Kurderne ofres i en ‘terrorkrig’ som føres under falsk flag

Af E. Holemast, Revolusjon (no)

Den situation der er under udvikling er særdeles farlig. I første omgang står kampen om kurdernes overlevelse i Rojava. I næste omgang kan en ny illegitim krig mod Syrien blive fremprovokeret når som helst gennem tyrkisk enegang eller ved, at NATO giver Ankara marchordre. Kun en aktiv opinion der kan se igennem misinformations kampagnen vil kunne forhindre det.


Fakkeltog for Kobane i København d. 9. oktober. Foto Erling Skov Madsen

Kurderne og deres milits YPG kæmper med ryggen mod muren for at forsvare Kobani mod de fremrykkende styrker fra Islamisk Stat (IS). Civilbefolkningen mangler mad og vand, og har ikke længere noget sted at flygte hen. Bombetogterne fra den USA-ledte koalition har kun mindre betydning for situationen i området. Kampene foregår fra kvarter til kvarter, fra hus til hus.

Tyrkiet afventer situationen i forventningen om, at IS slagter kurderne og gør en ende på den selvstyrende region Rojavi. Kurdere som ønsker at krydse grænsen for at slutte sig til Peshmerga militsen og YPG, bliver tilbageholdt af tyrkiske grænsevagter.

Ankara kræver, at der bliver oprettet en såkaldt bufferzone med flyforbud på syrisk side, en zone som i praksis kan blive annekteret af Tyrkiet. Den uofficielle partner IS kan midlertidigt ‘neutraliseres’, mens kurdernes drøm om selvstyre bliver knust.

I en række byer i Tyrkiet og i Europa har der været protestdemonstrationer til støtte for Kobani og imod Tyrkiets rolle. Mindst 22 mennesker er blevet dræbt i sammenstøddene I nogle byer er kurderne, udover at blive angrebet af politiet også blevet angrebet af islamister og tilhængere af regeringspartiet AKP. De voldsommeste sammenstød er sket i Diyarbakir i ‘hovedstaden’ i den tyrkiske del af Kurdistan (Østtyrkiet).

Tyrkiet og IS

Recip Erdogans regering har igennem flere år været hovedarkitekt, baseområde og transportkanal for jihadisterne i Syrien, både for al-Nusrafronten og for det, som senere har udviklet sig til IS. Den amerikanske vicepræsident Joe Biden kom i begyndelsen af oktober for skade at udtale, at koalitionsparterne som har sluttet sig til kampen mod IS(IS), nærmere bestemt Tyrkiet, Saudi Arabien og De forenede arabiske Emirater, har forsynet ekstremistgrupper i Syrien med penge og våben.

Senere har Biden været fuldtidsbeskæftiget med at bede koalitionsparterne om undskyldning for, at Washington for en gangs skyld sagde sandheden.

Mens Tyrkiet, som har den største NATO-hær i Europa, har en lang tradition for at krænke grænserne til Irak og Syrien i sin kamp mod kurderne, sidder Erdogan nu tilsyneladende på hænderne. Den tyrkiske hær ville i løbet af få dage kunne nedkæmpe IS i Rojava. Regimet i Ankara spiller nu sine kort for at sikre sin position som en regional stormagt.

For at slå hånden af Nusrafronten og IS kræver Ankara noget til gengæld. Det er, at NATO ikke støtter kurderne militært og at USA støtter planen om at fremprovokere en fuld krig mod Damaskus gennem i første omgang at oprette en såkaldt bufferzone.

Solidaritet med hvem?

Jens Stoltenberg besøgte Tyrkiet for at ‘vise NATO-solidaritet’, en solidaritet der på ingen måde omfatter kurdiske demonstranter, som regimet nedslagter i deres eget land. Om værtslandets fremfærd har Stoltenberg ikke mælet et ord. I forhold til offensiven fra IS i Irak og Syrien sagde generalsekretæren derimod, at han ”ønsker Tyrkiet velkommen til endnu mere aktiv rolle”.

En tvetydig udtalelse, set i lyset af den særdeles aktive rolle, Tyrkiet har spillet som en af hovedsponsorerne for den syriske terrorist’opposition’.

Den tyrkiske udenrigsminister Cavusoglu udnytter situationen til at kræve, at NATO må ‘bidrage mere’ med støtte, hvilket er kodeordet for, at NATO skal give Tyrkiet fuld rygdækning til at styrte præsident Bashar al-Assad i Syrien. I den udstrækning regimet i Syrien svarer militært igen på en sådan de facto invasion, kan NATO-krigen mod Syrien, som blev afværget i 2013, være i gang.

Stoltenberg sørgede for endnu mere tvetydighed, da han undervejs til Tyrkiet sagde til Dagbladet::

”Der er fare for raketangreb fra Syrien, derfor har vi placeret et antiraketsystem”.

Raketangreb fra hvem i Syrien?

Regeringshæren i Syrien har mindst af alt brug for endnu en front at slås på, men raketter fra oprørerne kan selvsagt være et velegnet påskud for at komme Tyrkiet ‘til undsætning’.

Propagandakrigen

Spindoktorerne og misinformations bureauerne står nu på spring for at konstruere en troværdig begrundelse for, hvordan krigen mod de ekstreme salafister i Nusrafronten og IS i Syrien må vendes mod Bath-regimet i Damaskus.

Det fremstår som en nærmest håbløs opgave, al den stund det kun er den syriske regeringshær, delvist med støtte fra Hizbollah, der hele tiden og igennem flere år har advaret mod og bekæmpet disse fascistiske terrorbander og udefra kommende krigere. Bander som har været finansieret og udrustet af Vesten i samarbejde med bagstræberiske arabiske regimer som Saudi Arabien, Quatar og De forenede arabiske Emirater.

Alligevel prøver det tyrkiske udenrigsministerium at berede grunden for en militær intervention ved at påstå at IS og Nusrafronten ville forsvinde som dug for solen, hvis bare man slap fri for det undertrykkende regime i Damaskus.

Sådanne påstande er en fornærmelse mod almindelig sund fornuft, men de bliver faktisk videreformidlet af både ultrareaktionære kræfter og af enkelte trotskistiske miljøer (se f.eks. indlæg i KK d. 9. oktober 2014 fra norske Internationale Socialister).

I denne nye runde af ‘krigen mod terror’ er kampen mod IS en afledningsmanøvre fra krigstogtets egentlige mål: Regimet i den syriske arabiske republik.

NATO tæller på knapperne

NATO og Stoltenberg hævder, at hverken en flyforbudszone eller en sikkerhedszone langs den tyrkisk-syriske grænse er blevet diskuteret i NATO . Diskuteret er det dog helt sikkert, om end ikke besluttet.

Det skyldes for det første, at alliancen er splittet når det gælder hvor meget man vil øge modsætningen til Rusland, for det andet fordi det implicit vil betyde, at den officielle ‘fjende’, de takfiriske hellige krigere, vil komme til at styrke deres positioner yderligere og for det tredje, fordi det skaber stor risiko for, at andre NATO-lande vil blive inddraget i konflikten med egne landstyrker, når Tyrkiet forlanger det.

Situationen der er under udvikling er særdeles farlig.

Den situation der er under udvikling er særdeles farlig. I første omgang står kampen om kurdernes overlevelse i Rojava. I næste omgang kan en ny illegitim krig mod Syrien blive fremprovokeret når som helst gennem tyrkisk enegang eller ved, at NATO giver Ankara marchordre. Da bliver Norge automatisk trukket med i en ny folkeretsstridig NATO-krig (og Danmark o.a.), også denne gang under falskt flag. Kun en aktiv opinion der kan se igennem misinformations kampagnen vil kunne forhindre det.

Oversat fra norsk af Kommunistisk Politik fra

Kurderne ofres i en terrorkrig som føres under faskt flagg
Revolusjon 12. oktober 2014

Læs også

While ISIS Moves to Slaughter Kurds in Kobani, the U.S. Bombs Syrian Grain Silos
Global Research 12. oktober 2014
Af Ajamu Baraka (eng)
USA fører en sær form for humanitær krig mod terrorgruppen Islamisk Stat. Mens den yderst reelle risiko eksisterer, at IS’s angreb på kurderne i Kobani kan resultere i et massemord på civile, meddeler USA’s talsmænd, at koalitionen koncentrerer sig om at bekæmpe IS i andre dele af landet. Hvad foretager koalitionens styrker sig da? De bomber tomme bygninger, små oliefaciliteter og fyldte kornlagre – lagre med føde til den syriske befolkning!

Tyrkiet! Lad kurderne i Kobane forsvare sig selv!
Netavisen 8. oktober 2014

 

 

Netavisen 13. oktober 2014