Socialdemokratiets historiske rolle som regeringsparti

Hvad er socialdemokraternes rolle som regeringsparti? Her gennemgås det marxistiske og kommunistiske syn på det regeringsbærende partis rolle fra 1916 til i dag. Så længe har partiet været med i kapitalistiske regeringer – i krig og fred,  i kold krig, i NATO og EU. Og hvad nu med Thorning-regeringen? Har den herskende klasse i Danmark stadig brug for den?

 1. maj 2013: Århus



Det er næsten 100 år siden Thorvald Stauning indtrådte i en (radikal) regering – i 1916. Siden 1924 har en S-regering eller en S-ledet regering været ’alternativ’ til en borgerlige regering.

Lenins kritik af socialdemokratisk regeringsdeltagelse

Ingen andre end V.I. Lenin kommenterede Staunings indtræden i regeringen under 1. verdenskrig i artiklen Hele 10 ’socialistiske ministre’.

Her skrev han blandt andet:

”Denne internationale situation har det danske “socialdemokratiske” parti, som holder og altid har holdt med højre fløj, med det tyske socialdemokratis opportunister, helt tilpasset sig. De danske socialdemokrater stemte for kreditter til den borgerligt-monarkistiske regering – “til bevarelse af neutraliteten”, som det så plausibelt lyder. På kongressen den 30. september 1916 gik et flertal på ni tiendedele ind for deltagelse i ministeriet, for et forlig med regeringen …
I de sidste år har det danske “socialdemokratiske” parti ikke på nogen måde adskilt sig fra borgerlige radikale.”

Lenin  fremhæver derimod der den danske marxist Gerson Trier, der stemte imod regeringsdeltagelse og efterfølgende meldte sig ud af socialdemokratiet. Lenin siger:

”Trier forsvarede i en strålende tale de revolutionært-marxistiske synspunkter og gik, da partiet besluttede at deltage i ministeriet, både ud af hovedbestyrelsen og ud af partiet, idet han erklærede, at han ikke ønskede at være medlem af et borgerligt parti.”

Se

V.I. Lenin: Hele ti ”socialistiske” ministre

Socialdemokratiets historiske rolle i Danmark

Modstandsmanden og kommunisten Frede Klitgård har i to artikler fra 2004 behandlet socialdemokratiets historie ud fra et revolutionært synspunkt – ikke mindst med vægt på dets rolle som regeringsbærende parti under den  tyske besættelse, i første omgang med Stauning som statsminister


Se

Socialdemokratiets storhed og store fald (Del 1)
Kommunistisk Politik 19, 2004

Socialdemokratiets storhed og store fald (Del 2)
Kommunistisk Politik 19, 2004

Erfaringerne med Socialdemokratiet i regering har fået marxist-leninisterne til at konkludere, at det faktisk var den herskende klasses – kapitalistklassens, borgerskabets – foretrukne regeringsparti. Ikke mindst i krisetider og tider med udsigter til krig og social uro.

S er altid parat

Socialdemokraterne tilkaldes når der er brug for dem. Og de har altid været parat i vanskelige situationer for borgerskabet, når social og politisk uro bredte sig, og revolutionens spøgelse dukkede op igen.

Nedenfor følger hele første del af en artikelserie fra Kommunistisk Politik i 1998, da Poul Nyrup Rasmussen stod i spidsen for en socialdemokratisk regering i to valgperioder. Nyrup-regeringerne afløstes i 2001 af Anders Fogh Rasmussens VK(O)regerings og hans ’systemskifte’, der videreførtes af Lars Løkke- og siden 2011 af Helle Thorning Schmidt og Co.

Da ’finanskrisen’ brød igennem for alvor i Danmark i 2008, og bankerne skulle have milliardtilskud, mens næsten 200.000 arbejdspladser blev nedlagt, og kapitalen og EU forlangte en hel stribe nedskæringsreformer gennemført var tiden inde til et come-back for socialdemokraterne – i skikkelse af Thorning-regeringen fra 2011 til i dag.


Her genpubliceres artiklen med titlen ’Socialdemokratiet i 90erne’  fra Kommunistisk Politik 14, 1998 på nettet.

Socialdemokratiet i 90erne

I 1970erne diskuteredes socialdemokratiets politiske rolle og karakter ivrigt blandt venstrekræfterne:

Var det er borgerligt parti, et småborgerligt parti, eller et arbejderparti, som det stadig kaldte sig dengang? Tilhørte socialdemokratiets topfunktionærer og LO-toppen klassemæssigt set kapitalistklassen, borgerskabet?

Var en socialdemokratisk regering borgerskabets foretrukne, og valget mellem de åbent borgerlige og socialdemokratiet, mellem Anker Jørgensen og Hartling eller Schlüter, et “valg mellem pest og kolera”- eller skulle en socialdemokratisk regering foretrækkes som “det mindste onde”?

Den daværende venstrefløj – DKP, VS, marxist-leninister og talløse venstresocialistiske og trotskistiske grupperinger – var (i princippet, om ikke i praksis) enige om, at den socialdemokratiske reformisme, dets klassesamarbejdslinje, skulle bekæmpes. Men her hørte enigheden også op.

Først og fremmest gjorde SF og DKP sig til talsmænd for en strategisk alliance med socialdemokratiet, et “arbejder-flertal”, på det parlamentariske plan, og især for de sidstnævntes vedkommende beseglet i fagforeningerne, de såkaldte venstresocialdemokraters hovedbastion.

En antireformistisk front blev aldrig etableret, enheden til venstre nåede aldrig udover en vis enighed i dagsaktuelle kampspørgsmål som i afvisning af EU-medlemsskab, modstanden mod NATO og i protest mod den krisepolitik, som indledtes i første halvdel af 70erne, da efterkrigstidens langvarige højkonjunktur definitivt var slut.

Da firserne kom med Schlüter og Co., i et politisk set bagvendt og bagudrettet årti, med krise og tilbagegang for venstrekræfterne og en akut krise for den kommunistiske bevægelse, der kulminerede 89-91 – gled diskussionen om socialdemokratiet i baggrunden for noget, der mest af alt mindede om en ren og skær overlevelseskamp.

Afsluttet blev den aldrig. Det er på høje tid den tages op igen.

Den hellige treenighed

Ud fra et marxistisk standpunkt defineres et politisk partis karakter ikke ud fra, hvad det kalder sig eller siger om sig selv, og ikke engang ud fra dets program, men ud fra dets faktiske rolle i klassekampen.

Socialdemokratiet er historisk set opstået og vokset op sammen med den danske arbejderklasse. Det blev stiftet som klassens revolutionære parti, der ville lede den frem til afskaffelse af kapitalismen og opbygningen af et socialistisk Danmark.

Sin historiske styrke hentede det først og fremmest fra kontrollen med arbejdernes masseorganisationer, især fagforeningerne, som partiet frem til i dag har vogtet som sit monopol.

Den politiske organisering af arbejderklassen i partiet og den faglige organisering af det meste af klassen i de socialdemokratisk ledte fagforeninger var sammen med kooperationen, de kooperative virksomheder (som søgte at virke som non-profit, delvist “demokratisk” styrede virksomheder i kapitalistiske omgivelser) den treenighed, som gradvist og ad reformernes vej skulle føre samfundsudviklingen fremad mod sit næste trin – socialismen.

Den oprindeligt marxistiske ideologi blev af socialdemokratiet hurtigt –  allerede i begyndelsen af dette nu snart afsluttede århundrede, som man forventningsfuldt kaldte “socialdemokratiets århundrede” –  erstattet af en reformistisk teori og med klassesamarbejdspolitikken som politisk praksis.

“Borgfred”, fredelig sameksistens med den herskende klasse, forligspolitikken og de små fremskridt for arbejderklassen gennem politiske indrømmelser, især med partiet ved regeringsmagten, og med forbedringer i løn- og arbejdsforhold på baggrund af øget produktivitet.

Et borgerligt arbejderparti

Socialdemokratiet forblev op gennem århundredet landets største parti, og det parti, som organiserede og støttede sig på et flertal i arbejderklassen.

Dens mest klassebevidste og revolutionære del blev ledt af kommunisterne, som i Danmark udviklede sig i forbindelse med l. verdenskrig, den russiske revolution og i kamp mod den socialdemokratiske reformisme og “ministersocialisme”.

Det socialdemokratiske partis forankring i arbejderklassen er selvfølgelig blevet stadig mere udhulet. Undertiden har partiet selv følt denne forankring som en belastning, som en hindring for adgangen til de parlamentarisk interessante nye, småborgerlige mellemlag af intellektuelle og funktionærer, ikke mindst blandt de ansatte i den offentlige sektor.

Partiets karakter bestemmes ikke direkte af dets sociale basis, af hvilken klasse, der er stærkest repræsenteret i medlemsskaren eller blandt dets vælgere.

Det bestemmes af den politik, det fører: Socialdemokratiet er et parti, som søger at bevare og forevige det kapitalistiske system, gennem reformer, der skal afbøde dets værste sociale virkninger, få det til at fungere mere effektivt og gnidningsløst, tage brodden af og afbøde social uro og protester fra arbejdernes side.

Det er et erklæret reformistisk, anti-revolutionært og antikommunistisk parti. Et parti, som den herskende klasse har brug for: Hvis socialdemokratiet med henvisning til dets historie og delvist til dets sociale basis af i dag ((som bliver stadig mindre i arbejderklassen) kan kaldes et arbejderparti – så er det et borgerligt arbejderparti.

Eller slet og ret et borgerligt parti, hvis særlige formål i forhold til de erklæret borgerlige partier er at føre den herskende klasses ideologi og politik ind i arbejderklassen, og forhindre dens overgang til klassekampslinjen, til en revolutionær ideologi og politik. En kapitalistisk koncern.

En ledelse fjernt fra arbejderklassen

Det er flere generationer siden, at socialdemokratiets ledelse bestod af mænd (eller kvinder) fra arbejderklassen.

Partiledelsen i dag består fortrinsvis af intellektuelle, af akademikere, der har valgt politik som karriere og kæmpet sig frem gennem partiet eller af funktionærer fra den store kapitalistiske koncern, som socialdemokratiet også er, med avis og fagpresse, forlag, boligselskaber, resterende kooperative virksomheder osv.

Hvor disse virksomheder tidligere så at sige var rent socialdemokratiske, en del af den store partiorganisme, er de i dag i varierende grad flettet sammen med offentlige institutioner og med fagbevægelsen som institution.

Anker Jørgensen var undtagelsen fra efterkrigstidens regel, da han som fagforeningsformand blev hentet ind som Jens Otto Krags afløser som statsminister. Nyrup Rasmussen er økonom og kommer fra en toppost som funktionær i LO.

Der er med andre ord ingen arbejdere i partiledelsen – og de folk, der besætter topposterne i det socialdemokratiske parti, herunder ministrene og ministeremnerne, tjener ligesom fagbevægelsens topfolk lønninger, der svarer til direktørgager i det privatkapitalistiske erhvervsliv.

Hverken de socialdemokratiske topfunktionærer eller fagforeningsformændene tilhører klassemæssigt set arbejderklassen – de er klassemæssigt set en del af den herskende klasse.

Et nyt fænomen er blevet stadig tydeligere igennem det sidste årti (1990’erne), som viser socialdemokratiets almindelige integration med den herskende klasse og dens interesser: På samme måde som det er tilfældet med tidligere toppolitikere fra de borgerlige partier, der fortsætter deres karrierer som direktører og bestyrelsesmedlemmer i de store kapitalistiske virksomheder, fortsætter tidligere socialdemokratiske toppolitikere og -fagforeningsfolk deres karrierer i private aktieselskaber, pensionskasser o. lign.

Knud Heinesen blev lufthavnsdirektør, Georg Poulsen gik til A/S Storbælt, osv. Folk der har bevist deres værdi som administratorer og forsvarere af det kapitalistiske system har også gjort sig fortjent til topgager i karrierens efterår.

 

Et foretrukkent regeringsparti: Den nordiske velfærdsmodel

Den herskende klasse har brug for socialdemokratiet til at slå arbejderklassens kamp ned og få den ledt ind i ufarlige baner, som hverken truer profitterne eller den rådende uorden.

Derfor er socialdemokratiet også et af borgerskabets foretrukne regeringsalternativer, og en nødvendighed i vanskelige eller kritiske situationer for det kapitalistiske system.

Det er ikke noget tilfælde, at socialdemokratiet for alvor erobrede regeringsmagten under 30ernes krise eller at det var en socialdemokrat, som var statsminister for kollaboratørregeringen under den tyske besættelse.

Efter krigen, hvor den socialistiske lejr var blevet mangedobbelt, og Europa delt i en kapitalistisk og en socialistisk halvdel, var det socialdemokratiets opgave at forhindre arbejderklassens overgang til kommunismen.

Det løstes gennem udviklingen af den såkaldte nordiske velfærdsmodel – kapitalisme med et angiveligt menneskeligt ansigt – selvom den præsenteredes som en mellemvej mellem socialisme og kapitalisme, der kunne afskaffe det kapitalistiske systems iboende kriser og sociale nederdrægtighed, og til gengæld var socialismen overlegen med hensyn til “demokrati” og “menneskerettigheder”.

Naturligvis er den åbent borgerlige propaganda hård ved socialdemokratiet ved regeringsmagten.

Den har til formål at forsikre arbejderne om, at socialdemokratiet faktisk repræsenterer deres interesser og i et vist omfang modsætter sig kapitalens skalten og valten – og på den anden side foretrækker den herskende klasse selvfølgelig sine egne partier og sine egne klassepolitikere på de politiske topposter.

De kan imidlertid ikke altid løse den politiske dagsorden, den herskende klasse sætter, i overensstemmelse med det borgerlige demokratis spilleregler.

Da Schlüter og Ellemann led nederlag i forsøget på at overtale et flertal af danskerne til at stemme for Maastricht-traktaten blev det en nødvendighed for borgerskabet atter at bringe Socialdemokratiet tilbage til regeringsmagten efter 10 år i opposition.

Hvad Ellemann ikke kunne, lykkedes for Nyrup og Co. – og det fik en reprise ved det nylige folketingsvalg og afstemningen om Amsterdam-traktaten.


Klassesamarbejdets væsen

Socialdemokratiet er med andre ord en pålidelig administrator og modernisator af det kapitalistiske system – og særlig egnet til at løse dets politiske opgaver i kritiske og vanskelige situationer, hvor det bliver borgerskabets foretrukne regeringsparti.

Det betyder også, at socialdemokratiet og de toneangivende borgerlige partier som Venstre og De konservative (for ikke at tale om mindre borgerlige partier som CD og De radikale) er fælles om den grundlæggende nationale politiske linje: i opretholdelsen af det kapitalistiske system og sikringen af de kapitalistiske profitter, i opretholdelsen af et “discount-velfærdssamfund” af hensyn til sikringen af den sociale ro, og i Danmarks internationale placering som medlem af Den europæiske Union og NATO.

I et veludviklet samspil gennemføres denne fælles borgerlige-socialdemokratiske linje og politik – både når socialdemokratiet er ved regeringsmagten og det er i opposition, og såvel på statsligt som kommunalt niveau.

Det er den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitiks væsen.

Se originalartiklen på nettet

Socialdemokratiet i 90erne

Hvad nu med Thorning-regeringen?

Kritikken mod socialdemokraterne fra venstre, fra det andet af de tre socialdemokratiske partier i Danmark – nemlig SF – blev håndteret ved at inddrage SF i regeringen sammen med De radikale. Man undlod så at gennemføre det fælles program S og SF var gået til valg på, og efterlod SF dybt kompromitteret og decimeret, da det blev tvunget ud af regeringen i forbindelse med salget af DONG til spekulanterne fra Goldman-Sachs.

Siden 2014 har regeringsmagten været en klassisk SR-konstallation – der kan fejre 100 års jubilæum næste år, om den bliver genvalgt ved folketingsvalget i 2015. Det bliver den, hvis de virkelige besluttende dele af den herskende klasse – med udstrakt magt over medierne og ‘den offentlige mening’ – ønsker det. Det vil sige vurderer, at nu er dansk kapitalisme reelt ude af sin krise. Det vil kunne afgøre et marginalt valg på vippen.

Det tredje socialdemokrati Enhedslisten samlede op gennem 00’erne i det 21. århundrede en hel stribe venstrefløjsorganisationer og strømninger under partiets hat – og fortsatte den gamle opportunistiske venstrefløjslinje om en strategisk alliance med socialdemokratiet.

Under valgkampen i 2011 og i tiden efter bildte Enhedslisten sig selv, sine medlemmer og vælgere ind, at socialdemoktarene ville føre en rød politik, eller kunne presses til at gøre det. I dag har man været tvunget til at medgive, at den har ført blå politik og vil fortsætte med at gøre det.

Det har ikke haft konsekvenser for Enhedslistens støtte til en ny Thorning-regering.

Se
nhedslisten nu uden illusioner – men med samme politik
Netavisen 28. maj 2015

Det er på tide, at der drages konsekvenser af erfaringerne med socialdemokraterne i regering i nutiden og gennem hele historien.

Arbejderpartiet Kommunisternes 6. kongres har peget på en anden vej

Se

Bryd den kapitalistiske offensiv! Bryd med blokkene!
APK’s 6. kongres, 24. maj 2015

Netavisen 2. juni 2015