Valg og klassekamp

Leder, Kommunistisk Politik 3, 2015

Klassekampen foregår uophørligt, uden pause, til lands, til vands og i luften. I den sidste tid unægtelig meget synligt i luften. Lavprisflyselskaberne er så at sige piloter for de multinationale monopoler, som har erklæret krig mod faglige overenskomster og rimelige løn- og arbejdsforhold, og i stedet startet et ræs af social dumping mod bunden.

Det hele vejen igennem fagforeningsfjendtlige irske Ryanair har vist vejen, og SAS – engang en kilde til nordisk stolthed – følger trop med en stribe juridiske fiduser som skal undergrave de ansattes overenskomster.

SAS fører kamp og presser sine ansatte i forvisningen om, at de har støtte fra både den danske regering og EU-systemet, som det viste sig, da finansminister Bjarne Corydon for et par år siden bistod selskabet med at presse en lønnedgangsaftale igennem.

Ryanair er berygtet over hele verden for at afvise overenskomster og regulerede forhold i de lande hvor det begynder at operere – og for systematisk og organiseret skruebrækkeri og udnyttelse af alle de juridiske fiduser, der kan opspindes. Selskabet vil snart åbne 7 ruter fra Kastrup og har afvist alle den danske fagbevægelses udspil om at tegne overenskomst.

Et af fiksfakserierne er at basen i Kastup skal fungere efter lave irske takster for de ansatte. Det har fået flere LO-forbund til at varsle sympatiblokade mod Ryanair, som til gengæld vil indbringe den såkaldte ’danske model’ for arbejdsmarkedet for EU-domstolen, hvis ikke en danske arbejdsret kender sådanne blokader ulovlige.

Ryanair ved godt, hvor der er hjælp at hente.

Klassekampen i luften, som vi oplever den i dag, er så vigtig, fordi det ikke mindst er der, slaget om de danske og nordiske overenskomster og den danske arbejdsmarkedsmodel for fremtiden bliver afgjort.

Vil det lykkes at stoppe presset nedad mod stadig ringere overenskomster og løn- og arbejdsforhold, mod en generelt langt lavere levestandard for det store flertal? Eller er der kun én vej: mod græske,østeuropæiske og senere asiatiske og afrikanske tilstande?

Det vil blive afgjort af, om arbejderklassen er i stand til at rejse sig selv og sine allierede i den brede befolkning til kamp for sine rettigheder – imod den intensiverede kapitaloffensiv, imod hele den politiske og juridiske overbygning, der er skabt i EU, og som de danske EU-regeringer og folketingsflertal har stået sammen om at påtvinge os.

Nu er valgkampen om regeringsmagten i Danmark i fuld gang mellem de konkurrerende blå og ’røde’ borgerlige fraktioner. Men de er enige om, at klassekampen i luften ikke et emne, der egner sig til valgkamp.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er uhyre bekvem for politikerne fra begge blokke, som kan lade som om, at arbejdskonflikter er rene arbejdsmarkedsspørgsmål, rent faglige og ikke politiske spørgsmål. Og derfor behøver de ikke kommentere dem eller stå til ansvar for udviklingerne.

De roser tilmed sig selv for ’ikke at blande sig’, selvom sidste SAS-aftale med Corydons hjælp eller lærerlockouten har demonstreret, at det ikke holder en meter, når der er noget virkeligt på spil.

EU-politikerne fra begge blokke støtter unionens nyliberale politik og institutioner. De er dens garanter og bulldozere i Danmark. Har man illusioner om reel støtte derfra i kampen mod de multinationales og EU’s diktater – herunder løndiktater – har man tabt på forhånd.

Derfor tales der ikke om klassekamp i valgkampen. Hverken den i luften eller på jorden. Der tales ikke om monopoler og multinationale. Der tales ikke om det reaktionære EU, der ruster sig til krig og borgerkrig og nu erklærer sig parat til en europahær og et fælles terrorpoliti. Der tales ikke om krigene i Europa, Asien og Mellemøsten, eller kampen om råstoffer og den planlagte energiunion. Der ties, eller tales udenom.

Der tales til gengæld rigtig meget om bistandsmodtageres luksusliv. Og om nassende flygtninge og indvandrere, og om muslimer, der er genetisk disponeret for terror. I spidsen for al denne snak står et luksusdyr af en statsministerkandidat fra partiet Venstre sammen med Dansk Folkeparti. Og i spidsen for udenomssnakken står den nuværende statsminister, toppen af ’rød’ blok og fagtoppen.

Det er et råddent bundt, kapitalens, krigens og sultens lakajer.

Redaktionen 10. marts 2015

Netavisen 13. marts 2015