Ny reformbølge – Nye unionsskridt – nye krige

Leder
Kommunistisk Politik 6, 2014

Den generelle tilbagegang over hele linjen  for de unionsbegejstrede partier ved EU-parlamentsvalget har ikke udløst nogen dybere refleksion eller skridt til ændringer i politikken. Tværtimod hersker der nærmest lettelse, som kan udtrykkes sådan her:

Godt det ikke gik endnu værre! Lad os hurtigst muligt vende tilbage til hverdagen i unionen, hvor danske politikere fungerer som et ekspeditionskontor for EU-love og diktater! Vi kan lægge vores valgkampsforbehold og taktisk timede skepsis til side – og være os selv igen.

De er blevet sig selv igen og er ’trukket i arbejdstøjet’, hvilket vil sige at en hel stribe asociale og antifolkelige reformer, der alle bærer EU’s nedskæringsstempel skal vedtages folketinget i løbet af den ekstra måned, man har givet sig selv til den reform-amok, der blev udsat pga valget.

Tingene er tilbage til normalen – det vil sige forlig mellem regeringen og blå blok – om sygedagpenge, cyberovervågning og registrering og udlevering af personoplysninger, ’Vækstpakke’  nr. 99 og meget andet skidt fra gangene i Bruxelles og på Christiansborg.

Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt stiver sig af med hinandens fiaskoer og prøver at lade som om de er statsmænd (-kvinder), og at de sammen ’fører Danmark tilbage på sporet’ – det vil sige med lønnedgang, privatiseringer og udliciteringer, folkeskole- og sundhedsreformer og alt muligt andet, der gør en lille overklasse rigere og livet surere for alle andre – alt imens LO og fagbevægelsen lader som om de hverken hører eller ser, og Dansk Folkeparti venter i kulissen på at score en enorm gevinst ved det kommende folketingsvalg og på at fremstå som ’Danmarks største parti’.

For i et ægte demokrati som det danske afløser det ene valg det andet, så folket kan få lov til at stemme om, hvem der skal bestemme, og valgkampen til næste folketingsvalg senest i 2015 er i fuld gang.

Unionen er også i fuld gang oven på et valg, der endnu engang i form af voksende EU-modstand med fremgang til EU-kritiske partier (til både ’venstre’ og højre) og lav deltagelse, viste, at støtten til både den nuværende union og planen om et fuldt udbygget Europas Forenede Stater omkring 2020 er ringere end nogensinde.

Det er monopolerne, storkapitalen, der har skabt dette arbejderfjendske og folkefjendske monstrum, som nu bestemmer mellem to tredjedele og fire femtedele af den konkrete lovgivning – og lægger rammerne for alt det øvrige.

Der udfoldes nu betydelig kreativitet for at fortsætte den planmæssige opbygning trods voksende folkelig modstand, trods fortsat eurokrise og social nedtur, der har ramt sydeuropa og de nyete unionslande i østeuropa hårdest.

Når studehandlerne omkring besættelsen af  nøgleposterne i det udemokratiske EU-system er faldet på plads, er også EU og EU-parlamentet tilbage til business as usual.  Det geopolitiske slagsmål om Ukraine kan fortsætte, mens situationen i Mellemøsten, de arabiske lande og i Afrika tilspidses, og krig og terror står på dagordenen over det hele.

Tilbage i Danmark står Enhedslisten også uden for og i kulissen ved de nuværende reformforhandlinger. Der er ikke lagt op til ændringer i regeringens kurs eller støttepartiets rolle.

Til gengæld ærgrer folketingsgruppen og det meste af hovedbestyrelsen sig over, at partiet ikke stillede selvstændigt op ved  EU-parlamentsvalget, men på Folkebevægelsens tværpolitiske liste. Dagen efter valgt meddelte partistrategen Pelle Dragsted, at ’ det var en monumental politisk fejltagelse’, at Enhedslisten ikke stillede op i valgforbund med Folkebevægelsen.

Der er dermed også sendt et signal om at Enhedslisten (eller i al fald partiledelsen)  ikke vil arbejde for at styrke Folkebevægelsen og den brede folkelige EU-modstand, men pønser på lejligheden til at gå selv – med en drøm om at indtage deres egen  plads i EU-palamentets GUE/NGL-gruppe sammen med græske Syriza, det svenske Venstrepartiet og det tyske Linke – om fem år, efter næste valg.

Politiske modsætninger tilspidses over det hele. Klassekampen skærpes.

Redaktionen 16. juni 2014

Se hele Kommunistisk Politik 6, 2014 i pdf her

Netavisen 20. juni 2014