Udviklingsminister Friis Bach: ”Jeg siger det ikke, og jeg mener det ikke”

Efter den danske udviklingsminister Friis Bachs opfattelse skyldes fattigdom og sult i Afrika, at der fødes for mange børn. Her indskriver han sig i en gammelkendt imperialstisk tradition for børnebegrænsning som metode til politisk og økonomisk kontrol.

Af Tine Spang Olsen

Udviklingsminister Christian Friis Bach har måske dårlige erfaringer med at sige sin mening lige ud efter at hans meget direkte udtalelser tidligere på året, om planerne om at overtage Afrikas jord, gav kraftige reaktioner og protester fra afrikanske organisationer.

Friis Bach har nu fundet en ny – og dog gammel – angrebsvinkel på indflydelse og kontrol i Afrika – begrænsning af befolkningstallet og han fortæller til Politiken (25.09.13) hvad han ikke mener :

”Hvis jeg nu sagde, at vi er bange for, at Afrika får så mange børn, at vi ikke kan fastholde vores forbrug i den rige del af verden, så ville det nok blive noget sværere at kæmpe for kvindernes rettigheder. Så det siger jeg ikke. Og det mener jeg ikke”.

Hvad mener han så?

Han mener at afskovning, ørkendannelse, sult, konflikter og terrorisme alt sammen er en følge af, at der er for mange mennesker i Afrika. Han mener, at økonomisk vækst normalt fører til færre børnefødsler, men at denne mekanisme mangler at slå igennem i Afrika.

”Det kommer åbenbart ikke af sig selv, som vi har set andre steder. Derfor kunne der være brug for noget politisk lederskab til at få sat den dagsorden”.

Teorien om overbefolkning og for mange mennesker i verden er en gammel kending, der skriver sig tilbage til Thomas Malthus (1766 – 1834). I følge teorien skaber overbefolkning knappe ressourcer og fattigdom.

Fakta er dog, at fattigdom er en følge af klasseforskelle og og at det vil være muligt at brødføde jorden befolkning uden sult, hvis produktionen ikke skete med profit for øje, men for at skaffe mad og andre livsbetingelser for alle.

Afrikas lande er nu selvstændige, men tidligere og nye kolonimagter forøger med alle metoder at sikre sig indflydelse og råstoffer her som andre steder på kloden.

I bogen ”Seeds of destruction” af Wiliam Engdahl kan man i et afsnit læse om nogle af verdens bestialske tiltag i retning af børnebegræsning og de økonomiske og politiske interesser bag ved. Et fænomen vi ellers normalt betragter fra dens positive side, det frie valg.

Folketal og national sikkerhed

I et hemmeligt notat skrev Henry Kissinger i 1974 om ‘Problemer vedrørende det stigende befolkningstal i verden set i sammenhæng med USA’s sikkerhedspolitiske interesser’.

Notatet var blevet til i et samarbejde med præsident Nixon og John D. Rockefeller d. tredje. USA havde kort forinden fremlagt en plan i FN om befolkningsbegrænsning, der var blevet afvist af et flertal af verdens nationer, så andre mere skjulte metoder måtte tages i brug.

En stigning i verdens befolkning ville for USA, i egen selvforståelse betyde:

Konkurrrence om verdens ressourcer, forstyrrende udviklinger i verden og international ustabilitet. Stigende fattigdom ville påvirke markederne eller man ville sætte sig på råmaterialerne. Fattigdom kunne føre til oprør og revolutioner eller befolkningerne i landene i Latinamerika og Asien m.fl. ville simpelthen blive for store og måske magtfulde i forhold til USA.

Konklusionen var i al fald, at verdens befolkning skulle begrænses og USA skulle gå forrest. En af metoderne var at udnytte sult til at påtvinge børnebegrænsning.

Kissinger foreslog, at ”USA skal holde fødevarehjælp tilbage overfor lande der ikke kan eller vil kontrollere deres befolkningstilvækst”

I lige linje til nazisternes racehygiejne

I realiteten gik der en lige linje fra nazisternes racepolitik til den ny befolkningspolitik.

Kissinger skrev i sit notat, at der skulle udføres biomedicinsk forskning i prævention (P-piller?). Ordet skulle erstatte det nazistiske begreb racehygiejne. Formålet var for dem det samme – reduktion af laverestående racer eller befolkningsgrupper.

Konkret havde USA kig på 13 udviklingslande, hvor de øjnede problemer. Landene havde rige naturrigdomme, men med en voksende befolkning og medfølgende uro eller national styrke i landene, kunne det blive svært for USA at sikre sig værdierne. Der var tale om bl.a. Indien, Nigeria, Mexico, Indonesien, Brasilien, Tyrkiet og Colombia.

De imperialistiske ambitioner skulle pakkes pænt ind, så Kissinger understregede, at man kunne undgå anklager i den retning ved at slå på at motiverne var ‘den enkeltes ret til frit at bestemme hvor mange børn man ville have, sikre sig mulighederne for en god uddannelse for sine børn og at landet ville opnå større velstand med et lavere befolkningstal’.

Racehygiejne var blevet til ‘frihed til a vælge’ og bæredygtig udvikling’.

Plan i praksis

Planen overfor de 13 uheldige lande blev umiddelbart sat i værk. I Brasilien gennemførtes massive tvangssterilisationer af kvinder. I 1991 foretog den brasilianske regering en undersøgelse der viste, at omkring 44 % af kvinder mellem 14 og 55 år var blevet steriliseret! Sterilisationerne var udført af forskellige organisationer under USA’s hjælpeprogrammer (USAID). Samme undersøgelse viste også at 90 % af den afrikanske del af den kvindelige aldersgruppe var sterialiserede. Ud af en befolkning på 154 millioner (1980) var ca. halvdelen af afrikansk oprindelse.

Om udvælgelsen af Brasilien skrev Kissinger, at landets befolkning ville nå op på siden af den amerikanske i år 2000 og blive en alt for stærk magtfaktor, hvis man ikke greb ind.

Sterialisationskampagnerne var også rettet mod USA’s egen befolkning og her var målet begrænsning af specielt den ikke-hvide del af arbejderklassen. Kvinder af indiansk, afrikansk, puertoricansk oprindelse mm. blev i stor udstrækning udsat for overgreb som tvangssterialisation, pression eller propaganda.

Finansmanden John D. Rockefeller den tredje var som nævnt en af drivkræfterne bag USA’s politik på dette område, som Rockefeller familien har været det på mange andre afgørende områder for amerikansk kapital.

Han blev i 1969 udpeget af Richard Nixon til at stå i spidsen for ‘Kommissionen for befolkningsvækst og Amerikas fremtid’ hvor man lagde grunde for den senere (hemmelige) politik som Kissinger blev talsmand for.

Fra 1. verdenskrig over tysk nazisme til nutiden

Allerede mange år tidligere, før befolkningsbegræsning blev den amerikanske regerings politik havde man været i gang med eksperimenter.

I 1950’erne havde Rockefeller- familien godt gang i udnyttelsen af arbejdere fra Puerto Rico. De var uorganiserede og underbetalte og blev hentet til USA som billig arbejdskraft. Samtidig blev landet brugt som et laboratorium for forsøg indenfor befolkningskontrol.

I perioden 1950 – 1965 anslås det, at 35 % af kvinderne i den fødedygtige alder var blevet steriliseret. Der blev brugt både lokkemad – bedre helbred og færre munde at mætte – og tvang. Man opfordrede kvinderne til at føde på amerikanske klinikker, hvor kvinder der fødte barn nr. to blev tvangssterilisret uden at vide det.

Sterialisation af ‘mindreværdige’ befolkningsgrupper har været anvendt tilbage til 1. verdenskrig, blev fortsat af nazisterne og senere af den amerikanske regering.

Eugenics – racehygiejne

Christian Friis Bachs metode er nok ikke den direkte tvangs-sterialisering af Afrikas kvinder. Metoden bliver sikkert en kombination af overtalelse og økonomisk pression. Målet er sandsynlig vis – i samme ånd, som forgængernes – at råde over afrikanernes ressourcer, bevare kapitalens magt og give et godt afkast for danske virksomheder i Afrika.

Se også


Genmanipulationens djævelske verden

Netavisen 19.maj 2013

Svar til udviklingsminister Christian Friis Bach: Afrika vil aldrig acceptere genkolonialisering
Netavisen 12. juli 2013

Netavisen 27. september 2013