Nelson Mandela 1918-2013

Den sydafrikanske apartheidmodstands førstemand Nelson Mandela var gjort af det stof, der skaber myter.

Han var frihedshelten, der efter 27 års indespærring som dømt terrorist på Robben Island kunne gravlægge det mest brutale racistiske mindretalsregime på kloden.

Han var sit lands første sorte præsident, og blev landsfader for hele nationen med en politik for forsoning mellem de tidligere fjender – mellem apartheidregimets brutale forbrydere og ’terroristerne’, der med og uden våben kæmpede for en retfærdig sag.

Han trådte ind på den internationale arena og blev en tiljublet statsmand i perioden efter murens fald og etableringen af den såkaldte ’ny verdensorden’. I medierne blev han til en ny udgave af både Gandhi og Martin Luther King og et varemærke for en ny global historisk periode med politiske og sociale fremskridt, hvor retfærdigheden sejrer uden brug af vold.

Den varede ikke så længe. Holdt ikke engang Mandelas præsidentperiode ud. I 2001 indledtes en ny periode med uafbrudte imperialistiske krige.

I Sydafrika forsvandt den politiske apartheid. Den ideologisk eller religiøst begrundede institutionaliserede forskelsbehandling og undertrykkelse fortsatte hos apartheidregimets allierede Israel.

Dets øvrige allierede – fra USA til de gamle kolonimagter i EU – hylder nu Mandela lige så kraftigt, som de engang fordømte ham og hans kampfæller som terrorister, mens de modarbejdede boycot og sanktioner mod det hvide terrorregime.

Anden del af det store flertals frihedskamp i Sydafrika er endnu langt fra at være gennemført. Social og økonomisk ligestilling og fremgang er ikke opnået. De grundlæggende magtforhold er ikke ændret. Tværtimod er uligheden blevet endnu større.

Det kræver en ny social revolution fra flertallet af sydafrikanere, de sorte arbejdende, der tynges af fattigdommens og den sociale uligheds åg, og deres hvide klassefæller.

Det kræver et opgør med det herskende økonomiske og politiske system.

Netavisen 6. december 2013