Fra forskning til faktura til fallit

En historie fra videnskabens verden, fortæller ganske meget om tidens politiske tænkning. Valgråbet ”fra forskning til faktura” er blevet det gennemgående refræn, og man skal blot udskifte ”forskning” med et hvilket som helst andet ord så har man kapitalismens i sin simplicitet. Virkeligheden er at fakturaen ligger ubetalt tilbage til kommende generationer.

 

Siden begyndelsen af 1950erne har der været et kapløb om at undersøge og kortlægge DNA, livets arvemateriale og det er fortsat med uformindsket styrke i takt med udviklingen af nye mikroskoper og andet forskningsudstyr.

Men for hvert eneste ny beskrivelse og mere sofistikeret analyse er selve fortolkningen af observationerne blevet nærmest mere forsimplet, og er blevet fulgt af en mere eller mindre fantastiske påstande.

Fra den industrielle gigant Monsanto og ligesindede hævdes det at man kan ændre DNA og man kan forudsige konsekvensen helt nøjagtigt.

Andre lever højt på at tilbyde at man ved at scanne menneskers DNA kan forudsige risiko for sygdomme. Og på sidelinjen har raceteoretikere hævdet at menneskers arvemateriale kan give svaret på om folk er mere eller mindre intelligente.

Simplificeringen af videnskabens komplekse opdagelser hænger blandt andet sammen med at forskerne skal søge om penge i puljer der er politiske bestemt ud fra industriens behov, og ansøgerne derfor af systemet selv opfordres til at popularisere resultaterne, altså f.eks. opstille hypoteser om hvilke praktiske resultater – produkter – som deres forskning kan føre til.

Den simple fortælling om DNA er at det er arvemateriale der i cellerne mere eller mindre fungerer som et ”program” i cellens ”maskinrum”.

Den udbredte type af billedsprog der betegner dyr og planter, som var det en fabrik eller en computer, giver helt forkerte associationer. Og det slår tilbage i undervisningen og i samfundets forståelse og i kultur og underholdning, men det slår også tilbage i forskningen selv, der modtager bevillinger baseret på forestillingen om at man kan springe grundforskningen over.

Det at sætte et forkert billede på en mekanisme, som f.eks. DNA, betyder at man giver en illusion af forståelse af hvordan det virker, og man derfor også giver en illusion af at man kan springe direkte til ”resultatorienteret forskning” direkte til faktura – til den genmanipulerede planter osv., uden at man i virkeligheden har en grundlæggende viden om hvad der foregår.

Den første komplette kortlægning af menneskelige DNA, gennemført i et stort internationalt samarbejde blev offentliggjort i 2003, og man hævdede at stort set hele arvematerialet op mod 97 procent var en bunke rod der ingen reel betydning havde, fordi det ikke passede ind i maskinlogikken, og det ikke ”kodede” for noget.

Det tog mere end 10 år at bryde med den tænkning i forskningen, og nu ved man at alt inde i cellen på en eller anden måde har en rolle i meget komplekst samspil med miljøpåvirkninger.

Sandheden er at man bare ikke ved hvordan det hænger sammen.

De misforståede simplificeringer og fortolkninger er stadig basis for økonomiske bevillinger og undervisning og hele tænkningen i den kapitalistiske økonomi. Vores politiske system og de herskende ideer bygger på kortsigtet gevinst, og her står ægte viden i direkte modsætning til forestillinger der gerne vil gøre planter og dyr til simple maskiner.

Valgråbet ”fra forskning til faktura” er blevet det gennemgående refræn, og man skal blot udskifte ”forskning” med et hvilket som helst andet ord så har man kapitalismens i sin simplicitet.

Virkeligheden er at fakturaen ligger ubetalt tilbage til kommende generationer.

Netavisen 17. juni 2015