Syriens venner – eller imperialismens?

Af Stephen Gowans

Syriens Venner – en koalition bestående af 11 lande rettet imod Syriens regering – støtter det, de kalder en ‘demokratisk’ ændring i Damaskus. Der er et væld af problemer forbundet med dette.

Koalitionen siger, at den nuværende præsident ”ingen rolle må have i Syrien”. Hvor sært, at en angiveligt demokrati-støttende koalition vil diktere den syriske befolkning, hvem der ikke kan være præsident i deres land, i stedet for på demokratisk vis, at overlade dette spørgsmål til syrerne selv.

Ligeså mærkeligt er det, at halvdelen af koalitionens medlemmer ikke støtter et demokratisk system i deres egne lande, der er monarkier og emirater (Jordan, Qatar, Saudi Arabien og De forenede Arabiske Emirater). Et medlem, Ægypten, er et militærdiktatur.

De formelle demokratier, der udgør koalitionens anden halvdel – USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Tyrkiet – støtter ikke en demokratisk udvikling indenfor koalitionspartnernes egne territorier, kun i Syrien.

Selvom Syrien næppe matcher modellen for et vestligt demokrati, er det dog overhovedet ikke det udemokratiske diktatur, som det gøres til. Det er f.eks. ikke som Saudi Arabien. Det har et parlament. Det er antikolonialistisk og antiimperialistisk. Og dele af statsapparatet sværger, meget imod USA’s vilje, stadig til socialistiske målsætninger. Præsidentvalg er fastsat til 2014. Enhver Syrer, der opfylder nogle minimale basiskriterier, har ret til at stille op til valg. Hvis syrerne ikke ønsker Assad, står det dem frit for, at vælte ham af pinden.

Modsat dette, er koalitionsmedlemmet Saudi Arabien en familieforretning. Saudi-familien styrer. Der er ikke nogen chance for, at de vil blive afsat ved et valg, eftersom der aldrig finder nogen valg sted. Hvis Washington var ægte interesseret i, at skabe en venne-koalition der skulle arbejde for demokratisk udvikling i udemokratiske stater, ville de for længst have dannet en gruppe for venskab med det saudiske folk.

Ikke fordi USA behøver at pådutte andre deres demokrati-brand. Det er nærmere sådan, at dets yderst begænsede forpligtelse overfor støtte til demokratiet (og kun overfor lande der er udenfor dets indflydelsessfære og aldrig i satellit-stater) taler sit tydelige sprog, om hvad USA’s udenrigspolitik i virkeligheden går ud på, og hvor langt fra at være en meningsfuld udgave den er.

Ligeså langt ude i forhold til påstanden om, at Vennerne ønsker demokrati i Syrien er det, at en af medlemmerne, Ægypten,styres af en regering som militæret har indsat efter at have afsat den demokratisk valgte regering. Anklagen om, at Syriens Assad må gå af, fordi han myrder sin egen befolkning (oprørerne), har ikke forhindret det ægyptiske militær i at dræbe demonstranter, der ønsker den valgte regering tilbage.

De fortjener i højere grad betegnelsen ‘demokrati-forkæmpere’ end de muslimske oprørere, der udnyttede opstandene i de arabiske lande til at fremme tilbagekomsten af jihad imod de sekulære arabiske nationalister i Damaskus.

Og hvad med de formelle demokratier? Alle er de tidligere kolonimagter. De brød sig ikke en døjt om demokrati dengang de holdt størstedelen af verdens befolkning i kolonial trældom, heriblandt de folk der levede i det, der i dag er det moderne Syrien.

Men med deres handlinger og deres dobbeltmoral har de afsløret, at de bryder sig lige så lidt om demokrati i den arabiske verden, som de gjorde dengang fire af dem (tyrkerne, italienerne, briterne og franskmændene) herskede over araberne med dekreter langt borte fra.

Seks tidligere kolonimagter i koalition med fem diktaturer, der fortæller syrerne, hvem de må have som præsident og støtter en gruppe i eksil, der venter i kulissen på signalet til at træde frem på den syriske scene som Washingtons marionet, er næppe hvad man kan kalde en støtte for demokratiet.

Hvis du er af en anden mening, så er demokrati intet andet end en eufemisme for imperialisme, et appellerende ord vendt på hovedet som et dække over det helt modsatte af det Syriens Venner foregiver at arbejde for.

Oversat af Kommunistisk Politik fra

Friends of Syria or Friends of Imperialism?
Global Research 1. november 2013

Se også

’Syriens Venner’: Alliance for borgerkrig
Kommunistisk Politik 5, 2012

Netavisen 8. november 2013