Videnskabelig socialisme: ”Den eneste forgængelige og dødelige teori i det kapitalistiske samfund”

 

Sådan kunne man beskrive den videnskabelige socialisme, hvis ellers man har tendens til at tro på borgerlig journalistik og historieskrivnning, eller diverse analyser og teorier fra småborgerlige lag og den akademiske elite, der netop nu har travlt med at bortforklare den kapitalistiske verdenskrise som et lettere uheldigt, men tilfældigt fænomen.

Socialismen, den videnskabelige marxistiske socialisme, erklæres igen og igen for forældet og død. Og det er den blevet uden ophør gennem mere end 150 år.

Én ting er, at det mildt sagt er noget mistænkeligt, at ovennævnte skribenter ustandselig  må hen og løfte på låget til ‘marxismens kiste’ for igen offentligt at konstatere, at ”den er altså død”.

åmange andre teorier tilsyneladende er så levedygtige og friske, som var de født i går.

Ideer om alene at kunne rationalisere sig til en bedre verden, eller måske ved hjælp af bøn påvirke verdens gang, eller endda ved hjælp af det borgerlige demokrati at kunne drive verden fremad, anfægtes ikke. Ingen af dem stemples som døde eller uddaterede.

Især i småborgerlige lag mødes man med påstanden om, at socialismen som Marx og Engels tænkte den er forældet. Undertiden med den tilsyneladende indrømmelse, at marxismen er en teori, der kanske nok passede til 1800-tallet og fattige lande, men i den moderne verden ikke har gang på jorden. Den skal i det mindste grundlæggende fornyes.

Sandt er det jo, at der foregår en samfundsudvikling hele tiden, og derfor vil samfundsteorier pr. natur blive forældede og ugangbare på det ene eller andet tidspunkt.

Der er bare et stort problem ved at kalde marxismen forældet. Nemlig historien.

Allerede i marxismens meget unge dage, hvor Det Kommunistiske Manifest blev til (1848), havde kapitalismen haft sin gang på jorden i årevis.

Den havde enten afløst feudalismen, eller var i gang med det i langt det meste af verden, og viste allerede sine første symptomer på en dødelig sygdom – de økonomiske kriser.

Der var, som konsekvens af kapitalismens tidligt synlige mangler, også allerede teorier om andre typer af samfund samt tilhørende veje dertil.

Disse andre samfund, og teorierne om vejene, er af særlig interesse, når vi snakker forældelse.

De mange socialismer …

I Det Kommunistiske Manifest er hele det tredje kapitel dedikeret til at rode ud i de mange ‘socialismer’ af forskellig klassemæssig betinget eller national præget art.

Genlæser man dette kapitel, går det for alvor op for én, hvor gamle samtlige de forskellige nuværende ‘moderne socialismer’ er, samt hvor uopfindsomme videreførerne af disse teorier er.

Det er alle teorier om at der kan skabes et nyt og andet samfund, undertiden direkte betegnet som et socialistisk samfund, eller socialisme for det 21. århundrede, uden klassekamp, revolution, tilintetgørelse af den kapitalistiske stat og oprettelse af arbejderklassens egen statsmagt.

Ikke mindst går det op for én, hvor politisk forældede disse teorier var allerede på den tid. Også selvom der måske nok engang i 1800-tallet har været gode hensigter bag.

I Det Kommunistiske Manifest’ 3. kapitel foretager Marx og Engels en mindre opsummering af de mange ‘socialismer’ uden klassekamp, der florerede på den tid. Her er et uddrag:

Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning står i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske hæven sig over klassekampen, denne fantastiske bekæmpelse af klassekampen, al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse.

Mens derfor ophavsmændene til disse systemer i mange henseender var revolutionære, så danner deres elever altid reaktionære sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser overfor proletariatets historiske videreudvikling. De søger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsætningerne.”

Og – sådan kunne vi passende uddybe det i dag – så lyver de om deres ideers ophav og kalder marxismen for forældet.

Næppe nogen politiske ideer, ingen teorier, har for kapitalen været så væsentlige at bevare, og til tider udbrede kraftigt,  samt omdøbe,  som disse tidlige og oprindeligt kritiske røster, der ikke når udover kapitalismens rammer.

Hvor det for de mange udgaver af ‘socialister’ er tilstrækkeligt blot at påpege, hvor gammel marxismens ‘begyndelse’ er, kan vi ikke nøjes med at behandle dem på samme måde.

Der er trods alt tale om teorier, som i langt det meste officielle samfundsvidenskab, samt i langt den overvejende del af historien, aldrig er set som hverken døde eller dødelige af størstedelen af medierne, skribenter, akademikere, politikere mv.

… og deres historiske praksis

Lad os tage et kort kig på de udødelige og uforgængelige teoriers praksis.

Er de lykkedes med deres projekt?
Har de historiske erfaringer der berettiger dem eller bekræfter deres vej?

Lad os prøve lidt mere konkret.

Har socialdemokratismen, den tredje vej, det 21. århundredes socialisme, folkesocialismen, den skandinaviske model, og andre forskellige afskygninger gjort sig fri af kapitalismens tilbagevendende økonomiske kriser?

Hvor i verden er det lykkedes reformismen i dens forskellige afskygninger at afskaffe klassesamfundet?

Svaret er selvfølgelig at kapitalismens økonomiske kriser lever i bedste velgående og ikke lader sig begrænse af nogen variant af reformisme, men at kapitalen derimod lever, og lever godt, på reformistiske regeringers kapitulationskurs over for kapitalismen under kriserne.

Ingen steder er det  lykkedes reformismen og de forskellige ‘socialismer’ at afskaffe klassesamfundet, men derimod i utallige tilfælde at aflyse klassekampen.

En del af nutidens reformister har på sin vis taget konsekvensen af historiens fakta. Ikke ved noget der ligner en analyserende (selv)kritik, men ved i stedet blot at flyde med kapitalismen og opgive at løse de opgaver, som de oprindelige reformistiske ‘socialister’ trods alt formåede at stille sig selv.

Absolut INGEN reformistiske regeringer i historien har formået at ændre på klassesamfundets grundlæggende strukturer. Meget få af de nuværende betydende (og oprindeligt) reformistiske partier i dag har noget, der ligner planer i den retning.

Som Marx og Engels påpeger i citatet fra Det Kommunistiske Manifest taber de mange ‘socialismer’ ”al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse”. (Der sigtes selvfølgelig til praktisk værdi og teoretisk berettigelse for arbejderklassen)

Sådan et aktuelt tab af praktisk værdi og teoretisk berettigelse er ikke svær at få øje på, når man kigger ud over Europa, hvor befolkninger og især ungdommen bekæmper ‘røde’ som blå regeringer.
Deres daglige virkelighed og deres kamp tillader dem ikke andet.

Eksempelvis er den spanske ungdoms praktiske værdi af det spanske socialdemokrati ét stort synligt minus, og oplevelsen af det partis teoretiske berettigelse følger naturligvis den praktiske erfaring, og er for nedadgående.

I Danmark er der mindre end to år efter seneste folketingsvalg store vælgertæv til både socialdemokraterne og SF. Begge partiers repræsentanter blev landet rundt buet ud 1.maj i aktioner, der på flere måder var historiske.

Dermed ikke sagt at sådan en proces er en kontinuerlig bevægelse, og massemedierne gør da,  hvad de kan, for fortsat at fremstille de mange ‘socialister’ som noget andet, noget rødt og alternativt til de andre borgerlige partier.

Reformismens stadige genfødsel

Desuden opstår der løbende nye partier, der i sin essens er kopier af de grundlag, som socialdemokrater tidligere havde. I Danmark hedder partiet for tiden Enhedslisten, i Tyskland Die Linke, og i resten af Europa har andre meget lignende partier fået navne, der også skal signalere ’samling til venstre’

Disse partier leverer ny strøm til den respirator, som ‘socialismerne’ ligger og har ligget i gennem mange år. De opstiller gamle, udslidte og afprøvede såkaldte alternativer og veje væk fra kapitalismens onder som noget nyt og brugbart, mens de til stadighed gør en dyd ud af at fremstille de gamle socialdemokratier og deres eventuelle regeringer som noget ‘bedre end de borgerlige’ etc.

Kort sagt medvirker disse partier til ideen om uforgængeligheden af ‘socialismerne’ uden klassekamp. De er samtidig den største eksponent for umarxistiske teser og anti-marxistisk politik, rettet direkte til arbejderklassen, studerende og intellektuelle, til venstrekræfterne..

Historiens hjul

Historiens hjul drejer hurtigere og hurtigere for ‘socialismerne’. Hastigheden intensiveres af stadigt hyppigere og større kriser.

Deres manglende praktiske værdi for arbejderklassen og ungdommen bliver lettere og hurtigere synlig.

Ikke desto mindre vil ideen om socialisme uden klassekamp bestå som ‘udødelig’ lige så længe klassekampen består. Netop fordi det er et af borgerskabets absolut bedste våben i forsvaret for kapitalismen og derfor må opfindes, ellercfornyes, igen og igen.

Den del af marxismen, som beskæftiger sig med arbejdernes klassekamp mod kapitalen og dens stat (og som af en del folk opfattes som nærmest alt marxismen er), er dog heller ikke af udødelig praktisk værdi.

Den er bare af udødelig og uforgængelig praktisk værdi og teoretisk berettigelse, så længe kapitalismen lever.

 

Martin

Netavisen 13. juni 2013


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater