Kampen om Jagtvej 69 ti år senere: Krigen mod den københavnske ungdom

Den 1. marts regnes som den første forårsdag. Vinteren er stort set forbi, vintergækker og erantis har allerede længe smilet til solen. I storbyen København bliver stemningen lettere og humøret bedre ved udsigten til en lysere tid.Men der er undtagelser.

Af Kommunistisk Politik

Ungeren

En af dem var for nøjagtig 10 år siden. Foråret blev kvalt i tåregas og knippelslag. For den 1. marts 2007 kl. 7 om morgenen blev den latente krig mod den venstresøgende og progressive københavnske ungdom og mod arbejderne og den socialistiske bevægelse en rystende realitet,  da specialstyrker fra militærets antiterrorkorps rykkede ind i arbejderbevægelsens historiske bygning på Jagtvej 69.

Jagtvej 69  havde som forsamlingssted og Folkets Hus været en vigtig fysisk ramme om den fremvoksende vej arbejderbevægelse og socialistiske bevægelse i Danmark. For det første arbejderparti, for fagbevægelsen. Kvindeligt Arbejderforbund blev stifter der.

Det var et samlingssted for den revolutionære socialistiske bevægelse internationalt. Det var der, Clara Zetkin  i 1910 ledte den kvindekonference, der besluttede at kvinderne skulle gennemføre en international kampdag – og lagde grunden til 8. marts-dagen. Rosa Luxemburg besøgte stedet. Og Lenin.

Se
Jagtvej 69 og Kvindernes Internationale Kampdag
KPnet 2. marts 2007

Det var igennem årene udgangspunkt for mage militante klasseaktioner. Kort efter Oktoberrevolutionen (november 1917) og i det sidste krigsår under 1. verdenskrig – den 11. februar 1918 – udgik ‘Stormen på Børsen’ derfra: En demonstration af arbejdsløse, anført af syndikalister, gik ind i børsbygningen ved Christiansborg og gav nogle af børsmæglerne tæv og senere kom i kamp mod politiet, som blev angrebet med sten fra byggepladsen ved folketinget.

Talrige af de revolutionære kræfter fra det tidlige socialdemokrati og den kommunistiske bevægelse i Danmark brugte stedet.  En del af dem er begravet på Assistens Kirkegård lige over for. U.P. Overby, Hans Scherfig, Thomas Koppel, som med Savage Rose spillede i huset, da det i sin sidste inkarnation blev til ungdomshus – til det legendariske ’Ungeren’.

Her blev  Jagtvej 69 rammerne for en kreativ og mangfoldig ungdomskultur for dem, der blev unge efter 89 og ’murens fald’ – om mad og økologisk og vegansk  folkekøkken, om generationens musik og digte og noget af dens politik. Det brød den politiske reaktion sig ikke om. De borgerlige medier var efter Ungdomshuset, der nu tilhørte Københavns Kommune.

I maj 1999 traf Borgerrepræsentationen en beslutning, som blev både kostbar og katastrofal, da den indstillede, at Jagtvej 69 og det historiske hus skulle sælges til en privat ejer, der kunne forvandle det til forretning af den ene eller anden art.

Borgerrepræsentationen besluttede med 34 stemmer for og 15 imod, at  ”Ungdomshusets på Jagtvejens nuværende aktiviteter ophører,  og at ejendommen afhændes, samt at Kultur- og Fritidsforvaltningen pålægges at søge lignende aktivitetsmuligheder for Ungdomshusets brugere andetsteds i byen, herunder at eventuelle udgifter i forbindelse med forslagets gennemførelse afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetrammer.”

Denne ’lærestreg’ til ungdommen et blev den dyreste straffeforanstaltning i Københavns historie. Det var en idiotisk og hele vejen igennem rådden og skadelig beslutning med voldsomme konsekvenser. Den kom til at koste snesevis af  millioner kroner og udløste den  største politikonfrontation og  de voldsomste  gadekampe og massearrestationer i byens historie godt syv  år senere.

Det var en stort set samlet front af politiske partier, der stemte for. Socialdemokrater, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale og de nu hedengangne CD og Fælles Kurs. Blandt de velkendte navne, hvoraf nogle stadig er politisk aktive, var Peter Skaarup (DF) og Naser Kader (dengang Radikal) foruden Lars Engberg, H. Thustrup Hansen, Louise Frevert og Preben Møller Hansen. lmod stemte SF, Enhedslisten og løsgængeren Lars Hutters – heriblandt senere borgmesternavne som Per Bregengaard, Morten Kabell og Mikkel Warming (alle Enhedslisten).

De næste syv år betød forberedelse til salget af Jagtvej 69 og den uundgåelige konfrontation. Huset ville ikke give op uden kamp, hvad politikerne vidste. Det havde også en langt større støtte i befolkningen end de forestillede sig, selvom pressehetzen mod Ungdomshuset hele tiden blev optrappet.

Huset var under belejring – og det skabe en slags belejringspsyke hos brugerne. Normale funktioner som løbende vedligeholdelse og forbedringer blev sat i stå i  afventning af løsning eller konfrontation. Ungeren og brugerne blev sat på stand-by over en lang periode. Mediehetzen var ikke sen til at udnytte dette.

Tidligere forsøg på at sælge og rive Jagtvej 69 ned var mislykkedes. På grund af sin historiske betydning var bygningen og grunden kendt bevarelsesværdig, men denne fredning blev ophævet af Kulturarvsstyrelsen i 2001.

En rigtig grim intrige blev sat i værk, da Jagtvej 69  i 2001  blev solgt til den stærkt højreorienterede religiøse sekt Faderhuset for 2.2 millioner – med ret til at rive det ned og indrette en ’frikirke’ i stedet. Sektens leder Ruth Evensen (i dag Ruth Kristiansen ) stod i direkte kontakt med Gud og forsynet. En uhellig alliance mellem Borgerrepræsentationen, overborgmester Ritt Bjerregaard og Faderhuset gik i aktion for at rive Jagtvej 69 ned. De gik i krig mod den københavnske ungdom.

Resten er historie. Konfrontationen blev indledt den 1. marts. Den 7. marts 2007 blev det historiske Jagtvej 69 revet ned.

Men det lykkedes aldrig Faderhuset at få den bebygget. Den folkelige modstand var for stor. Grunden er i dag en lille grøn plet i en delvist renoveret bydel, hvor der bygges Metrostation på hjørnet af kirkegården. Sekten Faderhuset nedlagde sig selv i 2013.

Efter borgerkrigslignende gadekampe, massearrestationer og fængslinger gik ungdomsbevægelsen i gang med at finde et nyt hus. Der blev holdt ugentlige demonstrationer, af og til med kampe mod politiet. Det ny ungdomshus blev åbnet på Dortheavej NV i slutningen af 2008. Det har fungeret fint og helt fredeligt – med stort set de samme funktioner som Ungeren.

Den sidste generation fra Jagtvej 69 er ikke længere den nuværende ungdomsgeneration. Men den fik en klar lærdom banket ind i knolden: At de herskende er parate til at gribe til massiv vold og bruge ubegrænsede økonomiske midler (af borgernes penge) på at gennemføre deres politik, uanset hvor tåbelig den er – og uanset menneskelige, sociale og politiske omkostninger. Men også at modstand nytter, at slaget ikke er tabt, før man giver op. De unge fra Jagtvej 69 har aldrig givet op.

De har også lært, at skal der skabes et andet samfund, skal kampen organiseres som massekamp, og ikke som en enkelt grupperings eller miljøs kamp. Kampen om Jagtvej 69 var – og er – klassekamp.

Den reaktionære borgerrepræsentation tabte kampen om Jagtvej 69 i 2007. Deres gale beslutning om at gå i kamp mod en ungdomsbevægelse, de ikke brød sig om , har kostet dyrt, og de er ikke for alvor blevet stillet til ansvar for noget, der bedst kan betegnes som en nutidig politisk forbrydelse. Det er mere end tvivlsomt, om disse politikere eller deres efterfølgere  har lært noget som helst.

De samme medier, som i 2007 og årene før, hetzede mod Ungeren, fremsætter nu en ’forklaring’ på den tilspidsede situation med at ’der var fejl på begge sider’. Det er indlysende at hovedansvaret ligger på Københavns Rådhus.

Hvad så med Jagtvej 69 i dag? Det er fortsat et historisk sted, der tilhører københavnerne, arbejderne og ungdommen. Man vil forsøge at lave noget ’socialt’ på stedet. Det frygtes at være et forspil til et nyt forsøg på kommerciel bebyggelse. Det må afvises – og der demonstreres i dag på 10-årsdagen for rydningen mod de nye planer.

Jagtvej 69 skal være et åndehul for arbejderne og ungdommen- hvad enten i fri luft eller under tag.

Se også

De to krav: Stop nedrivning af Jagtvej 69! Ungdomhus NU!
KPnet 2. marts 2007

Barbarerne nedriver Jagtvej 69
KPnet 5. marts 2007

KPnet 1. marts 2017