Finanslov 2013: Hvad Enhedslisten glemmer at fortælle om efteråret 2013

Tiden går hurtigt i dansk politik. Det er kun uger siden, at Enhedslisten fik et markant og historisk godt resultat ved kommunalvalget, nu er partiet havnet udenfor døren, den varme rus er forsvundet og en mistrøstig vinterstemning har bredt sig.

Af fsk


Fra aktion Hånd-i-hånd ved Folketingets åbning 2013

Vi er i det efterår, der kommer i direkte forlængelse af, at Enhedslisten i juni fik reddet regeringen ud af den værste krise efter angrebne på folkeskole- og gymnasielærernes arbejdsforhold. Og desuden en række nedskæringsreformer indgået med de borgerlige partier.

Enhedslisten fortsatte efteråret med at holde hånden over regeringen, og modarbejdede en kæmpe markering ved folketingets åbning, der kunne samle utilfredsheden fra de mange grupper, der bliver ramt af nedskæringer.

I stedet indkaldtes til en demonstration der i brede flommefede floskler lagde sig tæt op af støtte til regeringen. Fra folketingets åbning så vi en kommunalvalgskampagne der var næsten blottet for udenomsparlamentariske demonstrationer og markeringer mod nedskæringer og prestigeprojekter. Men til gengæld fyldt med valgløfter, blot man stemte på venstrefløjen.

Spillet på Borgen

Imens der er kommunal valgkamp lader finansloven vente på sig, forhandlingerne er trukket ud over 30 møder, og det står lysende klart for alle, at Enhedslisten spiller med på en fredningstaktik om vente med konfrontation og åben kritik indtil kommunalvalget er vel overstået.

Valgresultatet for Enhedslisten er det bedste nogensinde, 10 % i Århus og 20 % i København, og mere end 100 nye bliver valgt over hele landet.

Finanslovsforhandlingerne kan nu genoptages med medvind for Enhedslisten, men også en borgerlig opposition med en skandaleramt Lars løkke , og den øvede lytter bemærker, at han de seneste uger har undladt at stille sig demonstrativt op og kræve at regeringen finder sit eget flertal for finansloven.

Det vil sige, at Enhedslisten er gået frem kommunalt, men reelt er spillet af banen på Christiansborg da slutspillet kommer i gang. Og de har selv spillet med ved netop at acceptere at holde kæft op til kommunalvalget, og ved hele den manøvre der i forsommeren reddede regeringen med en lille lappeløsning på den katastrofale dagpengereform. Og i særdeleshed ved deres rolle i at dæmpe de udenomsparlamentariske demonstrationer og aktiviteter.

Lars Løkkes og det samlede borgerlige Danmarks interesse i at skifte taktik fra at gå efter et hurtigt valg til at gå efter at støtte regeringen og holde Enhedslisten væk fra indflydelse, er sket uden at Enhedslisten tilsyneladende selv har reflekteret over det.

I stedet serveres en plade om, at det var regeringen der valgte side. Men regeringen har jo hele tiden været for en borgerlig politik og har en stribe af forlig med de borgerlige fra foråret, der netop i denne finanslov skulle vedtages endeligt. Det reelle er derfor, at den forhandlingspræmis om hvem der kan udløse et valg og derfor har magten, er forsvundet væk fra Enhedslisten.

I denne situation vælger Enhedslisten at forhandle videre om finansloven og nu tilsyneladende uden at gå efter et forlig, men i stedet i konkurrence med regeringen om at finde ud af at komme ud af forhandlingerne med færrest skrammer. Regeringens bagtanke er på samme tid, at åbne op for en gunstig forhandlingsposition med venstre og de konservative.

Det usagte efter forhandlingerne er der, hvor man kan høre en antydning af, at det er sådan det forholder sig: På det konkrete spørgsmål om hvilken finanslov Enhedslisten synes ville være bedst – den de sagde nej til torsdag morgen eller den regeringen kort tid efter indgik med Venstre – er svaret at de ville ønske, at regeringen havde sagt ja til Enhedslistens eget forslag.

Ikke et svar der giver meget mening, når man ser over et langt forhandlingsforløb. Og da slet ikke når sagen er, at resultatet også have været dårligt, hvis Enhedslisten havde fået sine sidste krummer med.

Valg i utide

Regeringen har hele tiden siddet på et skrøbeligt mandat fra de Radikale, og der har således fra starten været en undertone af, at der rent faktisk kunne opstå et alternativt flertal, og at for meget kiv med Enhedslisten kunne få regeringen til at træde tilbage uden at udløse et valg. Men det valg er alene op til den siddende statsminister, så det bliver jo ren spekulation og ikke rigtig brugbart som forhandlingsvåben.

Det alternative flertal uden om Enhedslisten er derfor i effekt, fordi Lars Løkke og de andre EU-begejstrede partier har besluttet det, og faktum er, at Enhedslisten pt. ikke kan vælte regeringen, om de så opstillede en mistillidsafstemning – som partiet burde have gjort allerede i foråret, da rækken af reaktionære forlig blev indgået.

Med udsigt til en EU folkeafstemning og et EU-parlamentsvalg til maj 2014 er det muligt at den nye stilstand vil holde et stykke tid endnu. Og ellers er Enhedslisten måske igen villig til at stille sig i rolle som støtteparti.

Tilbage står det klare indtryk, at borgerskabet tåler et lille venstrefløjsparti som Enhedslisten, men når partiet pludselig begynder at få en rigtig landsdækkende karakter og overgår flere af de borgerlige i størrelse, så vil alle være enige om at holde partiet længst muligt væk parlamentarisk indflydelse.

Så længe partier repræsenterer blot en snert af almindelige menneskers og arbejderklassens og ungdommens krav og drømme vil dørene til den kapitalistiske stats administration være lukket.

Det kan være, at Enhedslistens programdiskussion, hvor alle ”gamle” revolutionære fraser skal udrenses, vil ændre det, så de afslutter deres transformation til et folkesocialistisk parti, der bliver budt indenfor i varmen igen.

-fsk.

Netavisen 1. december 2013


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne