Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML) bliver 20 år


1. maj erklæring 2014

I det 21. århundrede er verden stadig delt. Modsætningen mellem Arbejde og Kapital på alle områder er den deling, som afspejler antagonismen mellem arbejdet og produktionens voksende samfundsmæssighed på den ene side og på den anden side den kapitalistiske karakter af tilegnelsen af værdierne, som i stadig højere grad koncentreres hos et fåtal mennesker.

Videnskabelige og industrielle kræfter er udviklet, som var utænkelige for halvtreds år siden, produktionen er blevet mekaniseret i en ekstraordinær grad, teknologi,

kommunikationsmidler og computere er blevet udbredt til samfundsmæssig og individuel brug. Alt rummer imidlertid sin modsætning: Fortvivlelsen skabt af kapitalismen harnået et meget alvorligt omfang; forfaldstegnene har vist sig parallelt med en ophobning af rigdomme, som overgår slutfasen for det byzantinske imperium.

Den kapitalistiske verdenskrise fra 2008, som mange lande stadig lider under, er forsøgt betalt af de brede masser af udbyttede – af nøjagtig de masser, som har erfaret, at kapitalismen som social organisering er kendetegnet af ’fattigdom midt i rigdommen’.

At de folkelige lag tvinges til at betale for krisen uddyber yderligere kapitalismens katastrofale konsekvenser: mekaniseringen af arbejdsprocessen; forøgelse af udbytningen, indbefattet nedgangen i reallønningerne, en eksplosion af fattigdom og sult, uretfærdighed og ulighed, tiggeri, narko, prostitution o.s.v.

Det er umuligt at acceptere, udholde eller ignorere denne deling af verden og den voksende utilfredshed, som får de udbyttede masser i diverse lande til at gøre oprør.  Denne situation er meget synlig i Grækenland, Portugal, Spanien,Tunesien, Ægypten, Tyrkiet, Brasilien o.s.v.

Den antagonistiske modsætning mellem kapital og arbejde er ikke den eneste årsag til verdens deling. Der er også modsætningen mellem et mindretal af rige kapitalistiske lande og imperialistiske stater, og de tilbageblevne folk og lande, som er politisk, økonomisk og finansielt undertrykte og udbyttede, og som udgør flertallet.
De store imperialistiske stater, som har skabt internationale organisationer så som Den europæiske Union, frihandelsaftalerne, NATO og De Forenede Nationer, der skamroses som ’det internationale samfund’, plyndrer de undertrykte folks naturressourcer og tolererer ikke muligheden af deres selvbestemmelse. Dette er tilfældet med Afrika, som de tømmer, Amazonas, som de ødelægger, eller besættelserne af Afghanistan, Irak, Libyen, Syríen o.s.v.
Et andet område for konflikt og modsætninger er konfrontationen mellem de internationale monopoler og de imperialistiske lande indbyrdes, som især kommer til udtryk i dannelse og nydannelse af økonomiske og militære blokke, og i etableringen af militærbaser på alle de fem kontinenter.
I slagsmålet om, hvem der skal beherske og udplyndre bestemte regioner, støder de imperialistiske lande hårdt mod hinanden. For at vinde kontrol over disse regioner, har de opflammet til nationale stridigheder for at vinde undertrykte folks støtte. Disse indre konflikter, som provokeres frem og fører til militære konflikter, som det er set i Ukraine og Syrien, viser, at de imperialistiske konfrontationer bliver tilspidsede.

I 1990’erne proklamerede kapitalisterne og deres lakajer, at ”historien var slut”, at ”kapitalismen ville være der evigt” og”en ny verdensorden”, de forkyndte et fredeligt, velstående samfund, uden kriser, bygget på en ”selvfornyende kapitalisme”, baseret på en ”kapitalistisk globalisering”, som ville blive bygget ”på den anden side af klasserne og klassekampen”.  Det er imidlertid ikke velstanden, der øges, men elendigheden. I stedet for fred er det krig og kup og tab af tiltro til diktaturerne, vi har oplevet i de sidste årtier.

Nej, kapitalismen har ikke noget at tilbyde arbejderne, der overlever på deres arbejdskraft i fabrikker og kontorer, eller de arbejdsløse og fattige i by og på land – hverken et job eller en anstændig løn, hverken fred eller velstand eller en sikker fremtid. For at opnå dette må arbejderne og de øvrige arbejdende opmuntres til at gøre oprør og omstyrte kapitalens magt.

Fra slavernes kamp mod slaveejerne, i alle samfund der har været skueplads for klassekampen, har den ført til,  at én undertrykkerklasse har grebet magten og afløst en anden.

Kapitalismen har udviklet produktivkræfterne i et sådant omfang, at den ikke kan opretholde sig selv uden at beskære eller ændre produktionsforholdene. Kapitalismen

udvikler også hele tiden arbejderklassen, socialiserer den stadig mere. Den har således skabt de sociale betingelser, hvor en udbyttet klasses magt kan erstatte en udbytterklasses magt.

Denne historiske og sociale udviklingsproces bestemmer arbejderklassens historiske

mission – nemlig at erobre magten for at skabe en overgangsperiode hen mod socialisme med det mål at ekspropriere ekspropriatørerne, at afskaffe klasser og udbytningsforholdene.

Arbejderklassen rejste sig for første gang i protest mod det kapitalistiske tyranni i det 19. århundrede med de opstande, der fandt sted på hele det europæiske kontinent og med magterobringen med Pariserkommunen i Frankrig for en kort periode i 1871. Så fulgte omstyrtelsen af det kapitalistiske herredømme i Rusland med Den store Oktoberrevolution i 1917, da den organiserede sig som herskende klasse for at opbygge Sovjetunionen og i et halvt århundrede tog kæmpeskridt i retning af afskaffelse af menneskets udbytning af mennesket.

Vi, verdens marxistisk-leninistiske partier og organisationer, forenede i Den Internationale Konference (CIPOML/IKMLPO), opfordrer i anledning af 20-året for dannelsen af vores organisation arbejderklassen i hele verden, de undertrykte folk, ungdommen i alle lande til at forene sig mod det internationale bourgeoisi og imperialismen, og på denne måde styrke kampen for frigørelse.
Se Quito-erklæringen 1994 – grundlaget for dannelsen af CIPOML

Verden, som er delt mellem udbyttere og udbyttede, mellem imperialistiske herrer og undertrykte folk, bevæger sig hen imod en ny periode af opstande og revolutioner.

Kapitalismen har intet at tilbyde de udbyttede masser, den har modnet betingelserne mere end i nogen anden periode i historien i et forspil til socialismen. Og dette ord modenhed må anvendes både kvantitativt og kvalitativt i forhold til arbejderklassen og de øvrige arbejdende, som yderligere vil konsolidere deres stilling og styrke deres organisationer i

alle lande, hvis de trækker på deres egne erfaringer både fra den faglige, sociale og den politiske kamp, og ikke mindst fra de massive klassekampe, som finder sted i mange lande.

Selvom der er blevet manipuleret med revolutionerne i lande som Tunesien og Ægypten tilhører fremtiden verdens arbejderklasse og øvrige arbejdende, som samler rige erfaringerfor at blive ved med at rykke frem.

Erfaringerne fra de revolutionære bølger og de nationale og sociale kampe i alle verdens lande viser, at vi kan bevæge os frem mod sejr, og nu med større styrke og kraft. Vores kampe for national og social frigørelse vil antage deres egne særlige former og følge forskellige veje, afhængigt af landene, men vil i deres indhold være af internationalistiskkarakter, som delelementer i den samlede proletariske verdensrevolutions-proces.

Alt dette forpligter os til at konsolidere og styrke vores enhed og organisation, både nationalt og internationalt.

Socialismen vil sejre!
Længe leve internationalismen!
Verdens arbejdere og undertrykte folk, forén jer!

1. maj 2014

Se også

20 år i kamp for revolution og socialisme
En samling udtalelser og dokumenter fra CIPOML 1994-2014
Udgivet som pjece 2014 på Oktober Forlag – her i pdf

 

Dette er en artikel fra KPnet. 
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

KPnet 10. januar 2018