En verden i oprør

Leder
Kommunistisk Politik 7, 2013

Vi har set det i land efter land – så på det ene kontinent, så på det andet:  På overfladen kan der se roligt ud, men pludselig, af nogen anledning, eksploderer det i folkeligt raseri og gigantiske massemanifestationer.

Vi har set det i Tyrkiet, i Bangladesh, i Brasilien, i Ægypten, i Grækenland, Spanien, Portugal, i Tunesien … En gnist antænder bålet, og flammerne breder sig over hele landet.

Hvem kan sige, hvad og hvor for næste omgang ? Det eneste, der er sikkert er, at der kommer nye udbrud, nye eksplosioner, nye folkelige opstande.

Det ulmer under overfladen, og det ulmer hvor som helst. Magthaverne er skrækslagne over at se folk, som rejser sig i protest og går på gaderne, hvor de end vender sig hen. Næste gang lige for næsen af dem, eller i ryggen …

De moderne massekommunikationsmidler puster til ilden. En park i Istanbul, buspriser og VM-ekstravagance i Brasilien, korruption i Spanien: Inden længe er protesten gået langt ud over sin anledning og har forvandlet sig til en protest mod regimet. Ofte med krav om en regerings afgang. Altid med krav om noget andet.

Der er et fælles mønster i alle protesterne. Det er de unge, der er på gaderne. Det er en generation som føler, den bliver berøvet sin fremtid.

Og det er arbejderne – fra de offentligt ansatte i EU-landene, der protesterer mod fyringer og nedskæringsreformer, til arbejderne på de multinationale mærkevarefirmaers underleverandører i Bangladesh, der har samme forhold som de europæiske arbejdere havde det i industrialiseringens første tid, før fagforeningerne.

Og hvad er det egentlig, de vil have? Det er ikke højtflyvende drømme, ikke utopier, ikke religiøse kalifat-visioner. Det er retten til et enkelt og værdigt liv, retten til en fremtid, for sig selv, for børnene. Arbejde, mad, bolig, social tryghed.

Hvad der sker er, at det rådende samfundssystem – kapitalismen og imperialismen – ikke er leveringsdygtig og ikke kan indfri selv så beskedne krav.

I mere end tyve år har kapitalismen været enerådende og uantastet som system på den globale arena.  Hvad den har bevist er, at dette økonomiske system ikke duer for millionmasserne. Det har bevist, at kapitalisme og imperialisme betyder krise og krig, mere udplyndring, mere undertrykkelse, større udbytning.

At det er et system, som fungerer til fordel for ’den ene procent’, det lille mindretal, der udgør den herskende klasse,  som har beriget sig i en historisk uhørt grad. Og som kun fungerer på bekostning af de mange, som ikke tilstås et enkelt og værdigt liv.

Den svenske sanger og sangskriver Mikael Wiehe har udtrykt det rammende og præcist:

De siger at verden går fremad
og at alting er bedre end før
Jeg ser samme skammelige hunger
og samme fortærende tørst
Magten vil altid ha’ mere
De rige kan aldrig få nok
Og det eneste som hjælper os andre
det er om vi løfter i flok.

Det er den erkendelse de massive globale protester mod kapitalismen vold, magt og udbytning er udtryk for.

Det er en ny runde af sociale revolutioner, der banker på de herskendes dør.

Alle sejl sættes til for at forhindre udviklingen af en organiseret kraft, der kan omstyrte magten. USA har udviklet en global overvågning i et omfang, som aldrig før er set. De kapitalistiske massemedier spreder løgne på højtryk  Der føres krige for  at aflede de sociale bevægelser. I Ægypten  gennemfører hæren et kup med en amerikansk ført hånd, før massebevægelsen kan gøre op med et islamisk afledningsregime.

I sidste ende vil det ikke hjælpe. Blod, undertrykkelse, løgnepropaganda: Den revolutionære bevægelse vil fortsætte og forstærkes. For det er kapitalismen og imperialismen selv, som driver masserne på gaden og protesterne og modstanden frem.

Nu gælder det at finde nøglerne til revolutionernes udbrud og sejr. Det er revolutionær teori og revolutionær organisering.


Redaktionen  15. juli 2013

Netavisen 18. juli 2013


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne