International krise: Rutte i Holland vil afskaffe ’velfærdstaten’ – Erdogan vil have præsidentdiktatur i Tyrkiet

En voldsom diplomatisk krise er brudt ud mellem Holland og Tyrkiet. Den vidner om, hvor eksplosiv den politiske situation er i Europa og omegn. Det er også en kamp mellem to reaktionære politikker – EU’s nyliberale politik for at afskaffe ’velfærdsstaterne’ og Erdogans bestræbelse på at indføre et autoritært og religiøst præsidentstyre.

Af Kommunistisk Politik

 

erdogan_merkel

Holland har parlamentsvalg på onsdag den 17. marts. I Tyrkiet har Erdogan udskrevet en folkeafstemning om en ny forfatning til den 16. april.

Det har udløst et voldsomt sammenstød mellem den hollandske premierminister Mark Rutte og den tyrkiske præsident, to politikere, for hvem valgresultatet er afgørende og som begge kæmper for deres politiske liv.

Krisen eksploderede, da den hollandske og tyrkiske valgkamp kolliderede i Rotterdam og Holland forbød en tyrkisk minister at afholde et vælgermøde og eskorterede hende ud af landet med en politieskorte. Erdogan røg ‘taktisk’ op i det røde felt og kaldte den hollandske regering for fascister og nynazister, og indførte

En stribe EU-lande, herunder Danmark, udtrykte deres støtte til Holland i striden ved at indstille valgmøder med tyrkiske ministre i deres lande op til folkeafstemningen. I lande som Frankrig og Sverige er de gennemført. Løkke Rasmussen har bedt tyrkerne om først at komme efter folkeafstemningen, selvom de var inviteret til at komme inden.

Toppen i EU og NATO er dybt bekymrede over udviklingen. Forholdet mellem Tyrkiet og EU er i forvejen temmelig anspændt, selvom der er indgået en aftale om at Tyrkiet fungerer som buffer, der forhindrer hundredtusinder af flygtninge i at komme til EU-lande.

Især fra krigen i Syren, som Tyrkiet er direkte deltager i ligesom NATO og EU på forskellig vis er det.

Holland: ’Velfærdsstatens’ slagtning vækker modstand

Den nyliberale premierminister Mark Rutte og hans politik er dybt upopulær og støtten til ham er hastigt forsvundet. I Danmark indførtes begrebet ’konkurrencestaten’ i stedet for ’velfærdsstat’ .

Rutte og hans regering har erklæret at den hollandske ’velfærdsstat’ skal væk og afløses af et samfund, hvor ansvaret for alt privatiseres til den enkelte borger og ’enhver er sin egen lykkes smed’. Dvs den nyliberale EU-stat på arbejdernes og det store flertals bekostning.

Siden den økonomiske krise i 2008 er forskellen mellem rig og fattig i Holland drastisk forøget. Pensionsalderen er som i Danmark sat op, og alle offentlige velfærdsydelser beskåret. Arbejdsmarkedet omformes til usikre og kortvarige jobs uden kollektive ok-goder. Reallønnen er faldet og hollændernes sundhedsudgifter steget stærkt.

Alt dette har udløst voldsom utilfredshed med EU-politikeren Rutte og med EU og dets nyliberale politik, og en generel krise for det traditionelle politiske system.

En folkeafstemning i april 2016 om EU’s associeringsaftale med Ukraine gav et klart nej og styrkede kravet om en ny folkeafstemning om medlemskab.

Se
Holland: Klart Nej med stemmeprocent over 30
KPnet 6. april 2016

I den situation er den populistiske højrepolitiker Geert Wilders og hans program mod flygtninge og indvandring og for lukning af grænserne blevet kraftig ført frem i medierne som en del af ’højrebølgen i EU’ med bl.a. Marine Le Pen og Front National i Frankrig.

Wilders udgør en trussel mod Ruttes EU-politik. Derfor udløste Rutte krisen med Tyrkiet – simpelthen for at imødegå Wilders stempling af ham som indvandrer- og muslim-venlig. For at vinde parlamentsvalget.

Det er ikke en nogen principiel kamp. EU har som sådan ikke været imod, at Tyrkiets regering fører valgkamp i landene. Den er tværtimod accepteret og tilladt, selvom EU-toppen har udtrykt et vis ubehag ved Erdogans nye forfatning. Uden at udfordre den – og uden at sætte flygtningeaftalen på spil. Udover kontanter betyder aftalen mellem EU og Tyrkiet også lettere adgang for tyrkiske statsborgere til EU.

Ny tyrkisk forfatning

Kort fortalt vil Erdogan med sin nye forfatning lade Tyrkiet omdanne fra et parlamentarisk borgerligt demokrati til et præsidentstyre, et autoritært enmands-regimer.

De vigtigste ændringer er

– Præsidenten får magt til at udnævne ministre og topposterne i administrationen.

– Bemyndigelse til at udpege de fleste af landets øverste dommere.

– Præsidenten får ret til at styre pr. dekret i spørgsmål, hvor der ikke allerede eksisterer lovgivning.

– Premierministerposten afskaffes og præsidenten for ret til at udpege en eller flere vicepræsidenter.

– Præsidenten får udvidede muligheder for at indføre undtagelsestilstand

– Antallet af parlamentsmedlemmer udvides fra 550 til 600

– Perioden mellem parlamentsvalg udvides fra fire til fem år, og parlamentsvalg skal afholdes samtidig med præsidentvalget.

– Parlamentets muligheder for at kontrollere præsidenten og regeringen og stille dem til ansvar forringes. Regeringen skal ikke længere godkendes af parlamentet.

– Præsidenten kan sidde ved magten i 15 år.

Det sidste betyder konkret, at Erdogan kan blive som præsident indtil 2029.

Et tyrkisk præsidentstyre vil betyde at Erdogans krig mod kurderne i hans eget land, som han også fører i Syrien og Nordirak, vil fortsætte sammen med hans krig i Syrien mod Assad-styret, hvor Erdogan som NATO-medlem samarbejder med de reaktionære islamistiske Golfstater, bl.a. Saudiarabien, som står bag ’oprørerne’ i Syrien.

Det betyder også,  at forfølgelsen af hele den demokratiske og venstreorienterede opposition i Tyrkiet vil blive fortsat og forstærket, herunder af det store pro-kurdiske parlamentsparti DHP, hvis ledere han har fængslet.

Alt sammen udviklinger, som EU har accepteret og forholdt sig passivt over for – og højst givet udtryk for en forsigtig verbal kritik.

Folkeafstemningen vil være helt afgørende for Erdogan, hans politik og politiske skæbne. Derfor skal den vindes – med alle midler. Også ved at føre valgkamp over hele EU – og ganske særlig ved at undertrykke den kraftige opposition både i Tyrkiet og udenfor.

EU’s positive forhold og aftaler med Tyrkiet har været afgørende for at udvikle Erdogans mulige præsidentdiktatur.

Grimt og mudret

Bekymringen i NATO (dvs USA) over den eskalerende konflikt mellem Tyrkiet og EU-lande fik NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg på banen med en opfordring til politikerne om at ‘tale pænt til hinanden’, og altså ikke kalde hinanden fascister og nynazister, hvad Erdogan gentager ved sine vælgermøder.

USA og EU-toppen er interesseret i at få spændingerne dæmpet ned – og den hidtidige politik til at køre videre. Men spændingerne er stærke og modsætningerne svære at holde under samme tag. EU’s politik er hyklerisk og dobbelttydig.

Både EU og Erdogan og deres tilhængere repræsenterer gale udviklingsveje. Det gør også de fremmedfjendske højrepopulister som Geer Wilders, Marine Le Pen og deres venner – herunder deres danske.

Det socialdemokratiske klassesamarbejde befinder sig i store vanskeligheder, også i Holland. Det er mere og mere miskrediteret, og kan ikke danne kernen i en progressiv modstand, baseret på en arbejderklassepolitik.

Både EU og dets nyliberale politik og Erdogans osmanniske ambitioner må imødegås – først og fremmest ved at de progressive kræfter i alle landene finder sammen i en fælles politik og kamp mod NATOs, EU’s og Tyrkiets krige, mod den nyliberale nedskæringspolitik og mod politisk islamisme, mod beskæringen af ‘demokratiet’ og de demokratiske rettigheder, som foregår i alle de kapitalistiske samfund.

Se også

Skridt for skridt hen imod diktaturet 
Af Tyrkiets Arbejderparti EMEP 30. november 2016

Tyrkiet afblæser våbenhvile med PKK: Erdogan erklærer ’krig’ mod IS – men angriber kurdere og venstreorienterede
KPnet 25. juli 2015

 

KPnet 14. marts 2017