Hamma Hammami, leder af den tunesiske opposition:De progressive kræfter i den arabiske verden må koordinere deres virksomhed

I et interview med As-Safir, Libanon, offentliggjort i al Monitor, kommenterer Hamma Hammami de seneste udviklinger i Tunesien og perspektiver for landets fremtid. Det gengives her i sin helhed.

Foto: Hamma Hammami

Hamma Hammami, generalsekretær for Tunesiens Arbejderparti (POT) og talsmand for oppositionen i Folkefronten, er en af de mest fremtrædende ledere af den tunesiske opposition og fremstår som et af denne oppositions ansigter i forhold til den arabiske offentlige mening.

Hammami har en lang historie af kamp og politik aktion bag sig. Kort fortalt begyndte han som venstreorienteret aktivist i 1970’erne i studenterbevægelsen og en politik arbejderorganisation. I 1986 var han med til at stifte Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT).

Han har i denne kamp og i sit politiske liv været fængslet og i forvaring sammenlagt næsten 10 år, hvor han har været aktiv i illegalt arbejde. Hans seneste arrestation af tunesiske sikkerhedsstyrker kom to dage før den tidligere tunesiske præsident Zine El Abidine Ben Ali måtte opgive magten den 14. januar 2011.

I slutningen af 2012 deltog han i dannelsen af Folkefronten til Opnåelse af Revolutionens Mål, og led senere sammen med den tunesiske opposition i almindelighed et stort tab med mordet på oppositionslederen Chokri Belaid den 6. februar 2013.

Hans position på det politiske landkort og hans store oratoriske evner til at mobilisere folk har fået os til at interviewe ham for at høre hans mening om de seneste udviklinger på den politiske arena i Tunesien og hans tolkning af den kommende næste fase.

As-Safir: Der er udnævnt, eller rettere påtvunget, en ny premierminister til at lede den næste fase ifølge det fireparts-initiativ, kaldet Kvartetten, som står for den nationale dialog. Dette vil afgjort have betydning for det politiske landskab i Tunesien. Det første spørgsmål, som stiller sig, er følgende: Hvilken fremtid tegner der sig efter din mening for Tunesien under disse omstændigheder?

Hammami: De kommende dage, eller for at være mere præcis de kommende uger, vil udforme Tunesiens fremtid. Der er ingen tvivl om, at uanset vores utilfredshed med hvad der skete forrige lørdag i sidste fase af den nationale dialog (den 14. december, hvor den hidtidige industriminister Mehdi Jomaa blev udpeget som leder af den ny regering) og på trods af den kendsgerning, at vi betragter det om et kup mod den konsensus-mekanisme, som var foreslået, så er der ét garanteret resultat: Ali Laarayeds regering vil uundgåeligt gå af.

Det er i sig selv et positivt og vigtigt skridt og et hovedkrav.

Hvad vil der ske? Det vil afhænge af den ny regerings sammensætning. Vil køreplanen blive respekteret i forståelse af, at denne køreplan forudsætter uafhængige og dygtige ministre? De kan med andre ord ikke være fra den nuværende regering, som er ansvarlig for fiaskoen. En af grundene til vores afvisning af hr. Mehdi Jomaa er, at han kommer fra den nuværende mislykkede regering.

Det andet problem drejer sig om forholdet mellem den ny overgangsregering og indholdet af Kvartet-initiativet. Regeringen skal gennemføre et fastsat program. Det rummer sikkerhedsrelaterede aspekter – det vil sige bekæmpelse af (islamistisk) terrorisme og reform af sikkerhedssystemet.

Dette er sager, som haster. Der er også spørgsmålet om at opløse militserne, især de salafistiske såkaldte Forbund til Beskyttelse af Revolutionen, og spørgsmålet om at neutralisere moskéerne og ikke længere kunne gøre dem til platforme, der opfordrer til vold og undertiden tilmed mord, og splitter tuneserne op i vantro og troende, islamister og sekulære.

Til dette må tilføjes en afgørende efterforskning af mordene (på Folkefrontens ledere Chokri Belaid og Mohammed Brahmi m.fl., o.a.), skabelsen af de nødvendige betingelser og klima for at gennemføre frie og demokratiske valg som fastsat i forfatningen, som må afspejle tunesernes forhåbninger om opbygningen af en demokratisk republik.

Det økonomiske og sociale aspekt vil også indgå i bedømmelsen af denne regering. I den sammenhæng er dens holdning til det nuværende budget fra den afgående regering afgørende, for tuneserne har ikke bare revolteret mod tyranniet i dets politiske, men også i dets økonomiske og sociale skikkelse.

Det var en opstand mod fattigdom, arbejdsløshed og marginalisering. Det nuværende budget er, ifølge eksperter og de fleste politiske og sociale kræfter, katastrofalt og vil i særdeleshed ramme middelklassen.

Derfor vil bedømmelsen af denne regering afhænge af i hvilket omfang den vil eller ikke vil føle sig forpligtet til at gennemføre kvartet-initiativet og køreplanen.

As-Safir: Dette spørgsmål drejer sig om overgangsperioden. I lyset af de udviklinger, som skete i den seneste periode og som faldt sammen med adskillige succes’er for Ennahda-bevægelsen m.h.t. at gennemtvinge deres betingelser, opfatter du så overgangsfasen som overstået, og at vi har bevæget os ind i en ny politisk æra?

Hammami: Nej, vi er stadig i fasen med overgang til demokrati, og det er helt normalt, at vi står over for mange vanskeligheder i denne fase. Årsagerne til de vanskeligheder må slås fast.

Hvad der skete i Tunesien var en revolution, ikke bare en opstand eller simpelthen en spontan folkelig bevægelse. Det var en revolution, fordi folket, som deltog massivt i revolutionen, rettede sig mod regimet. Disse folkelige bevægelser blev motiveret af generelle principper og mål: Jobmuligheder, frihed og national værdighed. Dette gjorde det til en revolution.

Men den store mangel, som plagede denne revolution, var fraværet af en centraliseret national ledelse, som kunne tage over efter tidligere præsident Zine El Abidine Ben Ali’s fald. Denne manglende ledelse er det, som fik os til at gå i stå midt på vejen. Med andre ord: Tyranniet faldt, men systemet fortsatte, og vi har lige siden været i konflikt med dette system.

Oprettelsen af en grundlovgivende forsamling blev gennemtvunget i den revolutionære proces, og opløsningen af (Ben Ali’s) regeringsparti, og opløsningen af det politiske politi (sikkerhedspolitiet), og også frihed blev gennemtvunget – frihed til politiske partier, pressefrihed og demonstrationsfrihed blev alle gennemtvunget – men den faktiske proces dertil fandt ikke sted.

As-Safir: Hvad forhindrede denne proces?

Hammami: I første række resterne af det gamle regime, men også Ennadha-bevægelsen og dens allierede siden valget den 23. oktober 2011. Ennadha-bevægelsen og dens allierede er hverken demokratiske eller revolutionære kræfter; de deltog ikke engang i denne revolution. Selvom de var en del af oppositionen deltog de ikke i revolutionen.

Intellektuelt er de konservative kræfter. Politisk set er det kræfter, som ikke søger at etablere en demokratisk republik, men snarere oprettelsen af et nyt autoritært regime, baseret på Det muslimske Broderskabs ideologi, for nu ikke at sige islamistisk ideologi.

Socialøkonomisk set er de liberalister og neoliberalister i endnu større grad end Ben Ali. De vil holde nationalt udsalg, sælge landet, dets rigdomme og institutioner.

Med andre ord har de forsøgt med alle de midler, de har rådet over, indbefattet vold fra militser, at få revolutionen ledt på vildveje og fravige sin kurs, og lægge grunden til et nyt diktatur. Folket og de demokratiske kræfter er gået til modstand, og hvad vi ser nu i dag er et produkt af denne modstand.

I medierne hedder det sig i dag, at Ennadha har sejret. Vi tror, at det modsatte er tilfældet. På trods af den nationale dialogs begrænsninger er Ennadha blevet slået. Man skal bare sammenligne med situationen i Tunesien for et år siden. Var der dengang nogle partier, som var i stand til frit at forsamle sig? Militser ville blande sig, forhindre forsamlingerne og begå overgreb …

Der blev planlagt mord, moskéerne udgjorde en platform der opfordrede til vold, og Ennadha snakkede løs om legitimitet og oppositionens manglende politiske vægt. I dag er Ennadha tvunget til at afgive magten, selvom de forsøgte at klynge sig til den med forskellige midler. Styrkeforholdet er langt bedre i dag, sammenlignet med sidste år, og vi befinder os i overgangsperiodens tredje fase.

Hvad vil der ske ved afslutningen af denne overgangsperiode? Vil den være [et fremskridt] for de demokratiske kræfter eller vil den være et tilbageslag? Dette vil for det første blive afgjort af, om oppositionen kan stå enig og samlet, og for det andet af den fortsatte folkelige mobilisering og et maksimalt engagement, med al folkelig styrke, i denne kamp.

Jeg er optimistisk i forhold til det. Jeg tror, vi er ved at samle styrke, der kan sikre os en forfatning med et demokratisk grundlag, til repræsentative institutioner, og over tid til et demokratisk system. Den vil imidlertid ikke ende, med mindre der gennemføres en økonomisk og social forandring i Tunesien til gavn for folket. Revolutionen blev gennemført af de fattige, og den må vende tilbage til de fattige.

As-Safir: Hvor vil Folkefronten befinde sig i den næste fase, ifølge din tolkning af situationen, og hvad er dens fremtid?

Hammami: Folkefronten er et af de vigtigste fremskridt på den politiske front i Tunesien. Da de venstreorienterede, socialistiske og patriotiske partier deltog i valgene den 23. oktober 2011 var de splittede. Var deres stemmer blevet lagt sammen, ville de have været den næststørste kraft på det politiske landkort.

Det antal stemmer, som de spredte venstrepartier fik, ville så have resulteret i 32 eller 34 pladser. Men fordi vi var splittede, kom der ikke noget ud af stemmerne, og vi fik kun seks eller syv pladser i den grundlovgivende forsamling.

Vores enhed i Folkefronten har skabt en ny politisk atmosfære. Folkefronten er nu den tredje kraft i Tunesien, efter Tunesiens Kald (Nidā’ Tūnis, sekulært pro-vestligt parti stiftet efter Ben Alis fald, o.a.) og Ennadha. I almindelighed repræsenterer det konsekvent den tredje kraft.

Siden dens grundlæggelse den 7. oktober 2012 har Folkefronten vist sig at hænge sammen, og trods alle tilbageslag og angreb på den er den forblevet en samlet kraft.

Vil den eller vil den ikke blive til et parti (i stil med det græske SYRIZA, uden sammenligning i øvrigt o.a.)? Jeg har sagt, at Fronten er et halvt parti, det vil sige, at den har sine nationale, regionale og lokale ledere, en forenet politik, og står over de individuelle partiprioriteringer og handlinger.

Samtidig eksisterer partierne stadig og arbejder i første række til fordel for Fronten. I fremtiden vil vi gå til valg på fælleslister og der vil ikke være partilister inden for fronten. Det er faktisk et vigtigt historisk skridt fremad, og vi vil sikkert forsøge at udvide omfanget af den fælles handling i næste fase.

Vi har udvidet den i retning af perspektivet for en Front til National Frelse (der udover Folkefronten består af alliancen Samling for Tunesien, hvori indgår Tunesiens Kald, det socialdemokratiske parti m.fl., o.a.). På et vist tidspunkt måtte vi række hånden frem mod de liberale demokrater, fordi vi stod over for en reel trussel om fascisme.

As-Safir: Før vi taler om denne trussel, vil der så blive en alliance blandt oppositionsgrupperne i Fronten til National Frelse ved det næste valg?

Hammami: Det ligger ikke på bordet for nærværende, men vi vil krydse denne bro, når vi når til den. Folkefronten vil helt sikkert stå samlet til valget. Muligheden af at [denne enhed] også rækker til Fronten til National Frelse er endnu ikke drøftet, men som du ved, så påtvinger omstændighederne i politik aktionsformerne.

As-Safir: Er det sådanne omstændigheder, der påtvang en alliance med Tunesiens Kald?

Hammami: Ja, omstændighederne påtvang det. Vi stod over for et snigende diktatur, som udgjorde en trussel mod frihedsrettighederne og de politiske partiers eksistens. Det truede med politiske mord, og truede også de tunesiske værdier, og ikke bare revolutionens fremskridt, men alle civilisatoriske og kulturelle fremskridt i Tunesien.

Vi befandt os over for en farlig afsporing af revolutionen, nemlig over for en ny bagudrettet despotisme, som var villig til at give afkald på alle Tunesiens civilisatoriske og kulturelle fremskridt (til fordel for islamistisk reaktion, o.a.) Det er kun naturligt at gå til modstand mod denne nye despotisme. Denne modstand kommer ikke kun fra Folkefronten, men kan omfatte andre kræfter.

Tunesiens Kald har ingen interesse i denne vold. Partiet kræver forsamlingsfrihed, og nægtes ligesom Fronten denne rettighed. Tunesiens Kald forsvarer fremskridtene for kvindernes rettigheder i Tunesien. Det støtter en civil stat, for eksempel. Dette repræsenterer punkter, hvor der er lighedstræk. Dette er for os grunden til vore tilnærmelser. Disse opgaver lå til grund for vores tilnærmelse.

As-Safir: Et sidste spørgsmål. Hamma Hammami er i dag et ikon for visse arabiske kredse. Han er også en nøgleskikkelse i den tunesiske opposition i udlandet. Har Hamma Hammami noget at sige til disse arabiske kredse udover den kamp i Tunesien, I fører an i i dag? Har han et arabisk budskab?

Hammami: Det er klart. Vi opfatter vores kamp som en del af den kamp, som føres af revolutionære, progressive, demokratiske, anti-kolonialistiske og anti-zionistiske kræfter i den arabiske verden. Vi opfatter os om en del af denne kamp, fordi vi i sidste ende står over for den samme fjende. Vi står over for brutale reaktionære regimer og kolonialisme.

Vi står også over for autokratiske fascistiske islamistiske bevægelser, der dybest er deres forlængelse. Ligesom vi i Tunesien betragter os som forlængelse de demokratiske, revolutionære og anti-kolonialistiske kræfter i den arabiske verden.

Af denne grund tror vi, at vi fører en fælles kamp, som kræver at vi forener os og koordinerer vore bestræbelser, fordi vores fjender og modstandere er forenede, og de koordinerer. For eksempel mødes Det muslimske Broderskab i Istanbul og planlægger sammen, hvordan de handler, ikke bare politisk generelt, men også med hensyn til taktik, og hvilke taktikker, de skal anvende.

Med udgangspunkt i denne kendsgerning er de revolutionære og national progressive kræfter i den arabiske verden tvunget til at koordinere, finde sammen og handle, ikke mindst i lyset af de nuværende regionale og internationale magtbalancer, som ikke præcist er til vores fordel. Vi må handle for at vende dem til vores fordel.

Originalartikel oversat til engelsk fra 5. januar 2014 i al-monitor her

Oversat af Kommunistisk Politik

o.a. = oversætterens anmærkning.

Læs også

Tunesien: Overgangsregering og ny forfatning
Netavisen 14. januar 2014

Den islamistiske regering i Tunesien går af: Vigtigt skridt mod fredelig løsning af krisen
Netavisen 29. september 2013

Politisk styrkeprøve efter snigmord på oppositionsleder
Netavisen 7. februar 2013

Fordøm det foragtelige drab på Chokri Belaid i Tunesien!
Netavisen 11. februar 2013

Folkefronten dannet iTunesien: Revolutionen går videre
Kommunistisk Politik 21, 2012

Tunesien: Fra spontane protester til regulær opstand
Kommunistisk Politik 13. januar 2011

Netavisen 14. januar 2014