Arbejdsgivernes egen Venstre-regering: Modstand fra dag 1

Med Lars Løkkes regering nr. 2 har arbejdsgiverne fået deres helt egen regering. De kunne selv have skrevet regeringsgrundlaget, siger de. Det understreges nærmest plastisk af, at direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening springer direkte ud som beskæftigelsesminister. Den stiller sig fra starten i direkte konfrontation med arbejderklassen og det store flertal.

Af Kommunistisk Politik

Demonstration i 2010 mod Løkke 1

Ved folketingsvalget 2015 fik Lars Løkke og hans parti i alt 685.188 vælgere bag sig ud af 4.145.105 stemmeberettigede. Det var det store taberparti og endte som det trediestørste parti efter Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Lars Luksus-Løkke har som statsminister et stort og solidt flertal af danskerne imod sig.

Alligevel kan han sætte sig i spidsen for en ren Venstre-regering. For han har også meget stærke kræfter bag sig. Det er ikke så meget den brogede flok af partier i blå blok – Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og det stærkt reducerede konservative parti, som det er de stærkeste kræfter i dansk kapitalisme – virksomheds- og bankejerne, Mærsk og medierne, næsten dem alle i hvert fald.

Det understreges af, at den eneste nye minister hentet uden for Venstres stærkt reducerede folketingsgruppe er direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergård Larsen, kapitalens officielle talsmand.

Direktøren for Dansk Erhverv Jens Klarskov udtaler, at regeringsgrundlaget ’Sammen for fremtiden’, som Løkke præsenterede samtidig med ministerlisten, kunne være skrevet af arbejdsgiverne. Den er under alle omstændigheder skrevet af efter dem.

Se det i pdf her

Det betyder nye arbejderfjendtlige reformer og omlægninger af arbejdsmarkedet skåret til efter EU’s og storkapitalens læst.

Det betyder en dagpengereform, der skal gøre de arbejdsløse mere fleksible og endnu mere flytbare for færre penge. Det betyder reallønsnedgang og fornyet pres på arbejdernes og de offentligt ansattes lønninger. Det betyder nye nedskæringer i en i forvejen mishandlet offentlig sektor, der med to venstrestatsministre og én socialdemokratisk siden 2001 er reduceret til en skygge af den ’velfærdsstat’, de to blokke har pralet af og sværget på at ’fremtidssikre’.

Det vil med andre ord sige ren arbejdsgiverpolitik, rettet mod arbejderklassen og det store flertal, mod arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge og alle andre, regeringen kan udpresse og forarme endnu mere.

Den konstant spisende Lars Løkke udtalte som bekendt i 2012 at det ville være sundt for Danmark og danskerne at ’få sulten tilbage’.

Fagtoppens skepsis og modvilje mod arbejdsgiverregeringen er blevet neutraliseret med et løfte om, at Løkke og Co. vil indkalde til ’trepartsforhandlinger’ om dagpengereformen efter  en kommissionsrapport, der ventes til september.

At Løkke og Co. vil sikre yderligere dansk integration i EU på alle felter fremgår af, at en folkeafstemning, der skal afskaffe (det meste af) retsundtagelsen i forhold til EU vil blive afholdt inden jul. Samtidig fastholder den dansk tiltræden af Bankunionen og afviser en folkeafstemning, selvom mere end 60 folketingsmedlemmer fra DF, Liberal Alliance og Enhedslisten skulle kræve det.

Løkke vil fortsætte krigspolitikken gennem NATO og i nær alliance med USA. Den vil med alle midler søge at dække over den kriminelle imperialistiske politik, partiet har et hovedansvar for siden det indtog statsministeriet i 2001 med krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen i spidsen.

Dens første regeringshandling er at opløse den Irak-kommission, der skal undersøge grundlaget for den danske deltagelse i den ulovlige aggressionskrig fra 2003. Kommissionens arbejde er i forvejen stærkt forsinket på grund af indre sabotage. Venstre erklærede så sent som i november 2014, at man i stedet for fokus på Irak-krigen  ville have en grundig undersøgelse af alle de danske krige siden slutningen af 90erne. Det var tænkt som en syltekrukke.

Nu skal kommissionen bare væk, og der vil ikke blive talt mere om krigsgrundlag. Den internationale krigsforbryder Anders Fogh-Rasmussen skal beskyttes ligegyldigt hvad.

Folketingspartierne er ved at indstille sig på den ny regering og den ny parlamentariske situation. Venstre bebuder som en meget smal mindretalsregering et ’bredt samarbejde’ om angrebene på arbejderklassen – om EU-folkeafstemning og krigspolitikken.

De øvrige partier i blå blok indstiller sig på at fungere som støttepartier. Især Dansk Folkeparti får en svær balancegang i forhold til hvad det har lovet sine vælgere af ’velfærd’, ’tryghed’ og mindre EU og mere Danmark. De radikale har erklæret sig beredte til et bredt samarbejde med Løkke.

Socialdemokraterne drejer med den ny partiformand Mette Frederiksen partiets image nogle grader til venstre – uden at det betyder et opgør med Thornings linje. Men nu skal Socialdemokraterne være et ’arbejdspladsparti’, understregede hun i sin tiltrædelsestale som formand.

Hun og Socialdemokraterne vil have ’et mere retfærdigt Danmark’ og ’et solidarisk velfærdssamfund’, erklærede hun. Det var ikke en erkendelse af at det er gået den modsatte vej også de sidste fire år med Thorning-regeringen.

Rød blok ligger efter valgnederlaget p.t. mere eller mindre i ruiner som samlet faktor. Enhedslisten har en mulighed for at vride sig ud af skæbnefællesskabet med Socialdemokraterne og ’arbejderflertals-’ og ’rød blok-’strategien. Intet tyder på at partiledelsen vil gå den vej.

Parlamentarisk tegner det til et broget billede, hvor Løkke-regeringen vil manøvrere sig frem, undertiden med skiftende flertal. Især på de vigtige spørgsmål som nedskæringsreformer, EU- og krigspolitikken, hvor de ledende partier i de to blokke traditionelt står sammen. Med DF som jokeren i blå blok, som Enhedslisten har været det i rød, der skal formulere utilfredsheden med regeringens politik uden at det får konsekvenser for den.

Arbejderklassen og det store flertal kan ikke sætte lid til det parlamentariske system som beskyttelse mod nye nedskæringsreformer, løntrykkeri og reallønsfald. Fagtoppen er begejstret for igen at kunne sidde ved forhandlingsbordet og vil ikke mobilisere til masseprotester.

Modstanden mod arbejdsgiverregeringen må komme nedefra – fra arbejdspladserne, fra uddannelsesstederne, fra de sociale bevægelser, fra EU-modstanden og antikrigsbevægelsen og må tage form af bredt anlagte protester og kampe.

Modstand fra dag 1! Luksus- Løkke og arbejdsgiverne ved man, hvor man har.

Se også

Interview med APKs formand Dorte Grenaa
KPnetavisen 23. juni 2015

Netavisen 29. juni 2015