Præsident Erdogan og ‘Gaverne fra Gud’ – Af Ebbe Riis Klausen

Tale ved kulturaften i solidaritet med de tyrkiske folk i Oktober Bogbutik, København, torsdag den 16. december 2016

ebbe_riis_klausen_2016-12-15

For et år siden citerede tyrkiske medier Erdogan for at fremhæve Tyskland under Adolf Hitler som et slående eksempel på et effektivt system med en udøvende præsident og afslørede dermed sin drøm om uindskrænket magt og at regere gennem såkaldte ”Führerbefehl”, som i Hitlertyskland havde status af egentlig lovgivning.

Det er jo rene ord for pengene. Et parti, ingen opposition, ingen kritik og en personliug urørlig førerstatus.

Her ligger en del af forklaringen på sagen mod embedsmanden Bilgin Ciftci, der kom for skade at sammenligne Erdogans ansigtsudtryk med Gollums fra Ringenes Herre. At fornærme præsidenten er en forbrydelse i Tyrkiet. Ciftci blev selvfølgelig fyret fra sit job allerede under retssagen.

Erdogan har læst på historien. Har lært af nazisternes metoder og midler til at opnå den uindskrænkede magt. I hvert fald er han i fuld gang med at anvende samme metoder: gennem kaos, vold og uro at sætte al modstand skak mat.

Hitler kuppede sig til magten og ikke som mange tror kom til magten gennem demokratisk valg. Hitler udnyttede sin stilling som ny-udpeget  rigskansler til at sætte forfatningen ud af kraft og regere efter Weimarrepublikkens forfatnings artikel 48, gennem nødlove for, som det hed, at genoprette den offentlig sikkerhed og orden i Det tyske Rige.

Efter en razzia i kommunisternes hovedkvarter i Berlin meddelte politiet den 24. februar 1933, at man havde fundet våben og planer til en kommunistisk revolution. Den var dog alt for tyk, så der skulle en ”Guds gave” til, nemlig den såkaldte Rigsdagsbrand den 27.februar 1933. Hitler er klar og tøver ikke. Samme nat arresteres kommunistiske funktionærer og rigsdagsmedlemmer og den socialdemokratiske presse og kommunistiske presse blev forbudt.

Morgenen efter branden udstedte Hitler ”verordnung des Reichpräsident sum Schutz von Volk und Stat”, som satte de borgerlige rettigheder ud af kraft.
Det var frihedsrettigheder så som den personlige frihed, fri meningsytring, pressefrihed, forenings -og forsamlingsfrihed. Endvidere indførtes censur med breve, post, telegrammer og telefonsamtaler. Husundersøgelser, beslaglæggelser og indskrænkninger i den private ejendomsret blev tilladt ud over de rammer, som var fastsat i forfatningen.

Denne ”nødforordning”, der indlysende måtte være forberedt inden branden, blev et af de vigtigste grundlag for Hitlers magt. Og selvom nødloven var midlertidig blev den aldrig sat ud af kraft. (Weimarforfatningen var i praksis ophørt med at eksistere).

Selvom historien jo ikke gentager sig, så burde advarselslamperne for enhver demokrat blinke heftigt. For det er særdeles foruroligende, hvad der foregår i Tyrkiet for øjeblikket.

Erdogan har sat et angreb ind på alle demokratiske rettigheder i Tyrkiet og er ved at udvikle Tyrkiet til en diktaturstat. Han har udnyttet sin ”Guds gave”, det reaktionære forsøg på et militærkup i sommers til at slå ned på alle hans politiske modstandere og ikke bare kupmagerne. Realiteten er at han har oprettet et faktisk et-parti -og enmands-styre.

Den erklærede undtagelsestilstand, gør det muligt for regeringen gennem nødretsforordninger at gennemføre administrative og politiske skridt uden nødvendigheden af en juridisk eller parlamentarisk godkendelse.

Titusinder af offentligt ansatte er blevet politisk fyret – militær- og politifolk, dommere, anklagere og tjenestemænd, akademikere og lærere. TV-stationer, pressebureauer, aviser og internet er blevet lukket. Antallet af fængslede journalister sætter rekord.
Ytringsfriheden er afskaffet. Parlamentet er sat ud af kraft.

Senest er parlamentsmedlemmer fra det demokratiske, pro-kurdiske og progressive parti HDP blevet fængslet, indbefattet dets formandskab. HDP har i protest indstillet sit arbejde i det tyrkiske parlament.

Angrebene er rettet mod hele befolkningen, både mod kurdere og ikke-kurdere. Al opposition bliver undertrykt og progressive fængsles og tilbageholdes. Det er politistatsmetoder og Tyrkiet vil være på vej mod et egentligt diktatur, hvis Erdogan ikke standses.

Med den seneste ”Guds gave”, bombeattentatet ved Besiktas fodboldstadion her i weekenden, vil undertrykkelsen af alle demokrater og politiske modstandere yderligere intensiveres.

Den tyske pastor Martin Niemöller, der arresteredes af Gestapo i 1937, og sad i koncentrationslejr fra 1938 til 1945 har skrevet flg. lille digt:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Jeg vil afslutte med at gentage nogle vigtige ord fra Freds- og Demokrati Komitéens demonstration i Århus den 13. november. Her sagde Tine Spang Olsen fra Arbejderpartiet Kommunisterne følgende om den holdning, vi sim progressive mennesker bør have, når det gælder et land og en befolkning, der trues af fascisme og de ødelæggelser reaktionære krige bringer med sig. Hun siger:

Som danskere må vi vise solidaritet med den tyrkiske befolkning, det er også vores ansvar. Det tyrkiske styre må isoleres internationalt, og den danske regering bør tage fuldt afstand for Erdogans angreb på frihedsrettighederne og drage diplomatiske og politiske konsekvenser.

Det tyrkiske regime er på mange måder en vigtig medspiller for både NATO og USA, og som medlem af NATO accepterer Danmark Tyrkiets reaktionære og ekspansionistiske virksomhed i regionen og dets beskidte rolle i krigen i Syrien. Her har Tyrkiet støttet terrorgruppen Islamisk Stat, mens de gennemfører militære angreb på det kurdiske mindretal i Syrien og samtidig fører krig mod Assad-regimet.

Danske politikere er fulde af hykleri. Man fører krig i Syrien, og ønsker at vælte den syriske regering, angiveligt fordi styret er udemokratisk. Men over for Erdogans diktatur-metoder kommer der ikke en klar og konsekvent fordømmelse.

Også EU samarbejder med Erdogan, når de køber det tyrkiske regime til at være stopklods mod de flygtningestrømme deres egne krige har skabt. Herfra kommer der ingen konsekvent afstandtagen til diktatur metoderne i Tyrkiet.

Udemokratisk lovgivning og en stigende anvendelse af politistatsmetoder er en tendens overalt i de kriseramte og krigsførende imperialistiske lande, ansporet af de herskende og af voksende højrekræfter.

Over hele Europa bliver der indført mere overvågning og politiet rustes op parallelt med den militære oprustning. I Frankrig er der indført en langvarig undtagelsestilstand under dække af kamp mod terror. Man hylder ytringsfriheden, når det gælder at få reaktionære synspunkter bragt frem, men accepterer når ytringsfriheden fjernes for det store flertal.

Vi må alle sige fra, når frihedsrettighederne angribes. Vi må sige nej til indførelsen af en diktaturstat og nej til politistatsmetoder, hvor folkevalgte politikere fængsles og parlamentet sættes ud af kraft.

Det er ikke mange år siden at Tyrkiet slap ud af et militært diktatur. At vende tilbage til diktatur vil være helt uacceptabelt.
Det gælder i Tyrkiet som i alle andre lande, at kun fred og demokrati vil give fremskridt.

Ebbe Riis Klausen er redaktør af det antifascistiske tidsskrift Håndslag

 

KPnet 17. december 2016