20 år med Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer


Af Diethard Müller


Artikel i Unity & Struggle/Unidad y Lucha #28, 2014

For 20 år siden i slutningen af juli 1994 sad jeg på et fly til Quito, Ecuador.

På den tid var der en vanskelig situation i verden. De tidligere såkaldte socialistiske lande var kollapset. Berlin-muren eksisterede ikke længere i Tyskland. I alle de tidligere socialistiske lande var den åbne og utilslørede kapitalisme genoprettet. Den internationale arbejderbevægelse var i dyb krise. Kapitalismen syntes at have sejret.

Diethard Müller

I 1992 proklamerede den amerikanske politolog Francis Fukuyama, at “den historiske udvikling var slut”, og erklærede, at den neoliberale ”demokratiske” borgerlige stat var det endelige og højeste samfundsmæssige udviklingstrin. Kapitalismens og imperialismens propagandister gjorde meget ud af, at nu begyndte en ny æra med fred og velstand for alle.

Og selvom de marxistisk-leninistiske partier altid havde kritiseret den revisionistiske degeneration og havde et korrekt standpunkt, var der også nogle af dem, som gennemlevede en dyb krise. Borgerskabet forsøgte at udslette en hvilket som helst progressiv og revolutionær holdning. Presset på arbejderklassen, folkene, de revolutionære og de marxistisk-leninistiske partier var enormt.

Men som marxist-leninister vidste vi, at dette kun var en begrænset periode. Vi vidste, at det kapitalistiske systems ”sejr” ikke ville holde længe. Systemets indbyggede modsætninger ville igen føre til dyb økonomisk krise, til sociale nedskæringer, fyringer af ansatte, øget konkurrence og øget spænding mellem de imperialistiske magter.

Vi var overbevidste om, at det var nødvendigt at styrke enheden blandt alle revolutionære, marxistisk-leninistiske kræfter og give perspektiv til verdens arbejdere og folk til at overvinde det kapitalistiske system.

Derfor gjorde nogle broderpartier et stort arbejde for at forberede et mode mellem alle verdens marxistisk-leninistiske partier. Fra Amerika, Europa, Afrika og Asien ankom delegerede for at diskutere, hvordan vi kunne give et stærkt svar på borgerskabets angreb, og hvordan vi kunne arbejde tæt sammen.

Jeg tænkte over alle disse problemstillinger og vores opgaver under flyveturen, gennemgik udkastene til dokumenter og forberedte mig selv på mødet. Og jeg prøvede at forbedre mit spansk, for jeg havde i ugerne inden kun begrænset tid til at forberede rejsen.

Da flyet var landet, og jeg var kommet fra borde, blev jeg budt varmt velkommen af kammerater fra det ecuadorianske parti. Efter to eller tre dage, hvor vi mødte delegationer fra de andre lande, og kammeraterne fra Ecuador havde givet os nogle indtryk af deres land og dets rigdomme, der blev udplyndret af USA og andre imperialistiske lande, samledes alle delegationerne til et stort internationalt møde.

Det var ikke let med alle de forskellige sprog. Men vi havde den samme faste overbevisning, den samme analyse af den internationale situation og det samme mål: Vi ønskede at skabe et solidt fundament for enheden i den internationale marxistisk-leninistiske bevægelse.

Vi ønskede at give et klart perspektiv for arbejderklassen og folkene i alle lande for deres progressive bestræbelser og for deres kamp for frihed og socialisme i alle lande. Vi ønskede at gøre det klart, at socialisme ikke er et koncept fra fortiden, men fremtiden for menneskeheden. Der eksisterede nogle forhindringer i denne proces, men vi var alle inspireret af dette store mål og den revolutionære gejst.

Vi overvandt forhindringerne.

Så til slut blev Quito-erklæringen vedtaget, og dermed var Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer grundlagt.

Nu 20 år senere kan vi klart se, hvor vigtigt dette skridt var. For i alle disse 20 år har CIPOML opmuntret broderpartierne og organisationerne i deres kamp mod kapitalisme og imperialisme. Konferencen har organiseret fælles handling, f.eks. mod den imperialistiske krig i Afghanistan, Libyen, Syrien osv. Den har organiseret solidaritet med fængslede kammerater, mod undertrykkelse osv. Og den har været en stabil ramme for de marxistisk-leninistiske partier og organisationer på internationalt plan.

20 år senere er kapitalismen og imperialismen mere afsløret end nogensinde før. Dette system bragte ikke fred og velstand til arbejderne og folkene. Tværtimod førte det til millioners død af sult, af forurening, af mangel på adgang til sundhed og af de mange krige. Intet er blevet bedre. For det store flertal på denne planet er situationen værre end for 20 år siden.

Selv i de industrielle centre som USA og EU er lønningerne nu så lave, at millioner af mennesker ikke kan leve af dem. For at kunne betale for bank- og eurokriser er lønnen faldet ekstremt, skatter steget, privatisering fremmet, og der er foretaget enorme sociale nedskæringer, millioner har ikke længere noget arbejde og er uden fremtidsudsigter. Især har ungdommen ingen fremtid i dette system.

Og hvem vil i dag driste sig at tale om ”historiens afslutning”?

Der var ingen afslutning på historien. Gennem de sidste 20 år har vi kunne se en skærpet kamp mellem de imperialistiske magter for en nyopdeling af deres indflydelsessfærer: Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og i dag Ukraine. Den amerikanske imperialisme er særdeles aktiv for at udvide sit verdensherredømme. Men dette fører til øget spænding, interventioner og militære handlinger. Og konkurrenter som Rusland og Kina er modstandere af denne plan. Indtil videre er disse modsætninger kulmineret i Ukraine og har øget faren for åben krig i Europa, i et af imperialismens vigtige centre.

På den anden siden er arbejdernes og folkenes kamp også vokset. Vi oplever en folkelig vrede mod USA-imperialismen og EU i Ukraine i protest mod deres støtte til fascistiske grupper. Store demonstrationer finder sted i Spanien, Grækenland, Frankrig og Italien mod de sociale nedskæringer og de borgerlige regeringers nedskæringspolitik.

Det har ført til et stigende engagement af de marxistisk-leninistiske partier og organisationer i denne kamp. CIPOML har vist sig som et vigtigt redskab gennem 20 år, der har været i stand til at analysere situationen rigtigt og give de nødvendige anvisninger for vores revolutionære arbejde.

Ser man tilbage over de 20 år, står det lysende klart, at grundlæggelsen af CIPOML var et nødvendigt og vigtigt skridt både for partierne og organisationerne selv, for revolutionen og for arbejderklassen og folkene. Den nuværende situation gør det endnu mere nødvendigt at arbejde tæt sammen og med stor beslutsomhed deltage i arbejdernes og folkenes daglige kamp, for at afsløre det kapitalistiske og imperialistiske system og omstyrte det, sammen med alle de kræfter der ønsker en bedre fremtid for dem selv, for deres lande og for denne planet.

Diethard Müller er fra Organisation für den Aufbau einer kommunistischen Arbeiterpartei Deutschlands

Netavisen 30. december 2014


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne