85 milliardærer og den bedre halvdel


Armoden breder sig, mens rigdommen hober sig op

Af Michael Perenti

 

© Flickr/United Nations/Creative Commons
Slumby i Hanoi, Viet Nam.

 

Antallet af folk, som lever i fattigdom, vokser hurtige end befolkningen i verden. Så armoden breder sig samtidig med at rigdommen hober sig op. Det er ikke nok at jamre over den enorme ulighed, vi må også forklare, hvorfor den er der.

Verdens 85 rigeste personer ejer lige så meget som de tilsammen  3.5 milliarder sjæle, som udgør den fattigere halvdel af verdens befolkning – eller sådan lød det i en rapport fra Oxfam International.

Denne påstand forekommer mig usandsynlig. Jeg tror, at de 85 rigeste individer, som tilsammen er mange hundrede milliarder dollars værd, må besidde langt større rigdom end den fattigste halvdel af vores globale befolkning.

Hvordan kan disse to grupper, de 85 rigeste og de 3.5 milliarder fattigste, besidde den samme formue? Det store flertal af de 3.5 milliarder har slet ingen nettoformue. Hundreder millioner af dem har jobs, som dårligt giver nok til at brødføde deres familier. Millioner af dem er afhængige af tilskud fra privat velgørenhed og offentlig bistand, når det er muligt. Hundreder af millioner er underernærede, har ingen sikkerhed for føde, eller er sultne hver eneste måned, indbefattet mange af de allerfattigste i USA.

De fleste af de 3.5 milliarder lever i gennemsnit for 2.50 $ om dagen. De fattigste 40 pct. af verdens befolkning står for kun 5 pct. af de globale indkomster. Hen ved 80 pct. af den samlede menneskehed lever for mindre end 10 $ om dagen. Og de fattigste 50 pct. står kun for 7.2 pct. af det private globale forbrug.

Hvordan mere præcist skulle de kunne have akkumuleret et overskud af rigdomme, som matcher de 85 svinerigeste?

Hundreder af millioner lever i gæld selv i ’velstående’ lande som USA. De har sundhedsgæld, kreditkortgæld, studiegæld, og så videre. Mange, sikkert de fleste, som ejer deres hjem – og som ikke lever i skure eller under broer eller i gamle campingvogne – er stadig tynget af realkreditlån. Det betyder, at deres families nettoformue er negativ, i minus. De har ingen formue i ejendom, de lever i gæld.

Måske har millioner blandt verdens 50 pct. fattigste biler, men de fleste af dem betaler også afdrag på dem. De kører rundt i gæld. I lande som Indonesien er der for de millioner, der ikke har private biler,  overfyldte, ramponerede busser, dårligt vedligeholdte køretøjer, som specialiserer sig i sammenbrud og i at falde ud over kløfter. På de laveste trin blandt de 50 procent er de mange, som gennemroder affaldsdynger og sender deres børn af sted for at arbejde i trøstesløse, sjælsødelæggende sweatshops.

Blandt de 85 rigeste i verden er síkkert også de fire medlemmer af familien Walton (ejerne af Wal-Mart, i top-ti blandt de superrigeste i USA), som tilsammen er mere end 100 mia. $ værd. Rige familier som DuPont’ernen har bestemmende poster i gigantselskaber som General Motors, Coca-Cola og United Brands. De ejer omkring fyrre herregårdslignende godser og private museer alene i Delaware og har oprettet 31 skattefri fonde.

De superrige i Amerika og i mange andre lande finder måder, legale og illegale, til at beskytte megen af deres rigdom på hemmelige konti.

Vi ved ikke rigtig, hvor rige de meget rige egentlig er.

Med hensyn til den fattigste del af verdens befolkning – som jeg ville kalde den bravt kæmpende ’bedre halvdel’ – hvad er det så for en masseopsamling af formue, der kan være tale om? Den ophobede rigdom, som verdens 85 superrigeste personer besidder, og den sammenlagte formue, som verdens 3.5 milliarder fattigste ejer, er af andre dimensioner og af en anden karakter.

Kan man virkelig sammenligne private jetfly, godser, herregårde, superluksuriøse feriesteder, luksuslejligheder, luksuriøse liebhaverboliger og luksusbiler, for ikke at nævne hundreder af milliarder dollars i pantebreve,  aktier, kommercielle ejendomme, kunstværker, antikviteter osv – kan man virkelig sammenligne hele denne enorme rigdom med nogle millioner brugte biler, slidte møbler,  og gamle TV-apparater, hvoraf mange er på sammenbruddets rand ?

Hvilken gensalgsværdi, om nogen overhovedet, har sådanne mindre brugsgenstande med begrænset holdbarhed, især i lokalområder med høj arbejdsløshed, ringe sundheds-  og boligforhold, uden rindende vand, uden anstændige sanitære installationer, osv ?

Vi ved ikke rigtig, hvor fattige de meget fattige egentlig er,

Millioner af børn, som tæller med blandt de laveste 50 procent, ser aldrig det indvendige af en skole. De knokler i stedet i fabrikker, miner og landbrug, på gældsslave-lignende betingelser. Næsten en milliard mennesker kan ikke læse eller skrive.

Antallet af folk, som lever i fattigdom, vokser hurtige end befolkningen i verden. Så armoden breder sig samtidig med at rigdommen hober sig op. Det er ikke nok at jamre over den enorme ulighed, vi må også forklare, hvorfor den er der.

Men lad mig for nu gentage, at verdens 85 rigeste individer ikke har den samme ophobede rigdom som verdens fattigste 50 procent. De har langt, langt mere. Størstedelen af de lavere trin har stort set intet, selv samlet set.

Michael Perenti (f. 1933) er amerikansk forfatter, universitetslærer  og politisk aktivist

www.michaelparenti.org


Oversat efter

85 Billionaires and the Better Half: Poverty is Spreading as Wealth Accumulates

Se også

Hvorfor fattigdom? På grund af rigdom! Hvorfor fattige? Fordi der er rige!

Netavisen 27. november 2012

 

Netavisen 20. februar 2014