Den økonomiske krise i nye klæder: Når priserne falder

Den europæiske centralbank har skiftet kurs og står klar til at sende penge i omløb. Nu skal der gang i inflationen så der kan komme gang i væksten. Regningen for krisen sendes igen ned til verdens fattigste

Det samlede prisindeks faldt statistisk set en smule i slutningen af 2014, og i januar 2015 med 0,6 procent, ifølge tal fra Eurostat. Årsagen er en kombination af krisen og den økonomiske sparepolitik der er dikteret og et meget stort fald i olieprisen.

Det er ikke udtryk for deflation, altså at det er pengene som sådan, der er blevet mere værd, eller at folk generelt oplever at købekraften stiger. Der er ikke et fald i hverken de store udgifter til bolig eller fødevarer.

Den væsentligste grund til den dårlige statistik er, at arbejdsløsheden i flere EU lande er astronomisk høj og lønningerne generelt har været under pres. Også i Danmark har de sidste år budt på faldende realløn til store grupper i arbejde og ikke mindst for mange på overførselsindkomster, og de der er blevet sparket helt ud af systemet.

Samlet set er arbejderklassens købekraft altså faldet markant, og det har forudsigeligt forlænget og forværret den økonomiske depression. Den relative overproduktionskrise vil først nå sit lavpunkt når kapaciteten er bragt i balance med efterspørgslen.

Det særlige ved denne krise er, at den offentlige sektor næsten 100 procent bliver styret efter samme kapitalistiske principper som private virksomheder, massefyringer og løndumping er blevet universalmidlet på underskud. Resultatet er naturligt nok, at ”der holdes igen” i de små husholdninger, de kan ikke andet. Altså kapitalistisk krisepolitiklogik dikterer et hurtigere fald i efterspørgslen end fald i produktion.

Men prisen på arbejdskraften står ikke alene, også faktorer som høj gældsætning gør, at der ikke er penge til at nye investeringer. Renteudgifterne suger det hele. Gæld efter boligboblen og jordprisboblen og de andre spekulationseventyr, som stortrivedes frem til kollapset i 2008.

Og dertil er det særlige bondefanger tilbud som kaldes 30-årige afdragsfrie lån, der i virkeligheden betyder 10 år, hvor man ”bare” skal betale renteudgiften og derefter en spændetrøje på 20 år til at betale lånet af. Rigtig mange boligejere vil opleve, at de vil få mindre i disponibel indkomst efterhånden som gældsposter skal afdrages.

Krige, tørke, krise og oprør

Prisen på energi har været en anden meget betydelig enkeltfaktor. Ved krisens begyndelse tog prisen på olie nogle gevaldige udsving, men har siden 2009 holdt en høj kurs. Også prisen på fødevarer har været ramt af spekulation.

Det er en blanding af krige og tørke og den økonomiske krise, der har været med til at gøre energimarkedet og fødevarer til et lukrativt spekulationsmarked. Over hele verden har man set man hungerrevolter og strejker for højere løn. Samme blanding der i december 2010 udløste et oprør i Tunesien.

I efteråret 2014 fik Danmark den første lille indikator på at tiden med høje oliepriser var ved at være forbi, da OW Bunker gik konkurs. Og det er i samme omgang historien om at ingen har lært det mindste.

Den 28. marts 2014 bliver OW Bunker børsnoteret med skønmalede regnskaber og den tidligere ejer, den svenske kapitalfond Altor kan stryge en kæmpe gevinst. Et halvt år senere går firmaet konkurs og der viser sig, at der er investeret og tabt mia. af gode pensionspenge.

Det viser at selv de største stadig går med skyklapper når der øjnes en gevinst, ikke én tænker på at det er idiotisk at kaste penge efter fossil energi, ikke én tænker på at det er idiotisk at sende penge efter spekulation og salg i stedet for udvikling og produktion, ikke én tænker på at kigge efter i regnskaberne, og ikke mindst så tænker ingen på at olieprisen nok vil falde tilbage på et tidspunkt.

Tværtimod er historien nærmest nøjagtig som med huspriserne, at der er tegn på en evighedsmaskine… Idioti rimer på kapitalisme.


Spekulation i lave oliepriser

Olieprisen er ramt nu af flere grunde og først og fremmest er der brug for mindre olie, men samtidig bliver der produceret mere.

Der er brug for mindre, fordi vedvarende energikilder er begyndt at slå igennem, og fordi de store økonomier som Kina ikke længere vokser med samme tempo som forventet. Den slags udsving i efterspørgsel og produktion er normale, og på et tidspunkt når prisen er lav nok vil OPEC-landene intervenere og reducere i deres daglige produktion så prisen stabiliseres.

At det ikke allerede er sket skyldes en række omstændigheder, der gør at OPEC har interesse i at få prisen på olie ned:

En faktor er, at en høj oliepris har fået gang i udviklingen af en række mere omkostningstunge udvindingsformer som fracking, og det har øget det umiddelbare udbud, men det har også, og ligeså vigtigt, øget de såkaldte energireserver og udskudt olieproduktionsmængdens tipping point med adskillige årtier.

Resultatet af lav pris er, at de store oliefirmaer har indstillet efterforskning i vanskelige geografiske områder indtil videre.

Men en anden vigtig faktor er konflikten mellem Rusland på den ene side og EU og USA og flere af de reaktionære olieproducerende regimer i mellemøsten på den anden. Ruslands eksport af olie og gas har været en af landets væsentligste indtægtskilder de seneste år, og medvirkende til at landet er ved at komme sig økonomisk og også i militær styrke. En høj oliepris vurderes som en forhindring for de imperialistiske ambitioner om at splitte Irak og Syrien.

Og det er kun en bonus, at lande som Iran og Venezuela og andre Sydamerikanske lande med en selvstændighedstrang også bliver ramt af en faldende oliepris. Og at grønne elektrificeringsprojekter, som den danske togfond, bliver udskudt i årtier gør heller ikke noget, set fra kapitalens side.

Den faldende pris på energi vil få en afsmittende effekt på omkostningerne i produktionen og burde give sig udslag i et let prisfald på stort set alle andre varer. Men som i andre tilfælde, hvor prisen på brød går med op sammen med internationale udsving i kornpriser, så er det ikke altid at priserne falder med ned igen, og de fakto er selv et lille prisfald udtryk for inflation. Sagen er at inflation er en af metoderne til at udhule lønningerne. Arbejderklassen kræver aldrig at varerne skal blive dyrere, tværtimod.

Valutabåndet

De historiske omstændigheder som den nye valuta euroen har skabt skal også nævnes. Den fælles møntfod er konstrueret som et udviklingsprojekt, i første omgang uden politisk overbygning, i stedet er den en traktat, der har et fast mål, nemlig inflation på 2 procent og ét redskab – nemlig rentepolitik.

Euro-zonens krise har betydet store udsving i andre valutaer, som f.eks. schweizerfrancen fik tilbage i 2011 nationalbanken i Schweiz til at fastsætte en midlertidig krisepolitik, der angav en fastkurs mod euroen, en politik der minder en smule om den danske.

I midten af januar havde denne binding betydet at schweizerfrancen havde tabt betydelig værdi i forhold til den amerikanske dollar, og Schweiz besluttede uden varsel at stoppe sin binding på eurokursen. Kursen har siden taget et par gevaldige udsving, og flere danske kommuner med lån i schweizerfranc har måttet igennem et par søvnløse uger af frygt for at have mistet mange mio. kr. på deres spekulation i billige renter.

Ugen efter den schweiziske ”chokmelding” indførte den europæiske centralbank en såkaldt ”pengebombe”, en opkøbsplan til 8.482 milliarder kroner frem til 2016. Om ECB opkøbet vil virke efter hensigten, altså om det er nok til at få inflationen op på målet igen, eller om det vil virke i forhold til at få gang i væksten i eurozonen er ganske usikkert.

Selvom opkøb af statsobligationer vil betyde at medlemslande med behov for at låne er garanteret en lavere rente end den de kunne få på det åbne marked, så har ECBs penge indtil nu været fulgt af ublu krav om at diktere hele den økonomiske politik.

1 procent ejer halvdelen af verden

ECB kom med deres pengebombe samtidig med at World Economic Forum blev beværtet i Davos. Verdens rige og magtfuldkomne elite mødtes med presse og regeringsledere, og lod som om de er bekymrede over klima og fattigdom. Men igen må de konstatere, at uligheden er vokset til deres fordel.

Verdens rigeste har simpelthen raget mere til sig – de er blevet rigere, mens de fattigste er blevet fattigere og endnu mere gældsatte.

Oxfam udgav i januar en prognose, der angiver at i 2016 vil den ene procent rigeste eje halvdelen af verden. Men allerede nu skal der kun de omkring 100 rigeste mennesker til, så ejer de det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – altså omkring 3,5 mia. mennesker. Heller ikke på klimaspørgsmål, fred, sundhed eller på arbejdstagerrettigheder kan der spores fremskridt 1).

De rigeste og største virksomheden bruger til gengæld flere og flere penge på politik. Deres direkte støtte til valgkampe og til lobbyisme beløber sig i USA og EU til mange 100 mio. årligt. Betydeligt mere end der bruges af offentlige penge på folkeoplysning, bekæmpelse af skattesnyd, svindel, spekulation og bestikkelse.


For mange penge i den danske statskasse?

I ugen efter Davos og hvor ECB kom med sin pengebombe, justerede den danske nationalbank renten ned tre gange og gik til sidst til finansministeren og aftalte et totalt stop for salg af danske statsobligationer. Der er tilsyneladende for mange penge i kassen? Så ingen behov for yderligere finansiering resten af året.

I virkeligheden var det ønsket om at holde kursen overfor euroen, der dikterede det overraskende skridt.

Det er Nationalbankens forventning, at stop for salg af statsobligationer vil bidrage til at reducere de længere rentespænd og dermed begrænse valutaindstrømningen,” skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.

Nationalbanken har købt udenlandsk valuta for 100 mia. kr. i den seneste tid. Og den samlede beholdning af euro i valuta reserven er vokset til flere hundrede mia. Det har fået Lave Broch fra Folkebevægelsen mod EU til at kræve gennemsigtighed og stop for flere euro i valutareserven. Det at binde så mange penge til en usikker valuta betyder en øget risiko. Og kan i realiteten være med til at presset på dendanske krone vokser.

Det er oplagt at Schweiz havde fået en besked på forkant og valgte at hoppe af toget inden der blev tabt yderligere i forhold til dollarkursen. Uanset at det ud fra de første uger er svært at se om det var en god ide, er det en klar antagelse fra Schweiz side, at de har minimeret deres risiko ved at de ikke længere er nødt til at fylde kælderen op med euro, hvis værdi på kort og mellemlang sigt det er ganske vanskelige at bedømme positivt.

Usikkerheden omkring euroen vil bestå af den simple årsag at EU’s fælles møntenhed ikke kan eller vil kompensere for den uens udvikling i de forskellige lande der er gået med. Det vil tilbagevendende skabe situationer, som man ser i forhold til Grækenland, hvor der i flere år er usikkerhed om landet kan fortsætte eller træder ud.

Derfor burde Danmark stille sig samme spørgsmål som Schweiz: hvornår bliver det for dyrt at være inviteret ind i det gode euroselskab?

Og befolkningen burde stille sig det samme spørgsmål som grækerne. Hvor længe vil man bære rundt på en gæld, som man ikke har lod eller del i?

Et opgør med krisen kræver et opgør med EU’s krisepolitik, der begunstiger de rigeste og holder hånden over skatteunddragere, mens de fattigste betaler.

note 1)

WEALTH: HAVING IT ALL AND WANTING MORE

Læs også

QE, euro og systemkrise
KPnetBlogs 23. januar 2015
Af Klaus Riis

Netavisen 2. februar 2015