Most, skeer og rotter


Bag rattet – Klumme

Kommunistisk Politik 20, 2014

”Du har fra 1.-20.oktober mulighed for at betale skat af din kapitalpension og få en skatterabat på 2,7 pct. Skatterabatten får du, fordi du betaler skatten nu frem for at vente til udbetalingstidspunktet.”

Således stod at læse i et brev til mig fra PFA – et selskab, jeg i en periode i mit arbejdsliv har været tvunget til at betale til som en følge af, at fagbevægelsens ledere i slutfirserne indlod sig på arbejdsmarkedspensioner. Det hed sig at være et gode: Vi ville være garanteret en bedre alderdom. Glemt blev de, som af uransagelige årsager stod udenfor. De måtte se til, at folkepensionen langsomt, men meget sikkert blev forringet i værdi.

Arbejdende ville, hvis man ikke lever eller levede længe nok, få luftsteg og vindfrikadeller, mens man ved hver overenskomstfornyelse kunne se den forøgede indskudte kapital vokse – og indregnet i OK-resultatet. Når talen falder på, at resultatet garanterer reallønnen, er det altså en fremskudt påstand, idet man først får glæde af pengene, når man pensioneres. I mellemtiden påregnes der løntilbageholdenhed. Det er jo arbejderne selv, der skal betale pensionen.

I små to årtier anså kapitalen det for en fordel, at en så stor sum af fremskudt kapital blev samlet i megafonde, som kunne lade strømmen tilflyde ekspanderende virksomheder. Det meste blev spekulationskapital, hvilket kom til udtryk ved krisens fremkomst i efteråret 2008. Her blev det tydeligt, at vore pensioner ingenlunde var garanterede. Hvis pensionsfondene spekulerede formuerne væk, var der ingen, der hæftede for arbejdernes alderdom.

Med krisen ændrede kapitalens behov sig. Fondene bugnede og bugner stadig af ubrugt kapital, som ikke efterspørges – præcis fordi varerne i butikkerne heller ikke efterspørges. Lagrene er stadig fulde, og kapitalen er i recession eller i bedste fald stagnation. Begge dele er negative for en kapitalistisk økonomi. Der er brug for en New deal.

Parallelt med at staten forsøger at puste liv i økonomien med forskellige byggeprojekter og tilskud til håndværksmestre, så pumpes til tider nogle af de sovende pensionsmilliarder tilbage til de rette ejermænd – i håbet om lidt øget forbrug med sneboldeffekt.

– Pengene ligger bedst i borgernes lommer, sagde Poul Schlüter engang i 80’erne, samtidig med at han sugede hver en klejne ud af menigmand. Det var ikke for ingenting, at en af hans reformer blev døbt kartoffelkuren.

Anders Fogh Rasmussen var den første, der forsøgte sig ved allerede i foråret 2009 at frigive midlerne fra den Særlige Pension, som var tvunget opsparing fra arbejderne i 70’erne. Det gav overhovedet ingen effekt på forbruget. Pengene blev brugt til at afdrage en smule gæld, som folk med fast ejendom i 00’erne havde pådraget sig, idet samme Anders bevidst havde ladet ejendomspriserne vokse over skyerne og legaliseret afdragsfrie lån og flekslån.

Siden forsøgte Helle Thorning Schmidt sig med samme mønt: I foråret 2012 blev efterlønnen tilgængelig for ejermændene, og nu er det muligt for personer over 60 år med kapitalpension at få frigivet sit tilgodehavende. For at animere befolkningen til det ønskede forbrug sættes beskatningen tilmed ned fra 40 til 37,3 pct. Av for en kaffekande, og velbekomme.

Vi får se, hvorvidt den glade selfie- og Gucci-bærende førstedame får bedre held med dette foretagende, end hun har med sine ministerrokader. Nu forlader selv rotterne skuden.

Jeg siger: Vi har smagt den blå såvel som den ’røde’ most, og de er begge usmagelige! Nu er det på tide at tage skeen i den anden hånd og sagen i egne hænder!

Reno

Se hele Kommunistisk Politik 10, 2014 i pdf her

Netavisen 21. oktober 2014