Masseaktion Civil Ulydighed: En ny generation går til kamp

 Omkring et halvt hundrede tusinde demonstranter var på gaden den 12. september de danske hovedbyer for at vise deres solidaritet med krigsflygtningene og protestere mod EU’s og Danmarks reaktionære og menneskefjendske flygtninge- og krigspolitik. En ny generation er gået til kamp.

Af Kommunistisk Politik


Indsamling på Hovedbanegården i København 12. september: Midlertidigt stop for bidrag på grund af overvældende succes

Denne store manifestation af politisk protest landet over kom som kulminationen på en uge, der har rykket den politiske dagsorden både i Danmark og den europæiske union. Det var også ugen, hvor flygtningestrømmen fra syd nåede til Danmark.

Da politiet og regeringen søgte at stoppe den og forhindre den i at fortsætte mod Sverige og det øvrige Norden, udløste det den største civile ulydighedsaktion i nyere tid. Faktisk siden modstandskampen under besættelsen

I hundredvis af danskere trodsede myndighederne og hjalp flygtningene på rejsen gennem Danmark og  videre til Sverige.

Mange, der kom med skib og tog til Rødby eller Padborg  ville ikke søge asyl i Danmark. De n ægtede at lade sig registrere  og blive sendt tilbage til Tyskland af dansk politi. . De afviste at forlade togene eller begav sig på vandring ad motorveje op gennem landet.

Lige dér startede  den store civile ulydighedsaktion. Folk reagerede spontant for at hjælpe. På trods af talrige indslag på de danske TV-kanaler om  at hjælp til flugt mod Sverige  var forbudt.  At det var kriminelt, en lovovertrædelse og kunne straffes som ’menneskesmugling’.

Tusinder har søgt at hjælpe flygtningene konkret. Også med vand og mad, tøj og andre elementære fornødenheder.

En stor indsamling på Hovedbanegården i København måtte den 12. august sige, at den ikke kunne tage imod mere foreløbig. Alle steder i landet har sådanne indsamlinger været overvældende.

En bevægelse mod den reaktionære officielle politik

De store politiske demonstrationer viser, at det er en bevægelse, der retter sig imod en reaktionær officiel politik, der åbenlyst ikke er i stand til at tackle det kaos, krigene og krigspolitikken har skabt. De store flygtningestrømme  er en direkte følge af  krigene.

Reaktionære politikere, der  er tavse om konsekvenserne af krigspolitikken, overdriver til gengæld flygtningeproblemet i et EU, der barrikaderer sine grænser og sætter militær ind.

Kun en brøkdel  af krigsflygtningene komme til EU og en ganske lille del når Nordeuropa. Der er ikke engang kommet titusinde til Danmark, de fleste på gennemrejse.

Danmark og samtlige andre lande i EU har klaret langt større flygtningestrømme tidligere – og ikke kun i forbindelse med 2. verdenskrig.
Nogle reaktionære kræfter forsøger at bilde folk ind, at ’flygtningestrømmen’ kun kan løses med mere EU, mens andre siger, at de skal holdes ud med grænsebomme og mere politi.

Det er disse uduelige reaktionære recepter, den ny politiske protest vender sig imod.

Hverken mere EU eller flere spærrebomme løser de problemer, som Vestens og EU’s politik for krige og udplyndring ikke mindst i Mellemøsten og Afrika har skabt. Virkelige løsninger må rette sig mod årsagerne til flygtningestrømmene – og sikre at krigene stoppes og landene genopbygges. Bekæmpe imperialismen.


Ny generation på barrikaderne

Det er en ny generation, som nu går på barrikaderne.  En generation vokset op med krige og økonomisk krise.  En ungdom af ’etniske danskere’ og mange, der er  børn af flygtninge og indvandrere. En generation uden sikre fremtidsudsigter for arbejde eller en tryg tilværelse, men som skal arbejde til den er over 70!

Den manifesterer sig altså nu med den største masseaktion for civil ulydighed mod den hidtidige politik og dens konsekvenser. Den største aktion i  årtier.

Masseaktionen er ikke organiseret af folketingpartierne, men imod regeringen og folketingsflertallets politik. Den kommer nedefra, og opsamler mange forskellige strømninger og bevægelser, alle med et progressivt sigte og en drøm om et bedre Danmark.

Den har samtidig nydt godt af aktuel mediebevågenhed og har forstået at udnytte de sociale medier i organiseringen af aktioner og protester.

Nu gælder det om at fastholde og udvikle mobiliseringen og ikke overlade det til regering og folketingsflertal  og  blå og ’rød’ blok til at ’rydde op’.  Deres eneste ide er mere politi og mere militær – mere politikontrol i Danmark og en militær jernring omkring EU.

Den store bevægelse, vi har set springe frem, peger på en helt anden vej. Det er den,  der skal gås videre på.