2017: På vej mod det andet århundrede med socialistiske revolutioner

Nytårsudtalelse
Arbejderpartiet Kommunisterne

october1917

Vi går ind i hundredåret for Oktoberrevolutionen (1917-2017) – den første vellykkede socialistiske revolution i historien. Den markerede at verden var trådt ind i imperialismens og de proletariske revolutioners epoke. Den tidsepoke, hvor kapitalismen med imperialismen når sine grænser og sin sidste fase,  og hvor dens historiske afløser – de socialistiske samfund – banker på.

De store verdenshistoriske skift – overgangen fra en samfundstype til en anden – sker selvfølgelig ikke på en enkelt nat, eller er en enkelt begivenhed. Det er en proces af den skærpede klassekamp, af revolution og modrevolution, hvor et forældet samfundssystem og dets herskende og bærende klasse – hvad enten det er slaveejere, adelsfolk og storgodsejere, eller dagens monopolherrer – bliver sat på porten af en ny klasse, der mobiliserer folkets flertal omkring sig.

Vejen fra slavesamfund til feudalisme var en revolutionær proces, som foregik over mange århundreder. Overgangen fra adelsvælde og kongedømmer til samfund, hvor kapitalistklassen – bourgeoisiet – er den herskende klasse, varede også århundreder. Og hvert nyt historisk system vil i de enkelte lande, afhængigt af radikaliteten i opgøret med det gamle, i lange tider have rester af det tidligere samfundssystem. Det danske monarki er et eksempel på en sådan feudal arv.

Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 indledte den historiske overgangsfase til socialismen som globalt system. Socialismen – med arbejderklassen som den herskende klasse gennem sine politiske og sociale institutioner – er samfund, hvor for første gang folkets flertal med arbejderklassen i spidsen har den afgørende magt og den sidste udbytterklasse – kapitalisterne, imperialisterne, monopolherrerne – eksproprieres.

De taber dermed retten til at styre samfundet og dets udvikling i kraft af ejerskab til produktionsmidlerne – og samtidig mister de retten til udbytning af andres arbejde, af arbejderne og det store flertal. Produktionen vil ikke længere foregå for profit, men for at dække samfundsudviklingens og menneskenes behov.

Den imperialistiske småstat Danmark – som vi kender den i dag – er virkelig et eksempel på et system, som har kendt bedre dage og venter på at blive faset ud. De herskende og deres politikere har opgivet enhver selvstændig politik og orientering og har gjort sig til lakajer for USA og dets krige, samtidig med at landet integreres stadig mere i en Europæisk Union, som flertallet ikke ønsker – på vej mod ’Europas Forenede Stater’.

Deres mål er at få del i de imperialistiske superprofitter ved udbytningen af resten af verden – lande i Mellemøsten. Asien, Afrika og Latinamerika m.fl. – uanset omkostninger i form af krige og sociale og menneskelige ødelæggelser.

Den imperialistiske globalisering har dybt negative konsekvenser både for arbejderne i de gamle kapitalistiske lande og for arbejderne og folkene i de lande, som imperialismen udplyndrer.

De herskende i Danmark har lagt ’velfærdsstaten’ i graven – den sidste udvikling af det kapitalistiske samfund, som udgjorde et vist forsvar mod råkapitalismen og milliardærernes og monopolernes grådighed. Den nordiske velfærdsmodel var et resultat af presset fra Oktoberrevolutionen og opbygningen af socialismen, først i Rusland og Sovjetunionen, senere i Østeuropa, Kina og andre steder. Nu hvor dette pres er væk har kapitalisterne beslaglagt velfærden for sig selv – og ædt den.

Sovjetunionens opløsning, Kinas forvandling til en kapitalistisk stormagt, de østeuropæiske landes indlemmelse i EU – alt dette har været med til at forlænge det kapitalistiske og imperialistiske systems levetid, men det har ikke skabt og har ikke kunnet skabe fred og fremgang for arbejderklassen og folkene. ’Den ny verdensorden’ har været et orgie i krig, global udplyndring og rasering af de rettigheder og goder, arbejderne og folkene har tilkæmpet sig.

Kapitalisme betyder krig – og kapitalisme betyder krise. Selv som globalt enerådende system er kapitalismen ude af stand til at undslippe sine indre modsigelser. Ikke engang tilføjelsen af lande som Kina og Rusland til det kapitalistiske verdensmarked har bevirket ny vækst og fremgang for det globale kapitalistiske system. Det oplever ingen stabil vækst, kun usikre fremgange afbrudt af krise, tilbageslag og recession.

Den kapitalistiske verdenskrise i 2007-08 er ikke overvundet og produktionen er dårligt nået op på niveau før krisen. Den eneste vækst, der er set, er væksten af milliardærer og deres formuer – og væksten af fattige og forarmede arbejdere og arbejdsløse gældsslaver i det kapitalistiske lande. I årtier er de sociale kløfter og forskellen mellem rig og fattig blevet stadig større. De arbejdendes realløn er sunket.

Krigsfaren vokser. For nye lokale og regionale krige, men også for verdenskrig. For krig mellem imperialistiske stormagter – som USA og NATO og Rusland eller Kina og deres allierede. Oprustningen og rustningskapløbet spidser til. Samfundenes militarisering bliver stadig mere omfattende.

Under alle disse omstændigheder er der opstået stor social uro og politisk ustabilitet. Ikke bare i de lande, der udbyttes af imperialismen, men også i de kapitalistiske og imperialistiske kernelande. I USA, i EU og EU-landene osv.

De nyliberale angreb på de tilkæmpede rettigheder og velfærdsgoder og det stadige pres nedad på reallønnen har udløst stærk modstand i alle landene. I og omkring EU er modstanden mod unionen og dens udvikling og politik forstærket. UK er det første land, som vil trække sig ud af EU. Men folkene vil hverken have unionen eller euroen. Også modstanden mod krigene og udviklingen af de krigsførende lande henimod politistater er vedvarende kraftig.

Et stort minus i forhold til modstanden er det næsten totale fravær af arbejdernes vigtigste masseorganisationer – af fagbevægelsen. Generelt, og det gælder også for dansk LO, FTF osv, er de bundet tæt sammen med magthaverne og det herskende system. Derfor kaster de ikke deres lod i fredens og krigsmodstandens vægtskål, derfor støtter de EU og udviklingen af Den europæiske Union og foregøgler, at det kan blive en ’social’ union til fordel for arbejderne og flertallet, selvom alle erfaringer beviser det modsatte.

For at skabe forvirring og svække modstanden på alle områder stemples den af de kapitalistiske politikere og medier som ’højreorienteret’. Men kernen i modstanden er arbejderklassen – og politiske tilkendegivelser som det danske Nej til at opgive retsforbeholdet i EU, det britiske Brexit eller det italienske Nej til en EU-inspireret forfatningsreform er ikke de populistiske højrekræfters værk.

De er resultat af erfaringerne med EU og afspejler en bred og bredt sammensat folkelige modstand. Ligesom det er tilfældet med hensyn til krigsmodstanden og modstanden mod de sociale nedskæringer. Højrepartier som Dansk Folkeparti rider højt på bølgen af folkelig modstand – og forsøger at dreje protesten over på områder, som er ufarlige for de herskende. F.eks. ved at sætte folk op mod flygtninge, som er fordrevet af krige og udplyndring. Modstand mod imperialistisk globalisering kan dermed reduceres til ’racisme’ og fremmedhad.

I en sådan urolig, stormfuld og omskiftelig situation bliver også regeringerne ustabile. Der er ingen lang holdbarhed. Deres reaktionære ’reformer’ får dem hurtigt til at miste folkelig opbakning og enhver popularitet. Løkkes rene Venstre-regering måtte hurtigt give op og blev afløst af en ikke mindre reaktionær VLAK-regering. Der tales allerede nu om andre konstellationer – som en VSO-regering af Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

For at bremse det konstante nedskærings- og nyliberale reformfelttog, og for at stoppe dansk krigsdeltagelse og yderligere integration i EU-staten er det nødvendigt med en stærk folkelig bevægelse af arbejdere og alle folkelige grupper, der står sammen om en fælles modstandspolitik, og som ikke lader sig nøje med forhåbninger til forandring gennem det parlamentariske system. Den må på gaden – i protester, markeringer, demonstrationer og aktioner.

Sådanne initiativer eksisterer allerede, men må styrkes og udvikles langt mere. Og der er brug for organisering – også for nye former for organisering – når f.eks. fagtoppen svigter sine opgaver og bruger fagbevægelsen mod arbejderne og deres interesser. Organisering af alle reformramte – fra kontanthjælpsmodtagere, uddannelsessøgende og studerende, til pensionister og arbejdere, arbejdende og arbejdsløse.

Der er samtidig brug for en folkealliance af alle de politiske og sociale kræfter, der vender sig mod nedskæringer og krig, mod EU og NATO. Et stop for den reaktionære reformpolitik og dansk udtræden af EU og NATO vil være store sejre for en alternativ politik. Det er vigtige, nærværende, konkrete mål for en bred folkelig bevægelse.

I sidste ende ligger løsningen på de eksisterende problemer, som plager Danmark, i at det kapitalistiske samfund gennem en revolution afløses af socialisme – med reelt demokrati og folkestyre – og ikke formelt som i dag, hvor folkestyret og demokratiet er et skalkeskjul for en lille grisk kapitalistklasses interesser.

2017 betyder at epoken med imperialisme og proletariske revolutioner går ind i sit andet århundrede. Revolutionære situationer vil opstå mange steder på planeten – og kan forvandles til historiske fremgange, hvis de gribes af arbejderne, folkemasserne og de revolutionære kræfter. Det vil også, før eller senere, være Danmarks tur.

Arbejderpartiet Kommunisterne vil ligesom CIPOML – Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer – gennem hele 2017 fokusere på Oktoberrevolutionen og socialismens perspektiver i dag.

FREMTIDEN TILHØRER ARBEJDERNE OG FOLKET!
SOCIALISMEN ER FREMTIDEN!

Se også

Kort status på 2016 – Et år med storm og klassekonfrontationer
KPnet 16. december 2016

Stormvarsel: Udsigterne for 2016
KPnet 30. december 2015

KPnet 1. januar 2017

 

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater