede noget af det centrale de er forenede om:
-Vi er ikke fokuserede på regime change , men vil intervenere hvis vore interesser er truede, udtalte hun.

Sådan taler imperialister, når de er åbenhjertige: Intervenerer ’Når vores interesser er truede’. Sammen med Trumps tilsagn om at ville fjerne ’IS og islamistiske terrorister fra jordens overflade’ ser jeg det som deres samlede ’trylleformular’ for påskud for krig og interventioner, en blanco check for aggression imod et hvilket som helst land. I sit indhold som tidligere formuleret af George W.Bush, men i en anden endnu mere rå indpakning.

Er der noget USA ikke er garant for, er det kamp for afskaffelse af islamistiske terrorister- Tværtimod. Det fænomen de sammen med deres ultra reaktionære allierede i Mellemøsten som Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet har været med til at skabe og understøtte.

De forskellige amerikanske fraktioners kamp om, hvem der skal løfte dirigentstokken. synes at ebbe ud. Med Trumps missilangreb på Syrien har præsidenten ’vist beslutsomhed og er trådt i karakter’.

Hillary Clinton jublede, IS jublede og herhjemme blev der givet grønt lyst fra så godt som alle folketingspartierne. Statsminister Lars Løkke udtalte af Danmark vil stå sammen med USA også ved kommende ’nødvendige angreb’.

Forud havde den danske krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen slået en kolbøtte fra at have advaret imod Trump til at se potentielle muligheder i Trump som ’den frie verdens leder’

At praktisere en politik ud fra trusler, militær styrke og den stærkes ret er netop den politik, USA aktuelt forsøger at demonstrere over for Kina og Rusland som sine største imperialistiske konkurrenter og over for andre stater, som krydser USAs interesser, herunder Syrien, Iran og Nordkorea.

Opskrift for magtopvisning

USAs missilbombning af Syrien, der fandt sted under et statsbesøg af præsidenten for den fremstormende stormagt Kina, og det efterfølgende amerikanske besøg hos udenrigsminister Lavrov og præsident Putin, synes timet helt efter denne magtopvisnings opskrift – ligesom den samtidige affyring af mega-bomben i Afghanistan.

For USA et det et signal om ’militær beslutsomhed’, om en handlekraftig amerikansk atommagt, som lægger op til atomoprustning og anden oprustning og vil gøre alt for fastholde sine globale imperialistiske interesser.

Det er et signal til Rusland om ingen aftale i Syrien udenom USA-imperialismen som kræver en del af kagen, hvis de ikke er i stand til helt at få væltet Assad.

Men USA´s legen med ilden i Syrien kan være snublende nær på at føre til direkte konfrontation mellem de to stormagter, selvom de nu erklærer, at de genoptager deres groteske ’koordinering’ af deres ’fælles’ kamp mod terror i Syrien

Trumps politik er opfølgningen af USAs politik imod ’ondskabens akse’, som blev formuleret af George W. Bush imod Iran, Irak, Syrien, Libyen og Nordkorea, og siden blev fulgt op af Obama/Clinton. Tre af disse lande er bombet til ukendelighed. Aktuelt følges op med krigstrusler og aggression mod Syrien og Nordkorea – og med Trumps forsøg på at undergrave og fjerne atomaftalen med Iran.

Krigene har efterladt de ramte mellemøstlige lande med olie- og gasrigdomme i kaos forfald, opløsning, etniske kampe og flygtningestrømme, som er de største siden 2. verdenskrig.

Nordkorea i fokus

Nordkorea er en tillokkende nabo lige op ad USAs potentielt farligste imperialistiske rival Kina, som USA ønsker at inddæmme på alle områder og med alle midler, men har svært ved at finde ud af hvordan.

De intensiverede krigstrusler mod Nordkorea er også taget til i styrke. hvor vicepræsidenten Mike Pence i bedste Trump-retorik og vulgært krigsophidsende formuleringer udtaler ’Sværdet står klar’.

Hvem truer hvem? USA har baser med 30.000 soldater i Sydkorea, gennemfører gigantiske militærøvelser i området og har besluttet opstilling af THAAD raketter i Sydkorea – tæt på Kina og Rusland på trods af deres protester.

Man kunne jo gøre det tankeeksperiment, at Kina fik opstillet kinesiske THAAD raketter på Cuba: En ny Cubakrise med akut fare for verdenskrig ville følge: USA ville aldrig tolerere sådanne raketter.

Dæmoniseringen af Nordkorea er massiv. Uanset om USA leger med verdens sikkerhed og angriber Nordkorea vil det være et angreb, som kan have uoverskuelige konsekvenser.

Den nordkoreanske (og hele den koreanske) befolkning har en kollektiv erindring om ufattelige amerikanske krigsforbrydelser med mere end 2 million dræbte og med hele udslettede byer under Koreakrigen 1950-53. For dem er deres primitive atomvåben et afskrækkelsesvåben overfor USA og dets våbenbrødre.

Det nordkoreanske styre er udmærket bekendt med, hvordan det gik Saddam Hussein og Moammar Gadaffi, da de droppede deres atom-programmer. I Korea vil USA blive mødt af en befolkning der vil kæmpe forende og rasende for deres selvstændighed.

Strategisk rivalisering og stormagtspil

Kina er heller ikke det mindste i tvivl om, at USA først og fremmest er i Korea for at inddæmme stormagten Kina, som allerede truer USAs økonomiske dominans – og ikke for at imødegå en ikke-eksisterende angrebstrussel fra Nordkorea.

Derfor er det svært at forestille sig, at Kina reelt ved imperialistisk købslåen vil forsøge effektivt at strangulere Nordkorea økonomisk og handelsmæssigt og foranledige Nordkoreas sammenbrud. Nordkorea, og et samlet Korea, under amerikansk kontrol vil være et skrækscenarie for Kina.

Men Kina deltager sammen med Rusland i et beskidt stormagtsspil, som ser stort på landes suverænitet – og har f.eks. blåstemplet FNs Usikkerhedsråds advarsler og sanktioner mod Nordkorea.

Tingene er vendt effektivt på hovedet: Det er ikke USAs provokationer mod Nordkorea med trusler om angreb og en flådearmada på vej mod den koreanske halvø, der kommer i fokus.

Vi ser i stedet en situation, hvor verdens største atommagter lægger alt ansvar på Nordkorea, der bliver mødt med trusler og sanktioner. Det hele er anført af en massiv amerikansk dæmoniseringskampagne, som vi tidligere har set det forud for krigsinterventioner mod Iraks Saddam Hussein og  Libyens Gadaffi. Senest mod Syriens Assad, og nu også mod Nordkoreas Kim Jong-Un. Ifølge Trump ’onde’ mennesker, som bør fjernes, om nødvendigt med magt.

Regime change og udslettelse af ’Ondskabens akse’ er stadig på bordet, på trods af Theresa Mays forsikringer.

Samlet er der for mig at se ingen tvivl om, at USA ikke har i sinde at give Rusland og Kina større indflydelse over Mellemøstens olie og gas. Det synes lige så klart, at Asien med Kina og Korea og det kinesiske og japanske hav er amerikansk interesseområde ifølge Trump og venner.

Områder som USA og måske NATO vil konfrontere med forsøg på at inddæmme Kina med alle slags midler – på samme måde som det allerede er sket med NATOs provokatoriske militære omringning af Rusland.

Det er lidt bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende ikke bliver skruet mere og mere op på sanktionsskruen overfor Rusland p.g.a. Krim. Måske er det en uofficiel realistisk erkendelse af, at den eneste måde USA og Vesten ville kunne få kontrol over Krim og dens flådebaser er en atomkrig med Rusland, med uoverskuelige konsekvenser, som man ikke er parat til – lige nu.

USAs krigspolitik og Nato-oprustningen, som Danmark er ivrigt med i, viser et stort behov for udviklingen af en bred folkelig fredsfront imod Nato, krig og oprustning. Der er brug for en bevægelse uden illusioner, som ikke lader sig aflede af den imperialistiske propagandas vedvarende dæmoniseringskampagner og påskud om ’kamp mod terror’ i hvad der er et globalt strategisk magtspil.

Se også

Lad os sige Nej til krig – og til dem der starter krigene!
Af Tine Spang Olsen, KPnet 22. april 2017

Revanche i Korea på vej? Det amerikanske krigskabinet styrer mod nye krige og konfrontationer
Af Klaus Riis, KPnet 17. april 2017

Danske hjerter: Da hele den politiske elite blev Trumpister
Af Klaus Riis, KPnet 8. april 2017

Amerikansk præsidentvalg mellem to trusler mod verdensfreden
KPnet 20. juli 2016

 

KPnet 23. april 2017