Obamas plan: 10 år mere i Afghanistan

Af David Swanson

Da Barack Obama blev præsident, var der 32.000 tropper i Afghanistan. Han forøgede antallet af soldater til over 100.000, ikke medregnet private sikkerhedsfolk. Nu, fem år senere, er der 47.000 soldater. Målt i penge såvel som i død og ødelæggelse er Afghanistan i højere grad præsident Obamas krig end præsident Bush’s. Og nu forsøger Det hvide hus at beholde militæret i Afghanistan ”til 2024 eller længere”.


Billede: San José Peace and Justice Center

Afghanistans præsident Hamid Karzai nægter på nuværende tidspunkt at underskrive aftalen. Hans række af forbehold lyder således:

Han ønsker, at USA skal holde op med at dræbe civile og sparke folks døre ind om natten.

Han ønsker, at USA deltager i fredsforhandlinger.

Han ønsker uskyldige afghanske fanger løsladt fra Guantanamo.

Og han ønsker, at USA vil undlade at sabotere det afghanske valg i 2014.

Uanset hvad vi måtte mene om Karzais legitimitet – min egen mening er ikke trykbar – så er dette fuldstændige rimelige krav.

Iran og Pakistan vender sig imod, at bevare 9 store militærbaser i Afghanistan til evig tid, baser hvoraf nogle af dem ligger tæt på grænsen til deres lande. Amerikanske øvrighedspersoner har gentagne gange truet Iran med krig og amerikanske missiler rammer Pakistan i en stadig strøm. Disse to landes bekymring synes lige så rimelig som Karzais.

Den amerikanske offentlighed har i meningsmålingerne år efter år givet udtryk for, at vi vil have alle amerikanske tropper ud af Afghanistan ”så hurtigt som overhovedet muligt”. Vi betaler 10 millioner dollars i timen på at skabe had og gøre livet mere usikkert for os selv.

Hovedårsagen til dødsfald blandt amerikanske soldater i denne vanvittige operation er selvmord.

Da USA forlod Irak, forblev landet et levende helvede, som også Libyen er det i dag. Men den katastrofe som Irak er i nu, kommer ikke i nærheden af forholdene under besættelsen. Situationen har ikke udviklet sig yderligere dramatisk, som vi ellers blev advaret om, af fortalerne for fortsat besættelse.

Humanitær hjælp til Afghanistan – eller til hele verden for den sags skyld, vort eget land inklusive – ville koste en brøkdel af, hvad vi bruger på krig og krigsforberedelser. Og det ville gøre os til den mest elskede nation i verden. Jeg vil vædde på, at vi ville foretrække den udgave, hvis vi blev spurgt.

Vi blev spurgt om Syrien, og svarede i meningsmålingerne, at vi foretrækker hjælp, ikke missiler.

Vi droppede missilerne. Kongresmedlemmer fra begge huse og partier sagde, at de hørte fra flere mennesker, mere passioneret og mere entydigt end nogensinde før.

Men vi stoppede ikke med at sende våben, som vi gik imod i endnu højere grad end missilerne. CIA sendte våben til oprørerne uden at spørge os eller kongressen. Og syrerne fik ikke den hjælp, som vi havde ønsket.

Vi bliver ikke spurgt om droneangrebene. Vi bliver sjældent spurgt angående militære operationer. Og vi bliver ikke spurgt om Afghanistan.

Lad os overvælde kongressen med protester ved hvert eneste nyt krigsforslag. Lad os sætte os imod 10 år mere i Afghanistan.

Forkortet af redaktionen

Oversat af Kommunistisk Politik fra

10 More Years in Afghanistan
Global Research 26. november 2013


Netavisen 28. november 2013