Sluterklæring fra Det 20. Internationale Seminar: Revolutionens problemer i Latinamerika

Efter godt et årti oplever Latinamerika en nedgang i perioden med såkaldt progressive eller alternative regeringer i forskellige lande i regionen, en tid hvor der er sket vigtige politiske og sociale begivenheder, som må systematiseres og vurderes korrekt for at vi kan videreføre vores aktiviteter for at virkeliggøre vores strategiske mål: arbejdernes og folkenes befrielse og skabelsen af et retfærdighedens samfund, som vil gøre en ende på kapitalens og dens ejeres herredømme.

popular-resistence
Udtalelse fra den årlige konference i Quito, Ecuador, af revolutionære partier og organisationer. Bragt i  ‘En Marcha’, Centralorgan for Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE)

Disse regeringers fremkomst var et resultat af udmattelsen af de neoliberale regeringer, som gennem deres økonomiske politik forarmede de store masser af arbejdende, forstørrede den sociale ulighed og øgede tilstedeværelsen af den imperialistiske finanskapital med dettes konsekvenser. Alt dette skabte vrede blandt folkene og førte til forkastelse af deres herskere. Dette kom til udtryk i massive protester, indbefattet folkelige opstande, som tilmed gjorde en ende på adskillige regeringer i forskellige lande.

Hovedrepræsentanterne for de nye regeringer var i stand til at drage fordel af den folkelige utilfredshed ved at fremsætte folkets krav som deres egne – krav som masserne havde kæmpet for i hele den neoliberale periode, og som også var en del af arven fra de venstreorienterede og revolutionære organisationer. Det er på sin plads at bemærke, at der var forskelle mellem disse regeringer, hvoraf nogle fra starten også var åbne over for sektorer af den herskende klasse, samtidig med at de rejste de folkelige krav.

I bestræbelsen på at vinde ideologisk og politisk indflydelse blandt masserne imod forskellige fraktioner af den herskende klasse og for at akkumulere kræfter til revolutionen, var det korrekt i begyndelsen at støtte nogle af disse regeringer. Vi har aldrig været af den opfattelse, at deres fremkomst betød starten på en revolutionær periode, og endnu mindre at de ville dette. Vi forstod, at de åbnede for muligheden for at føre massernes kamp og krav op til et højere niveau, at der ville åbne sig kanaler for politiseringen af arbejderne og folkene for at løfte den anti-imperialistiske og anti-oligarkiske kamps bannere i bredere målestok. Vi så også, at de tilsyneladende mest fremskredne regeringer kunne blive udsat for de lokale herskende klassers og imperialismens stærke pression, som det skete, og forråde folkenes håb og ønsker om forandring.

Den positive økonomiske periode, som regionen gennemlevede, især med høje priser på råstoffer på de internationale markeder, gjorde disse regeringer i stand til at iværksætte nogle sociale tiltag, som masserne forlangte, og som bestyrkede massernes støtte til deres regeringer. Men de gennemførte også samtidig tiltag for at styrke kapitalens herredømme, udenlandsk (især kinesisk) kapitals indtrængen og skabte et repressivt og antidemokratiske juridisk system, som de brugte til at kriminalisere den sociale protest, og forsøgte at imødegå alle politiske udtryk for opposition. Nogle begyndte før end andre at bevæge sig mod højre, i en sådan grad, at de nu åbent er repræsentanter for og forsvarere af de herskende klassers interesser. De er redskaber til at overvinde denne lange periode af social uro, som Latinamerika har oplevet under de neoliberale regeringer – en periode som er betegnet som ’uregerlig’.

Under disse regeringer er forskellige fraktioner fra borgerskabet og de herskende klasser i almindelighed blevet magtmæssigt styrket, dørene er blevet åbnet for den imperialistiske finanskapital, især fra Kina, selvom den amerikanske imperialismes vedvarende overvægt i regionen er klar nok. De borgerlige institutioner er blevet styrket, alt sammen bag en tilsyneladende revolutionær og venstredrejet diskurs, og tilmed i en påstået fornyet socialismes navn.

Det er i realiteten et spørgsmål om politiske bestræbelser af et reformistisk og udviklingsmæssigt indhold, som er fostret og fremført af nogle af oligarkiets borgerlige fraktioner og dele. Det er klart, at disse regeringer ideologisk og politisk øvede indflydelse på de folkelige bevægelser, som gennemgik en midlertidig periode med ebbe i forventning om, at der ville komme forandringer. De revolutionære partier og bevægelsers indflydelse på den folkelige arena blev også til en vis grad påvirket af dette.

Men dette satte ikke en stopper for modstanden, for arbejdernes, ungdommens og folkenes kamp mod den antifolkelige politik, som disse regeringer gennemførte. I dag taler vi ikke bare om en genoplivning af protesten, men om dens fulde genkomst, og massekampen har afsløret disse regimers reaktionære karakter.

De alvorlige økonomiske problemer, som nu rammer de latinamerikanske lande, og som får os til at betegne det som en kriseperiode, har bidraget til en større afsløring af disse regeringer og deres nedgang, som for at imødegå krisen genoptager åbent højreorienterede regeringers sædvanlige tiltag, som søger at vælte krisens byrder over på arbejdernes og folkenes skuldre.

De latinamerikanske regeringer, som ikke er en del af denne blok af såkaldt progressive eller alternative regeringer har videreført den traditionelle antinationale og anti-folkelige politik, som forværrer de arbejdende massers levevilkår. Men det er en afslørende kendsgerning, at der er områder, hvor de ”progressive” og de øvrige regeringer er overens om en bestemt politik, så som arbejdsmarkeds- og straffelovgivning, kontrol med medierne o.s.v.

I dette nye scenarie har vi revolutionære ansvaret for at arbejde for at gøre mest mulig brug af massernes utilfredshed for at styrke vores kræfter og den revolutionære bevægelse i almindelighed. De særlige betingelser i de forskellige lande vil bestemme organisationstyper og kampformer for at opnå disse mål. Vi er bevidste om, at vi i almindelighed må arbejde så arbejderne og folkene har et politisk alternativ, så at de ser forslagene fra det revolutionære venstre og den videnskabelige socialisme som vejen til at opnå deres befrielse med magtovertagelsen.

Vi som deltager i dette Internationale Seminar udtrykker vores solidaritet med og giver vores støtte til verdens arbejdere og folk, som kæmper for deres rettigheder, mod undertrykkelse, mod diskrimination, mod imperialistisk udplyndring, for frihed og demokrati. Vi gør disse kampe til vores egne. Sammen vil vi knuse udbytningens og overherredømmets lænker og vil befri menneskeheden for kapitalens herredømme.

Quito, 29. juli 2016

ARGENTINA
Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti PCRA

BRASILIEN

Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti PCRB
Movement of Neighborhood Struggle, MLB

CANADA
Communist Reconstruction Project

COLOMBIA
Colombias Kommunistiske Parti Marxister-Leninister
Communist Party of Colombia Maoist
Yanacona Indigenous Community, Cauca
Movement for the Popular Constituent Assembly, MCP

DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK
Det Kommunstiske Arbejderparti
Broad Front of the Dominican Republic
Juan Pablo Duarte Teachers Current
Movement of Working Women of the Dominican Republic
Caribbean Youth
Democratic Front

EL SALVADOR
Union of Independent Workers of Various Trades of El Salvador, STINOVES
Union Coordinator of El Salvador

GERMANY
Tysklands Marxistisk-Leninisiske Parti , MLPD

ITALIEN
Kommunistisk Platform

MEXICO
Mexicos Kommunistiske Parti (marxister-leninister)
Den revolutionære folkefront

PERU
Perus Kommunistiske Parti Marxister-Leninister
Marxist-Leninist Party of Peru
Revolutionary Popular Bloc
Regional Front of the Central Jungle
Council of Youths of Puno

PHILIPPINES
International League of Peoples Struggle, ILPS

PUERTO RICO
April 26 Movement, formerly Coordinating Committee of Solidarity with Puerto Rico and Latin America

UNITED STATES
Party of Communists, USA
(Ved undertegnelsen af sluterklæringen forklarede PCUSA at Kinas situation stadig er under diskussion i organisationen)

URUGUAY
February 28 Revolutionary Movement

ECUADOR
General Union of Workers (UGTE)
National Union of Educators (UNE)
Popular Unity Movement
Single Federation of Rural Social Security Affiliates
Federation of University Students (FEUE)
Revolutionary Front of the University Left (FRIU)
Federation of Secondary Students (FESE)
Women’s Movement for Change (MMEC)
United Confederation of Barrios (CUBE)
United Confederation of Retailers and Self-Employed Workers (CUCOMITAE)
Union of Popular Artists (UNAPE)
Revolutionary Youth of Ecuador (JRE)
Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti

Fra En Marcha #1736, 3-9 august 2016
Centralorgan for Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti

Læs mere fra den internationale revolutionære bevægelse
CIPOML – International Conference of Marxist – Leninist Parties and Organisations

KPnet 17. oktober 2016


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater