Den, som tror, at pirater vil dele byttet, ender gerne som hajmad

Af E. Holemast
Revolusjon

delingsokonomi
Progressive har altid set på deling af kundskab og resurser som noget positivt. Dette er jo så at sige kernen i den kommunistiske idé.

Man skulle tro, at også deling af tjenester kolliderer frontalt med kapitalismen, som har akkumulation og profit som eneste mål.

Men kapitalismen har en formidabel evne til at optage i sig og udnytte alt, som kan generere profit, også det, som først arter sig som anti-kapitalistisk modkultur. Kapitalistisk ‘delingsøkonomi’ betyder, at broderparten tilfalder kapitalisten, og at din arbejdskraft og dine rettigheder bliver parteret.

Specielt siden tusindårsskiftet er forskellige former for gratistjenester og resurser, som ikke har profit, men deling som grundidé, eksploderet. Alle kan tage det i brug, og alle med kundskab kan bidrage til videreudvikling og til at hjælpe andre. Tanken er i udgangspunktet strålende og er en trussel mod monopolernes magt og patentrettigheder.


Et digitalt kollektivbrug

Dette har været specielt synligt inden for forskellige typer software, netfora, webplatforme eller mobilapplikationer, hvor udviklere og brugere driver projekterne frem gennem forskellige former for samspil. Dette antager mange former, men fællestrækket er gensidig nytte. Fællesskabet stiller resurser til rådighed for dig, og du bidrager tilbage til fællesskabet, når og hvis du kan. Succeshistorien Wikipedia er den bedst kendte. Men tankegangen går igen overalt, hvor folk tilbyder deres kundskaber uden andre forventninger, end at andre gør det samme.

Kampen mod de restriktioner, som de store monopoler lægger på deling af film, musik (DRM), bøger og andre tjenester, er del af det samme. Creative Commons, Open Source osv. er juridiske udtryk for denne type fælles virksomhed.

Meget er blevet finansieret gennem stiftelser, som drives på et mere eller mindre ideelt grundlag, og som finansieres frivilligt af dem, som bruger tjenesterne. Andre former for finansiering er ‘crowdfunding’, det vil sige, at folk involverer sig ved at give mange små bidrag til for eksempel et defineret filmprojekt.

Det som sker, er nok en gang et vidnesbyrd om, hvordan kimen til nyt samfundssystem sprænger sig frem inden for kapitalismens trange rammer; det vil sige, at produktivkræfternes udvikling truer med at sprænge de rådende produktionsforhold, således som Marx forklarede.


Kapitalistisk ‘modkultur’

Men kapitalismen har vist sig ekstremt tilpasningsdygtig, når det gælder om at absorbere udviklingstendenser, som er en trussel mod selve systemets eksistens. En kapitalisme med svigtende profitmarginer og fare for kapitaltørke er på jagt efter at omfavne alt – også områder, som i deres karakter er anti-kapitalistiske. Kapitalismen som system har en ekstrem tilpasningsevne og fleksibilitet. Tænk bare på, hvordan det, som i sin tid var udtryk for ungdommens frustration, såsom oprørsk rock og senere hip-hop/rap, effektivt er blevet kanaliseret ind som naturlige dele af musikindustrien.

Kombinationen af ‘vennetjenester’ og ny teknologi gør det muligt for storkapitalen at sætte sig på delingstjenester som transport (Uber/Haxi) eller overnatning (Airbnb). Forskellige ‘strømme’-tjenester af typen Spotify eller Netflix er groet frem af det, som først var mere eller mindre ulovlige delingstjenester for musik og film; de mest kendte er Napster og The Pirate Bay (‘Sørøverbugten’).

I sin enkleste form er der opstået organiserede nabotjenester i form af bildeling, boligbytte eller børnepasning. Men straks når denne type virksomhed udvikler sig over et vist lokalt niveau, kræves der stor administration, omfattende kapitalindsprøjtning og effektiv markedsføring, for at det skal fungere. Her ser kapitalen nye muligheder. Dermed kan selskaber som Uber eller Airbnb opstå som ‘koordinatorer’ af udbydere verden over.


Kampen om ungdommen

Det specielle med tjenester som Uber og Airbnb er, at de på alle måder virker moderne og attraktive, specielt for ungdommen. Det giver nogle indtægtsmuligheder i et Europa, hvor mellem 15 og 50 procent af de unge ikke har et job. Omvendt er de som regel langt billigere alternativer end ordinære tjenestetilbud for unge med få penge.

Dermed er det enkelt for borgerskabet at lokke ungdommen til at sluge nyliberal, kapitalistisk ideologi om ‘individets frihed’, ‘billigst er bedst’ osv. I tillæg kan det gives en ‘progressiv’ indpakning med tilslutning fra forskellige småborgerlige miljøer. Denne type tjenester kan også promoveres med, at deling er fint og desuden miljøvenligt.

Ungdommen er dem, som først tager den nye teknologi i brug, og som driver nye kulturudtryk frem. Det er ikke tilfældigt, at finansminister Siv Jensen (Frp) inviterer lederne for norske ungdomspartier til diskussion om, hvilke love og regler som skal gælde for delingsselskaber som Uber og Airbnb.


Det småborgerlige frihedsbedrag

Dette er den småborgerlige frihedsillusion om, at alle kan være sin egen ‘arbejdsgiver’. Freelancesamfundet, hvor du kan have fem-seks forskellige job og ‘arbejde, når du vil’, er den småborgerlige drøm. Desværre lader store ungdomsgrupper sig blænde af illusionen, også mange, som opfatter sig som progressive, radikale og ‘grønne’.

Det, som begyndte som en folkelig modkultur, kan udnyttes til både at generere profit og samtidig skabe et samfund af retsløse løsarbejdere. Teknologien har åbnet for en moderne variant af dem, som før i tiden stod i kø for at få en dags job, med den forskel, at det nu fremstår som folkeligt, ungdommeligt, socialt og miljøvenligt.

Vinder NHO og Uber de unge, så vinder de også på langt sigt. Hele det arbejdende flertal – inklusive de glade freelancere – bliver taberne.


Myten om Uber og Airbnb

Uber fremstår udadtil som en kreativ app, som er nyttig og praktisk for alle. I virkeligheden er der tale om en internationaliseret pirat-taxivirksomhed. Uber er forbudt i nogle lande og under efterforskning i andre. Til trods for at selskabet selv vedgår, at de ‘opererer i en gråzone’, er Uber optaget som medlem af NHO-afdelingen Abelia, og NHO-chefen Kristin Skogen Lund bestiller Uber-taxi med fuld pressedækning [NHO = Norges DA, o.a.].

Hun ville aldrig have gjort det samme med en ordinær pirat-taxi. Erhvervstransportloven kræver licens for persontransport mod vederlag på offentligt sted. Men en norsk domstol er kommet frem til, at en mobil-app ikke er et offentligt sted!

Uber, Airbnb og tilsvarende delingstjenester har ikke oplysningspligt over for myndighederne, og skatteetaten er derfor prisgivet, at udlejerne og ‘chaufførerne’ selv opgiver indtægterne. Skattemyndighederne siger, at de er i ‘aktiv dialog’ med disse tjenester. Hvordan norske skattemyndigheder skal lægge hånd på den del af fortjenesten, som bliver ført ud af landet, har ingen noget svar på foreløbig.


En milliardvirksomhed

Uber er værdsat til over 500 milliarder [norske] kroner. I New York er der nu flere Uber-biler, end der er Yellow Cabs. I San Francisco, hvor Uber har sit hovedkvarter, har det lokale taxiselskab indleveret konkursbegæring. Billedet af en lille Askepot, som narrer trolden, så eventyret ender lykkeligt, er et blændende bedrag.

Airbnb har en lignende fremtoning som en nyttig tjeneste for dem, som vil tjene nogle hundredlapper på at udleje dele af sin bolig. Forskellen mellem dem er, at Uber særlig truer titusinder af små selvstændigt næringsdrivende, mens Airbnb er i færd med at blive en udfordrer til de store hotelkæder. Når Airbnb presser overnatningspriserne ned, vil hotelkæderne garanteret svare igen med at presse løn, pension og arbejdsvilkår for de fastansatte i hotelerhvervet.

Paradokset for liberale, som hylder denne udfordrer til de store og etablerede virksomheder, er, at Uber og Airbnb på kort tid kan udvikle sig til at blive et større monopol end konkurrenterne. Når Uber har knust alle eksisterende hyrevognscentraler og -selskaber, hvad er der så tilbage af ‘den frie konkurrence’?


Job, som forsvinder

Ny teknologi har altid fjernet job, samtidig med at en del nye er blevet skabt. Men meget tyder på, at processen går meget hurtigere end før. Forskningsinstituttet Oxford Martin School kommer med dramatiske spådomme om, hvordan teknologien vil gøre millioner af job overflødige.

Det bliver hævdet, at omkring 47 procent af alle job i dagens USA har høj sandsynlighed for at blive automatiseret bort i løbet af 20 år. Statistisk Sentralbyrå mener, at 33 procent af jobbene i Norge med stor sandsynlighed bliver automatiseret væk i løbet af samme periode.

I udgangspunktet er den rivende teknologiske udvikling udtryk for, at produktiviteten er blevet så stor, at arbejdsdagen kunne kortes ned til 5-6 timer for alle. Men sådan fungerer kapitalismen ikke. Dette vil i stedet give en hær af ufaglærte uden chance på jobmarkedet.


Robotjournalistik

Til forskel fra tidligere er det ikke bare arbejderne i industrien, som bliver overflødige og rationaliseret væk. Stadig flere i de såkaldte mellemlag lider samme skæbne. Robotjournalistikken har gjort sit indtog i mange mediehuse, og stadig flere journalister bliver enten sat på gaden eller får ’tilbud’ om at levere stof på freelancevilkår. Store nyhedsbureauer som Associated Press (AP) bruger allerede teknologien til at autogenerere notitser og småstof såsom vejrudsigter eller finansrapporter.

Den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid bliver mindre, også for en række tjenester (ikke bare i vareproduktionen). Det er som udgangspunkt godt for folk – hvis vi havde levet under socialistiske produktionsforhold. Under kapitalismen betyder det derimod, at endnu flere bliver arbejdsløse, og at flere af dem, som har arbejde, bliver løsarbejdere med få eller ingen af de rettigheder, som har været indbagt i socialdemokratiets ‘norske model’.

Det som sker, er endnu et bevis på revolutionens og kommunismens nødvendighed – og på hvordan kapitalismen formår at afspore arbejderne og folket fra at tage den nødvendige kamp for at erobre samfundsmagten og kvitte de kapitalistiske udbyttere.

Arbejderklassens svar

For arbejderklassen og kommunisterne understreger denne udvikling betydningen af den ideologiske kamp ved siden af den økonomiske og politiske klassekamp. ‘Maskinstorm’ og krav om at skrue kapitalismen tilbage til et tidligere historisk stadium er et blindspor. Det socialdemokratiske udstillingsvindue i Norden fra slutningen af forrige århundrede kommer ikke tilbage, af historiske og politiske årsager, vi har forklaret i andre sammenhænge [også her i Kommunistisk Politik, o.a.].

Det gælder om at bevidstgøre arbejderklassen og ikke mindst ungdommen om, at den kapitalistiske ‘delingsøkonomi’ er en illusion, som leder direkte ind i løsarbejdersamfundet, og som skaber nye og andre former for monopoler. Hånd i hånd med delingsøkonomiens indtog ser vi den kapitalistiske velfærdsstats forvitring og snarlige sammenbrud.

Den eneste reelle delingsøkonomi og den eneste bærekraftige velfærdsstat er at finde i socialismen, arbejderklassens egen statsmagt, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne og friheden til at udbytte andres arbejdskraft er afskaffet.


Først publiceret 16. januar på Revolusjon.no.
Oversat af Kommunistisk Politik

Originalartikel her

KPnet 26. januar 2016

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater