Compaoré afsat: Hvad sker nu i Burkina Faso


Begivenhederne i Burkina Faso er resultatet af en langvarig modstand mod militærregimet og ikke en ’spontan’ og mere eller mindre tilfældig begivenhed. Frygten for at opstanden spreder sig til en lang række andre lande blandt de tidligere franske kolonier er stor.
Solidaritet med kampen i Burkina er vigtig

Fra Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF’s blad La Forge


Folkelig opstand i Burkina Faso

Blaise Compaoré er i sine knap tre årtiers ledelse af Burkina Faso ikke veget tilbage for nogen form for forbrydelse for at erobre magten eller for at bevare den: Kup, snigmord og røveri af landets rigdomme. Efter fire regeringsperioder på henholdsvis to gange syv og to gange fem år ville han ændre forfatningen for at kunne fastholde magten, også efter 2015. Men dette sidste forsøg blev hans skæbne, da en folkelig opstand den 31. oktober 2014 tvang ham til at træde tilbage.

I flere måneder havde revnerne i regimet været tydelige. Det parti der var ved magten – CDP – kollapsede. En del af de gamle ledere forlod den synkende skude, tidligere ministre gik over til “oppositionen”, gjorde sig til talsmænd for forandring og tøvede ikke med at kalde gaden til hjælp.

Zéphirin Diabré, tidligere leder fra firmaet Areva (1) og selvudnævnt “oppositionsleder”, og Roch Marc Christian Kabore, tidligere minister og formand for nationalforsamlingen marcherede i spidsen for titusinder af mennesker, der demonstrerede imod en ændring af artikel 37 i forfatningen. Deres opfordringer til ’ro’ ved slutningen af den store demonstration den 28. oktober blev der ikke lyttet til.

I løbet af et par dage udviklede begivenhederne sig: En million mennesker gik på gaden i Ouagadougou den 28. oktober. Den følgende dag fulgte titusinder af demonstranter opfordringen fra CCVC (2) om at fortsætte protesterne.

Chrysogne Zougmoré, formand for MBDHP (3) erklærede:
“Kæmp, for dette regime er farligt … Efter at regimet har myrdet Thomas Sankara, Dabo Boukari, Norbert Zongo, etc … vil det ødelægge fremtiden for vores børn … men det planlagte bedrag er dømt til fiasko “.

Burkinas presse noterede, at PCRV (Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti) var stærkt repræsenteret med klart synlige bannere med parolerne ’Frem mod en almindelig væbnet opstand! For en revolutionær provisorisk regering!’

I de følgende dage fik mobiliseringen karakter af en folkelig opstand: Magtens symboler blev angrebet. I mange byer blev CDP’s lokaler og fremtrædende regeringsmedlemmers boliger stormet. Det statslige TV’s bygning blev besat, og nationalforsamlingen brændt ned… Den 31. oktober blev ’Nationens Plads’, der nu altid er fyldt med folk, til Revolutionens Plads.

Blaise Compaoré var “fyret”!

En første sejr – efter et langt forarbejde

Dette er en storslået sejr for befolkningen i Burkina. I et land, hvor 60% af befolkningen er under 25 år, stod de unge i forreste frontlinje. De har aldrig kendt til andre statsledere end Compaoré-klanen og længtes efter at gøre op med den.

De var stadig børn i 1998, da mordet på den progressive journalist Norbert Zongo udløste den første større mobilisering af folket mod regimet, og den første større politiske krise i Compaorés tid opstod. Afsættelsen af Compaoré er resultatet af et langt arbejde med organisering af alle lag i samfundet, offentligt – og privatansatte, arbejdende i den uformelle sektor, bønder, studerende og gymnasieelever.

Den er et resultat af et vedvarende, og vedholdende arbejde og af den enhed, der er skabt mellem medlemmer af PCRV, Burkinas kvindeforbund Keybana og aktivister fra masseorganisationerne, hvor alle fronter deltog i mobiliseringen.

Det var de demokratiske og faglige organisationer og de revolutionære kræfter – og ikke oppositionen der gik med for kort tid siden og til allersidst – der reelt skabte denne første sejr.

Da Blaise Compaoré den 31. oktober havde abdiceret, forsøgte militæret at overtage ledelsen. Om eftermiddagen efter at kampene var ovre, der havde kostet 30 demonstranter livet, medddelte General Traoré, chef for hærens generalstab, at han ville overtage posten som statschef.

Demonstranterne afviste ham: “Vi ønsker ikke en ny Blaise “.

Om natten til den 1. november satte oberstløjtnant Isaac Yacouba Zida sig til sidst igennem. Indtil da havde han været leder af præsidentens sikkerhedsstyrke, og er en tæt allieret med general Diendéré, lederen af den særlige generalstab.

Zida forsikrede endnu engang den borgerlige opposition om, at han ”ønskede at gennemføre en fredelig og demokratisk overgang i samarbejde med alle politiske partier og civile organisationer ”.

Han erklærede at: “den folkelige opstand desværre er blevet betalt med mange liv, mange sårede, med plyndringer og personlige tab. Den har vansiret vores byer og givet ridser i vores økonomiske struktur og landets sammenhængskraft”. Han proklamerede, at han vil gøre alt “for at forhindre, at anarkiet skal udvikle sig”.

Et slag for det ‘fransk-afrikanske’ system

Blaise Compaoré var en af støttepillerne i det såkaldte ’fransk-afrikanske’ system. I forhold til Elfenbenskysten, Mali og i Centralafrika, indenfor rammerne af Operation “Barkhane” (4) og i de internationale institutioner, har han altid været en af de vigtigste allierede og et instrument for fransk diplomati og for den franske hær.

Da det endelig gik op for Frankrig, at deres hest ikke ville holde meget længere, gik Hollande, der for alt i verden ville undgå en konfrontation med folket, så vidt, at han foreslog ham en stilling hos en international myndighed.

Men denne ’fredelige overgang’, som hele striben af kandidater til at efterfølge Blaise og ’det internationale samfund’, håbede på og bad til, blev ikke til virkelighed.

Den franske imperialisme og Francois Hollande, som ikke havde held med sine manøvrer, er vildt opsat på at forhindre bølgen af folkelig opstand i at sprede sig til andre lande i Vestafrika.

Den afrikanske ungdom har øret tæt til transistorradioen og følger interesserede og forhåbningsfulde begivenhederne i Burkina, og de kan kun inspirere!

Derfor bekymrer de øvrige ’venner af Frankrig’ sig med rette, og ikke mindst Denis Sassou Nguesso i Congo Brazzaville, Boni Yayi i Benin og også Alassane Ouattara i Elfenbenskysten!

Da der skal afholdes præsidentvalg i alle 25 lande indenfor de næste to år, er alle imperialistiske magter berørt. De bliver aldrig trætte af at gentage deres beroligende udtalelser – heller ikke Obama.

Vores ansvar overfor befolkningen i Burkina Faso

Befolkningen i Burkina må gøre alt for at undgå at den første sejr ikke bliver frastjålet dem. Nu hvor Blaise er jaget ud af landet, må det gøre op med regimet. Alternativet ligger hverken i militærets hænder eller hos Compaorés tidligere medskyldige, men i den folkelige bevægelse.

Vi støtter vores kammerater i PCRV og deres program for bruddet med de nuværende institutioner, det politiske system og det økonomiske grundlag for den 4. republik og også bruddet med det imperialistiske herredømme i deres land.

Det er den eneste måde at tackle de demokratiske og sociale spørgsmål på, hvis løsning de unge og hele folket i Burkina stræber efter.

Som talsmanden for vores parti understregede under støttemanifestationerne i Paris, har vi her i Frankrig “et ansvar over for befolkningen i Burkina: nemlig at fordømme og bekæmpe ethvert forsøg fra den franske regerings side på at sabotere denne dybtgående bevægelse “.

Denne solidaritet må vise sig gennem en styrkelse af fælles initiativer og de talrige forbindelser mellem fagforeninger, demokratiske organisationer, ungdoms- og kvindeorganisationer, der allerede eksisterer.

Vi er så meget mere interesseret deri, fordi Compaorés og hans regerings fald er et slag mod dem, der påtvinger os en krise- og krigspolitik, som vi kæmper imod.

Noter

(1) AREVA-koncernen er en fransk industrikoncern der beskæftiger sig med produktion og salg mm af atomkraftværker.

(2) Coalition Nationale de Lutte contre la vie Chere, la fraude, l’impunité et pour les Libertés;
Den Nationale Koalition mod dyrtid, svindel, straffrihed og for borgerrettigheder.

(3) Mouvement Burkinabé des Droits de l’Homme et Peuples: Bevægelsen for menneskerettigheder og rettigheder for befolkningen i Burkina Faso.

(4) Operation “Barkhane” er en tidsubegrænset militær aktion mod “terrorisme” i Sahel. I alt 3.000 franske soldater er i aktion i fem lande i Vest- og Centralafrika.

Læs mere

Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV)

Communiqué sur l’Insurrection populaire en Haute-Volta dite Burkina Faso
Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti 1. november 2014

Plateforme politique d’action
Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti 31. januar 2014

Nej til det igangværende militærkup
Netavisen 2. november 2014

Burkina Faso: Folkelig opstand og militær magtovertagelse
Netavisen 2. november 2014

10. november 2014