Dansk Folkeparti: I en ny krigs tegn


Leder

Kommunistisk Politik 10, 2014



Dansk Folkeparti:
‘Det er flagdag hver dag’

Skal et parti bedømmes efter dets gerninger, efter succes’er og fiaskoer i forhold til dets erklærede politik og mål, må man konstatere at Dansk Folkeparti står for et af de mest monumentale fejlskøn i nyere dansk politik.

Omdrejningspunktet og  selve kernen i dets eksistens er fremmedfjendtligheden og dets modstand mod flygtninge og indvandrere. Derfor har det fulgt en politik for at gøre skel mellem mennesker og samtidig tilværelsen uudholdelig for immigranter af enhver slags, og det roser sig af store resultater i så henseende.

Dets holdning til udlændinge har sejret, erklærer det. Deres politik er blevet stueren og mainstream og deles af regeringscheferne fra både blå og ’rød’ blok.

Dansk Folkeparti har med stor ihærdighed støttet en dansk ’aktivistisk udenrigspolitik’, som er en anden betegnelse for at sende bomber i stedet for bistandshjælp. Især til de lande, som er indbegrebet af ondt og arnesteder for alt, hvad partiet hader. Enhver krig mod et muslimsk land er sikker på Thuesen Dahls og Kjærsgårds støtte.

Ikke mindst partiets sorte kristen-fundamentalistiske præster har tordnet mod muslimer og for krigenes nødvendighed. Måske fordi disse middelaldertyper genkender sig selv i deres muslimske modparter. For Dansk Folkeparti er krigsmodstandere ’landsforræddere’.

Partiets krigspolitik har nøgternt set været en tordnende fiasko, hvis succeskriteriet er at trænge islamisk fundamentalisme tilbage.

 I Afghanistan står Taleban til at vinde magten tilbage efter 13 års krig og besættelse og vestligt lydregime. I Irak blev et relativt sekulært regime afløst af et amerikanskstøttet  sekterisk shi’itisk regime med bånd til præstestyret i Irak og et gammelt had til sunnimuslimer. I Libyen stod man sammen med bl.a. Hizb ut-Tahrir om at fjerne Gadaffi og forvandle landet til kaos og et opmarch-område for islamistisk terrorisme.

Og i Syrien, hvor man har støttet den vestlige imperialismes bestræbelser for at få fjernet Assad-regimet, der ikke har spillet på religiøse modsætninger, har man allieret sig med netop de barbariske islamistiske terrorbander, der nu har kastet sløret og hævet sværdet som Islamisk Stat, der vil indføre et kalifat og sharia over hele regionen, og helst i hele verden.

Fornemme resultater for Dansk Folkeparti!

Egentlig er det simpelt nok: De vestlige terrorkrige skaber modstand. Islamofobien og muslimhetzen udvikler også islamistisk fundamentalisme. Og ikke bare i de krigsramte lande, også i Europa og Danmark. At krigene føres som korstog gør det er nemt for islamistiske demagoger at bruge dem til deres formål.

Hovedårsagen til styrkelsen af den islamistiske terror er Vestens terrorkrig.

Hvor der findes sekulære alternativer, overlades de gerne til islamistiske slagtere som IS. Det har vist sig i det kurdiske Kobane, som har måttet kæmpe alene mod disse mørkemænd.

De endeløse krige har en anden direkte konsekvens: En endeløs strøm af flygtninge. I øjeblikket ser man de største flygtningestrømme siden afslutningen af 2. verdenskrig.

En del af dem forcerer Fort Europas befæstede voldgrave, og nogle søger tilmed asyl i Danmark, hvor Dansk Folkeparti stiller sig fornærmet an, som om flygtningestrømmene intet har med Vestens krig og partiets krigspolitik at gøre, men simpelthen er ofre for muslimsk kannibalisme.

Partiet spekulerer i, at de nye flygtningestrømme og barbarisk islamistisk terrorísme – der halshugger fjender i stedet for at sprænge dem i stumper og stykker med raketter og bomber fra kampfly – vil give det en komfortabel fremgang ved det kommende folketingsvalg.

Af både blå og ’rød’ blok fremstilles det som et valg om flygtninge- og indvandrerpolitikken i indbyrdes konkurrence om at stramme den.

Men ligesom DFs  krigspolitik er en fiasko af dimensioner, er dets reaktionære flygtninge- og indvandrerpolitik det også.

Den ligger i forlængelse af, blot mere udtalt,  af den faktiske ghettoiseringspolitik, begge blokke har stået for gennem årtier. Den har bestået i en blanding af pisk og assimileringskrav, og fører til udstødning af en stor del af indvandrerne, også fra anden og måske fra tredje generation.

Den skaber nye problemer, nye reaktionære konfrontationer, i stedet for at løse dem.

En progressiv politik har krigsmodstanden og kampen mod reaktionen som omdrejningspunkt, for velfærd og mod dansk krigsdeltagelse, imod ghettoisering, imod racisme, imod enhver fundamentalisme, for lige rettigheder for alle.

Redaktionen 14. oktober 2014

Se også

Dansk flagparti til zionistdemo for folkemord
Kommunistisk Politik 2, 2009

Koblet af danske krigsforbrydere hyler i kor
Kommunistisk Politik 15, 2007

Fogh-regeringen sammenblander politik og religion
Af Klaus Riis, Stop Terrorkrigen, 11.12. 2004

Indvandrerlovene: Rendyrket reaktionær klassepolitik
Nogle elementer i APKs flygtninge- og indvandrerpolitik
Kommunistisk Politik 13, 2003

Netavisen 17. oktober 2014