Udviklingen af arbejderklassens enhedsfront er en påtrængende nødvendighed

 



Oplæg til APKs partikonference 14.marts 2015 om enhedsfrontens og folkefrontens problemer som led i forberedelsen af APKs 6. kongres

Af Dorte Grenaa

“Enhedsfronten er det bærende element i udviklingen af folkefronten mod krise, krig, reaktion og fascisme”

Opgaven med at opbygge arbejderklassens enhedsfront og folkefronten mod krise, krig og fascisme er ikke bare en mulighed vi har. Det er en konkret og nødvendig opgave, vi må løse i kampen mod kapitalismen og imperialismen i dag.

Hvad mener vi med begreberne enhedsfront og folkefront?

Allerførst må vi slå fast at skabelsen af enheds- og folkefronten er en taktisk linje, der indgår i den revolutionære strategi – det er ikke et mål i sig selv. Målet er revolutionen og socialismen.

Enhedsfronten er kampen for at vinde flertallet af arbejderklassen på tværs af forskellige opfattelser, politisk bevidsthed og ståsted for en klassekampline. Folkefronten er en udvidelse af enhedsfronten til også at gælde andre klasser og lag i en fælles kamp for overordnede mål.

Man kan sige at enheds- og folkefronten er summen af de kampe og bevægelser, der bevidst eller ubevidst udtrykker modstand mod kapitalismen og imperialismen.

Hvad nyt er der i, at partiet arbejder med at skabe arbejderklassens enhedsfront og folkefront? Det spørgsmål blev rejst i den første runde af kongresdiskussionerne her op til APK’s 6.kongres. Har vi ikke gjort det hele tiden?

Jo, det har vi. Og man kan sige, at det hele tiden har været en del af hele den marxist-leninistiske bevægelses enheds- og alliancepolitik for at vinde flertallet af arbejderklassen og dens allierede for en revolutionær vej. At ml-bevægelsen herhjemme f.eks har arbejdet med folkefrontsteorien gennem Folkebevægelsen siden 1971.

Teorien om enheds- og folkefronten er mest kendt gennem erfaringerne fra den store kamp mod fascismen op til og under 2.verdenskrig.

Meget har forandret sig siden og Dimitrovs teser om folkefronten skal bruges og vurderes ud fra dagens konkrete virkelighed. Men siden 2001 er kampen mod krig, fascisering og fascisme blevet uhyggelig aktuel igen. Det at der fra CIPOML(den internationale ml-bevægelse) er blevet sat fokus på spørgsmålet i dagens aktuelle kontekst, kan give vores egen forståelse og arbejde et vigtigt skub fremad.

Vi har netop i de forløbne kongresdiskussioner om den nationale og internationale samfunds- og klassekampsudvikling fået belyst, hvordan ny-liberalismens økonomiske og politiske krise har ført og fører til massive angreb på arbejderklassen, til øget militarisering, krige og stadig mere akut krigsfare for omfattende krig i Europa mellem NATO/EU og Rusland. Og hvordan den økonomiske krise bliver væltet over på arbejderklassen og brede dele af befolkningen og fører til en lang række udemokratiske og fascistiske processer og tiltag også i  EU-landene, ikke mindst under dække af terrorpakker.

Der er derfor al mulig grund til i denne kongresproces at sætte fornyet fokus på, hvordan vi kæmper for at skabe enhed i arbejderklassen og i en folkefront mod krise, krig og fascisme. Partiet må blive skarpe på – og styrke sin ideologiske og politiske enhed – omkring enheds- folkefronttaktikken, og sin evne til at handle på det i praksis og den daglige klassekamp.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor enhed i kampen mod kapitalismen og imperialismen er nødvendig. Eller hvorfor arbejderklassen må være kernen og den ledende kerne og det kommunistiske parti den ledende kraft. Det svære er, at der ikke findes nogen færdig opskrift på, hvordan man opbygger enheds- og folkefronten. At den ikke lader sig deklarere eller kan stiftets formelt en gang for alle.  Det kræver viden om de aktuelle konkrete forhold i det enkelte land, den enkelte by, arbejdsplads, om de konkrete klassekampsspørgsmål, klassekræfter og mulige allierede, for at finde vejene til, hvordan vi arbejder politisk og organisatorisk med denne taktik.

Det kræver hele tiden at kunne ændre sit arbejde til de krav som skiftende udviklinger stiller. Det kræver evnen til at rejse de rigtige krav på de rigtige tidspunkter og på en måde som folk forstår og krav om at være synlige i kampen. Det er disse ting, der er de svære, komplekse og helt nødvendige. Og som gør at det er en løbende opgave for hele partiet hele tiden at løse.

Men lad os et øjeblik gå tilbage til Dimitrov og erfaringerne fra 30erne som enheds- og alliancepolitikken bygger på.

Kan fascismens sejr forhindres og hvordan kan det gøres?

Det spørgsmål stiller Dimitrov i beretningen til Kominterns 7. verdenskongres 1935. Et spørgsmål som millioner af arbejdere stillede sig dengang og stiller sig mange steder i dag. Og som de kommunistiske partier har ansvaret for at kunne svare på. Kan fascismens sejr forhindres og hvordan kan det gøres?

Ja, den kan forhindres, siger Dimitrov. Det afhænger først og fremmest af om arbejderklassen er stand til, arbejder og kæmper for det. At arbejderklassens kræfter svejses sammen til en stor enhed, der er i stand til at kæmpe mod kapitalens angreb.

En kæmpende arbejderklasse kan passivisere fascismens indflydelse på de vaklende lag i arbejderklassen selv, i arbejderaristokratiet og de reformistiske centrer. En kæmpende arbejderklasse kan lamme fascismens indflydelse på ungdommen, småborgerne, bønder og de intellektuelle – så en del ikke vindes for fascismens demagogi og en del vindes over på arbejderklassens side.

For det andet afhænger det af, om der er et stærkt kommunistisk parti til at lede arbejderklassens kamp.

For det tredje afhænger det af om der føres en rigtig politik overfor arbejderklassens allierede – at deres problemer tages alvorligt og forsvares.

Og som det fjerde afhænger det af, om de konkrete kampe og aktioner bliver rejst i rette tid. Dvs. inden fascismen får bidt sig fast og vokset sig stærkt. Hvad enten det er strukturelt gennem afskaffelse af demokratiske og arbejderrettigheder, terrorlovgivning eller for politisk-ideologisk indflydelse på grupper i befolkningen gennem f.eks. indvandrer-, fremmed- muslimhad. Fascismen skal slås, mens den endnu er svag.

Dette oplæg lægger vægt på det første punkt – arbejderklassens enhed og kamp, mens de øvrige oplæg vil gå i dybden med de øvrige spørgsmål om partiet og arbejdet omkring folkefronten.

Dimitrov fremhæver arbejderklassens enhedsfront som det grundlæggende element. Ikke skematisk forstået som først opbygger vi partiet, og når det bliver stærkt nok så opbygger vi enhedsfronten, og når den er klar kommer vi til folkefronten. Sådan fungerer virkelighedens og klassekampens dialektik ikke.  Men grundlæggende forstået som afgørende nødvendig at udbygge hele tiden for at udvikle klassekampen frem mod revolutionen.

Arbejderklassens enhed er aktionsenhed, at man kæmper sammen, mod de nyliberalistiske angreb for at vælte krisens byrder over på arbejderklassen, mod al fasciscering og mod krigsfaren. Det bærende er at enheden opbygges nedefra gennem handling og kamp. Og at arbejderklassen først og fremmest lærer gennem sine egne erfaringer. Som kommunister tror vi ikke på bevægelsens spontane organisering eller udvikling, men på at det kan tilføres gennem langvarigt og tålmodigt arbejde, der hvor arbejderklassen er.

Her er det vi skal bruge og yderligere konkretisere vores klasseanalyse helt ned i den lokale enhed, hvor vi arbejder ud fra. Vi har set store forskydninger i sammensætning af arbejderklassen i dag med den teknologiske udvikling, den økonomiske krise og EUs nyliberalistiske arbejdsmarkeds-politik.

Det er ikke længere en nogenlunde homogen gruppe af faglærte og ufaglærte på kollektive overenskomster og fagligt organiseret. En stadig større del er i stedet præget af flexicurity på indviduelle vilkår. Arbejderklassen er sammensat af mange nationaliteter ikke mindst udliciteret EU-arbejdskraft, især fra Østeuropa.

Forskellen på levevilkårene i arbejderklassens top og bund er store og voksende. Og mens et lag af arbejderaristokrater forgyldes proletariseres arbejderklassens nærmeste allierede blandt grupper som lærere, sundhedspersonale, pædagoger og andre offentlige ansatte i stadig større omfang. Hvilket har sat disse grupper i bevægelse og kamp for deres rettigheder og vilkår.

Der skal arbejdes forskelligt  i forhold til de forskellige grupper indenfor arbejderklassen og dens nærmeste allierede for at skabe enheden. Arbejdet i fagforeninger og klubber er vigtige og selvom de på topplan er klassesamarbejdsorganisationer, fordi det er arbejderklassens grundlæggende organisering og omkring halvdelen af arbejderklassen forsat er faglig organiseret. Men at finde formerne for at arbejde med den voksende gruppe af uorganiserede og arbejdsløse er en lige så vigtig opgave i dag.

Nyliberalismens hovedangrebsmål er arbejderklassens løn- og arbejdsforhold, retten til overhovedet at være fagligt organiseret og have en overenskomst eller retten til at føre faglig kamp.

For at styrke udviklingen af arbejderklassens enhedsfront må vi lægge vægt på:

  • Styrkelsen af arbejderklassens enhed såvel i den nuværende forsvarskamp mod nyliberalismen som mod krigsdeltagelse og fascisering. Den må omfatte hele arbejderklassen på tværs af grupper, organisering, nationalitet, køn og alder og omfatte gensidig solidaritet.
  • Udviklingen af en konkret solidaritet mellem danske og udenlandske arbejdere på danske arbejdspladser uansat nationalitet, ansættelsesforhold og forskellige arbejdsgivere.

Vi har løbende udarbejdet enhedskamp-platforme  med aktuelle krav om at lade de rige betale krisen. Vores parti er gode til at analysere og stille samlende og konkrete krav op. Men vi er også tit rimelig gode til at holde det for os selv. Måske tror vi ikke altid rigtig på deres gennemslagskraft.

Det er at anvende enhedsfronts taktikken i klassekamppraksis – at stille de rigtige krav på det rigtige tidspunkt i forsvaret af arbejderklassens umiddelbare økonomiske og politiske interesser og her har vi faktisk kammerater, der gør det rigtig godt. Det har vi sidst set her under de nuværende OK-forhandlinger for de offenlige ansatte.  Ikke mindst for et lille parti som vores gælder det om at se og bruge de kræfter vi rent faktisk har. Og se at de er flere end vi oftest tror.

Lige nu ser vi en række vigtige kampe mod udlicitering og for retten til kollektive overenskomster – bare tænk for strejkerne i SAS, Norwegian, Ryanair. Og indenfor det offentlige undervisningsområde. Der er stor basis for at udvikle enhedsfronten på basis af solidaritet på tværs af fag, fagforeninger og placering på arbejdsmarkedet.

Det er det samme spørgsmål – og som den norske lokoførerfagforening udtalte forleden dag i kampen mod udlicitering af de norske jernbaner – så er det en politisk kamp med basis for en meget bred enhed.

Arbejderklassens enhedsfront er også et spørgsmål om at udvikle den internationale solidaritet.

  • Udviklingen af den internationale solidaritet med den øvrige arbejderklasse i verden og udviklingen af den fælles faglige kamp mod fælles multinationale arbejdsgivere
  • Udviklingen af en fælles kamp med arbejderklassen i de øvrige EU-lande.

Disse to spørgsmål spiller en stadig stigende rolle – ikke mindst inden for EU og tilknyttede lande, hvor der gennemføres de samme koordinerede angreb på arbejderklassen fra den samme EU-trojka.

Det samme gælder indenfor de verdensomspændende multinationale koncerner, hvor flere og flere arbejdere står overfor samme udbyttergruppe og arbejdsgiver, der forsøger at spille arbejderne ud mod hinanden og underbyde hinanden med argumentet om arbejdspladser.

Forsvaret af arbejderklassens umiddelbare interesser er i høj grad spørgsmålet om levevilkårene. Det er den sociale kamp mod alle de nyliberale reformer og dens konsekvenser. Der ligger derfor også en afgørende opgave i forsvaret for hele den million store gruppe af udstødte og arbejdsløse. Og i at sikre at kampen for de sociale rettigheder bliver en fælles kamp, på trods af fagpampernes usle chavinisme, der har udstødt dem af de arbejdendes og fagforeningernes kamp.

Hvorfor? Ikke kun fordi vi er gode mennesker, der synes de også skal have det godt. Vi ved at disse grupper alene ikke kan rulle reformerne tilbage, det kan kun arbejderklassens fælles kampkraft.  Reformisterne og fagpamperne skubber hele denne store gruppe i armene på Dansk Folkeparti og deres sociale demagogi om at være den lille mands forsvarer. Og dermed i armene på det der nu kaldes stueren fascistisk propaganda.

  • Kampen for de arbejdsløses og udstødtes rettigheder og levevilkår og den sociale bevægelse er et klassespørgsmål og kampfelt for hele arbejderklassen.

I dag går fremmed- og muslimhad hånd i hånd med at lægge de fattigste udstødte på kontanthjælp for had som en nassergruppe og årsag til andres manglende velfærd.  De tre grupper er dagens ”jøder” i den reaktionære og i sit indhold fascistiske propaganda, der fremsættes i ytringsfrihedens navn. En propaganda vi kun for alvor kan slå tilbage ved at forbinde kampen mod den med kampen for de sociale forhold. Og gøre det hver gang det stikker sit hoved frem.

Kampen for de sociale krav og rettigheder spiller også en stor rolle for ungdommen og kvinderne, der er vigtige grupper i enheds- og folkefronten mod kapitalen. Vi ved, det er en kamp om hjerter og hjerner hos begge grupper – hvilken klasses politik vil de blive vundet for. Splittelsesdemagogien er enorm, konstant og med milliarder af kroner, euro og dollars til at køre den i højt tempo.

I forhold til ungdommen skal vi forsat kæmpe for sikre et revolutionært ungdomsarbejde, der kan samle de revolutionært og progressivt indstillede unge. Partiets ungdomsarbejde må forsat først og fremmest rette sig mod arbejderungdommen både i og udenfor arbejdsmarked. En stor del af den uddannelsessøgende arbejderungdom er koncentreret på store erhvervsskoler, hvis uddannelsesforhold som i det øvrige uddannelsessystem er under hårde angreb. Vi skal forsætte vores prioritering af ikke mindst arbejdet mod erhvervsskolerne.

Arbejderungdommen, dens krav og kampe skal synliggøres, ikke bare i den faglige kamp, uddannelses-, kultur og den sociale kamp. Men også i kampen mod krigen. Arbejderungdommen,  er udset til at udgøre kanonføden, udset til at producere krigsmateriellet. Kampen mod krigen er en del af ungdommens kamp og ungdommen en del af den samlede kamp mod krigen.

I enheds- og alliancepolitikken kan man kun undgå at lave fejl ind imellem, hvis man helt undlader at handle. Og det er måske nok den største fejl. Vi må hele tiden arbejde med at forbinde os med arbejderklassen og bevægelserne, lære menneskene at kende, løbende forbedre vores metoder, så vores politik bliver klar, forståelig og brugbar og påtage os den ledende rolle konkret.

Det holder ikke at sige, at dette er alment rigtigt, men konkret gælder arbejderklassens generelle problemstillinger ikke lige her hos os, så vi kan ikke arbejde med at udvikle enhedsfronten.

At skabe enhed mellem forskellige opfattelser er at arbejde med mennesker. Og de er, som de er og ikke som en ren ønskeudgave. Ligesom os selv kommer de i mange forskellige skæve udgaver. For at opnå enhed må vi tage folk som der er og der hvor de nu engang er. Kampen, kollektiviteten, marxismen – leninismen og partiet kan få de gode evner og egenskaber til at udfolde sig og vokse. Det gælder ikke mindst for de unge.

I forhold til at udvide vores arbejde med at opbygge enhedsfronten til også at omfatte det særlige arbejde med kvinderne, har vi både tradition og erfaringer med i ml-bevægelsen. Vi har også en stor viden og har udgivet en del materiale. I København har vi igen fået flotte 8.marts markeringer op at stå. Det skridt vi skal tage nu er for alvor at få forbundet os med den bevægelse, der vokser frem ikke mindst blandt de unge kvinder. I enhedsarbejdet i dagens Danmark indgår nye komplicerede spørgsmål som, at enheden må opbygges sekulært, dvs. på et ikke religiøst grundlag og spørgsmålet om at takle religionens reaktionære rolle på en ikke-sekterisk måde.

Vi ser en udvikling træde frem i en række EU lande med fascistiske processer og med organiserede neo- nazistiske gruppers åbenlyse arbejde og voldelige mordaktioner. I mange tilfælde beskyttes de mere eller mindre åbent af regeringer, somvi har set det med den forhenværende græske, i Ungarn, Spanien, Tyskland.

Magthaverne taler om demokrati, menneskerettigheder og fred,  mens de i praksis gør det modsatte for at øge udbytningen og profitten.

Danmark har længe været et lovligt smørhul for international fascisme. Det er vores ansvar at forhindre, at dette fortsat kan finde sted og at forhindre tilstedeværelse af fascistiske, nazistiske grupper og organisationer i Danmark. Kampen mod fascisme og nazisme må føres konkret og er et spørgsmål, som både  enheds- og folkefronten må være bevidst om.

Hør oplægget på konferencen her

Oktober Radio: Dorte Grenaa om arbejderklassens enhedsfront
Se også og følg med i

TEMASIDE: Kongresdebat – På vej mod APK’s 6. kongres

17. marts 2015

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater