Det er ikke OK – og det bliver værre

Leder
Kommunistisk Politik 4, 2014

Den socialdemokratiske LO-top har udlagt den kendsgerning, at urafstemningerne om overenskomsterne i den private sektor gav et klart flertal for et ja, som en stærk opbakning til dens politik. De nye overenskomster er treårige og gælder fra 1. marts 2014 til samme dato i 2017.

Godt hver tredje – 37,7 pct. af de 600.000 privatansatte – stemte, og af dem stemte mere end tre fjerdele 77,3 pct. ja, ifølge LO, der sammen med arbejdsgiverne glædede sig.

To forbund stemte Nej. Det var Blik- og Rør-forbundet og Malerforbundet. Og Nej’et var massivt.
Stemmedeltagelsen blandt VVS’ere og blikkenslagere lå på 45 procent – og af dem stemte 96,6 pct Nej.
De får alligevel den nedstemte treårige overenskomst, fordi deres stemmeafgivning blev kædet sammen med ja-flertallet til forligsmandens mæglingsforslag.

Lyder det som en overbevisende støtte til LO’s OK-resultat? Der blev sagt Ja uden begejstring, fordi de privatansatte valgte at tro på fagtoppens og deres forbundsledelsers forsikringer om, at OK-resultatet garanterer reallønnen efter de seneste overenskomstperioder med reallønsfald.

Det er imidlertid lige så risikabelt som at fæste lid til Thorning og Co’ valgløfter. De nye overenskomster peger i helt samme retning som de foregående – nedad – og sikrer ikke mod social dumping og yderligere løntrykkeri, som der lægges op til i EU og det indre marked, hvor den europæiske storkapital og dens politikere svinger taktstokken.

Det er de underkendte VVS’ere som repræsenterer hele arbejderklassens interesser – og ikke fagtoppene.

Det er standard, at fravalg af en upopulær regering af politikere, medier og højtbetalte spindoktorer fremstilles som reel og stærk opbakning bag et betænkeligt ens ‘alternativ’.

Thorning-regeringen kom til magten som følge af et fravalg af VKO efter mere end 10 pinsomme år med den amerikanske agent Anderes Fogh Rasmussen og hans efterfølger. Den blev ikke båret frem af begejstring.

Og Thorning-regeringens upopularitet i dag modsvares på ingen måde af en uhæmmet entusiasme for luksusdyret Lars Løkke, der mener, at sult vil gøre godt i Danmark.

Det er et udtryk for mangelen på et virkeligt politisk alternativ. Thorning-regeringens nedtur er særlig markant, fordi det er lykkedes for den grundigt at trampe på store dele af sit vælgerkorps med dens brutale nyliberale EU-stemplede politik, og desillusionere alle, der troede på valgløfterne.

Det er en vigtig baggrund for Dansk Folkepartis store fremgang i målingerne. Både i forhold til folketingsvalg og EU-parlamentsvalget.

Bistået af de velvillige og dominerende borgerlige medier, der i årevis har været mikrofonholdere for Pia Kjærsgaard og Co., er det lykkedes disse højrepopulister at fremstille sig selv som en slags alternativ både til SR-regeringens politik, og som kritiker og modstander af EU’s nyliberale politik.

Der bliver satset på dette omhyggeligt renskurede, og næsten stuerene, fremmedfjendske højreparti som regeringspartneren, der skal holde den næste Løkke-regering oppe – og som EU-tilhængerparti holde Danmark i unionen.

Det bliver værre både med en siddende Thorning-regering og med en ny Løkke-regering.

Men der findes en mulighed for at slå et nødvendigt slag i den modsatte retning: Det er valget til EU-parlamentet den 25. maj og folkeafstemningen om EU’s patentdomstol.

Det er særlig betydningsfuldt i Danmark, fordi der her – i modsætning til de fleste EU-lande – faktisk findes et reelt politisk alternativ til socialdemokraternes og de borgerliges fælles nyliberale nedskæringspolitik, som er ens over hele unionen.

Og det er ikke Dansk Folkeparti eller de fremmedfjendske højreekstremistpartier, som har fået lov til at optræde som den eneste eller vigtigste modstand mod EU, og som spås kanonfremgange den 25. maj.

I alle lande findes en EU-modstand til venstre, en voksende bevægelse for at forlade unionen og euro’en for at forsvare arbejdernes og det store flertals befolknings levevilkår.

I Danmark er det ikke bare en modstand fra ‘den yderste venstrefløj’, men en bred og mangfoldig folkelig modstand, som er organiseret i og repræsenteret af Folkebevægelsen mod EU.

Den er ikke fedtet ind i støtte til hverken ‘rød’ eller blå blok. Og den formulerer et klart mål for EU-modstanden: Dansk udtræden af EU. Til gavn for det store flertal, til gavn for nationen.

Folkebevægelsen og EU-modstanden repræsenterer en kim til og de første skridt hen imod en endnu bredere og endnu mere konsekvent modstand mod storkapitalens offensiv for at banke lønninger, levevilkår og sociale og politiske rettigheder et lille århundrede eller mere tilbage.

Redaktionen 15. april 2014

Netavisen 18. april 2014