Hvordan dagpengeberettigede blev til de udstødte


Det danske arbejdsmarked afdækker på mange leder absurditeten i et kapitalistisk samfund.

 

Protest foran Christiansborg 27. maj 2006

Reproduktionen og udvikling af en relativ lille befolkning på omkring 5½ million indbyggere er i smørhullets produktivkræfter lagt i hænderne på 2-250.000 personer i fremstillingsindustrien, som skal skabe værdierne til landets befolkning.

Den del af industrien er underlagt EU’s prioriteringer i ’konkurrence’ med kapitalens multinationale monopoler. Derfor har vi ingen tungindustri, selvstændig stålproduktion med meget, meget mere. I stedet er landet prioriteret til service’produktion’, hvor flere og flere skal leve af at klippe hinanden – og hvor turistindustrien får en stadig mere central rolle. Vi er som et landbrugsland ikke engang til at brødføde os selv; men importerer stadig flere fødevarer – giftige og genmanipulerede.

Danmark rummer vel sagtens omkring 3½ million personer i den erhvervsaktive alder, hvoraf omkring 2 mio. er erhvervsaktive – heraf altså mindre end 250.000 i regulær varefremstilling. (Når Dansk Industri og CO-Industri forhandler overenskomst drejer det sig om 220.000 arbejdere).

Parallelt med de omkring 2 millioner erhvervsaktive ’lever’ en lille million udenfor arbejdsmarkedet – udstødte på mange forskellige overførselsindkomstbenævnelser. Et kolossalt spild af et samfunds væsentligste ressource. Kun kapitalismen tillader så stort et spild – og en så irrationel produktion.

Tilbage står en lille million mennesker af kød og blod med skægget i postkassen – kasseret med ar på sjæl og krop! – mens de ca. 2 millioner erhvervsaktive nedslides fysisk og psykisk. Absurd.

Historik

I hele min voksne levetid (40-45 år) har arbejdsgivere, myndigheder og presse sunget de samme sange: I kriseperioder hvor arbejdsløsheden er anerkendt er det arbejdsløses egen skyld. De er dovne og alt for lidt fleksible. Arbejdsmarkedet skriger altid på arbejdskraft; men arbejdere gider ikke uddanne sig, så flaskehalsproblematikken er kronisk. De arbejdsløse er forkælede med en alt for høj dagpengesats eller kontanthjælp.

Når hele koblet af levebrødspolitikere hyler op om, at det skal kunne betale sig at arbejde, betyder det, at satserne skal sættes ned og kravene til ressourcespilderne skal skærpes. Ulvekoblet hyler stadig – med Socialdemokraterne og ’rød’ blok i den aktuelle front.

Efter 2.verdenskrig eksisterede der også i Danmark en enorm arbejdsløshed. Det europæiske produktionsapparat var i et kæmpe omfang smadret af krigen. Danmark var i den forbindelse sluppet billigt, men alligevel ramt af den sammensmeltede europæiske kapital, hvor blandt andet landbrugseksporten var mærket af manglende afsætningsmuligheder.

Det tog 2 årtier (15-20 år), inden kapitalen var oppe i fulde omdrejninger. Vesteuropa oplevede i midttredserne (i 50’erne havde kvinderne udfyldt det voksende behov) regulær mangel på arbejdskraft, hvilket så blev importeret – for Danmarks vedkommende primært fra Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan. De blev fra start lagt for had!

Trods det åbenlyse behov, som de fyldte ud, blev behandlet som pariaer: De opholdt sig ved cafeborde i flere timer over én kop kaffe. De stjal VORES piger og arbejdet, – som i øvrigt altid var det værste af det værste lortearbejde. Farligt og nedslidende.

Medier og politikere tørrede al ondskab af på dem, og arbejderklassen blev splittet på spørgsmål. Mange arbejdere faldt for hetzen.

Selv i denne periode med mangel på arbejdskraft havde kapitalen brug for en arbejdskraftreserve af arbejdsløse, der kunne flyttes rundt geografisk og mellem brancher.

Der eksisterede en regulær om end mindre reserve af arbejdsløse. Langtidsledige var et uhyre sjældent fænomen. Mange var ’medlem’ af reserven alt efter årstid. Den gang faldt produktionen i byggeriet voldsomt i vinterhalvåret og udløste derved sæsonbestemt arbejdsløshed. Det var surt og hårdt at gå fra løn til arbejdsløshedsunderstøttelse – som det hed den gang; men murerne og andre vidste, at arbejdet oftest ventede om hjørnet.

Den eksploderede imidlertid ved den første store økonomiske krise efter krigen i starten af 70’erne. Den kapitalistiske krise – som den var – blev benævnt oliekrisen, idet dens udspring blev forklaret med de olieproducerende landes (OPEC) ublu priskrav.

I midten af 70’erne var massearbejdsløsheden en realitet – og langtidsarbejdsløse blev et almindeligt kendt fænomen.

På dette tidspunkt havde man som a-kassemedlem ret til 7 års understøttelse, som med uddannelse – ikke kompetencegivende – kunne forlænges med 2 år til 9 år! De 7 år var delt i 2 perioder, hvor de første 4 år var ’fredet’: Der blev ikke stillet synderlige krav til den arbejdsløse. A-kasserne havde anvisningsretten, så de fleste a-kasser disponerede på en måde, hvor branchens medlemmer ikke faldt ud af systemet. Genoptjeningsretten blev – som jeg husker det – opnået ved et halvt års arbejde over en flerårig periode.

Med arbejdskraftreservens eksplosion krævede kapitalen en regulering af reglerne og lovene, som set fra kapitalens side var alt for gunstige: Størrelsen på understøttelsen skulle sænkes, rådighedsreglerne skulle strammes og anvisningsretten skulle antastes. I de sidste 35 år har disse felter været under konstant beskydning – konstant under løgne om, at de arbejdsløse er nogle nasserøve – og der er masser af arbejde at få – hvis man vil!

Schlüterregeringen i 80’erne skar effektivt i rettighederne under den europæiske ’ny’konservative bølge i Europa og Nordamerika – anført af Reagan og Thatcher. Ved overenskomstfornyelserne i 1987 og 89 blev grundstenene til det meget fleksible arbejdsmarked lagt og kombineret med aktivering af arbejdsløse, som reelt blev til en løntrykkerstyrke.

I starten af denne periode måtte de arbejdsløse i aktivering på arbejdspladser ikke udfylde regulært arbejde. I givet fald skulle det ske ’under opsyn’ af en ansat, så vedkommende ikke ’tog arbejde’ fra nogen.

Ikke desto mindre var det monopolkapitalens indtil da foretrukne regeringsparti Socialdemokratiet under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen, som huggede dybest ind i arbejdskraftreservens forhold.

Anvisningsretten var tidligere blevet overført fra a-kasserne til de offentlige (under staten) arbejdsanvisninger, og blev nu lagt under private aktører, som naturligvis var resultatlønnede. Resultater kunne og kan opnås ved at fratage en arbejdsløs retten til dagpenge under påstand om, at han/hun ikke opfylder betingelserne. Anvisningen blev til et profitområde.

Dagpengenes størrelse er i hele perioden blevet undermineret, idet reguleringen ikke har fulgt inflationen. Arbejdsløshedsperioden blev reduceret til 4 år, hvoraf de sidste 2 år indebar tvangsaktivering – kursus eller på en arbejdsplads – nu reelt arbejdende.  Værst af alt fjernede Nyrups arbejdsminister Jytte Andersen (S) genoptjeningsretten ved støttet arbejde. På den konto mistede titusinder arbejdere retten til dagpenge.

I erkendelse af at de arbejdsløse var så tung og umulig byrde at løfte for kapitalen havde man valgt at ’skubbe’ en del ud i en billigere efterløn fra sit fyldte 60 år. I virkeligheden en populær ordning, som Nyrup forringede voldsomt. Den blev selvfinansieret, og perioden i realiteten reduceret til 3 år. Det kunne dårligt betale sig at gå af som 60 årig mere.

I dag er den på vej ud i mørket – ikke mindst man senest som 35 årig skal tilmelde sig og starte med at betale til ordningen. De nedslidte har fået det enormt vanskeligt med at blive tilkendt førtidspension, hvis satser er reduceret til blot 2 og beskåret stort.

Det var også Nyrupregeringen, der ’opfandt’ det rummelige arbejdsmarked, hvis propaganda banede vejen for arbejdspladsernes accept af de tvangsaktiverede.


Nutiden

Med den måske største kapitalistiske krise i 2008 er angrebene raslet ned over arbejderklassen; – herunder de udstødte.

Arbejdsløsheden er statistisk set gjort stort set umålelig. Arbejdsløshedstallet tager udgangspunkt i dels dagpengemodtagere og nogle kontanthjælpsmodtagere klassificeret i 2 ud af de 5 klassificeringer; men er sløret ved fravær af mange grupper, hvoraf fleksjobbere, tvangsaktiverede arbejdsprøvning m.fl. er de mest oplagte.

Men andre er også sat udenfor: Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere i gruppe 3-5 oa. Man kan altid diskutere, hvorvidt nedslidte, førtidspensionister og andre skal tælles med; men det er ud fra flere betragtninger rimeligt. Når arbejdsmarkedet eller for den sags skyld et samfund påfører befolkningen nedslidning/sygdom, så er det jo under alle omstændigheder et spild af vores væsentligste ressource.

Blå og ’rød’ blok har i samklang forringet forholdene for ’reserven’ yderligere. Dagpengeretten er reduceret til 2 år, hvor de 15 måneder er underlagt tvangsaktivering. For arbejdsløse over 50 år er 18 ud af de 24 måneder underlagt tvangsaktivering. Genoptjeningsretten er hævet til 12 måneders regulært arbejde (1924 timer), hvilket skal ’hentes’ på en maksimal 2 årig periode.

Jobcentre, private aktører OG a-kasserne behandler de ledige fornedrende, ydmygende, og det ligger i kortene, at man bliver betragtet som nasser med formålet at ville snyde ’systemet. Langt hovedparten af a-kasserne udfører villigt lovgivningens beskidte indhold.

Op til ethvert folketingsvalg gør samtlige partier sig til talsmænd for de arbejdsløse og deres urimelige situation. De latterlige kurser er her et gennemgående tema, som enhver opposition vil afskaffe eller ændre. Pettirørsgrupper er i deres form blevet ændret, men deres væsen er bibeholdt – regering efter regering.

Den nu fhv. socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, har gjort et stort nummer ud af, at den enkelte arbejdsløse ikke skulle kunne tvangsaktiveres, hvis vedkommende ligger inde med en ansættelseskontrakt med ikrafttræden i nær fremtid. Det lykkedes hende gennem 1½ år at gennemføre VK’s politik, inden hun gjorde noget ved problemer.

De unges situation burde dækkes særskilt, idet de er ekstra hårdt ramt. Kravene til dem er større, ydmygelsen og nedværdigelsen er voldsom. Undertegnede er desværre ikke ’klædt på’ til at dække denne problemstilling, så jeg håber andre kan. De unge fortjener et særskilt kapitel.

Tvangsaktiveringen omfatter oftest sindssyge og ikke brugbare aktiviteter og kurser. I stedet udfylder de aktiverede stadig en større del af arbejdsmarkedet – ikke mindst i det offentlige, hvor man institutioner ’overlever’ på nåde af de tvangsaktiverede. Masser af institutioner ville ikke kunne fungere uden disse. Der burde med andre ord slås regulære stillinger op til almindelige overenskomstdækkede forhold. Det sker ikke.

Langt hovedparten af de aktiverede drøner direkte videre ud i kontanthjælp efter aktiveringen. De bliver oven i købet ofte forbigået, hvis arbejdspladsen i perioden opslår en stilling.

35-40.000 arbejdere er blevet udstødt af dagpengesystemet over få måneder. Mange af disse har ikke engang ret til kontanthjælp, da de har en forsørger. Forsørgerpligten er i samme situation udvidet.

Enhedslisten har støjet en masse omkring problemet; men reelt ikke opnået en dyt – trods den udbredte harme i arbejderklassen. Nyttejobsordningen er et fejlskud som et socialdemokratisk lappeforsøg. Selve ideen bag ordningen er syg. Den er i sit indhold en forværring af hidtidige ordninger og tilmed dybt urimelig og uden rimelighed 2 eksempler:

I Ikast-Brande skal en ledig arbejde i et nyttejob 37 timer om ugen. For en kontanthjælpsmodtager under 30 år svarer det til en timeløn på 43 kroner. I Allerød arbejder en nyttejobber 20 timer om ugen, og det betyder, at kontanthjælpen bliver til 79 kroner i timen.

Kommunerne får refusion, hvis nyttejobbere arbejder mere end 25 timer om ugen, så kommunerne bliver animeret til at lade de ledige arbejde så meget som muligt.

Indlægget burde også rumme kapitalens brug af ’reserven’ som løntrykkermekanisme.

Et andet element er frygten for arbejdsløshed er voldsomt dæmpende for protester; – ligesom det giver grobund for splittelse i arbejderklassen, idet nogle forfalder til borgerskabets hetz mod indvandrere fra Baltikum og Østeuropa.

Desto større arbejdskraftreserve – desto større fordel for borgerskabet i klassekampen. Her er den enkelte arbejdsgiver og det samlede borgerskab kynisk kold, når udgifterne til ressourcespildet tørres af på statskassen.

FAJ, Kbhvn

Se

TEMA: KONGRESDEBAT

Netavisen 24. oktober 2014