Teser om revolution og socialisme


Oplæg til Arbejderpartiet Kommunisternes kongresdebat

Kommunistisk Politik 11, 2014

1.

Det er åbenbart, at imperialismen i sit højeste og sidste stadium generelt udviser stadig mere reaktionære træk. Uden ’konkurrence’ fra et eksisterende socialistisk system – uden at der eksisterer et eneste ægte socialistisk land – føler monopolerne og deres stat, at der er frie hænder til at gennemtrumfe deres globale økonomiske og politiske diktatur over samtlige lande, samfundslivet i alle lande, over verdenssamfundet, befæstet af den amerikanske imperialisme, EU-imperialismen og deres økonomiske og militære redskaber som NATO, IMF osv.

Men kapitalismen kan ikke undslippe sine indre modsætninger. Den kan ikke undslippe sine økonomiske kriser, der tenderer mod at blive hyppigere og mere langvarige. Den afslører sin barbariske karakter gennem de permanente krige, militarisering, terrorlove, masseovervågning, brugen af tortur og opmuntringen af kriminelle nazistiske og fascistiske bander. Dens røvertogter også mod det store flertal i imperialismens hjemlande viser, at den er ved at løbe tør for midler til at berolige og bestikke brede sociale lag.

2.

Det 20. århundrede så to store revolutionære bølger – begge knyttet til de imperialistiske verdenskrige. Den første med skabelsen af verdens første socialistiske stat under proletariatets diktatur, den anden efter nazismens og fascismens fald med etableringen af folkedemokratier og socialistiske lande i Østeuropa og de socialistiske revolutioners spredning til andre kontinenter – Kina, Korea og Vietnam i Asien, og sidst Cuba i Latinamerika. Den revisionistiske kontrarevolution efter Stalins død satte en stopper for den anden bølge af revolutioner i løbet af årtierne frem til Sovjetunionens opløsning, kontrarevolutionen i Albanien – det eneste ægte socialistiske land i perioden – Kinas kapitalistiske og imperialistiske supermagtsudvikling, den revisionistiske degeneration i Vietnam, Nordkorea og Cuba, som endnu ikke er afsluttet.

3.

Genoprettelsen af kapitalismen som det eneste globale økonomiske og sociale system førte ikke til fred og fremgang, men til det modsatte – til en kapitalistisk og imperialistisk offensiv uden historisk sidestykke, til uafbrudte imperialistiske krige, uafbrudte bestræbelser på at slavebinde nationerne, arbejderklassen og folkene, uafbrudt imperialistisk offensiv mod alt progressivt. Også i Europa, hvor Jugoslavien er opdelt som resultat af imperialistisk krig, eller i Ukraine, hvor en ny reaktionær ’borgerkrig’ er i gang.

Det kan hævdes, at en tredje verdenskrig allerede er i gang, med det imperialistiske USA i alliance med EU og med NATO som en hovedaktør – en krig, der endnu ikke har taget form af en krig mellem de imperialistiske stormagter, men lægger op til det. Hvor akut faren kan blive, kom der en forsmag på med begivenhederne i Ukraine i 2014 og med NATO’s beslutning om at befæste sig hele vejen langs Ruslands vestgrænse.

4.

Vi lever fortsat i imperialismens og de proletariske revolutioners epoke. Alle kapitalismens og imperialismens indbyggede modsætninger skærpes i denne periode kendetegnet ved imperialistiske krige, monopolernes globale offensiv og den allerede langvarige økonomiske verdenskrise, der brød ud i 2006-08 og endnu ikke har set sin afslutning.

Imperialismen som system befinder sig fortsat i krise som socialt system – trods sin påståede historiske sejr over socialismen (som i realiteten ikke var andet end den revisionistiske kontrarevolutions fallit og samtidig dens resultat).

Som system er kapitalismen ude af stand til at opfylde de voksende menneskemassers basale behov, ude af stand til at undgå krige, ude af stand til at forhindre klimaødelæggelse og miljøkatastrofer – fordi dets inderste drivkraft og motiv er jagten på kapitalistisk profit.

5.

Kapitalismens og imperialismens iboende modsætninger, som til stadighed skærpes, fører til udviklingen af revolutionære kriser og revolutionære situationer, der ikke er begrænset til en enkelt region eller kontinent, men opstår på alle kontinenter i forskellige lande og forskellige situationer.

De objektive faktorer for revolution vokser til stadighed. Problemet er fortsat, at den subjektive faktor ikke følger med – herunder svagheder og mangler i den marxistisk-leninistiske og revolutionære bevægelse.

Men alt viser, at vi er på vej ind i den tredje bølge af proletariske og antiimperialistiske revolutioner, der udløses af imperialismens krise og krige, af den manglende opfyldelse af massernes behov og den skærpede udbytning og udplyndring. Tydeligst har det været i Latinamerika og i Mellemøsten og de arabiske lande, hvor de politiske systemer i alliance med imperialismen får sværere og sværere ved at modstå massernes pres for forandring, for revolution. Det udløste ’det arabiske forår’, som startede i Tunesien, og tidligere førte massernes kamp for forandring i Latinamerika til, at en række venstrepopulistiske regeringer kom til magten.

Disse processer er langtfra afsluttede, selv om revolutionen kan lide tilbageslag eller midlertidige skibbrud i det ene eller andet land eller den ene eller anden region. De seneste eksempler på, at folkene kan etablere eller prøver at etablere demokratiske og revolutionære systemer, kan vi se i Rojava i det kurdiske Syrien og i det østlige Ukraine med de autonome områder.

6.

Socialismen er igen sat på dagsordenen som målet for de revolutionære udviklinger. Kapitalismen og imperialismen må nogle få årtier efter deres sejrsjubel – hvor de fejrede historiens afslutning! – igen frygte arbejdernes og folkenes revolutionære kamp. For stadig flere verden over indser, at det kapitalistiske system ikke fungerer, at et andet samfund er muligt, at socialismen er en nødvendighed. Derfor tager magthaverne – bourgeoisiet i alle lande – også skridt til voldelig undertrykkelse og statsmagtens nedkæmpelse af de revolutionære bestræbelser.

7.

For at nedkæmpe den revolutionære bevægelse hen imod socialisme mobiliseres og udrustes også andre reaktionære kræfter i de samfund, hvor oprøret ulmer, til at undertrykke og lede dem på vildspor – herunder nye varianter af fascisme og også politisk islam og de jihadistiske organisationer i Mellemøsten, dele af Den russiske føderation, Østeuropa og Kina.

Disse bevægelser søger at erstatte den revolutionære kamp for socialisme og føre den over i en kamp for fascistiske eller religiøse diktaturer såsom kalifatet. De opstiller samfundsmodeller, der angiveligt skulle være i modsætning til både kapitalismen og socialismen, der skal have spillet fallit. Både fascisme og islamisme som politiske strømninger peger tilbage til middelalderen.

De søger at udnytte kapitalismens og imperialismens krise – og hadet til imperialismen – til at føre massebevægelserne over på reaktionære platforme, hen imod totalitære varianter af kapitalismen, som ikke vil føre nogen form for frigørelse med sig eller opfylde massernes mest basale behov.

8.

De revolutionære processer kan forløbe i forskellige faser og trin, men socialisme er det strategiske mål. Det vil sige opbygningen af et nyt samfundssystem på basis af proletariatets diktatur – arbejdernes klasseherredømme – og samfundseje og samfundsorganisering af produktionsmidlerne og produktionen. Det vil sige samfund, der udspringer af revolutioner, som sætter den herskende klasse fra magten og knuser dens stat. Og revolutioner udspringer af objektive revolutionære kriser, der hverken kan ønskes frem af kommunister og revolutionære eller forhindres af reaktionens mørkemænd.

De marxistisk-leninistiske partier forbereder sig på at være stærke og dygtige nok til at kunne gribe ledelsen af masserne i en revolutionær situation, hvor de herskende ikke længere kan regere som hidtil, og de beherskede masser ikke længere vil finde sig i at blive regeret på den måde. Det er et relativt simpelt budskab og program, som de ægte marxistisk-leninistiske partier udbreder og følger.

Derfor er det også af den største betydning for borgerskabet at angribe disse ideer på alle måder og skabe forvirring om revolutionens program.

9.

Marxismen-leninismen er oprørets, revolutionens og socialismens videnskabelige ideologi og teori. Men først i det øjeblik den gribes af masserne, kan den udfylde sin opgave: at skabe og vejlede opbygningen af de nye samfund, som afløser kapitalismen.

Netop derfor er det afgørende for den herskende klasse at forhindre først og fremmest arbejderklassen i at omfavne den videnskabelige socialisme. Det gøres gennem en konstant hetz og løgnekampagne mod alle dens elementer, ved at isolere og bekæmpe dens bærere – de kommunistiske partier – gennem en endeløs tilsværtningskampagne mod de socialistiske samfund, som arbejderklassen skabte i det 20. århundrede, og som blev ødelagt indefra og udefra.

10.

Reformisme og revisionisme er de klassiske hovedinstrumenter til at skabe forvirring om vejen til socialismen og om socialismen i sig selv. Men de gamle former for reformisme som socialdemokratismen eller den pro-russiske, den pro-kinesiske eller ‘eurokommunistiske’ moderne revisionisme er blevet miskrediteret og har afsløret sig selv. Gorbatjovs ‘nye socialisme’ er for længst glemt. Og de gamle socialdemokratiske partier har afsløret sig som redskaber for de herskende, for EU, for krig.

Derfor må der bestandig opfindes nye teorier, som kan holde masserne væk fra marxismen-leninismen, den videnskabelige socialisme.

Denne funktion opfylder disse nye opportunistiske teorier bedst, hvis de udspringer af ægte folkelige bevægelser og kampe. Venezuelas Hugo Chavez, der var modstander af den amerikanske imperialisme og ønskede social fremgang for de fattige masser, lancerede ’det 21. århundredes socialisme’ – en anti-leninistisk og i bund og grund reformistisk teori, hvorefter der kan indføres socialisme uden et opgør med den herskende klasse, uden revolution, uden at knuse borgerskabet og imperialismens positioner i landet fuldstændigt. Denne teori er blevet støttet af Cuba, som hastigt udvikler sig mod integration i det kapitalistiske verdenssystem, og bringer ikke socialisme til Venezuela eller noget andet land.

Tilsvarende udklækkes der efter de givne historiske og aktuelle betingelser teorier og ideer og skabes nye partier, der skal forny illusioner om, at man kan lave revolution uden marxismen-leninismen og det kommunistiske parti. Fra Spanien med dets gamle anarkistiske traditioner kommer Podemos, som gør sig til talsmand for ’spontane revolutioner’ og har dannet et parti, der nu kan fremføre disse teorier i EU-parlamentet i gruppe med det græske Syriza, det tyske Linke og det svenske Venstreparti – og i øvrigt Folkebevægelsen mod EU.

Se også

TEMASIDE: KONGRESDEBAT

17. november 2014