Al magt til folket: Koncert med slumstormerorkestret 40+ år senere

Slumstormerorkestret i Ungdomshuset 7. november 2013: Fra venstre Klavs Egelund, Marianne Rasmussen, Kazio Kierpaul og Frans Jacoby

Ungdomshuset på Dortheavej i København var det helt rigtige sted at lægge første del af det to-delte re-releaseparty i anledning af Demos’ genudgivelse af slumstormerpladsen ’Det kan blive bedre kammerat’ på CD, LP og diverse anden moderne elektronisk gengivelse. 42 år efter den først kom ud, i 1971.

Slumstormerbevægelsen var i sin tid en stærk kraft i ungdomshusbevægelsen, havde Projekt Hus som en af sine baser, og var i øvrigt med til at befri Kvindehuset.

Anden del af markeringen af genudgivelsen finder sted i Folkets Hus i Stengade 50 den 22. november kl. 19 – et sted slumstormerne også befriede, fulgt af Folkets Park i begyndelsen af 70erne. Steder der lever endnu. Og også gratis, selvfølgelig.

Den 7. november var Slumstormerorkestret så på scenen igen – for første gang i næsten 40 år og med et par timer til at øve før spillestedet blev fyldt og folkekøkkenet åbnedes.

De grånede spillefolk fra bandet fik selskab af andre slumstormere og Demos-folk  fra dengang. Publikum var en flot blanding af generationer med fyldig repræsentation  af Ungdomshusets egne brugere – og mange der simpelthen var kommet for at opleve denne revival.

Der skete noget bemærkelsesværdigt, da orkestret gik i gang og spillede fem numre fra den legendariske plade: Alle skrålede med på sangene. Gamle som unge.

Orkestret stod ikke alene med numre som Uropatruljen, Sorte Firkant eller titelsangen. Det var en fælles koncert.

Og det var en ubetinget succes. Bandet sluttede på toppen og under højlydte krav om ekstranumre, konkret sangen Al magt til folket. Den havde de ikke nået at øve – og lod klogeligt være med at forsøge.

Slumstormerpladen var et projekt, som udsprang direkte af en kæmpende folkelig bevægelse. Derfor var den omgivet af ’kollektiv anonymitet’: Ingen af musikerne eller tekstforfatterne optrådte med navn.

Ved genudgivelsen er anonymiteten ophævet, og fire ud af de oprindelige otte musikere og de to tekstforfattere var med i Ungdomshuset: Klavs Egelund og Kazio Kierpaul, som skrev musikken til de fleste af sangene, det var sangerinden Marianne Rasmussen og violinisten og altmuligspilleren Frans Jacoby.

Af de øvrige er Verner Skovborg Hansen død, og sangeren Vipse (Vibeke Isadora) har ikke kunnet opspores. Søren Ib Jensen, der sang for på nogle af pladens numre, og Rene Bo Hansen var forhindrede i at deltage.

Til gengæld kom sangskriverne Klaus Riis og Michael Erichsen. De to stod for samtlige tekster  på pladen – bortset fra en af Mao Zedong og en anden oversat fra svenske Fria Proteatern.

Godt 40 år senere fungerede musikken endnu. De tre mænd i orkestret er stadig aktive musikere, mens den sclerose-ramte Marianne Rasmussen ukueligt sang videre fra sin rullestol på scenen. Sangene sidder der bare.

Slumstormerpladen var en af de første af Demos’ pladeudgivelser, der banede vejen for et stort opsving af den politiske musik i Danmark. Tove Jensen fra forlaget fik også peget på en central skikkelse i hele denne bølge: Produceren Karsten Sommer, der ikke kunne være til stede, men fra Nuuk, Grønland sendte sine hilsener til orkestret og deltagene i begivenheden.

Grafikken på omslaget af pladen var lavet af Jens Nordsø (1930-2006) og er gået hen og blevet ikonisk. Det var starten på et samarbejde med slumstormerne, som fortsatte ind i kampen op til folkeafstemningen om EU-medlemskab, der blandt andet gav sig udslag i Demos-lp’en 2. oktober med EF-gruppen – slumstormerorkestret og en række andre musikere, indbefattet Poul Dissing på et par numre.

Nordsøs grafik og plakater i kampen mod EEC var et af højdepunkterne både i hans og i tidens politiske kunst.

Slumstormermusikken havde sin særlige rolle i bølgen af politisk musik, som rullede frem i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne. Det var aktionsmusik, en ny generations musik, som kom fra og blev taget med ud på gader og stræder, i de besatte huse og befriede områder.

Det gjorde op med de oversatte tekster, det var ikke kopikunst, men en kæmpende bevægelses erfaringer, udtrykt i dens eget sprog – og på dansk.

I værket Dagligliv i Danmark i vor tid (to bind, 1988) gives denne vurdering af slumstormermusikken og dens betydning:

“Slumstormerne blev en vigtig start også for det nye venstres kulturfremstød. Selvom sangene fra lp-pladen “Det kan blive bedre kammerat” aldrig nåede frem til Giro 413 eller Dansktoppen, indledte de imidlertid en ny æra i den folkelige danske sang.” (Bind 1, s. 429)

Sangene og musikken gav identitet til en stor aktivistgeneration, der sloges for en anden og bedre verden. Den sprang ud af tiden, dens mennesker, dens problemer: Af kampen mod boligmangel, miljøødelæggelse,  politibrutalitet, og mod en lakajregering for USA med en langvarig krig (Vietnam) i baggrunden og på tærsklen til medlemskab af EEC – det der blev til Den europæiske Union.

Det var en protest mod udbytning og global undertrykkelse. Og et udtryk for den globale modstand.

Det sidste har været med til at holde sangene og musikken og deres budskab friske frem til i dag.

Se også video fra KPnetTV med koncertklip her

Netavisen 9. november 2013