Frihedsmuseet – en dokumentation

 


Af Frede Klitgård

Formanden for Aktive Modstandsfolk Frede Klitgård* har lavet følgende kronik til Politiken, som har afvist at bringe den.

Se Aktive Modstandsfolks kommentar på deres hjemmeside:
For skrap kost for Politikens redaktører

Vær med til at sprede den på facebook og andre sociale medier !

I forbindelse med den påsatte brand på Frihedsmuseet – rettelig Museet for Danmarks Frihedskamp 1940–45 – har Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen og hans to ansatte underkustoder, Lene Floris (formidlingschef) og Henrik Lundbak (konstitueret leder af Frihedsmuseet) bragt ved til bålet.

Det er virkelig besynderligt, at det åbenbart slet ikke er faldet de ansvarlige ind, at de med deres hovedløse og yderst letsindige politik har påkaldt branden og burde drage de deraf følgende konklusioner.

De burde faktisk føle sig direkte ansvarlige for branden. I tilsvarende andre situationer ville der også følge et juridisk ansvar.
De har naturligvis ikke været direkte impliceret i brandstiftelsen, men ved at afskaffe den hidtidige forholdsvis billige vagtordning, hvor der var to mand på vagt i nattetimerne, banede de faktisk vej for, at brandstifterne i ro og mag og helt ugenert kunne gennemføre deres forbryderiske forehavende.

De kan ikke være ukendt med, at antinazister i adskillige tilfælde tidligere har været udsat for voldelige overfald, og at Frihedsmuset eller effekter med tilknytning til museet kontinuerligt har været udsat for groft hærværk.
Da de må formodes at være seende og ved deres fulde fem, må de med vilje have lukket af for denne viden og har i hvert fald ikke taget den alvorligt.

I en kronik i de fra krigens tid kendte samarbejdspolitikeres hoforgan Politiken (med senere kollaborationsfører, udenrigs- og statsminister Erik Scavenius som mangeårig bestyrelsesformand) proklamerede de tre museumsfolk den 27. maj 2013 et brændende ønske om at gennemføre en ændring af indholdet i et genopbygget Frihedsmuseum. Det er deres hensigt at “brede historien ud”.

Kronikken blev fulgt op den 28. maj, hvor fortalerne for et museum med et nyt indhold triumferende erklærede, at der var “stor opbakning til ny linje på Frihedsmuseet”. Her talte de igen om at “brede fortællingen om besættelsen ud, så den ikke alene omfatter frihedskampen”.
De røbede dog ikke nærmere enkeltheder om deres hemmelige planer, men bag tågesløret anes samarbejdspolitikerne og deres arvtageres ønskedrøm om at aflive modstandsbevægelsen og mindet om frihedskampen.

De tre forfattere advokerer for, at museet i fremtiden skal være “besættelsesperioden i hele dens bredde og komplekset”.
De ønsker, at der “trækkes tråde tilbage gennem 1930’erne til Første Verdenskrig og frem gennem den kolde krig, måske helt til Murens fald”.

I deres akademiske hovmod vælger de at se bort fra, at Frihedsmuseet skal leve op til sit klare navn om den militante kamp for friheden.

På samme måde som Søfartsmuseet skal afspejle søfarten og Tøjhusmuseet skal fortælle krigshistorien, skal Frihedsmuseet udbrede viden om kampen for Danmarks frihed og selvstændighed. På Frihedsmuseet venter publikum jo heller ikke at se f.eks. en uvedkommende mejeri- eller biludstilling.

Det europæiske perspektiv må finde sin plads andre steder. De tre nævnte stiller det ganske vist som et spørgsmål, men der kan ikke være tvivl om, at de ønsker perspektivet bredt ud til hele Europa “så danskernes privilegerede situation sammenlignes med vilkårene i andre besatte lande, så vi undgår faren for dansk snæversyn og selvgodhed”, som de skriver. Deres intentioner blev yderligere udbygget i en stor artikel i Politiken den 2. juni.

Bladets chefredaktør Bo Lidegaard, der er rabiat antikommunist og svoren arvtager af samarbejdspolitikerne og deres politik under besættelsen, erklærer her lige ud, at det nye Frihedsmuseum må “rumme hele besættelsestidens historie og mere til”.

Måske et museum om hele verdenshistorien? Måske har den tidligere udenrigsministerielle embedsmand ladet sig inspirere af det meget indholdsrige, smukke “Røde Museum” ved indgangen til Den Røde Plads i Moskva?

Hvis det europæiske perspektiv kommer til at omfatte nazikollaboratører som det norske folks bøddel Vidkun Quisling, den tilsvarende franske forræder Pierre Laval og den danske Erik Scavenius, kan de måske få en plads i en afsides skammekrog.

I øvrigt blev de to førstnævnte henrettet efter krigen efter lov og dom, mens Scavenius på grund af de aktuelle politiske konstellationer og interesser undgik både retssag og dom.
Et nyligt forsøg på at hædre Scavenius ved at opkalde en vej eller gade i København efter ham, faldt dog (foreløbig?) til jorden.

De tre forfattere burde i øvrigt lytte til Frank Hüge Krag-Sander, der i et læserbrev i Politiken 29. maj advarede imod at udvande museet med beretninger om alsang og algang, “og hvad man ellers kan findes på”.
Skribenten understreger, at brandstifteren derved vil opnå sit formål: at forfladige beretningen om dem, der kæmpede for landets frihed med våben i hånd.

Museumsfolkene lægger ikke skjul på deres accept af samarbejdspolitikken. De ønsker et nyt Frihedsmuseum “med plads til at udfolde sidehistorierne i deres egen ret”: “Det officielle Danmarks tilpasning som udtryk for demokratiets overlevelsesstrategi.”

Ved at omdøbe samarbejdspolitikken til “overlevelsesstrategi” begiver de sig direkte ud på historieforfalskningens ufremkommelige vej.

Kronikørerne har sikkert frydet sig over et indlæg i Kristeligt Dagblad den 30. maJ, hvor Erik Bech Olesen fra Nykøbing S skrev: I det restaurerede frihedsmuseum bør Erik Scavenius, der var udenrigsminister under besættelsen, have en stor plads. Han holdt Danmark uden for de store magters kamp, og som kristne må vi alle betragte det som en kristen holdning og en efterfølgelse af Jesu store bud.”

Når læserbrevets forfatter videre skriver, at takket være Scavenius “blev bare 900 civile dræbt”, er han helt vildfaren. Det officielle tal siger 3146, men skal rettelig være ca. 4500. Udsagnet vidner om, hvor vigtig Frihedsmuseet er for en seriøs historieformidling.

Frihedsmuseet har sin egen tilblivelseshistorie. Det er bestemt ikke uden grund, at Frihedsmuset bærer dette navn. Før Frihedsmuseet blev der allerede i 1945 på Blegdamsvejen i København, nemlig i Frimurerlogen, der havde været beslaglagt af nazisternes terrorkorps, Schalburgkorpset, holdt en stor og vel besøgt udstilling om frihedskampen. Dens navn var “Det kæmpende Danmark”, og dette indhold gik igen, da Frihedsmuseet blev indviet i 1957. Museet fik navnet “Museet for Danmarks Frihedskamp 1940–45″, og det siger egentlig alt om hensigten med museet og dets indhold.

“Frihedsmuseet” er således en forkortelse, men titlen er helt rigtig, fordi museet understreger, at der var tale om en kamp, en kamp mellem på den ene side politisk tilpasning (samarbejdspolitik), lukrativt økonomisk samarbejde (værnemageri) med danske og tyske nazister og Danmarks indordning under hagekorset i et nazistisk Neuropa – og på den anden side en modstandskamp med dens mange facetter lige fra den berømte “kolde skulder” til skrivning, trykning og distribution af illegale blade og bøger, sabotage med ildebrande og sprængning af fabrikker og jernbaner, modtagelse fra luften af allieret hjælp i form af sabotagemateriel, våben og andet militærudstyr.

Den i mange kredse kendte politiske aktivist og antinazist Klaus Riis skrev for nylig i en kommentar med rette, at museet er og skal være et monument over og en dokumentation af den danske modstandskamp.

Da Anden Verdenskrig og dermed også den tyske besættelse af Danmark ophørte i 1945, lå de aktive modstandsgrupper inde med en del indsamlede penge, der skulle have været anvendt i modstandsarbejdet, bl.a. til oplysningsvirksomheden i form af illegale blade og hjælp til de mange, der måtte leve “under jorden”, og som skulle have logi, mad og drikke.

I dag er vel kun de færreste i stand til at vurdere, hvad dette store hjælpearbejde kostede i penge, slid og slæb for tusinder af mennesker.

Efter krigen overdrog de aktive modstandsgrupper de akkumulerede midler til modstandsbevægelsen. Der var tale om 28 millioner kroner, et dengang svimlende beløb. Danmarks Statistik har omregnet summen til at svare til 577,5 millioner kroner i dagens penge. Nogle officerer og andre i denne kategori, der i den sidste fase havde snuset lidt til frihedskampen, ønskede pengene anvendt til ordner og medaljer, men mødte bastant modstand.

Modstandsfolkene ville ikke være sig selv nok. De kom fra folket og gik tilbage til folket. Formuen blev investeret i folkegaver til ungdommen og befolkningen.
I ni byer, nemlig Aabenraa, Aalborg, Esbjerg, Frederiksberg, Horsens, Marstal, Odense, Tønder og Aarhus, blev der opført et tilsvarende antal moderne ungdomskollegier.

Hensigten var i første omgang at give modstandsfolk adgang til en billig bolig under uddannelse eller ved studerendes genoptagelse af studier, der var afbrudt på grund af deltagelse i frihedskampen.

Desuden blev der fundet midler til at opføre to særlige institutioner i Himmelev ved Roskilde og i Hadsund, der nu som folkegaver er overdraget til de respektive kommuner. Der er tale om plejehjem og/eller ældreboliger. Plejehjemmet i Himmelev var så storartet og nytænkt, at det vakte både national og international opmærksomhed og med stolthed blev fremvist for udenlandske og andre besøgende som en blomst af det danske demokratiske velfærdssamfund.

Nogle sider af modstandskampen kan med stort udbytte udbygges i et nyt museum.

Modstandsfolkene er jo ikke modstandere af fornyelse eller forbedringer. Hele historien om de mere end 6000 danske søfolks indsats i kampen fortjener en udbygning for at senere generationer kan sætte sig sig ind i det kæmpende Danmarks deltagelse i den store krig og dens udfald til fordel for den rigtige, antinazistiske side.

Det bør nævnes, at det mest var på grund af søfolkenes indsats, at Danmark var med til i 1945 at stifte De Forenede Nationer, FN.

Det har altid virket stødende, at danske søfolk ikke blev inviteret med til de officielle højtideligheder på invasions-kysten i Normandiet. Det er en kendsgerning, at omkring 600 danske søfolk direkte deltog i invasionen og at en forudkommando på hen ved 100 mand deltog i forberedelserne ved under den største fare at udlægge radiobøjer i de fastsatte angrebsruter.

Desværre har nogle stormagter ikke altid levet op til deres forpligtelse til at holde indbydes rivaliseringer ude fra FN, men har ofte forvandlet dette internationale samarbejdsforum til en politisk tumleplads for særinteresser.

Her kan blot som eksempel nævnes, at det i mange år lykkedes USA at holde Kina ude fra FN, skønt dette land havde ydet en fremragende indsats i den fælles kamp under verdenskrigen og var medstifter af FN.

Nogle steder benytter de tre kronik-skrivere nogle mærkværdige ordvendinger. De skriver for eksempel: “Midlerne til museumsbygningen var ganske vist skaffet til veje af et præsidium nedsat af modstandsbevægelsen gennem en folkeindsamling.”
Derefter følger nogle forblommede eller dunkle ord om, at initiativtagerne fandt det vigtigt, at museet var en del af Nationalmuseet.

Da alle initiativtagerne er døde, er det umuligt at spørge dem, men de ville sandsynligvis stejle over det helt uvedkommende “ganske vist”. Men det viser, at da modstandsfolkene rakte fanden lillefingeren, tog han hele hånden.
Nu er det kommet så vidt, at Nationalmuseets leder mener sig berettiget til at herske og dele, som det passer ham og tilpasse det nye Frihedsmuseum efter hans og højere magters pibe.

Der er i det hele taget grund til at studse over de tre forfatteres sprogbrug. Den afslører i glimt, at deres viden om besættelsestiden og dens begivenheder er ringe funderet og meget mangelfuld. I en omtale af emnet skriver de for eksempel: “Den såkaldt skæve våbenfordeling mellem de systemloyale dele af modstanden og de potentielle samfundsomstyrtere.”

Her må der gøres holdt ved ordet såkaldt. Det betyder normalt, at der er tale om noget misvisende eller ukendt. “Samfundsomstyrtere” er et synonym for kommunisterne.

Det er en kendsgerning, at kommunisterne både som parti og personificeret var ledende i frihedskampen. Bagholdsangrebet på dem nu er utilbørligt.
Enhver med blot perifer kendskab til frihedskampen véd, at det i talen om våbenfordelingen drejer sig om noget ganske konkret. Det er virkelig forbløffende, at kronik-skriverne ikke kender den meget omtalte “Hjalf-sag” og heller ikke har læst på lektien.

Hjalf-sagen går kort fortalt ud på, at den daværende hærchef, general Viggo Hjalf, efter fremkomsten i 1959 af historikeren Jørgen Hæstrups bog Hemmelig Alliance med kritik af officererne, i en avisartikel meddelte (eller rettere sagt tilstod), at han og hans stab, “den lille generalstab”, af politiske grunde og i fuld forståelse med en række samarbejdspolitikere havde tilbageholdt og gemt våben, som skulle have været leveret til modstandsbevægelsens illegale hær.

Hærchef general Ebbe Gørtz, Hjalf og oberst Svend Schjødt-Eriksen, der havde været medlem af nazipartiet, udgjorde “den lille generalstab”. De havde på skrømt tilsluttet sig modstandsbevægelsen og lovet ubetinget loyalitet. En del officerer blev derefter indsat på ledende poster i modstandsbevægelsen, hvor mange gjorde en ganske udmærket indsats.

En næsten enstemmig presse fordømte den lille generalstabs eklatante forræderi, men Hjalf anlagde injuriesag imod Arbejderbladets redaktør, den legendariske arbejderveteran Martin Nielsen. Han var kendt for at høre til de folketingsmænd, som trods immunitet og ved brud på grundloven blev arresteret allerede i 1940 og deporteret til den frygtelige tyske koncentrationslejr Stutthof, som tyskerne havde oprettet i Polen. Det var kun med nød og næppe, han havde overlevet, og han var plaget af sygdom efter den langvarige indespærring.

Det tog den “humane” Hjalf og hans fæller intet hensyn til. Magthaverne ville have Martin Nielsen dømt, og han blev dømt. Dommen kom til at lyde på tre måneders fængsel og 25.000 kroner i erstatning plus 8000 kroner i sagsomkostninger – dengang faktisk mange penge. General Hjalfs advokat (anklager) var den hovne og berygtede Christrup, hvis optræden og “behandling” af den sygdomsramte Martin Nielsen vakte mishag i mange kredse.

Kronikørerne refererer også til den konstruerede og udbredte myte om, at kommunisterne ved befrielsen ville foretage et kup. Der var overhovedet intet belæg for påstanden, men den blev alligevel flittigt brugt. I kronikken fremfører de tre forfattere bebrejdende, at frihedsmuseet rummede modstandens historie. De skriver:
“En svaghed ved det nu ødelagte museum var, at de beskedne rammer kun gav plads til én historie, og det måtte selvfølgelig blive modstandens.”

Ja, selvfølgelig. Det var jo meningen med museet. Den skulle illustrere den vældige modstandsbevægelse, Danmarks hidtil største og mest udtryksfulde folkebevægelse. Hvad ellers?

Det var en historisk sejr, at deltagerne lagde politiske og alle andre uoverensstemmelser til side og samlede sig om den nationale samling og kampen for landets befrielse.

Frihedsmuseets udstilling om frihedskampen bygger blandt andet på følgende kendsgerninger, der ikke findes samlet.

1. 18.000 danskere blev arresteret for antinazistisk virksomhed. Heraf blev 4000 idømt straf ved danske domstole, før det tyske Gestapo overtog magten.

2. Omkring 500 modstandsfolk og religiøst forfulgte (jøder) blev udleveret til Gestapo.

3. Næsten 7000 blev deporteret til tyske fængsler og koncentrationslejre, hvor de blev tvunget til hårdt arbejde.

4. 4500 var indespærret af tyskerne i fængsler i Danmark. 7000 var indsat i Horserød- og Frøslevlejren.

5. 20.000 modstandsfolk og/eller jøder flygtede til Sverige.

6. 6500 søfolk ydede en fortjenstfuld indsats i allieret tjeneste. Over 2000 af dem mistede livet ved torpederinger eller bombardementer/beskydning.

7. 1000-2000 danskere deltog som frivillige i allieret krigstjeneste.

8. 53 danskere blev knyttet til det britiske SOE (Special Organisations Executive). De blev i faldskærm landsat i Danmark og støttede på mange forskellige måder modstandsbevægelsen, bl.a. som instruktører i sabotage.

9. Over 50.000 var permanent beskæftiget med at fremstille og distribuere den illegale presse. Tallet skal måske nærmere være 100.000, men der findes ingen opgørelser.

10. Mange arbejdede på at indsamle penge, skaffe logier, rationeringsmærker, mad, beklædning m.v. til de tusinder, der var gået ‘under jorden”.

11. Umiddelbart før befrielsen i maj 1945 talte den illegale hær 49.000 bevæbnede m/k. Mange tusinde havde tilmeldt sig, men det skortede på våben.

12. Modstandsfolkene foretog over 3000 sabotageangreb på industrivirksomheder, der arbejdede for den tyske besættelsesmagt.

13. Den tyske besættelsesmagt foretog 112 folkeretsstridige henrettelser af modstandskæmpere. Ved det tyske overfald på Danmark 9. april 1940 og under august-oprøret i 1943 dræbte tyskerne 39 danske soldater. Under folkestrejken i København i 1944 dræbte tyskerne 102 civile danskere. Gestapo, Schalburg-, Hipo-korpset og andre terrororganisationer myrdede mindst 500 modstandsfolk og sagesløse civile danskere.

14. På grund af udmattelse, sult og sygdom omkom ca. 600 danskere i tyske fængsler og koncentrationslejre. Dertil kom ca. 500 tysklandsarbejdere, der tilhørte de ca. 120.000 danske arbejdere, der blev eksporteret til Nazityskland.

15. Ved allierede/engelske bombardementer af Gestapos hovedkvarterer i Aarhus (universitetskollegier), Odense (Husmandsskolen) og København (Shellhuset) dræbtes 360 civile danskere.

16. Ved tyske hævnmord eller ved aktioner fra dansk-tyske dødspatruljer myrdede besættelsesmagten og dens danske håndlangere 835 kendte og antinazistiske danskere med redaktør Clemmensen og præsten Kaj Munk som de to første. Under den tyske besættelse mistede ca. 4500 danskere livet.
Se originalartiklen på Aktive Modstandfolks hjemmeside her

Frede Klitgård biografi



Frede Klitgård – Oliemaleri af Jørgen Buch 2004

Født i Århus den 7. januar 1923 som søn af malersvend Frede Marinus Klitgård, mor Amalie, f. Jensen, opvokset i Oldenburg (i Oldenburg), Tyskland. Sammen med to andre børn hentet til Danmark i slutningen af Første Verdenskrig af den danske far, der var karetmager. Han havde bevaret sit danske statsborgerskab.

Frede Klitgård, der var i lære som typograf på Aarhus Stiftstidende, startede sin løbebane som aktiv modstandsmand i sommeren 1942 med fremstilling og uddeling af illegale blade. Efter kontakt med den britiske organisation SOE (Special Organisations Executive) virkede han fra foråret 1943 som sabotør i Århus. Efter en række store, vellykkede industrisabotager blev hovedvægten lagt på jensbanesabotage. Flere gange lykkedes det at standse den tyske, militære jernbanetrafik i flere dage eller op til en hel uge.

Frede Klitgåd blev pågrebet af dansk politi 16. september 1943 umiddelbart efter den tyske besættelsesmagts indførelse af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943, og i triumf udleveret til det hemmelige tyske politiske politi Gestapo sammen med rester af fundet sabotagemateriel.

Der var sket det, at under transport af sabotagemateriel skete der en eksplosion, som kastede sabotøren ud over cyklen, højt op i luften og hen ad cykelstien. Da han atter kom til bevidsthed, sad en dansk betjent overskrævs på ham og pegede på den ubevæbnede sabotør med en pistol, og han blev anholdt.

Da han var den første, som den tyske kontraspionage, Abwehr, og det nazistiske Gestapo fandt i besiddelse af britisk sprængstof og andet britisk materiel, satte de alt ind på en hurtig opklaring sammen med dansk politi, som bl.a. fotograferede gerningssteder. Han blev fra første færd truet med dødsstraf og udsat for en yderst ublid behandling med trusler og fysiske overgreb.

Forsøg på efter krigen at drage dansk politi til ansvar for udleveringen, der på udleveringstidspunktet måtte formodes at være til den visse død, løb altid ud i sandet. Også forsøg på at få udleveret sagsakter forblev resultatløse.

Se mere på Aktive Modstandsfolks hjemmeside www.no-nazis.dk

Netavisen 20. juni 2013