Afrika går svanger med demokratiske, anti-imperialistiske, antireaktionære og anti-bureaukratiske revolutioner

Af Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV)

Bidrag til ’20 års enhed og kamp for revolution og socialisme’ – jubilæums- og særnummer af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partiers verdensdækkende tidsskrift ’Unity& Struggle’/’Unidad y Lucha’, nr. 28, september 2014

Det afrikanske kontinent – der er genstand for grådighed og står centralt placeret i imperialisternes indbyrdes rivalisering i en tid med krise i det imperialistiske system og imperialistmagternes kamp for at genopdele verden i nye indflydelsessfærer – befinder sig i et voldsomt politisk stormvejr, der er karakteriseret ved følgende:

I mange dele af kontinentet (i vest, i øst og i det sydlige Afrika, etc) er staterne, der er rystet af krisen i det kapitalistisk- imperialistiske system, meget skrøbelige og ude af stand til at opfylde befolkningens forhåbninger og krav til tilværelsen. De befinder sig i en tilstand af håbløs fattigdom og elendighed.

De despotiske og undertrykkende regimer, der er påtvunget landene i kraft af militærkup, valgsvindel og gennem reaktionære borgerkrige, påfører befolkningerne en social orden, der lider under mangel på de simpleste former for demokratiske rettigheder.

De reaktionære væbnede konflikter og volden øges overalt i de forskellige lande og regioner i Afrika (Elfenbenskysten, Mali, Mauritanien, Niger, Senegal, Den Centralafrikanske Republik (CAR) Guinea-Bissau, Sudan, Den Demokratiske Republik Congo etc.).

Kampen mellem de imperialistiske magter (USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland etc.) og mellem disse og nye imperialistmagter som Kina og stormagter som Indien, Brasilien og Tyrkiet, handler om at opnå kontrol over områder i kampen om nyopdeling af verden. Disse rivaliseringer er også en del af kampen om markeder og udplyndring af de enorme mineral- og landbrugsressourcer der findes i Afrika (olie, uran, kobber, sjældne metaller som coltan (Note 1), kaffe, kakao etc.)

Udviklingen af de afrikanske folks kamp – særligt ungdommens – gennem sociale opstande og folkelige massebevægelser, udtrykker tydeligt folkenes krav om demokrati og sociale rettigheder.
Disse kampe retter sig trods forskelle fra land til land først og fremmest mod:

– Det strukturelle tilpasningsprogram (SAP) der er påtvunget dem af de imperialistiske magter og de internationale finansielle institutioner – Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO).

– De neo-koloniale, bureaukratiske, reaktionære og undertrykkende regimer (både civilt og militært) og deres undertrykkelsesinstrumenter, de fascistiske partier tilnyttet militær og sikkerhedstjenesterne og uretsstaterne.

Denne bevægelse fortjener vores særlige opmærksomhed så vi kan drage nogle konklusioner på basis af marxistisk-leninistiske principper og fremme den afrikanske arbejderklasses og folkenes kampe med perspektiverne for national og social frigørelse.

1) Udviklingen og de grundlæggende træk vedde afrikanske folks bevægelse for politisk, økonomisk og social frigørelse

a) De afrikanske folks politiske, økonomiske og sociale krav har følgende hovedpunkter:

  • Politisk frihed og en ægte demokratisk stat, der kan bane vejen for en fuldstændig opfyldelse af individuelle og kollektive frihedsrettigheder og sociale fremskridt
  • Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retten til at danne politiske partier i et reelt flerpartisystem
  • Retten til selvbestemmelse, til frit at vælge det politiske og økonomiske system, afvisning af imperialistisk militær aggression og intervention, afvisning af opkøbet af arvesølvet og de fælles værdier som en følge af privatiseringen, som er dikteret af IMF og Verdensbanken.
  • Arbejde til alle, adgang til sundhedsvæsen, ordentlige boliger til alle, adgang til uddannelse og udryddelse af analfabetisme, et selvforsynende fødevaresystem

b) Bevægelsen for politisk og social frigørelse er af en meget omfattende karakter: Millioner af mænd, kvinder og unge vågner til politisk liv og tager aktivt og med stor beslutsomhed kampen op for at få indfriet deres legitime krav. I mange lande har der været store folkelige demonstrationer mod de høje leveomkostninger, mod korruption, svindel og straffritagelse for politiske og økonomiske forbrydelser (forsamlinger på markedspladser og andre former for møder har udviklet sig til blodige sammenstød med militæret) og der har været økonomiske og politiske strejker. Nogle af disse bevægelser har fået karakter af opstande (Benin, Togo, Burkina Faso, Den Demokratiske Republik Congo, Madagascar, Sydafrika etc).

c) De afrikanske folks nuværende bevægelse for politisk og social frigørelse sætter sig op imod det neokoloniale system, hvor det korrupte bourgeoisi, der er ved magten, vakler mellem usikkerhed og uduelighed. I dag er den demokratiske, antiimperialistiske, antireaktionære og antibureaukratiske revolution sat på dagsorden for fremtiden som alternativ til den nuværende situation for at opnå en social orden baseret på udfoldelsen af folkenes fulde potentiale, materielt såvel som intellektuelt, kulturelt og åndeligt.

d) Det der karakteriserer denne bevægelse er mangelen på den subjektive faktor for revolution. Heraf kommer dens begrænsninger, dens politiske og organisatoriske svagheder, der gør, at folkene ofte, selv i revolutionære situationer, er ude af stand til at omsætte bevægelsen til en egentlig revolution. Denne politiske, ideologiske og organisatoriske svaghed giver plads til manøvrer fra de imperialistiske magter og deres afrikanske allieredes side hvilket gør det muligt for dem at komme til kræfter eller likvidere de bevægelser, der bærer arbejderklassens og folkenes håb.

Kampen for de afrikanske folks frigørelse bekræfter i bred forstand marxismen-leninismens fundamentale teser og retter opmærksomheden mod følgende punkter:

  • De reaktionære borgerlige ideer og de reformistiske teorier af enhver slags om, at det er umuligt at gennemføre revolutionen, bliver slået tilbage af den konkrete kamp, der føres af folkemasserne, som kræver en ny, progressiv social orden, der ville afskaffe den neokoloniale orden, hvis tid er løbet ud. Også kapitulationsteorierne om ”imperialismens almagt, som er uovervindelig, og som folkene må bøje sig for” er overvundet.

I den konkrete kamp giver de afrikanske folk bevis på beslutsomhed og heltemod mod de neokoloniale regimer (som i Niger, Mali, Burkina Faso, Benin, Senegal, Nigeria etc.) som bringer imperialisterne og deres allierede ud i opløsning og forvirring.

  • Revolutionen i Tunesien og Ægypten, der har væltet diktatorerne Ben Ali og Mubarak, er gode eksempler på folkenes modstand og kamp. Alle dette vidner om det faktum at imperialisternes muligheder mindskes, og at de befinder sig i tilbagegang. På den anden side er arbejderklassens og folkenes muligheder til stadighed i fremgang.

    De forsøg, som imperialisterne og deres afrikanske allierede gennemfører for at genvinde deres styrke eller likvidere folkenes frigørelsesbevægelse, viser tydeligt at:

    Den antiimperialistiske bevægelse må for at blive konsekvent også være en kamp mod de klasser og lag, der er allieret med imperialismen. Det betyder, at det også er en klassekamp.

    Den demokratiske, antireaktionære og antibureaukratiske revolution, der er højst relevant i Afrika, må have overgangen fra kapitalisme til socialisme som perspektiv. Det er det grundlæggende spørgsmål i vores tid – imperialismens og de proletariske revolutioners æra

  • Konfronteret med udviklingen af de folkelige kampe udløser imperialisterne og deres afrikanske allierede grusom og reaktionær vold mod folkene (politiske henrettelser, angreb på fredelige demonstrationer, arrestationer og barbarisk tortur af frihedskæmpere, brutale interventioner fra udenlandske militærmagter for at genoprette den koloniale orden etc). Ved at drage lære af imperialisternes og deres allieredes optræden erkender masserne i endnu højere grad nødvendigheden af revolutionær vold og på enestående vis praktiserer de i stadig voksende omfang kampformer af stadig mere opstandslignende kaakter.
  • Med socialismens midlertidige nederlag internationalt og den deraf følgende ebbe i den revolutionære bevægelse verden over var det reaktionære bourgeoisi, opportunisterne og reformister af enhver slags hurtige til at proklamere kommunismens endeligt. Også de dertil knyttede ideologier som ‘klassesamarbejde’, ’nødvendigheden national forsoning’, ‘tolerance og tilgivelse’ etc. Den nuværende situation stempler disse mantra som løgne. Livet selv viser med stadig større tydelighed, at disse prædikener udspringer af et vældigt pres fra imperialismen og bourgeoisiet, der søger tilflugt i udsigtsløs reformering af det kapitalistiske system, hvis forbrydelser og grumhed er afskyelige. I den nuværende situation i Afrika forsøger reformismen at forsvare kolonialismen og at undgå en revolutionær løsning på den krise, der fejer hen over kontinentet.


II) Hvad er løsningen på den dybe krise, der fejer hen over det afrikanske kontinent?

Stillet overfor krisen er imperialisterne og deres afrikanske allierede i defensiven, mens de søger en borgerlig-kapitalistisk løsning, der tillader dem at redde og underbygge grundlaget for kapitalismen og den neokoloniale udbytning og undertrykkelse i de forskellige lande. For at kunne gøre dette gennemfører de politiske og økonomiske reformer, særligt Den strukturelle Tilpasningsplan gennem IMF og Verdensbanken. Dette er liberalistiske økonomiske og politiske reformer, hvis formål er at stimulere en bestemt udvikling af kapitalismen i de afrikanske lande gennem at integrere dem i det verdenskapitalistiske system. Det skal gøres ved at erstatte grundlaget for den koloniale økonomi i disse lande med et neokolonialt system.
Dette vil konkret betyde følgende:

  • Styrkelse den sociale og politiske basis for neokolonialismen ved at forny udviklingen af det lokale bourgeoisi. På denne måde vil bourgeoisiet blive mere bevidst om sin rolle som forsvarer af det kapitalistiske system og mere effektive i deres forvaltning af de neokoloniale interesser. Det er, hvad der i virkeligheden ligger bag Det Strukturelle Tilpasningsprogram (SAP) og alle tiltagene med økonomisk, finansiel og politisk omorganisering. Alligevel er gennemførelsen af disse programmer ikke forløbet stille og roligt eller uden problemer. Tværtimod:
  • De skærper modsætninger mellem imperialisterne, der antager en særlig karakter eftersom de forløber på samme tid som kampen for imperialismens genopdeling af verden og Afrika, og tager de deraf følgende forandringer og rivaliseringer indenfor det imperialistiske system i betragtning.
  • Klassekampen i de forskellige lande skærpes og bliver mere kompleks, hvad der nogen gange forvirrer arbejderklassen og folkene, som ikke er tilstrækkeligt organiseret og ikke fuldt bevidste om, hvad der er på spil.
  • De fremhæver behovet hos imperialisterne og deres afrikanske allierede for en åben undertrykkelse af arbejderklassen og folkene, og de inddrager også defensive, taktiske politikker i retning af at aflede de folkelige bevægelser i reformistisk retning. Dette viser imperialismens og dens lokale allieredes manglende evne til at møde de afrikanske folks mest basale krav; det viser også, at forsvarerne af den neokoloniale orden har et vist manøvrerum til at forhale revolutionens sejr gennem at aflede og undertrykke den revolutionære bevægelse i dette eller hint land – som situationen ser ud på nuværende tidspunkt.

Af alle disse grunde er skabelsen eller styrkelsen af marxistisk-leninistiske partier i Afrika en bydende nødvendighed. Partierne må rejse den revolutionære fane for national selvstændighed og social frigørelse.
Dette er en afgørende opgave i den aktuelle periode af akut krise i kapitalismen og imperialismen, for uden et ægte kommunistisk parti er arbejderklassen som en hær uden generalstab og kan ikke drømme om at vælte imperialismen og tage magten.
Dette er en del af Lenins lære:

“…vi er nu nået til spørgsmålet om den revolutionære krise som grundlaget for vores revolutionære aktion […] Der eksisterer ikke noget, der kan kaldes en absolut håbløs situation. Bourgeoisiet opfører sig som utilslørede røvere, der har tabt hovederne; de begår den ene dumhed efter den anden og skærper situationen og fremskynder deres egen undergang. Alt dette er sandt. Men ingen kan ‘bevise’, at det er fuldstændigt umuligt for dem at pacificere et indretal af de udbyttede med nogle ubetydelige ofre. At på den anden side forsøge at ‘bevise’, at der ‘absolut’ ikke findes en udvej af situationen ville være totalt pedanteri eller en leg med begreber og slogans. Kun praksis kan tjene som et egentligt ‘bevis’ i dette og lignende spørgsmål. Over hele verden oplever borgerskabets system en kolossal revolutionær krise. De revolutionære partier må nu ‘bevise’ i praksis, at de har tilstrækkelig forståelse og organisation, kontakt med de udbyttede masser og beslutsomhed og evne til at udnytte krisen til en succesfuld og sejrende revolution” 2)

Den revolutionære kamp i Afrika bygger, som den gør over hele verden, på en korrekt forståelse og praktisering af proletarisk internationalisme.

Proletarisk internationalisme er enhed i tanke og handling hos arbejderklassen i det enkelte land og hos verdensproletariatet som helhed i dets kamp for at afskaffe det kapitalistiske system gennem revolutionær vold; at knuse grundlaget for borgerskabets magt, at overtage produktionsmidlerne, at bygge Verdensrepublikken af sovjetter. Proletarisk internationalisme er et af de mest magtfulde våben for revolutionen og opbygningen af kommunismen, og det er en uomgængelig betingelse at sikre det.

Den verdensomspændende og mange facetterede støtte til Afrikas arbejderklasse og folks kamp fra Frankrig og fra hele verden er nu mere end nogensinde sat på dagsordenen.

Vi må bidrage til udviklingen af marxistisk-leninistiske partier og organisationer på det afrikanske kontinent. Vi må hjælpe til at styrke Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, der i dag er et kompas og et yderst nyttigt redskab for den internationale marxistisk-leninistiske bevægelses enhed, for den revolutionære kamp fra Afrikas og alle verdens folk for national og social frigørelse.

Længe leve det afrikanske folks kamp for dets nationale og sociale frigørelse!

Længe leve den proletariske internationalisme!

Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti

Noter:

1) Coltan er et mineral der er af strategisk højteknologisk betydning. Den Demokratiske Republik Congo besidder 80 % af verdens beholdning af dette mineral, der anses for at være en ikke-erstatbar ressource og for hvis besiddelse republikken har været i krig siden 1998.

2) Kommunistisk Internationales 2. kongres: ”Rapport om den internationale situation og den kommunistiske internationales grundlæggende opgaver” 19. juli 1920.

Oversat fra

BURKINA FASO: Revolutionary Communist Party of Volta (PCRV)
Africa is pregnant with democratic, anti-imperialist, anti-reactionary and anti-bureaucratic revolution

Se også

Udtalelse om den folkelige opstand i Øvre Volta, kendt som Burkina Faso
Af Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV)
Netavisen 30. november 2014

Netavisen 1. december 2014