Teser om de politiske kræfter og den politiske situation som et udgangspunkt for opgaverne i partibygningen

På vej mod APKs 6. kongres: Til diskussionen om beretningen

 

1.

Vort partis styrke gennem tiden har generelt været en god beherskelse af marxismen-leninismen – videnskaben om den socialistiske revolution, og  ikke mindst dets evne til at anvende den på de skiftende specifikke forhold og udviklinger af klassekampen i vort land og internationalt. Og med vores parti menes her den danske ml-bevægelse tilbage fra 1968,  og konkret DKP/ML (1978-1997)  Oktober (1997-2000) og siden 2000 APK –  og  traditionen helt tilbage til det revolutionære DKP  (1919 – ca. 1956).

Vores marxistisk-leninistiske politiske strømning, APK og før det DKP/ML, har gennem tiderne været i stand til hurtigt at forstå de skiftende omstændigheder og rigtigt bedømme forholdet mellem for eksempel nationale og internationale faktorer (altid med en forståelse af de interne faktorer som i sidste ende bestemmende for revolutionens udfald).

Den forstod f.eks. med det samme betydningen for den danske klassekamp af  imperialismens politik efter 11.9.2001 og omlagde sin konkrete politik og taktik efter det.  Eller endnu mere dramatisk perioden 1989-91 og dens historierystende globale og nationale konsekvenser.

Partiet har dermed i de forskellige perioder ikke bare være i stand til at fastholde sin generallinje for revolution og socialisme, men også udarbejdet en specifik linje, politik og taktik(er) i forhold til disse og deres udvikling.

2.

En rigtig politisk linje er forudsætningen for al strategisk fremgang.

Derfor er Enhedslisten og alle de reformistiske og revisionistiske partier i det lange løb dømt til nederlag. Derfor befinder de sig alle i en strategisk krise:

Socialdemokraterne har mistet deres afgørende position i arbejderbevægelsen og centrale placering som borgerskabets foretrukne klassesamarbejdende regeringsparti.

Det reformistiske SF blev beruset af sin (delvist medieskabte) succes og fik vendt fremgang til røvtur.

Det revisionistiske DKP gik i opløsning sammen med Gorbatjovs Sovjetunion og resterne slås et kvart århundrede senere stadig for en ’samling’. Ikke engang tilsætningen af overløbere og renegater fra ml-bevægelsen som ledelsen af ’K’P  har indtil nu kunnet opfylde forventningerne om en nystart for en ny udgave af DKP til det 21. århundrede. KPiD ser sig som den ledende kraft i denne strømning, der endnu engang kopierer sig internationalt, og nu efter det græske KKE.

Enhedslisten må betegnes som et venstre-reformistisk parti. Med sin blanding af reformistisk, revisionistisk, trotskistisk og ’ny venstre’-ideologi (med lejlighedsvise anarkistiske indslag) – og med påvirkninger fra de internationale strømninger, heriblandt Europæisk Venstreparti og Syriza – har dette parti siden det først kom i folketinget – haft rollen som opportunismens vigtigste kraft i arbejderbevægelsen og den socialistiske og revolutionære bevægelse.

Enhedslisten har været kendetegnet af en konstant politisk højredrejning i takt med sin udvikling som støtteparti for en ’rød’ S-regering. Men det er også i stand til at foretage demagogiske ryk til venstre, ikke mindst verbale ryk.


3.

I 1997 – op til spaltningen af partier, der med tiden førte til dannelsen af  det revisionistiske ’Kommunistisk’ Parti og det marxistisk-leninsitiske APK – var DKP/ML i stand til at blive en seriøs udfordrer af Enhedslisten, som den stærkeste og ledende kraft i den revolutionære bevægelse.

Splittelsen og den efterfølgende likvidering af DKP/ML og tyveriet af dagbladet Arbejderen overlod banen til Enhedslisten, satte ML-bevægelsen år tilbage og pustede en smule glød i revisionismens aske.

Dannelsen af den partiforberedende organisation Oktober i 1997 og af APK i april 2000 – og dets medlemskab af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer CIPOML/IKMLPO –  sikrede eksistensen af en marxistisk-leninistisk linje og organisation i Danmark i en særdeles vigtig periode i klassekampen.

4.

Med den imperialistiske globalisering spiller internatonale faktorer og internationale konstellationer og alliancer en stadig større rolle for udviklingen af klassekampen i de enkelte lande og regioner. Krigene og de økonomiske kriser har direkte indflydelse på alle lande, om end i større eller mindre grad. Kapitalismens almene krise – dens krise på alle felter – er global.

Efter de dramatiske omvæltninger i Europa 89-91og de demagogiske løfter om fred og social fremgang iværksatte det amerikanske og europæiske bourgeoisi for alvor en global nyliberal offensiv, med en stribe imperialistiske aggressionskrige som en central metode, med det formål at cementere den vestlige imperialismes og især USA’s globale herredømme og tvinge revolutionens, socialismens og arbejderbevægelsens fremgange og resultater i det 20. århundrede tilbage til før Oktober-revolutionen.

Dermed står arbejderklassen og folkene og deres revolutionære organisationer i en defensiv på globalt plan og må kæmpe for at yde modstand mod krisepolitikken, krigene og reaktionens og fascismens fremmarch.

IKMLPO (og APK) var i stand til at tolke disse udviklinger rigtigt og deltage i den store antikrigsmobilisering og modstanden mod den nýliberale offensiv, som uddybedes i forbindelse med udbruddet af den økonomiske verdenskrise i 2007-08, der endnu ikke er afsluttet.

IKMLPO/CIPOML har i denne situation besluttet at udvikle enhedsfronts- og folkefrontstaktikken, tilpasset de nye globale omstændigheder og klassekampens udviklinger i de enkelte lande og regioner.

Forberedelsen af revolutionen er den strategiske hovedopgave for de marxistisk-leninistiske partier i ikke-revolutionære situationer. I denne periode lykkedes det for Tunesiens Arbejderparti (2011) og – til en vis grad – for Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (2014) at gribe afgørende ind i klassekampsudviklingen i deres lande og bidrage til udviklingen af revolutionære processer i deres regioner.

CIPOML/IKMLPO spiller også dermed 20 år efter dens dannelse i 1994 en stadig tydeligere nøglerolle i udviklingen af den globale klassekamp og kampen for revolutionen og socialismen – og APKs udvikling er foregået og foregår i tæt tilknytning til Den Internationale Konference som et aktivt og ligeværdigt medlem. Vi har siden partistiftelsen været værter for en af de årlige verdenskonferencer, et regionalt europæisk møde, en europæisk faglig konference og en af de internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejre. Og med enkelte undtagelser deltaget i samtlige verdenskonferencer, regionale konferencer, ungdomslejre og andre initiativer.

5.

CIPOML/IKMLPOs udvikling er tæt knyttet til klassekampsudviklingerne på de forskellige kontinenter og regioner i en situation, hvor der ikke findes nogen socialistiske lande, hvor socialismen (midlertidigt) ikke eksisterer som socialt system.

Konferencen er udsprunget af  den anti-revisionistiske marxistisk-leninistiske bevægelse, som vendte sig mod den sovjetiske revisionisme efter Stalins død og af den marxistisk-leninistiske bevægelse, som støttede det socialistiske Albanien og kammerat Enver Hoxha og Albaniens Arbejdets Parti. Det sidste var  i perioden med kamp mod de to imperialistiske supermagter USA og det socialimperialistiske Sovjetunionen, den kinesiske revisionisme og mod al revisionisme – sovjetisk, jugoslavisk, ’eurokommunistisk’ osv.

Den har oplevet en betydelig styrkelse i de arabiske lande og i de gamle franske kolonier i Afrika, og vokser også i antal og indflydelse i Asien (Indien og Pakistan) og i Latinamerika. Den står svagt i de engelsk-talende lande (Nordamerika, Australien, det engelsk-talende Afrika. I Europa er den relativt svag, af en række grunde.

Konferencen betragter nutidens Kina som en kapitalistisk og (social-)imperialistisk magt. At Kina slog ind på denne vej var en hovedårsag til det brud, der førte til den antirevisionisiske kommunistiske bevægelses opslutning omkring det socialistiske Albanien. Både Kim Il-Sungs Nordkorea og Fidel Castros Cuba er lande, der er ledt af partier af moderne revisionistisk type. Marxist-leninisterne støtter dem i det omfang, de indtager antiimperialistiske og progressive positioner, men afgrænser sig fra deres revisionisme, ligesom det er tilfældet i forhold til Chavez’ Venezuela og hans teorier om ’det 21. århundredes socialisme’.

De revisionistiske lande og de lande, hvor de revolutionære udviklinger bremses og vendes om, skaber deres egne internationale strømninger, pro-cubanske, pro-koreanske, pro-Chavez osv., som bidrager til at holde den moderne revisionisme i live og forny den. Men den moderne revisionisme på internationalt plan er ikke knyttet til et enkelt land, så lidt som trotskismen er det.

På verdensplan gør maoismen – som er opsplittet i forskellige strømninger – sig fortsat gældende, og ikke mindst i Asien. Den cubanske revisionisme blendes med ’det 21. århundredes socialisme’ i Latinamerika, og begge forener sig med den sovjetiske moderne revisionisme, der antager nye former.

Det europæiske kontinent er både den socialdemokratiske reformismes og den moderne revisionismes fødested og hjerteregion.

Traditionen for klassesamarbejde og socialdemokratiske/socialistiske regeringer med støtte fra revisionister er solid, og de reformistiske og revisionistiske partier står fortsat stærkt, selvom den sovjetrevisionistiske blok og dens partier gik i opløsning.

Det græske KKE har spillet og spiller en central rolle i forsøget på at genoplive og udvikle den tidligere sovjetrevisionistiske bevægelse i både det gamle øst- og vesteuropa og på verdensplan.

Det tyske maoistiske MLPD søger at gøre sig til leder af den maoistiske bevægelse på verdensplan, mens det (tidligere maoistiske) Belgiens Arbejderparti PTB søger at samle en broget skare af partier med udgangspunkt i de forskellige revisionistiske strømninger.

Og en ny organiseret faktor er kommet til i dette billede – venstrereformismen konstitueret omkring og i Den europæiske Union og de nye unionspartier, som Europæisk Venstreparti med det græske SYRIZA som den ledende kraft, og Enhedslisten som medlem.

Denne strømning knopskyder også med partier som det spanske PODEMOS med udgangspunkt i de sociale bevægelser og inspireret af anarkistisk/spontanistisk ideologi. Anarkismen i forskellige former er en voksende opportunistisk modstander for den marxistisk-leninistiske bevægelse ved at optræde ’revolutionært’, med militante aktioner.

Trotskismen har oplevet en vis styrkelse, og står relativt stærkt i de engelsktalende lande, men udgør en vis politisk kraft ikke mindst i de gamle vesteuropæiske lande, men også på andre kontinenter.

Det er denne stærke koncentration af reformistiske og revisionistiske kræfter, der gør opbygningen af stærke marxistisk-leninistiske partier i både det gamle vest- og østeuropa særlig vanskelig, og er en af de væsentligste årsager til den internationale marxistisk-leninistiske bevægelses relative svaghed her.

Alle disse strømninger øver indflydelse på den danske venstrefløj, mange af dem direkte i Enhedslisten Der er også en ’tradition’ for at kopiere udenlandske venstrestrømninger eller modellere sig efter dem på den danske venstrefløj. Derfor et dansk ’Antifa’ og et dansk ’Occupy’ og et forsøg på et dansk Podemos.
Nogle internationale strømninger/organisationer arbejder direkte på at skabe aflæggere uden for hjemlandet.
De danske revisionister har samtidig en tilsvarende tradition for at modellere sig efter f.eks. sovjetiske eller cubanske forbilleder.

6.

Analysen af udviklingen på det europæiske kontinent – og ikke mindst af Den europæiske Union – antager stadig større betydning for fastlæggelsen af en marxistisk-leninistisk politik og taktik i Danmark.

EU er den dominerende kraft i udviklingen af politikken, økonomien og det danske samfund som helhed.

Ingen af de politiske blokke eller de dominerende regeringspartier Venstre og socialdemokraterne har en selvstændig dagsorden for Danmark. Det eneste mål er opretholdelse af kapitalismen, som en stadig mere integreret del i EU (trods massiv folkelig modstand) og i så snæver alliance som muligt med imperialismens hovedmagt USA.

Skiftet fra en relativ fredsommelig udenrigspolitik og en politik for et kapitalistisk velfærdssamfund (afledt af borgerskabets frygt for en socialistisk revolution) til en aggressiv imperialistisk krigsmagt og afregningen med ’velfærdssamfundet’ til fordel for EU’s minimalvelfærdsstat med retning nedad er resultatet af dette.

Uanset statsministerens navn er det officielle Danmark parat til at slå hælene sammen og gå med i enhver ny krig, Washington dikterer, og enhver nedskæringsreform Tyskland og Bruxelles disker op med.

Regeringsblokkenes, institutionernes og mediernes opgave er simpelthen at dræbe og bekæmpe modstanden mod den givne politik.

7.

Dermed og med den forstærkede integration i EU og EU-landene imellem bliver den politiske situation og det politiske billede stadig mere lig hinanden – selvom de dramatiske virkninger af krisen og krisepolitikken har givet en række hårdt ramte lande nogle særlige problemer og særtræk. Organiseringen af alle de toneangivende politiske partier på EU-plan spiller også en vigtig rolle heri. Det vil sige af eurokristelige, euro-konservative, euro-socialdemokrater, euro-højre, euro-venstre osv. De gamle nationale særpartier opløses.

EU er i færd med at konsolidere opbygningen af unionsstaten med præsident, udenrigsminister, regering, parlament, overnationalt statsapparat, integreret politi, kimen til unionshæren og en eksisterende oh ekspanderende våbenindustri. Bankunionen er et nyt vigtigt skridt i den retning.

Men den økonomiske krise har rystet alle EU’s institutioner og strukturer og fået brede dele af befolkningerne til at miste tilliden til såvel det politiske unionsprojekt som europrojektet. Virkeligheden ligger milevidt fra løfterne fra unionspolitikerne af enhver afskygning.

EU og euroen har ikke vist sig modstandsdygtig over for krisen og nedskæringsreformerne har ikke bragt fornyet vækst eller skabt nye jobs, men forstærket både elendigheden og utilfredsheden. At ECB nu er skredet til det tidligere utænkelige middel af en gigantisk devaluering i form af QE – dvs at lade seddelpressen løbe – og pumpe mindst 500 milliarder lufteuro ind i især opkøb af statsopbligationer viser, at krisen i EU og eurozonen langt fra er overvundet, og at depressionen og den deflation, som har stukket hovedet frem, er på vej til at blive kronisk.

Arbejdsløsheden er generelt rekordhøj, i visse lande som Grækenland og Spanien har den slået alle tidligere rekorder.

Fattigdommen er eksploderet i massemålestok. Selv i det rigeste land i unionen – selve det tyske lokomotiv – er der 25 pct. flere arbejdende fattige i dag end i 2008 – altså folk som på trods af at de har arbejde lever under den officielle fattigdomsgrænse – mere end 3.1 million mennesker. Der er rapporter om, at ikke bare i Sydeuropa, men også i UK dør folk af sult.

Nyliberale nedskæringsreformer, barbering af de offentlige budgetter og privatiseringer til gavn for selskabernes profitter har udpint den offentlige sektor, forringet alle velfærdselementerne – sundhed, social sikring, skoler og uddannelsesinstitutioner – fyret masser af offentligt ansatte, beskåret pensionerne og samtidig hævet pensionsalderen. Samtidig er arbejdernes og de arbejdendes realløn generelt faldet, mens direktørlønning og kapitalisternes profitter aldrig har været større.

EU’s nyliberale reformpolitik har ikke været en fiasko Den har gjort, hvad den skulle: Sikret profitterne og fået arbejderklassen og den brede befolkning til at betale. Men den har ikke skabt jobs og vækst, som dens fortalere lovede, men kun uddybet uligheden og fattigdommen. Stadig flere forstår, at EU er kapitalens og ikke folkenes projekt.

Det er EU – som er en anden betegnelse for det europæiske bourgeoisi, unionens kapitalistklasse  – og ikke folkene i EU-landene, som indsætter og afsætter deres regeringer. I krisetider tager EU og EU-institutionerne over, som det er set i Grækenland, Italien og andre steder.

8.

Et aggressivt og imperialistisk EU deltager også i imperialistiske krige rundt om i verden, i alliance med USA og reelt som en komponent i NATO – og fører også sine egne kolonikrige, ikke mindst i Afrika, med Frankrig som spydspids. I 1990’erne understøttede EU Sovjetunionens og østblokkens opløsningsproces med henblik på selv at kontrollere de lande, der ’gjorde sig fri af det sovjetiske åg’, og opslugte først DDR i Tyskland  og siden de øvrige lande et for et i Unionen. Man opflammede krigene på Balkan for at opsplitte den jugoslaviske føderation.

I 2014 understøttede man et kup i Ukraine og indsættelsen af et højreregime, støttet på åbenlyse fascistiske og nazistiske kræfter, og har sluppet en ny borgerkrig løs mod befolkningen i Østukraine, der har ødelagt store områder, dræbt mange tusinde og drevet mere end en million på flugt. Og propagandaen kalder stadig EU for ’fredens projekt’, en garant for fred i det mindste på vort kontinent.

USA og EU står sammen om  NATOs ekspansion mod øst – hen mod den russiske grænse hele vejen fra nord til syd i Europa – og planerne om at befæste den med fly, raketter og baser hele vejen. Det betyder stærkt øgede spændinger på kontinentet, og ikke bare mulighed for lokale krige og krige pr stedfortræder, men også for en krig med Rusland, som vil ødelægge kontinentet i endnu højere grad end de to første verdenskrige. Atomkrigens mareridt tegner sig igen.

9.

Sammen med krigsspændingerne søger de herskende i EU også at afvende den voksende harme mod nedskæringspolitikken og de nyliberale reformer ved at sætte imperialismens og kapitalismens ofre op mod hinanden. Snæver nationalisme, racisme og fremmedhad, godt gødet med terrorfrygt, er et effektivt redskab.

Den voksende og uophørlige flygtninge- og indvandrerstrøm, der er et resultat af imperialistisk udplyndring og imperialistiske krige, og som kapitalen i EU benytter som billig arbejdskraft og løntrykkere uden rettigheder, er et velegnet mål.  Fascistiske organisationer skyder frem, og der organiseres massebevægelser som PEGIDA med aflæggere over hele unionen under parolen om Stop for islamisering.

Det er en kendsgerning, at højreorienterede partier og bevægelser fik ca 20 pct af stemmerne ved EU-parlamentsvalget i maj 2014. I Danmark fik Dansk Folkeparti 24 pct. Højrekræfternes  fremgang sikrer ny splittelse i befolkningerne til gavn for kapitalen og profitterne. De er også et reservoir for højreekstremister, fascistiske terrorister.

Som fascister må også islamistiske terrorgrupper karakteriseres. Væksten i højrebevægelserne og islamistiske bevægelser er et resultat af imperialismens krige og del-og-hersk politik og venstrekræfternes, de revolutionæres og de marxistisk-leninistiske kommunistiske kræfters relative svaghed.

Højrekræfternes vækst, skabt og drevet frem af EU’s og imperialismens egen politik, kan samtidig bruges til at få unionspolitikerne til at fremstå som ’demokrater’, ’anti-racister’ og modstandere a vold og fremmedhad – selvom racisme, krig, ’europæisk storhed’ og højrekræfternes triumf blot er den anden side af EU-medaljen.

Forsøg på at skabe fremmedfjendtlige massebevæger på basis af både den voksende utilfredshed med EU og med stigende indvandring har allerede i længere tid udmøntet sig i forsøg på at lave ’folkelige’ initiativer mod ’islamisering’. Men det er først med opkomsten af det tyske Pegida og dets aflæggere det har udviklet sig til noget der ligner en reel massebevægelse i EU’s hjerteland, nazismens gamle arnested. Det er straks kopieret – det gør de danske højrekræfter også – så der er skabt en dansk aflægger, foruden aflæggere i Norge og andre lande. Modsætningerne og sammenstødene mellem det nu nedlagte tyske Antifa og de tyske fascister fortsætter i en nyform, og på EU-plan.

Kampen mod racisme og fremmedhad og højrekræfternes vækst må imidlertid ikke forstås som identisk med kampen mod fremvoksende nazisme og fascisme. Det vil være en sekterisk fejl. Og den må ikke gøres til en simpel ideologisk og politisk kamp mellem tilhængere af et ’multikulturelt’ samfund og dets modstandere.

Venstrereformister, trotskister og skjulte og åbenlyse EU-tilhængere ser gerne dette, og ser gerne at højrekræfterne og deres vækst gøres til det politiske hovedproblem og hovedkampfeltet i alle EU-lande.

Men kampen – også mod den åbenlyse nazistiske og fascistiske aktivisme – bliver tam og  ineffektiv, hvis den ikke tager fat på højrebevægelsernes sociale demagogi og de hele centrale spørgsmål som kapitalens offensiv, den nyliberale nedskæringspolitik, krigene – og EU og EU’s rolle. Udviklingen af den fælles sociale ,faglige og politiske kamp mellem alle grupper i arbejderklassen uanset hud og hårfarve af afgørende.

10.

Den situation, der har udviklet sig i det kriseplagede Grækenland – det land og det folk, der er hårdest ramt af EU’s krise og det fejlslagne europrojekt, påkalder sig særlig interesse, fordi mange af modsætningerne i EU og EU’s politik findes der, og i skærpet form. Venstrekræfterne er vokset kraftigt under krisen, især SYRIZA, der vælgermæssigt har distanceret sig klart fra det revisionistiske KKE. Dette parti har imidlertid også et betydeligt rodfæste og godt 6 pct. af vælgertilslutningen, på samme niveau som nazisterne i ’Gyldent daggry’ og de rabiate højrekræfter, som ligeledes er vokset under krisen (men vælgermæssigt mindre end i mange andre lande).

Græsk politik og den græske venstrefløj er og har været dybt præget af de skarpe modsætninger mellem den venstrereformistiske partikoalition Syriza og det traditionelt sovjetrevisionstiske KKE (der har foretaget et overfladisk opgør med den revisionistiske kritik af Stalin og Stalin-perioden og gjort sig til en slags leder af den gamle sovjetrevisionistiske strømning, især i forhold til de gamle østlande). Vores græske søsterorganisation har endnu ikke haft styrken til i praksis at kunne udformer et politisk alternativ til disse to opportunistiske organisationen, baseret på en anvendelse af  den nødvendige anvendelse af folkefrontstaktikken, der  er særlig aktuel under de græske forhold, og har i forbindelse med valgene opfordret til boykot. Både Syriza og KKE afviser folkefrontstaktikken som middel til samling af alle kræfter mod krise, krig, reaktion og nazisme.

På grund af Grækenlands særlige placering i EU’s krise og den betydelige rolle de to organisationer Syriza og KKE spiller i forhold til især de tilsvarende strømninger i EU er den politiske udvikling i landet og på venstrefløjen af væsentlig interesse.

Op til det græske parlamentsvalg den 25. januar 2015 var hele EU-musikken på banen for at advare grækerne mod at anbringe SYRIZA – Enhedslistens søsterparti i Europæisk Venstreparti – ved regeringsmagten med 35 pct. af stemmerne, selvom SYRIZA igen og igen har erklæret, at det ikke arbejder for græsk udtræden af hverken EU eller euroen. Dets afvisning af trojkaens forhadte nyliberale reformprogram og krav om nyforhandlinger var nok til at udløse drastiske trusler og forbandelser.

I modsætning til Enhedslisten, som støtter den socialdemokratiske EU-reformregering, har SYRIZA lagt afstand til de græske og europæiske socialdemokrater og er gået direkte efter regeringsmagten selv, som alternativ til både socialdemokraterne og de åbent borgerlige EU-partier – og nazisterne i ’Gyldent daggry’

Som Europæisk Venstrepartis kandidat som EU-præsident har SYRIZAs leder Tsipras og partiet gjort sig til talsmand for en politik for at reformere EU, for at dreje EU til venstre. Denne position, som også deles af det spanske PODEMOS og mange andre venstrekræfter, fortjener,  og de får nu med Syrizas regeringsdannelse, et møde med virkeligheden. Det er det bedste middel til at få illusioner til at briste, og disse illusioner om muligheden af at venstrevride EU (i form af et socialt EU) er systematisk udbredt af alle slags reformister, indbefattet fagbevægelsen.

Masserne må lære af deres egne erfaringer, og ikke simpelthen gennem propaganda om reformisme og revisionisme

Efter Syrizas valgsejr arbejder vi for en folkelig mobilisering i alle EU-lande mod EU’s nyliberale  nedskæringspolitik, for at stoppe den og rulle reformerne tilbage – og ikke kun i Grækenland – med det perspektiv at bidrage til at tilintetgøre de reformistiske illusioner om et socialt Europa og styrke kampen for udtræden af euro og EU.

11.

APK udvikler sin politiske linje på baggrund af grundige analyser, som også indbefatter erfaringerne fra IKMLPO/CIPOML. Ikke mindst fra de marxistisk-leninistiske partier i Europa, i og uden for EU.

Ved store skift i den internationale og nationale politiske situation ændres væsentlige elementer og der sker betydelige taktiske (indbefattet organisatoriske) ændringer, mens strategien og de strategiske mål forbliver uforandrede.

Situationen op til den 6. kongres giver ikke anledning til store skift i linjen og taktikken fra de seneste kongresser, men til justeringer og ændringer i overensstemmelse med de nationale og internationale udviklinger.

Erfaringerne med Thorning-regeringen, med EU’s udvikling og USA’s og NATOs stadig mere aggressive og farlige ekspansionspolitik bekræfter alle rigtigheden af den linje, vi har ført. De understreger behovet for at styrke kampen for at skabe et folkeligt og revolutionært alternativ til både ’rød’ og blå blok. De maner til at styrke frontpolitikken, indfattet en folkefrontspolitik mod fascisme og krig, og til at styrke vores engagement i udviklingen af Folkebevægelsen mod EU. De betoner også nødvendigheden af at styrke kampen mod reformisme og revisionisme, der står i  imperialismens tjeneste.

12.

Når en rigtig politisk og taktisk linje er lagt – i overensstemmelse med de objektive omstændigheder og muligheder – afgøres dens succes eller fiasko af det organisatoriske arbejde for at føre den ud i livet. Af partiet og dets styrke og kampevne. Eller af menneskene, partimedlemmerne – af kadrerne, som Stalin sagde.

Og også et lille parti, udstyret med marxismen-leninismens teori, enigt og sammensvejset om politikken taktikken og opgaverne gennem grundige diskussioner, kan sikre store resultater og nå langt mere end selv meget større organisationer, hvor modsatte synspunkter og politikker trives og lammer hinanden.

Derfor er enighed nødvendig –  ikke bare om politikken og den generelle taktik, men også om partiets situation og de konkrete opgaver i partibygningen. Det er indlysende, at de få kræfter, partiet råder over, må trække samme vej, stå sammen om den konkrete løsning af de vigtigste opgaver, én efter én – det vil sige være med til at fastlægge partiets prioriteringer og slås for opgavernes bedst mulige løsning. Alt sammen i en revolutionær og demokratisk ånd og med en kammeratlig arbejdsstil

Ofte kan det være ’nemt nok’ at nå til enighed om analyse, politik og taktik. De største vanskeligheder opstår imidlertid når det gælder om at få dem udmøntet som beslutninger i prakis.

28.  januar 2015

Følg med i kongresdebatten

TEMASIDE: KONGRESDEBAT

Netavisen 12. april 2015


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne