”Som bølger af hav” 1 + 2: Fra det revolutionære DKP til KPiD m.fl.

En kritisk kommentar til Anton Nielsens erindringsværk

Af Flemming Jensen, APK

 

 

Anton Nielsen har begået et digert værk på to bind, som kan anbefales til enhver arbejder og ikke mindst kommunister. Men ikke uden stærkt kritiske bemærkninger.

Man får en grundig indføring i klassekampen i Danmark fra 1920 frem til vor tid i starten af dette århundrede. I det første bind blandt andet med en spændende orientering om hans fars (1900-1962) revolutionære virksomhed. Bind 2 omhandler ikke mindst Anton Nielsen selv og hans eget virke i det degenererede revisionistiske DKP – hvilket læst med kritiske briller giver anledning til eftertænksomhed.

Det skal fra start fastslås, at Anton Nielsen – født 1939 og udlært murer – ikke er en hr. hvem-som-helst. Hans politiske løbebane startede med DKU (omkring 1954). Under partikampen med Aksel Larsen meldte han sig ind i DKP, hvori han kom til at bestride forskellige tillidsposter – heriblandt medlem af centralkomiteen 1976-1987. Han blev for DKP også valgt ind i Frederiksborg Amtsråd i flere perioder. Men ellers var det gennemgående træk i Anton Nielsens virke arbejdsløshedsarbejdet.

Efter splittelsen af DKP i forbindelse med partiets udvikling under partiformand Ole Sohn og Gorbatjovs magtovertagelse i Sovjetunionen og det efterfølgende kollaps, blev han medstifter af Kommunistisk Forum og senere Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD). Han var redaktør af månedsbladet Kommunist 1990–2002, hvilket ophørte grundet uenigheder med partiets ledelse.

Anton Nielsen er således en fremtrædende eksponent for den revisionistiske bevægelse i Danmark, hvilket giver en god ballast i vurderingen af samme.

Hans far – Martin Nielsen – var i endnu større grad en fremtrædende kommunist, der i en lang årrække bestred posten som redaktør af Arbejderbladet og Land og folk.

Martin Nielsen blev valgt til folketinget for DKP i sidste halvdel af 30’erne, hvori han sad, indtil ’kommunistloven’ i 1942 satte ham bag tremmer, først i Horserød og siden KZ-lejren Stutthof. Skildringen af Martin Nielsens virke er hele bogen værd, og i øvrigt primært bygget på Martin Nielsens egne nedskrevne erindringer og historier.

Indledningsvis skal det præciseres, at værket breder sig i en grad, at det undertiden kan føles, som om det sætter sig mellem flere stole. 1. kapitel omhandler hans slægts historie helt tilbage fra hans mors jødiske rødder i Hamborg omkring år 1800, hvad der ikke rigtig bidrager til så meget andet end en sparsom beskrivelse af jøders forhold i Danmark.

Det smager faktisk lidt af en selvtilfredshed at føje sin tidligste slægtshistorie til et så digert værk, hvor hovedvægten er lagt på politisk virke fra hans egen og sin fars praksis. Værkets sidste del bærer til tider også præg af hans tilsyneladende behov for at fremhæve sin egen person.

Hans skildring af sine bedsteforældres (farmors og farfars) forhold i det jyske er til gengæld en spændende orientering om husmandskår omkring år 1900. Som Christen Christensen indfører læseren i landarbejdernes kår, formår Anton Nielsen på levende vis – på baggrund af sin fars notater – det samme omkring husmændene.

Farfaren var selv politisk aktiv, hvilket inkluderede valg til sognerådet. Han drømte om et idyllisk husmandsliv, men virkeligheden sugede med alderen kraften ud af ham, og familien endte dagene som fattige.

Som nævnt falder afsnittet ved siden af værkets tyngde, som er lagt i det politiske virke i og omkring DKP, men personligt synes jeg, at det tjener som en god orientering om den tids forhold, der absolut er lærerig og ikke kan studeres nok.


Martin og Agnes Nielsen – deres virke

Anton Nielsens forældre var begge organiserede kommunister. For Martins vedkommende fra sit 20.år – altså 1920. Martin fører os på virkelig levende vis omkring sin barndoms og ungdoms kår – til tider med hårde trængsler, men mellem bogstaverne skinner en underfundig humor, en realitetssans og et uudslukkeligt håb igennem.

Martin guider os gennem sin tid som mejeristelev, lønarbejder på en planteskole og tilbage igen som uddannet mejerist.

Undervejs får datidens skolesystem og folkekirke nogle tydelige drag over nakken. 1.verdenskrig med Danmarks ’neutralitet’ og gullaschbaroner rundbarberes. Dækningen af generalstrejken i Randers 1921 og Martins kamp som militærnægter og vagabond i midten af 20’erne er den rene salve for såvel hjernebarken som lattermusklerne.

Der er ikke noget at sige til, at han i starten af 50’erne valgte at give læserne af DKP’s tidsskrift Folkets Jul adgang til oplevelserne.
Depressionens 30’ere, nazisternes fremmarch, Rigsdagsbranden og folkefrontsstrategien rundes og efterfølges af 2. verdenskrigs udbrud med interneringen af kommunisterne.

Med en indskudt bemærkning kan det dog anbefales at supplere læsningen af denne tid med Børge Houmanns Kommunist under besættelsen.

Anton Nielsens mor – Agnes – rummer sin egen spændende historik.

I forbindelse med en misforstået forelskelse kommer Agnes til Leningrad i 20’ernes Sovjetunionen – over to omgange. På en fin facon skildres opbygningen af socialismen med dens vanskeligheder. Der efterlades ikke revolutionsromantik, idet vanskelighederne er lige så store som håbene. Eksistensen af brodne kar fornægtes heller ikke. Man skal være klædt på til revolution og socialismens opbygning.

Agnes dukker efterfølgende kun spagfærdigt frem i værket.


Anton Nielsen selv og DKP’s degeneration

Fra midten af bind 1 overtages historien af Anton Nielsen selv.

Hans barndomsår i efterkrigstidens år med Danmarks indlemmelse i NATO og Marshall-hjælpen i den kolde krigs tjeneste og slipstrømmen af antikommunismen, som hang tykt i luften i ethvert klasselokale – ikke mindst bag katederet.

DKP stod ikke desto mindre stærkt med den rimelige respekt, partiet havde vundet i forbindelse med dets indsats i modstandskampen.

Desværre er store dele af de to bind i al for voldsom grad præget af skildringen af hændelser, hvor der mangler nogle røde tråde. Det præger også dækningen af efterkrigstiden, hvor Sovjetunionens og Østeuropas fremgange eksempelvis ikke sættes i forbindelse med klassekampssituationen og resultaterne af samme i vesten.

Skildringen af generalstrejken i 1956 er pligtlæsning for enhver klassebevidst arbejder. Hvis man har stiftet bekendtskab med den tidligere, så er Anton Nielsens dækning en god måde at få det genopfrisket på.

Til gengæld mangler Ungarnopstanden tyngde, hvilket specielt skal ses i lyset af, at det var et af imperialismens vigtigste antikommunistiske propagandavåben. Forklaringen på Ungarns ’udglidning’ forbliver udialektisk og forsøges redegjort med personlige fejl fra partiets leder.

Den samme fatale fejl begås i bedømmelsen af partikampen, hvor Aksel Larsen med andre ’blev gået’, og SF stiftet. Fejlen gentages ved DKP’s kollaps.

Herefter fører Anton Nielsen læseren grundigt omkring sin aktive del i arbejdsløshedsbevægelserne gennem nogle årtier – lettere suppleret med stiftelse af familie. Vi bliver lidt omkring hans rolle som medlem af Frederiksborg Amtsråd, hvilket lanceres af et par morsomme historier i hans rolle, hvor han varetog amtets tilsyn med varetægtsfanger. Læs dem selv!

Anton Nielsen tager også læseren med ud i den vide verden, hvor Østeuropa, Kina, Nordkorea, Indien, Indonesien og mange flere steder bliver besøgt og bedømt.

Denne plads er al for trang til at nævne hele omfanget af de to bind, så lad mig slutte med en opfordring til at læse værket, samt nogle vurderinger det politiske og ideologiske indhold.

Revisionismens golde sten

Det er fristende at bedømme Anton Nielsen som en stolt mand, som på baggrund af sin fars revolutionære indsats og Sovjetunionens glorværdige opbygning af socialismen og nedkæmpelsen af nazisterne under ’den store fædrelandskrig’ har haft vanskeligt ved at tage korrekt stilling, da Sovjet og DKP fra midten af 50’erne skred ud i revisionismens sump.

Hvorvidt disse subjektive forhold har gjort/gør sig gældende, er de rene gisninger – og for så vidt ligegyldige.

Det er imidlertid et faktum, at Anton Nielsen ikke er i stand til at give en videnskabelig analyse af en lang række begivenhedsforløb i DKP, endsige Sovjet. Forløb, der tilsammen trækker et råddent spor efter sig.

Det kan til hans forsvar siges, at partiet DKP heller ikke fandt analyserne, der kunne have givet dem de objektive årsager. Spaltningerne af SF og Fælles Kurs samt DKP’s sammenbrud bliver forklaret med overfladiske og personlige forhold.

Det samme gælder i en endnu mere graverende grad bedømmelserne af udviklingen i Sovjetunionen, Østeuropa. Kina, Nordkorea og Cuba.

Lad os nu fastslå, at SF, Fælles Kurs og det daværende revisionistiske DKP (som fulgte det sovjetiske parti i forfaldet) ikke repræsenterede nogen form for revolutionær progressivitet.

Man kunne ikke og kan ikke læne sig op ad disse vragresters analyser eller betragtninger, men det kunne Anton Nielsen have gjort, når talen falder på Carl Madsen, der i starten af 70’erne førte en indædt kamp mod DKP’s nye partiprogram, der knæsatte princippet om (‘strategien’ for) det antimonopolistiske demokrati.

Carl Madsen afdækkede på tydeligste og videnskabelige vis programmets revisionistiske karakter. Anton Nielsen giver sin bedømmelse af Carl Madsen på præcis en side, hvor han karakteriseres som ‘venstreekstrem’. Færdig, bom!

Det er i øvrigt også tankevækkende, at Anton Nielsen, der i sine betragtninger kommer vidt omkring, ikke formår med et eneste ord i sine knap 900 sider at nævne marxismen-leninismen, som gennem tiden har leveret svarene på hans revisionistiske frustrationer.

Det har han såmænd også sine oplagte årsager til.

Anton Nielsen står fortsat klippefast på ’det antimonopolistiske demokrati’. Med alt, hvad det indebærer, og dertilhørende frustrationer.

Begrebet indeholder eksempelvis en tiltro til, at socialdemokraterne kan presses. Det samme gælder for så vidt også fagbevægelsens allerøverste top. De er som sådan ikke klasseforrædere eller modstandere, men strategisk allierede, hvorfor revolutionære ikke skal føre kamp mod dem, men appellere til deres bedste.

Det har arbejderklassen lidt mange smertefulde nederlag af.

Anton Nielsens egne livserfaringer, som han i sine udgivelser understreger de utallige skuffelser, når Socialdemokraterne og/eller toppen af fagbevægelsen forråder os og stikker kniven i ryggen på arbejderen, har ikke indtil dags dato fået ham til at omvurdere sin grundsten.

Lad mig slutte af med en sidste betragtning.

Anton Nielsen har været konsekvent over for sit følgeskab med revisionismen. Man kan med samme ret sige om partiet DKP efter dets overgang til ‘det antimonopolitiske demokrati’, , at det trods alt har været trofast over for sin kurs – om end det var/er en fejlkurs.

Anderledes forholder det sig med den gruppe i det daværende revolutionære DKP/ML (1978-1997), som i halvfemsernes slutning spaltede partiet og isatte det på en revisionistisk kurs, som senere førte til dannelsen af ‘Kommunistisk Parti’ (KP). Denne gruppe havde tidligere en bevidst afstandtagen til revisionismen og tesen om det antimonopolistiske demokrati.

Man kan i øvrigt med al rimelighed forundres over, hvorfor de tre grundlæggende enige partier (DKP, KPiD og KP) – alle er produktter af den sovjetiske revisionisme og det revisionistiske DKP og deres kollaps – ikke har sluttet sig sammen. Der er intet principielt, der har skilt eller skiller dem ad.

”Som bølger af hav” er god til at blive klog af. Det gælder kendskabet til klassekampen i det 20. århundrede og med hensyn til indsigt i revisionismens uvidenskabelige analyser.

Oktober 2014

Netavisen 28. december 2014


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne