Mens IS forsøger at slagte kurderne i Kobani bomber USA syriske kornlagre

Af Ajamu Baraka

 


Red Kobane fra IS: Demo Rådshuspladsen Købenavn
Foto: Erling Skov Madsen

USA fører en sær form for humanitær krig mod IS i Syrien. Mens Kobani, det store kurdiske område der grænser op til Tyrkiet, bliver angrebet af IS-styrker og befolkningen står overfor den meget reelle risiko, at blive udsat for en massakre hvis det falder, erklærede amerikanske militære talsmænd, at de holder nøje øje med situationen i Kobani og har udført lejlighedsvise bombninger, men at de koncentrerer deres indsats mod IS i andre dele af Syrien.

Disse andre indsatser lader til at bestå i at bombe tomme bygninger, skoler, små oliefaciliteter, af og til et køretøj  – og kornsiloer, steder hvor der opbevares korn til at brødføde den syriske befolkning.

Tyrkiet synes også at være i iagttagerens rolle, mens Kobanis kurdere kæmper til døden mod IS.

De humanitære bekymringer fra USA’s officielle repræsentanter over kurdernes situation i Kobani kunne ikke være mere forskellig fra den, der blev udvist i Irak, da styrker fra IS gjorde et fremstød ind  over kurdisk territorium. Da den kurdiske by Erbil var under angreb fra IS, indsatte de amerikanske tropper deres flyvevåben med  fuld styrke i et taktisk samarbejde med kurdiske tropper for at trænge IS tilbage.

Så hvori består forskellen mellem de to situationer?

Forskellen og årsagen til at Kobanis kurdere skal slagtes stammer fra det faktum, at de er den forkerte slags kurdere. Masoud Barzani og de borgerlige kurdere fra Det demokratiske kurdiske Parti (KDP) er ‘de gode kurdere’ og den dominerende kraft blandt kurdere i Irak.

Deres kontrol af næsten 45 % af Iraks oliereserver og det blomstrende forretningssamarbejde de har fået med amerikanske oliefirmaer og Israel siden deres ‘frigørelse’ gennem USA’s invasion, gør dem til et værdifuldt aktiv for USA. Det samme gælder for Tyrkiet, hvor regeringen, til trods for dens historiske undertrykkelse af kurderne i Tyrkiet, gør solide forretninger med Iraks kurdere.

Situationen er fundamentalt anderledes i de kurdiske selvstyre-områder i Syrien. I Kobani er det Det kurdiske folks Forsvarshær, YPG, der er forbundet med Det kurdiske Arbejderparti (PKK), en Tyrkiet-baseret kurdisk uafhængigheds-organisation, som både USA og Tyrkiet har stemplet som en ‘terrororganisation’, der står for hovedparten af de kræfter ,der kæmper mod angrebene fra IS.

Angrebet fra IS harmonerer desuden perfekt med Tyrkiets strategiske interesser. Både USA og Tyrkiet så de militante kurderes kontrol over området som en trussel. Særligt Tyrkiet ønskede at underminere selvstyre processen blandt kurdere, kristne og sunni-arabere i de selvstyrende områder og i stedet gøre regionen til en kampplads med formålet at stjæle syrisk territorium og isolere og angribe PKK’s ‘dårlige’ kurdere.

Tyrkiet pressede på for en aftale, som de åbenbart fik held med, om at USA ikke vil modsætte sig tyveriet af dele af de syriske områder. For at konsolidere dette tyveri ønsker Tyrkiet også at etablere en ‘bufferzone’ langs den syriske grænse. Dette er grunden til, at repræsentanter for USA’s regering har talt for idéen om en flyforbudszone i det nordlige Syrien i de statslige og førende borgerlige medier. Zonen fremstilles som nødvendig for at beskytte civile fra angreb fra den syriske hær – endnu engang den humanitære fupforklaring.

Men for de ‘dårlige’ kurdere i Syrien bliver der ingen humanitær intervention – som der heller ikke var det for Hamas ‘dårlige’ palæstinensere i Gaza.
For at berolige den tyrkiske regering i bytte for dens tiltagende samarbejde i det endelig kup, der bliver sat op mod Damaskus, vil Kobanis befolkning blive leveret til IS.
Gennemsigtigheden i Tyrkiets plan, og USA’s medskyldighed i de planlagte massakre på YPG’s kæmpere i Kobani, kunne med lethed udstilles i USA, hvis det ellers var muligt for nyhedmodtagerne at få oplysninger fra de dominerende medier, der gav mulighed for at ’se’ verden med mere kritiske øjne og med en mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved den statssanktionerede fortælling uden at løbe risikoen for at ende deres ‘karriere’.

F.eks. er det åbenlyse spørgsmål vedrørende en flyforbudszone i det nordøstlige Syrien, hvorfor den skulle være nødvendig, når de eneste civile der angribes er kurderne, og de bliver angrebet af IS-styrker, der ikke har et flyvevåben – i det mindste ikke endnu.

Men de spørgsmål stilles ikke særlig tit fordi de ikke harmonerer med den officielle fortælling om at USA  endnu engang er nødt til at handle for at redde verden fra en ustyrlig fjende, der kun vil kunne bekæmpes af USA’s militære magt. Alt dette er et led i den imperialistiske svindel, som selv store dele af ‘venstresiden’ i USA er faldet for.

Ikke-bombningen af IS ved Kobani og de teateragtige angreb på tomme bygninger må bekræfte den umiskendelige sandhed baseret på USA’s historie af militære angreb– at det virkelige objekt for dets intervention i Irak og Syrien er genoptagelsen af direkte amerikansk militær tilstedeværelse i regionen med det formål at sikre fortsat kontrol med olie- og naturgasreserver, at underminere Iran, blokere for den russiske føderation og bryde økonomisk samarbejde og handelsaftaler mellem lande i centralasien og Kina.

Med andre ord, er målet at sikre USA’s og Vestens koloniale/kapitalistiske dominans. USA og dets allierede ønskede blot en anledning til at komme tilbage uden at støde store dele af deres egen befolkning fra sig. IS giver dem, hvad sarin gassen ikke kunne – masseaccept i Vesten for endnu en krig, uanset hvor begrænset den bliver solgt i dens første fase.

Militaristerne i USA’s politiske ledelse ønskede aldrig at opgive deres plan for en permanent tilstedeværelse i Irak, selv med bevidstheden om at det kræver en en enorm pris for  nationenen i blod, værdier og legitimitet at blive der.

De konkluderede at vejen tilbage til Bagdad og videre mod Teheran gik gennem Syrien. En position som Obama, trods rapporter om det modsatte, tilsluttede sig tidligt i sin regeringsperiode. Alt hvad Obama ønskede var at kunne dække sig ind på en troværdig måde under den første fase af planen for  destabilisering af Syrien.

Den nuværende situation i Kobani er et led i den kyniske farce som kampen mod IS udgør. Tyrkiet har ingen interesse i at forhindre Kobani i at falde i hænderne på IS, da det er i deres strategiske interesse at nægte kurderne enhver form for selvforsvar. Og USA er ikke interesseret i at ændre på magtbalancen mellem kræfterne i kampen i Syrien ved alvorligt at svække IS militært og underminere dets primære og umiddelbare strategiske mål – et regimeskift i Syrien.

Med skabelsen af IS har de neokonservative og liberale interventionister fået deres krig og en betragtelig del af den amerikanske offentlighed støtter op, i al fald på nuværende tidspunkt.

Men den støtte vil forsvinde, så snart det bliver klart, at den politiske elite har styrtet USA tilbage i endnu et hængedynd. Den virkelige skam og udtryk for den hvide overlegne kolonial/kapitalistiske globale modsigelse er, at indtil bevidstheden får tag i folk i imperiets center og befolkningen der tager initiativ til at ændre USA’s krigspolitik, vil tusinder flere dø i Kobani, i Irak, i Syrien og i resten af verden.

Ajamu Baraka er menneskeretsaktivist og geopolitisk analytiker. Han er bidragyder til “K illing Trayvons: An Anthology of American Violence” (Counterpunch Books, 2014). Hjemmeside www.AjamuBaraka.com

Netavisen 14. oktober 2014