Kupregeringen har ført Egypten til katastrofe


Kommentar
Af Kommunistisk Politik Opdateret

Massakrer og arrestationer af tilhængere af den afsatte præsident Morsi i Egypten fortsætter. Den vestligt støttede kupregering har ført landet ud i en national katastrofe, der vil have vidtrækkende konsekvenser.


Antallet af ofre for militærregeringens brutale rydning af Morsi-tilhænernes protestlejre og undertrykkelse af demonstrationer under undtagelsestilstanden er mørklagt, men er formentlig nået over tusind. Den tidiligere massakre den 28. juli kostede flere hundrede døde.

Tusindvis er sårede af sikkerhedsstyrkernes massive magtanvendelse over for hovedsageligt fredelige demonstranter.

Militærregeringen har indrømmet,  at rydningen af protestlejrene på en enkelt dag i onsdags  betød mere end 640 dræbte.  Snesevis flere  er dræbt i Cairo og andre egyptiske byer på den proklamerede ’Vredens dag’ i går fredag. Mere end tusinde medlemmer af det afsatte regeringsparti Det muslimske broderskab blev arresteret.

Det ’demokratiske militærkup’, som vestlige politikere  fra Obama til NATO’s Fogh Rasmussen ikke vil kalde et kup,  har afsløret sin brutale fascistiske karakter.

Massakrerne på civile kan ikke på nogen måde retfærdiggøres.

Der er simpelthen tale om et ’klassisk’ militærkup af den type, som USA organiserede i mange latinamerikanske lande i sidste halvdel af det 20. århundrede, som i Chile for 40 år siden, i 1973.

I Egypten benyttede hæren sig af den omfattende protestbevægelse, der havde rejst sig imod Morsis forsøg på at placere landet på et religiøst grundlag og retning mod et religiøst diktatur, efter vestlige demokratiske spilleregler.

Hugo Chavez’ efterfølger, den venezuelanske præsident Nicolas Maduro, har taget bladet fra munden. Den venezuelanske ambassadør i Ægypten er kaldt hjem i protest, og Maduro opfordrer til at den afsatte præsident Morsi genindsættesl.

USA og Israel står bag  kuppet, siger Maduro, som erklærer:
– Vi har været vidner til et blodbad i Egypten … Vi advarede og konstatere, at et kup mod Morsi var forfatningsstridigt. Morsi blev kidnappet, og den ansvarlige part for hvad der sker i Egypten er imperiet, hvis  hænder står bag det.

– USA har ingen venner, det har sine egne interesser, og hvad det ønsker er at kontrollere hele kloden, tilføjede han, og opfordrede til at en forfatningsmæssig orden bliver genetableret:
– Vi er imod et blodbad i Egypten, det er et tilbageskridt, som vil koste vores brødre, de arabiske folk, dyrt.

Det brutale militærkup er  støttet af den pro-vestlige og såkaldt demokratiske opposition til Morsi-regeringen og Det muslimske broderskab. Det vetyder en tilbagevenden til systemet under den styrtede diktator Mubarak.

Både i Ægypten og andre arabiske lande, der har søgt at gøre sig fri af Vestens kolonialisme og dens skødehunde, de feudale arabiske dynastier, eksisterer stadig illusioner om militærets progressive karakter, selvom generalstabene er uddannet på de samme amerikanske militærakademier som de latinameirkanske kupmagere.

Massakrerne på Morsi-tilhængerne, der kræver den valgte præsident genindsat, er pinlige for USA og Vesten, der har støttet kupregeringen  og erklæret, at den vil gennemføre frie valg og  skabe demokrati. Nu kappes de vestlige regeringer om at appellere til, at militæret viser tilbageholdenhed og snarest sikrer nye valg.

USA’s og Vestens indtil nu  foretrukne egyptiske politiker og præsidentkandidat Muhammed ElBaradei indtrådte som vicepræsident i militærregeringen 11 dage efter kuppet, men har trukket sig tilbage efter blodbadet ved rydningen af Morsi-tilhængernes protestlejre. Det forventes at koste ham hans ’politiske fremtid’.

Blodbadet har vakt bestyrtelse og vrede i hele verden. Ikke mindst blandt mange muslimer, der opfatter kuppet som rettet mod både deres politikere og deres religion. På ’Vredens dag’ i går fredag var der demonstrationer ved de ægyptiske ambassader i en lang række lande, ikke mindst i de islamiske. I Danmark organiseredes en protest af Islamisk Trossamfund.

Danmark har ikke afbrudt forbindelserne til  kupregeringen. EU’s dominerende par Merkel og Hollande indkalder udenrigsministrene til møde i begyndelsen af næste uge for at finde et fælles ’svar’ fra EU-landene på den ægyptiske krise.

Imens fortsætter blodbadet og kaoset. Den næste massakre frygtes at være ved en stor moske i Cairo, hvor Morsi-tilængere har barrikaderet sig.

Tunesiens Arbejderparti POT – medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer – siger i en udtalelse (14. august) blandt andet, at det ‘ fordømmer nedslagtningen af demonstranterne og undertrykkelsen af ​​ytringsfriheden og demmonstrationsretten, og forlanger en hasteunderøgelse af gerningsmændene bag denne nedslagtning og at den får konsekvenser.’

POT ‘gentager sin ubetingede støtte til det egyptiske folk og de revolutionære kræfter, patriotiske og progressive, i deres kamp for at genvinde deres revolution og undgå at blive manipuleret af Det Muslimske Broderskab, hæren og andre reaktionære kræfter.’


Der skrives i denne tid mange nekrologer over ’det arabiske forår’. Det er en kendsgerning, at de arabiske folks revolutionære bevægelse for demokrati og sociale fremskridt lider store tilbageslag.

To stærke politiske aktører – den vestlige imperialisme og de pro-vestlige kræfter på denne ene side og politisk islam og dens tilhængere på den anden – har begge søgt at kidnappe de revolutionære bevægelser og misbruge dem til egne formål.

Undertiden i samarbejde med hinanden, undertiden i konflikt, oftest begge dele samtidig. Begge parter udnytter den andens upopularitet hos brede arabiske masser for deres egne formål. .

Begge parter fremstiller sig som støtter af og forsvarere af ’det arabiske forår’.  Men de handler altid imod bevægelsens revolutionære mål –  virkeligt demokrati (som kun kan udvikles på sekulær basis), social fremgang og  uafhængighed af imperialismen og de gamle kolonimagter.

Og begge parter har bidraget og har et ansvar for den katastrofe, kupregeringen nu har udløst.

At stole på eller støtte sig på den ene eller anden af disse kræfter fører til reaktionært kaos.

Den brede folkelige bevægelse i Ægypten lider kraftigt under savnet af en virkelig revolutionær ledelse – af en stærk folkelig front til forsvar for revolutionens mål, af et stærkt revolutionært kommunistisk parti.

Det er én af mange lærer af det ægyptiske kaos: Uden det vil en folkelig revolutionær bevægelse være dømt til nederlag. Som i Chile i 1973.

Se også

Militæret tager magten i Ægypten: Imperialismens ‘demokratiske’ kup
Netavisen 4. juli 2013

Netavisen 17. august 2013