Styrket grænsekontrol: Midlertidige og kiksede ’løsninger’ på selvskabte problemer

Af Kommunistisk Politik

her_er_plads

Indførelsen af grænsekontrol mellem Danmark og Sverige og den ’midlertidige’ grænsekontrol til Tyskland har skabt en del opmærksomhed i internationale medier – mest som en registrering af, at Schengen-aftalerne vakler og EU-landene hver især søger nationale løsninger for at reducere antallet af flygtninge. Schengens løfte om pasfrihed er endnu et EU-løfte, som ikke holder.

De færreste har noteret, at den mere end 50-årige nordiske pasunion er væk. Den har været en ubetinget succes, Nu skal borgere i de skandinaviske lande igen have passet med for at krydse de indbyders grænser.

Lars Løkke Rasmussen begrundede indførelsen af en begrænset kontrol ved den tyske grænse med, at flygtningene udgjorde en potentiel trussel mod Danmarks sikkerhed og stabilitet. Det er en søgt undskyldning, der intet har på sig – men skal legitimere regeringens nye skridt i forhold til EU og EU-juraen.

Inger Støjberg bidrog til at dramatisere situationen ved at ville indsætte 400 soldater ved grænsekontrollen, mens Dansk Folkeparti kalder den ’hullet som en si’ og kræver total kontrol ved den dansk-tyske grænse – fuld og permanent kontrol.

Danmark har fungeret som et transitland og har siden de store flygtningegrupper begyndte at vise sig ekspederet så mange som muligt videre til Sverige, der har taget imod langt flere end ’deres andel’. Det har uden held forsøgt såvel at få Danmark til at foretage en kontrol ifølge Schengen-reglerne som at få EU-landene til at træffe aftaler om fordeling af flygtningene.

Det er slået fejl, og derfor har man nu besluttet at stoppe for flygtninge, der kommer uden papirer. Det gælder godt halvdelen (ca. 60 pct) af samtlige flygtninge. Den danske statsminister kalder dem ’illegale’.

Men de er aldeles ikke illegale ifølge de internationale konventioner, men har ret til at få deres status prøvet i et asylland. At være flygtning betyder i mange tilfælde at man ikke kan sikre sig gyldige papirer eller visa. Det siger sig selv.

Derfor er Danmark også forpligtet til at tage imod og undersøge alle, der søger asyl, med eller uden papirer. Og det er baggrunden for den store surhed over for svenskerne, som eksempelvis transportminister Hans Christian Schmidt lufter, der betegner den svenske asylpolitik som ’totalt forfejlet’. Den danske, der har bestået i at lodse problemerne videre og overalt reklamere med at Danmark principielt er negativ over for flygtninge, har til gengæld ifølge regeringen og dens ministre været en stor ’succes’.

Det lykkedes den tidligere Venstre-regering under Anders Fogh at få skabt et nyt internationalt image af Danmark som et krigsgalt og anti-muslimsk land. Løkke-regeringen har yderligere fået befæstet Danmarks negative omdømme som også flygtninge- og indvandrerfjendeligt. Og ikke kun i den arabiske verden, men globalt.

Når ’rød’ og blå blok snakker om økonomiske kriseløsninger, har det bestået i at det store flertal enten skulle arbejde længere og mere, eller gå ned i løn eller indkomst. Det har de stået stejlt over for hinanden med. I praksis er begge dele blevet gennemført, mens de rige har fået både skattelettelser og bedre vilkår.

Det er en tilsvarende diskussion, der nu  føres  om ’flygtningekrisen’. Dansk Folkeparti og andre chauvinister vil have tæt lukkede danske grænser, mens de eurofile partier vil have ’europæiske løsninger’ – det vil sige befæste Fort Europa, så flygtninge kan spærres vejen.

I praksis er begge dele ved at blive indført. EU har ingen ’flygtningepolitik’ og er uenige om både fordeling og om hvordan man grundlæggende skal forholde sig til flygtninge – men dets krigspolitik i Mellemøsten og Nordafrika (især Libyen) har bidaget til strømme af asylsøgere.

I stedet for at finde reelle politiske fredsløsninger har EU indgået studehandler med det dybt reaktionære Erdogan-regime i Tyrkiet, der giver det lov til uden kritik at gennemføre massakrer og krig mod kurderne, mod Assad-regimet i Syrien og styrke dets beskidte alliancer med Saudiarabien og Israel.

EU’s planer for at befæste ’de ydre grænser’ består i nye skridt til at opbygge Unionsstaten med en svært bevæbnet kystvagt, der kan indsættes overalt – også hvis et af de ydre grænselande ikke ønsker det.

I sidste ende bunder uenighederne i EU i økonomi. Tyskland mener at billig arbejdskraft (= flygtninge) skal være baggrund for et nyt opsving, et nyt tysk erhvervsmirakel. De kriseplagede arbejdsløshedslande ser flygtningene som ren udgift. I begge tilfælde udgør de under kapitalistiske forhold en trussel mod realønnen for arbejderne i landene. De er udset til en rolle som løntrykkere.

Samtidig betegnes flygtningene som en ‘trussel mod velfærden’. Det bliver de kun hvis reaktionære regeringer skærer ned på de sociale udgifter til andre udsatte grupper, til folk på overførselsindkomst. Og det gør de alligevel. Det er den nyliberale nedskæringspolitik og ikke flygtningene, der skærer velfærd.

Fredspolitik i stedet for krig, nedrustning i stedet for oprustning af politik og militær, besparelser på kongehuset, ministre og politikere og i andre dele af det oppustede statsapparat og mange andre tiltag – herunder kraftig progressiv beskatning af de rigeste – kan både sikre integration af flygtninge på en værdig måde og give  dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og pensionister et reelt løft.

Flygtninge fra lande, som Danmark har ført krig imod, og flygtninge og migranter i almindelighed, er syndebukkene for den reaktionære nedskæringspolitik i kapitalens interesse. Derfor tillades også ekstremistiske højregrupper, fascister og nazister, igen at blive aktive. Racistiske attentater og angreb hører igen til dagens uorden i ‘det europæiske hus’.

Dansk Folkepartis forsøg på at grave Danmark ned i en pindsvinestilling – samtidig med at partiet støtter enhver imperialistisk krig og intervention i muslimske lande – vil blive afsløret som en fidus i samme øjeblik, det bliver  gennemført. For det tilbyder ingen virkelige løsninger på problemer som berører Danmark dybt som medlem af det internationale samfund, og som  DF-støttede regeringer har været overaktive i.

EU er et redskab for de europæiske monolers politik – og det er ikke mindst den, der har ført til det nuværende kaos på og omkring kontinentet. Mere af det samme vil føre til mere kaos.

Hverken reaktionære ’nationale løsninger’ eller reaktionære EU-løsninger vil være reelle løsninger på de selvskabte problemer, men bare skubbe dem frem i tid eller over på hinanden.

Sådanne løsninger kan ikke findes i et snævert nationalt udgangspunkt eller med udgangspunkt i EU. Det kan kun være virkeligt internationalistiske løsninger i pagt med verdensbefolkningens og folkenes reelle interesser.

Både ’rød’ og blå blok i Danmark,  og både Danmark og EU,  bevæger sig længere væk fra den muklighed og graver sig dybere ned i konflikter og kaos.
Se også

Dorte Grenaa: Løkke vil have fred og ro
KPnet 4. januar 2016

Flygtninge i Danmark: Næste runde stramninger kommer nu
KPnet 4. januar 2016

Schengen og Danmark 14 år senere
KPnet 22. december 2015

 

KPnet 5. januar 2016


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne