De  ukrainske folkerepublikker: Et forsøg på folkemagt i Europa

Det seneste skud på det europæiske kontinents moderne revolutionære historie med forsøg på at skabe folkemagt – der startede med Pariserkommunen i 1871 – er oprettelsen af de to folkerepublikker i det østlige Ukraine – Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk.

Midt i Kiev-regeringens brutale militæroffensiv mod den oprørske befolkning i de to regioner, som ikke mindst føres som luftbombardementer med talrige civile ofre, foregår et ret så enestående socialt og politiske eksperiment med langtrækkende konsekvenser – udviklingen af folkerepublikker uden for Kiev.-regeringen, oligarkernes, EU’s og NATO’s magt.

Kiev-regeringen er et resultat af Maidan-kuppet, der angiveligt begyndte som protester mod oligarkernes magt. Det har imidlertid ført til en befæstelse af oligarkernes magt med chokoladekongen  Pororshenko som præsident og en omfattende associeringsaftale med EU (indgået (samtidig med  tilsvarende for Georgien og Moldova). NATOs østgrænse er rykket tæt på Rusland.

Maidan-kuppet  bragte en regering til magten, der inkluderede fascister og nazister, og udløst voldsomme protester især i det østlige og sydlige Ukraine – og fra Rusland, der sikrede sig kontrollen med det altovervejende russiske Krim, som blev indlemmet som en del af Rusland.

Regionerne i Donbass-området,  hjertelandet i det industrialierede Ukraine, og en vigtig del af det tidligere Sovjetunionens økonomiske struktur, protesterede mod Kiev og de fascistiske bander, som begyndte at foranstalte terrordrab og mas                sakrer i Østukraine. Udråbelsen af folkerepublikker i Donetsk og Lugansk-regionen fulgte efter sammen med dannelsen af militser, som fordrev Kiev-regeringens repræsentationer.

Siden da har der hersket borgerkrig. Kiev-regeringen betegner de oprørske ukrainere som ’terrorister’ og har sat sin  hær ind i voldsomme kampe, kun afbrudt af en kortvarig og skrøbelig våbenhvile. Egentlige forhandlinger har ikke fundet sted.

Poroshenko har simpelthen forlangt kapitulation: At opstanden betingelsesløst skulle nedlægge våbnene – og tilmed afvist en generel amnesti. Det er en opskrift på blodig terror og hævnmassakrer.Nu søges det samme igen opnået militært – uden at EU- eller NATO-landene har protesteret mod bombardementerne af de oprørske provinser. Vinder Kiev-hæren i denne konfrontation, vil afslutningen være barbarisk.

I de vestlige medier kaldes oprørene for ’pro-russiske separatister’ og opstanden om manipuleret af Rusland, der angiveligt militært var parat til at besætte Ukraine og indlemme disse provinser.

Det står nu klart, at Rusland ikke truer med invasion, og at opstanden ikke sigter på at indlemme en del af Ukraine i Rusland – men at det er et politisk og socialt oprør med bred folkelig opbakning, som tager sit udgangspunkt i modstanden mod Kiev-rgeringen og dens reaktionære nationale og internationale politik.

For eller imod Kiev-regerinen: Det spørgsmål deler alle organiationer og politisk aktive kræfter i landet. Men inder for begge lejre er der også betydelige forskelle. I modstanden mod Kiev-regeringen indgår borgerlige nationalistiske og demokratiske kræfter, pro-russiske kræfter, der ønsker tilslutning til Rusland, og en række venstreorienterede organisationer og bevægelser. Et egentligt marxistisk-leninistisk parti findes ikke.

Den venstreorienterede organisation Borotba, som spiller en aktiv rolle i opstanden, har prøvet at definere dens mål og mulige perspektiver.

For det første understreger Borotba, at ’et frit, føderalt og demokratisk Ukraine uden oligarker og nationalister (=fascister) er den eneste vej til at bevare ”et forenet land”.  De ser ikke folkerepublikkerne i de to regioner som et forstadie til indlemmelse i Rusland, men som en model for udviklingen af hele Ukraine.

Se

Consider me a separatist.
By Victor Shapinov, Union Borotba (Struggle)

Associeringsaftalen med EU vil have enorme negative konsekvenser for den ukrainske økonomi Ukraine økonomi i en situation med skærpet økonomisk verdenskrise, hvor de rige og magtfulde EU-lande søger at redde deres økonomier på bekostning af landene i den ‘indre periferi’ som Grækenland, Portugal og Spanien. Og hvor Ukraine er endnu længere ude i periferien.

Se

What will economic association with the EU mean
 By Victor Shapinov.

Et nyt Ukraine vil se sin begyndelse i øst, siger Alexei Albu, der fremhæver en række betingelser for at skabe en ny stat:

1. Modtandsregeringen må skabe sin egen administration (hvad der endnu ikke er tilfældet).

2. Det monetære system må grundlæggende ændres og den nuværende ukrainske valuta opgives.

3. Nationalisering af alle nøglevirksomheder og skabelse af store landbrugskooperativer til overvindelse af fødevarekrisen.

4. Skabelsen af en forenet national hær.


Se

On the principles of the new state

By Alexei Albu

I en anden artikel uddybes de revolutionære skridt  i forhold til økonomien.  Her hedder det bl.a.

“Folkerepublikkernes succes vil ikke først og fremmest afhænge af militære sejre, men  hvordan deres politiske linje vil besvare den dybe krise, som Ukraine er kastet ud i. Hvis Kiev-modellen, som det står klart, planlægger at overvinde krisen ved at øge byrderne på befolkningen (skattestigninger, sociale nedskæringer), så har folkerepublikken muligheden for at vise en vej ud af krisen i folkets interesse. Og så vil eksemplet med en Folkerepublik fri for oligarker være attraktiv for befolkningen i det centrale og tilmed vestlige Ukraine.
De  må handle hurtigt og beslutsomt.”

Se

For a People’s Economy

Diskussionen om en revolutionær politik og programmet for et nyt samfund er ikke længere blot en teortisk diskussion, heller ikke i Europa, men en diskussion, som udspringer af klassekampen og en revolutionær praksis.

Uanset hvordan det vil gå for folkerepublikkerne i Østukraine, som mødea af formidable fjender. Ikke bare Kiev, EU, USA og NATO, men også af Putins Rusland, som ingen interesse har i at se  dem blive en succes.

Se også


100 år efter starten på 1. verdenskrig: Hænderne væk fra Ukraine!

Netavisen 2. juli 2014

Netavisen 5. juli 2014